Harpyia

 

I

HARPYIA! Du gale gud,
du helvedslug i kvindehud,
bred dine stærke vinger ud!

Harpyia! Hvor kvindekøn
er kvieøjet, er en brønd
hos dig, en afgrund svimmelskøn

Som løv er dine vingers pragt
al plantens visdomskraft er lagt
i jordisk glans og himmeldragt

Dit kys er RØDT - det banker vildt
og djævleblændt og englemildt
hos ham, hvis hjerteblod er spildt

Dit favntag er en tornekrans,
et livsensbål, en dødedans
i himmelro og helvedglans,

HARPYIA! KOM, DRIK MIN SKÅL!
Hvad er vel andet mandens mål
end være ved til hendes bål?

Hvor gør en mand vel bedre gavn
end i den vilde, røde raun
HARPYIAs dødslystne favn?

Engang for længe siden, tilbad mennesket HARPYIA. De siger, hun var et frygteligt væsen at se til, halvt grib, halvt kvinde, og at hun besad naturens kræfter, at hun kunne vende vejret, ødelægge eller redde høsten, som hun ville, forårsage naturkatastrofer og dræbe med storm og sot. Til gengæld for sin beskyttelse forlangte hun et offer, hvis blod hun drak, hver fulde måne på det gamle kultursted, Raunungattir; det betyder: Gudernes port.

Endvidere afvendte hun AANs vrede.

Hvordan ser frygt ud?

Frygt er natteblindhed. Man vågner og kan intet se. Man glipper med øjnene, og gule og røde blomster danser på indersiden af øjenlågene, men det er også alt.

Hvordan lyder frygt?

Frygt er tavs. Man trækker vejret, og så hører man den, tung og slæbende, men når man trækker luften ind og lytter, er den kun en dunken i tindingerne,

Hvordan lugter frygt?

Lugten af frygt er sød, kvalmende sød som billig parfume. Den kvæler en, den klemmer næseborene sammen og åbner munden og fylder den med sin bløde, runde overflade. Frygt smager som modermælk og roser. Frygt føles som en skælven dybt, dybt inde, frygt lammer og strækker ud og lammer igen; frygt klemmer sammen, kryber sammen og dræber.

Frygten er mørket, en slæbende lyd, et dyr, der er blødt og varmt og stinkende og lugter og smager kvalmt og sødt. Sådan mødte jeg AAN.

II

Der er navne, der flyver med viden: Aruna, Arminghe, Arabelle, og den, der har øjne, kan finde ansigter i trækronerne, deres kroppe er skyerne. Blodets susen i dine øregange er deres hvisken: "Komme I, komme vi!" og de har trådt alle de våde veje før du. De er dig nær som et regnskyl, som en fjern torden, som ilden i dine øjne, når de skifter. 0g du kan ikke undslippe dem ved at nå dem, kun følge og forfølge dem ud over den yderste rand.

Således brød også Eberhard op fra sin verden for at søge HARPYIA.

Da han havde gået tre dage, kom han til et stort hvidt tempel, der var omgivet af en høj sort mur, som allesteder var forsynet med jernpigge. Det var således kun muligt at slippe ind i tempelforgården gennem en vældig gitterlåge. Foran denne låge gik en ganske ung kvinde helt klædt i hvidt hvileløst frem og tilbage. Sommetider lagde hun sig på knæ tæt ind til den sorte mur og græd og vred sine hænder, til andre tider gik hun den sorte port ganske nær og tittede ind, mens knæene slog sammen under hende. Tilsidet gik Eberhard ganske tæt hen til hende og spurgte hende, hvad hun var bange for.

"En stor ære", svarede den ulykkelige, "er vederfaredes mig; jeg er bestemt til AANs præstinde, AAN, som bor mod nord med sin hustru HARPYIA. Jeg er udvalgt, fordi jeg er af folket WHOA. Men nu frygter jeg at gå ind, skønt man venter mig."

