Rejsen til Guds planet

 

Ny dansk science fiction-roman af internationalt format

Af Fl. Chr. Nielsen

ERWIN NEUTZSKY-WULFF: »Gud I-II«, illustreret af Torstein Gundersen. Vintens forlag, 175 + 155 sider, kr. 88,-.

Et fremmede rumskib er landet et afsides sted i Californien, og en gruppe videnskabsmænd går i gang med at udforske det besynderlige fartøj. Det skaffer dem ikke kun uløselige problemer af teknisk art, men det forandrer også deres indbyrdes forhold, mens de står foran verdenshistoriens største begivenhed: et møde med en ukendt civilisation - tilmed i september måned 1975, skønt verden aldrig fik det at vide.

De har i begyndelsen kun en slags telepatisk kontakt med rumskibet, men til sidst lykkes det dem at trænge ind i selve fartøjet til en verden, der er totalt ukendt for mennesker. Her finder de højt udviklede intelligensvæsener fra et fjernt univers, der lever i en urokkelig tro på Gud og deres egne hellige skrifter, som minder om den jordiske Bibel. I sammenstødet mellem jordboernes religiøse skepsis og de fremmedes sikkerhed ligger de to civilisationers negative fællesskab.

Rumskibet er kun mellemlandet på jorden og forlader kloden igen med de jordiske videnskabsmænd ombord, for fartøjet er på vej mod sit eget bestemmelsessted, som er Guds planet - selv i science fiction litteraturen en dristig lokalitet.

Men læseren følger det fantastiske eventyr med stigende opmærksomhed, for tværs igennem den forbløffende romans poetiske tone, dens voldsomme begivenheder og dens spændende teologiske overvejelser er der et mylder af gnistrende fantasifulde detaljer og mennesker, som bag deres videnskabelige og tekniske viden gemmer på psykiske knuder og uforløst kærlighed.

Man tror på den lange rejse gennem rummet, og frem til Guds egen planet, hvor der venter endnu et klimaks. Bogen ville være spredt over et helt kontinnent, hvis den var skrevet på engelsk og ikke på dansk, for den tåler sammenligning med science fiction genrens bedste.