Rumskib til Guds planet

 

Af H. MORELL JØRGENSEN

Erwin Neutzsky-Wulff: »Gud I-II«, 175 og 155 sider, 86 kr. Vintens forlag.

Et interplanetarisk fartøj af store dimensioner, en prom, er landet i en ørken i Califonia. Nogle amerikanske videnskabsmænd søger at indvadere den. Det tager tid både for videnskabsmændene, men også for læserne, idet forsøgene er meget omstændelige, og ordene vil ikke rigtig falde på plads i dette afsnit af science-ficton-romanen.

Det gør de ellers på opsigtsvækkende vis i hovedparten af bogen. Det lykkes videnskabsmændene at komme i telepatisk kontakt med promen. De kommer ind i den, i omgivelser, der er totalt ukendte, og møder højt udviklede intelligensvæsener fra et andet univers. De lever i en urokkelig tro på Gud og deres hellige skrifter, der kan minde om den jordiske bibel. De er kun mellemlandet på jorden på den videre færd, som går til Guds planet!

Læserne følger den fantasifulde færd med stigende optagethed og opmærksomhed. Det er god fortællekunst, og fantastiske beskrivelser af alt det nye og ukendte, voldsomme begivenheder, teologiske dialoger og rummets mærkelig poesi, set af væsener, der trods al teknisk og videnskabelig viden, alligevel rummer uforløst kærlighed og store psykiske problemer.

Det kulminerer med ankomsten til Guds planet, der ligesom den øvrige handling er vanskelig gengivelig i få linjer.

Bogen er et knitrende fyrværkeri af utraditionelle fantasipåhit, hvormed det tages lige så utraditionelle livtag med store problemer. Det er en helt ny form for begavet underholdning. De færreste har vist nogen sinde læst en science fiction-roman der i den grad bevæger sig i nye baner og ny tænkning, som kan skabe glæde og begejstring, forargelse og vrede og vække stærke følelser.

Der er så meget at tage stilling til undervejs, at det føles som en lettelse, når bogen slipper sit tag i een.

Romanen er illustreret af Torstein Gundersen i en tegneserie-agtig streg med reminiscenser fra jugend-stilen.