I dette øjeblik kom en sortklædt kvinde til porten, tog pigen ved armen og bød også Eberhard at følge sig. De nåede det hvide tempel, trådte ind ad en mindre port og nåede ad dybe trapper og lange korridorer frem til et lille rum, hvor endnu to sortklædte modtog dem. De tre kvinder lod deres hætter glide tilside, og Eberhard så, at de to var sorthårede, mens den tredje havde et hår som af ild. Den unge, lyshårede, som havde ventet ved porten, afførte sig sin klædning og stod ganske nøgen.

Nu lukkede en af de sorthårede en dør op og fremtog af et mindre indelukke to røde, blanke tingester formet af læder efter en åbenbart unaturligt spinkel kvindefod. Hun rakte dem til den unge pige, der ikke tog imod dem. Hun kastede sig tværtimod for den rødhåredes fødder, omfavnede hendes knæ og besvor hende med mange ord, som Eberhard ikke forstod. Den rødhårede kvinde rystede imidlertid blot afvisende på hovedet, tog tingesterne fra den sorthårede og rakte dem frem mod den unge pige, med en sådan voldsomhed at de stødte mod dennes bryster. Den lyshårede skreg, som om de havde været glødende, og kastede sig hulkende på en seng, der var det eneste møbel i værelset. En af de sorthårede satte sig overskrævs på hende og sluttede læderet fast om de skælvende fødder, hvad der paradoksalt nok syntes at gøre den unge kvinde mere rolig. Store tårer løb ned ad hendes kinder, da tilsvarende relikvier af samme blændende ildfarve lukkede sig om hendes hænder.

Den ceremonielle beklædning omfattede endvidere en slags brynje, der pressede pigens bryster op i en unaturlig stilling og gjorde dem ligesom mere spændte, uden at skjule nogen væsentlig del af dem, hvorefter et andet beklædningsstykke blev lagt tæt om hendes hofter, idet det dog ikke blokerede nogen naturlig adgang - eller unaturlig, for den sags skyld. Mens dette sidste skete, blev Eberhard ført ud på den lange korridor, og døren lukket ind til det lille rum.

Han besluttede at prøve en anden dør, der viste sig at føre ind til et gemak, der var nøjagtig magen til det foregående. På sengen knælede en sorthåret kvinde, udstyret på ganske samme måde, som han havde set den lyshårede blive det, blot var en jernring lagt om den sorthåredes hals, ved hjælp af hvilken hun var kædet til væggen. Han satte sig på sengen for at spørge kvinden ud, men næppe havde han gjort det, før den sorthårede trykkede et kys på hans mund; han ville skubbe hende fra sig, men berørte derved den røde brynje og forstod i samme nu den lyshåredes reaktion, stoffet var hverken særligt varmt eller særligt koldt, men det var på engang frastødende, sødmefyldt og fængslende. Som i en døs tømte han sine længsler i pigen.

Og, som han gjorde det, var det, som om hans forstand vendte tilbage. Og han forhørte sig hos den sorthårede om, hvad alt dette kunne være.

Han erfarede da, at det var dette folks skik at sende deres døtre til templet, hvor de blev præstinder. På denne måde blev den glæde, en kvinde giver en mand, en gave fra guden, mente de, noget, man måtte være AAN taknemmelig for. For TAKNEMMELIGHED var den egenskab, guden satte højest af alle. Med taknemmelighed dyrkede folket WHOA guden, ligesom folket mod nord dyrkede Harpyia ved menneskeofring. Dyrkede man ikke guderne, kunne frygtelige ulykker ramme et folk, det var man vis på. Da fortalte Eberhard, at han elskede gudinden Harpyia, og at han ville dræbe Aan for hans herskesyges skyld, og for at få hende, han elskede. Den sorthårede rystede på hovedet og bad ham gå.

Så drog Eberhard mod nord fra Whoa og deres land.

III

Eberhard nåede Nordboernes By fire døgn før fuldmåne, og han tilbød sig straks som Harpyias næste offer. Det var hans agt at kaste sig for Harpyias fødder og erklære hende sin fulde kærlighed; derpå ville han love at skaffe hende af med den besværlige ægtemand. Meget ændrede sig imidlertid de sidste døgn.

