Løbske fantasier

 

Måske enkelte vil fristes af titlen »Gud«, der står med meget store røde bogstaver på hvert bind. Derfor denne omtale af en bog, der ellers fortjente at blive forbi- gået i tavshed. Forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff har i øvrigt en ret stor produktion bar sig, og hans roman »Anno Domini«, der kom 1975, fik, efter hvad forlaget meddeler, en nærmest begejstret anmeldelse i særdeles forskellige blade. Anmeldelsen af denne nye bog, der kom i fjor, kan imidlertid kun blive en kraftig advarsel. Lad den dog ligge. Spild ikke tiden på dette tøjeri.

Litterært må den grupperes i genren »science fiction«. Dette pæne ord kan anvendes, når det oversættes omtrent sådan: Løbske fantasier om verdensaltet, i nogen grad under påvirkning af overfladisk viden om moderne naturvidenskab, specielt Einsteins »almindelige« relativitetsteori.

Trods alt arbejder en anmelder sig gennem denne besynderlige eller dog nok egentlig tåbelige bog. Handlingen er sådan set nogenlunde klar. Et interplanetarisk fartøj af fantastiske dimensioner er landet i en ørken på vor klode. Med yderste besvær trænger menneskelige forsker ind i uhyret, der viser sig at være bemandet af de besynderligste væsener med helt andre sanseorganer end vore og udstyret med en mekanik, der tillader rejser i verdensrummet med en hastighed, der langt overgår lysets. Tyngdeloven sættes ud af kraft eller ændres komplet. Tilsyneladende plane flader buler på den besynderligste måde o.s.v., o.s.v. Mærkeligt nok lykkes det at opnå kontakt med skibets helt fremmedrtede beboere. »Lykkeligvis« ligner de os på ét punkt, nemlig forskellen mellem han- og hunkøn. Derfor kan der blive plads til frimodige seksualskildringer, der bestemt ikke er »stuerene«, selv om det formodentlig er let at finde romaner, der i så henseende er langt værre.

Og hvad er så bogens sigte? Det synes svært at blive klog på. Det er vel en søgen efter tilværelsens midtpunkt, universtes skaber og den højeste moralske autoritet. Man kvier sig ved at bruge ordet »gud« da dette væsen, hvis der er og kan findes, intet har med det kristne ord »Gud« at gøre, så meget bibelcitater end benyttes. Tilmed hentydninger til Kristus og hans korsdød spares vi ikke for. Et sted siger en af »personerne«: »Sandheden er altid ligetil og letforståelig. Det, der er vanskeligt tilgængeligt, er værdiløst hjernespind, frembragt af livslede og forfængelighed«. Herefter citeres den gammeltestamentlige »Prædikers« berømte »Alt er forfængelighed!«

Efter min opfattelse kunne dette, bedre end løsrevne og ilde anvendte skriftsteder, have været »motto« for denne bog. Selv det sidste meget korte afsnit, der hedder »Epilog: Gud« giver ingen klarhed. Selvfølgelig er »Himlen« et sted med harmoni og uforanderlig kærlighed, men virkelig sammenhæng med kristne forestillinger er der meget lidt af. Måske er der en slags antydning af mening til aller sidst. Bogens kvindlige hovedperson forklarer, at hun er gravid, og en central mandlig skikkelse, der tilmed, åbenbart symbolsk, hedder Peter eller på fransk Pierre, svarer: »Der blive lys«, hvorefter bogen slutte med ordene: »Og der blev lys«. Mere af et godt budskab kan jeg egentlig ikke finde i denne forskruede bog. Og så vil visse læsere måske sige, at jeg mangler indfølingsevne. Det får så være!

N. H. SØE

Erwin Neutzsky-Wulff: Gud. Bind I-II. Vintens Forlag. 175 + 157 sider