For det første havde ingen nogensinde set hverken Harpyia eller hendes guddommelige ægtefælle. En ung mand eller kvinde gik ved hver fuldmåne til Raunungattir og vendte aldrig siden tilbage, det var alt, hvad man vidste om gudernes, RAUNERNES eksistens. Eberhard sluttede, at AAN slet ikke eksisterede, og at Harpyia måske nok var en knap så indtagende ung kvinde, som han først havde antaget. Dog, intet kunne hindre ham i hans forsæt: At se og knæle for Harpyia og bejle til sin elskedes gunst. Sveg hun ham imidlertid, skulle det komme hende dyrt at stå.

Eberhard havde fra sit eget land medtaget en gift, hvis hemmelighed han havde arvet fra sine forfædre, jægere af bjørne og mennesker; en gift så stærk, at den kunne gøre det af med både mennesker og guder, og dog så snigende, at man kunne gå med den i kroppen i dagevis uden at mærke det ringeste til den.

Denne gift, besluttede han, ville han indtage umiddelbart før sit møde med gudinden. Var det den kvinde, han havde drømt om, ville han have rigelig tid til at indtage modgiften. Hvis ikke - hvis hun, som Nordens Folk mente, drak sine ofres blod og efterlod dem døende, eller ganske simpelt opåd dem i levende live; ja, så ville hun inddrikke giften med hans livsensblod og dø med ham. Dette forekom Eberhard at være den perfekte løsning. På denne måde, anså han, kom giften ham til endnu større nytte, end hvis, som han havde troet, AAN havde eksisteret og følgelig måttet ombringes.

Eberhard vendte ikke tilbage. Det gjorde derimod Harpyia's næste offer, og man sluttede, at den unge mand i det mindste tildels havde haft heldet med sig. Hvis Eberhard ikke længere levede, så syntes det dog, som om Harpyia heller ikke gjorde det. Eberhards fortælling om rejsen til Nordboernes land blev nedskrevet af en af byens ældste og glemt.

Harpyia blev glemt, men man holdt ikke op med at frygte Aan. Man følte, at den tåbelige yngling gennem sit kærlighedsdrab på Harpyia havde så at sige væltet en sten fra indgangen til den hule, hvori AAN tænktes at sove. Før eller senere ville han opdage, at passagen var fri. Og så ...?

Men generation fulgte generation så længe, at beretningen om Eberhard blev ulæselig, thi man talte ikke længere det sprog, beretningen var blevet nedskrevet på.

Men det vedblev at leve videre i mundtlig overlevering, fortællingen om AAN, tordenguden og hans hustru, Harpyia, der vågede, at ingen skulle forstyrre hans søvn, indtil en ug mand ved navn Ebart af uigengældt kærlighed til gudinden dræbte hende med en frygtelig gift og derved forstyrrede den frygteligt og uigenkaldeligt. Men, som unge mænd spottende plejede at bemærke, AAN var længe om at vågne. Århundrederne flød forbi, Raunungattir forfaldt og blev til landsbyen Rawlgate, en halv mils vej fra Ib[? - red.]thyies i det nordlige England. Til den landsby kom jeg for henved tre måneder siden.

IV

Mit navn er Anthony Cummins; jeg er, hvad de fleste nok ville kalde "amatør-historiker og arkæolog". Det første er nok lidt meget sagt, for jeg interesserer mig faktisk mest for de forskellige verdensdeles og landområders forhistoriske tid. Religionernes opståen er en af mine kæpheste.

Jeg har den teori, at mennesket, kort efter, at det havde tilegnet sig sproget, fandt det vanskeligt at beskrive verden, og frem for alt sine egne følelser, selvom hulemandens bevidsthedsliv jo nok har været noget mindre sammensat end det moderne menneskes bevidsthedsliv, sammensat, som det utvivlsomt har været, af ikke mere end to bestanddele: erotik og frygt. Kønsdriften drev det stadig fremad mod overlevelse og forplantning, og imens lurede ude i mørket, udenfor bålets snævre lyskreds, rædslen, de tusind farer. Derfor, tror jeg, var gudernes antal også først to - en dualisme, senere tiders religioner mærkværdigvis er vendt tilbage til - personificerende SEX og GRU. Først for få måneder siden fandt mine teorier imidlertid noget, der mindede om en bekræftelse. Jeg hørte om sagnet om Harpyia og Aan, der endnu levede i mundtlig overlevering i Rawlgate, hvor i sin tid en hedensk offerplads havde stået. Med store forventninger foretog jeg rejsen dertil, men den blev noget af en skuffelse. Det forekom mig at være ammestuehistorier, alt, hvad man fortalte mig, som det var vanskeligt nok at stykke sammen til noget, der gav en vis indre sammenhæng og mening. Resultatet af denne sammenstykning udgør, som læseren vil gætte, de tre første afsnit af min fortælling. Sådan sad jeg da en aften og så mine notater igennem og følte på engang en stor lede, ja fortvivlelse ved hele mit liv. Disse mennesker, landsbyens indbyggere, havde en mening i deres tilværelse, de havde hustruer, familie, slægt, efterkommere, hver et håndværk, hver en bestilling; de levede med og i årstiderne, der var deres liv. Og når så et fjols fra den store By spurgte dem ud om trolde og nisser, nåja, så morede de sig en halv time med at binde ham et par historier på ærmet, og så var den ikke længere.

Og idioten, det var mig, der sad og førte bog og tykke journaler over fuldemandssnak og practical jokes, som evig og altid syntes at skulle gå ud over mig. Jeg følte mig i det øjeblik som en mand, der noterer de mønstre, han finder i bunden af sin tekop ned og giver det videre til sene slægter, som ingen gider røre ved. Jeg følte mig på engang naiv og skizofren. Og jeg besluttede straks den næste dag at rejse fra Rawlgate og begyndte at tage mig noget mere fornuftigt til.

Jeg tænkte endnu engang den tåbelige historie igennem: Om Ebart, der af jalousi dræbte gudinden Harpyia, om Aan, om den ærefrygt, han indgød, som fik små mennesker til at foretage sig vanvittige ting, som at sende deres egne døtre i horehus, og fandt det lige vildt altsammen. Syge hjerner havde brygget dette nonsens, og kun en syg hjerne kunne i længden interessere sig for det. Nu var det i al fald forbi. I denne bevidsthed gik jeg til ro og sov ind ret hurtigt.

V

Jeg havde indlogeret mig på Rawlgate inn, der ikke just kunne prale af overdreven luksus og bløde senge, men jeg havde været ualmindelig træt, da jeg gik til ro om aftenen. Derfor undredes jeg også over at være vågnet og kom på den tanke, at noget havde vækket mig. Jeg spidsede ører af alle kræfter, men kunne først intet høre. Jo vent, der var en eller anden, der slæbte noget tungt forbi min dør, en dyne måske - for et lig var det næppe.

Sådan blev det ved med at skurre og slæbe og slå imod, hele tiden tilsyneladende netop uden for min dør, som om personen ikke kunne komme forbi eller løsrive sig fra kontemplationen af den.

Så kom den første rystelse. En skælven, der begyndte med en let berøring af døren, så klirrede et glasskab, og en let brise strøg forbi mine fødder under tæppet og forplantede sig opefter og rystede underlivet på den karakteristiske måde, der fremkalder søsyge. Det trak åbenbart et sted fra i værelset, nu kunne jeg mærke som en mur af kølig luft slå mod mit ansigt: en ubeskrivelig sød stank fyldte mine næsebor. Noget omfavnede mig og lammede alle mine lemmer med en sær svaghed, de føltes flydende og fjerne, samtidig med at mine andre sanser skærpedes mærkeligt. Sveden sprang mig i et nu fra panden, og min mund blev presset op, jeg syntes, jeg følte et kvindebryst's konturer mellem tænderne, jeg fyldtes af noget varmt, der drog den sidste kraft fra min krop, jeg kunne ikke skrige, men smerten ved hjælpeløsheden, angsten var større, end jeg nogensinde havde oplevet, før den forstærkedes af en direkte, stikkende fysisk, som - thi sådan føltes det - en syre tømte mig for indvolde og sjæl. Så vendte ligesom noget af følelsen tilbage som en prikken i mine fingerspidser, mine ben, og som jeg lå helt stille og bedende til en ukendt gud, forlod væsnet mig. Ikke fordi jeg havde villet det, ak nej: kun fordi det havde villet det, "det", hvis navn mine læber i samme nu formede, det var AAN, der havde besøgt mig. Jeg må være faldet i søvn straks efter, for jeg drømte; det var, som om min hjerne forsøgte at forstå, hvad min bevidsthed ikke ville have tilladt den at tænke på.

Jeg så en ung kvinde blive surret i en klædedragt, der skar hende som knive, jeg så hendes hals blive forsynet med en metalring, der bar AANs navn. Jeg så fuldmånen stige over Raunungattir, over ruiner og et gyldent alter, smykket af en ung, lyshåret, nøgen mand, og jeg så en frygtelig kvinde med nøgen hud omfavne ham og kysse hans hals. Hendes vældige løvagtige vinger dækkede ham næsten helt, som hun krystede ham, hendes skarpe tænder søgte halspulsåren. Jeg drømte og vågnede og drømte og prøvede at forstå. Den følgende morgen flygtede jeg fra Rawlgate for aldrig mere at vende tilbage.

VI

Men AAN lod mig ikke i fred. Hver nat var han der påny, slæbende, kvælende, skælvende, kvalm, smertefuld, forfærdelig. Det var altså sandt altsammen, ikke som personifikationer af følelser, men som virkelige, frygteligt virkelige væsener havde de vandret på jorden, Harpyia og Aan. Og Harpyia havde vogtet over Aans søvn, for at han ikke skulle plage menneskene, og menneskene havde i afmægtig angst ofret til dem begge, unge kvinder, deres egne døtre, alt, blot for at afvende den forbandelse, som nu faldt med fuld vægt på mit bryst. Og nu, så mange årtusinder senere, havde Aan opdaget at hans fangevogter var borte, dræbt af en tåbelig yngling for en umulig kærligheds skyld.

VII

Som jeg sidder og skriver nu i nat, ved jeg, at intet længere kan frelse mig fra Aans vrede. Han har besøgt mig endnu inat, og det besøg var så smertefuldt, at jeg forstår, at jeg ikke vil opleve et nyt.

Jeg hørte først den karakteristiske slæbende lyd, så blev min dør slået op på vid gab. Stanken var lammende, og værelset blev på engang lyst, som om et lyn dvælede i det. Og jeg så Aan. Vældig og blød og lyserød som en stor pulserende blære med store væskende porer, der gjorde dens overflade våd og slimglinsende. Tyk og bred og vældig, så man fik kvælningsfornemmelser bare ved at se den, knirkende på baner af den evigt-roterende, væltende, skummende slim, der lagde sig overalt som skælvende geleklumper. Jeg var lammet, og den omfavnede mig, Aan favnede mig, og jeg mistede forstanden for ikke mere at få den tilbage. Når den næste gang vender tilbage, dræber den mig, det ved jeg. Kun Harpyia kunne frelse mig, og Harpyia er død. Var hun blot levende!

HARPYIA.

Nu står hun foran mig. Hun bærer en gylden krone på sit brune hår, der indeslutter hendes ansigt som et gyldent uhyres gab. Hun er som jeg har set hende i drømme - vidunderlig smuk. Og hun er ikke død - hvem kunne vel dræbe hende? Eller? I mit livs sidste øjeblik ved jeg ikke, om jeg er sund eller gal.

Hun taler. Hun læser mine allersidste tanker.

"Arme dødelige!" hvisker hun, og ruderne forstøves ved lyden af hendes frygtelige stemme; verden styrter sammen, trækkes ind mod mig, deres ulykkelige centrum for at gå endelig tilgrunde.

"Troede du, Harpyia kunne dø? Har du da ikke, du stakkels kvindefødte, har du da ikke gættet, at Harpyia er Aan, og Aan Harpyia ...?"