Profeten og symbolerne

 

- Tanker omkring Havet

Niels Dalgaard

Erwin Neutzsky-Wulffs nyeste roman, Havet, er en historie om menneskets søgen efter Gud, og om menneskets søgen efter sig selv. Der er ikke så stor forskel på disse to ting, som man måske ville tro, men det vender vi tilbage til lidt senere.

Handlingen tager sin begyndelse i det 21. århundrede, nærmere bestemt år 2020, hvor jorden er delt ind i fem indflydelsessfærer, under ledelse af hvert sit store selskab. Disse selskaber ligger i regulær krig med hinanden og det er generelt ikke noget særligt behageligt samfund. Fra denne jord sendes så tre rumskibe ud mod stjernerne, tre generationsskibe, der skal rejse i tusinder af år medens mandskabet ligger i dvale. Hvad de finder når de når frem er der ingen der ved, men man håber på at det bliver beboelige planeter, der kan være med til at aflaste en jord, der tynges af konstante småkrige og enorme miljøødelæggelser.

De tre skibe tager afsted, og de to af dem fejler. Et ryger ud af kurs, et andet lander på en planet, der ikke er beboelig. Exit dem, og over til det egentlige: det tredie skib, der er det man følger. Der er gået to tusinde år siden afrejsen, og det står efterhånden klart, at den jord, de forlod har smadret sig selv i atomkrig og forurening. Hermed bliver historien ikke kun en beretning om et enkelt skib og dets besætnings overlevelse, men en historie om menneskehedens ditto. Besætningen på Thetis er simpelthen menneskeheden.

Da mandskabet bliver vækket, tiltager kaptajn Reynolds sig diktatorisk magt, efter eget udsagn på ordre fra jorden. Der er noget murren i geledderne, men efter et mislykket mytteri indser alle, at det er til deres eget bedste - eller i al fald, at der ikke er noget, de kan gøre ved det.

Thetis ankommer til den planet, der var målet for rejsen, konstaterer noget, der minder om byer (tegn på intelligent liv) og foretager landgang. Snart dukker der nogle af de fremmede op. De ligner en slags elefanter, men er intelligente(re) og taler et sprog, som jordmenneskene naturligt nok ikke forstår. Dernæst puttes menneskene i en slags zoologisk have, indtil de har lært sig lidt af gaiernes (indbyggerne på den fremmede planet) sprog og kan gøre dem forståeligt, at de ikke er dyr.

Gaierne har aldrig udviklet rumfart, men til gengæld har de antigravitation. Et af besætningsmedlemmerne trodser kaptajnens bud og tilbringer nogle uger sammen med nogle af de indfødte. Ved denne lejlighed nedskriver han dele af planetens historie (mest religions- og filosofihistorie). Kennedy, som overtræderen af kaptajnens bud hedder, bliver ikke direkte straffet for det han gør, idet han skaffer værdifuld information til huse, men hans modsætningsforhold til kaptajnen skærpes.

Gaierne er iøvrigt nogle underlige væsner. Deres kultur er meget skarpt splittet op i en åndelig og en fysisk side. Blandt andet har de dels en slags religiøse bordeller/templer for dyrkere af en kropsorienteret religion, mens det er almindeligt accepteret og udbredt at indtage psykedeliske stoffer - noget, der indgår i en anden filosofi.

Gaierne er ikke helt vilde med menneskene - de opfatter dem som nogle små, primitive insekter uden de store muligheder - sådan rigtig intelligente er de i hvert fald ikke. De har en besynderlig intuition, og en god rytmesans, der nok vil gøre dem velegnede til børnepasning, men derfra og så til at tillægge dem et intellekt - nej, overhovedet ikke.

Spændingerne mellem menneskene og gaierne vokser, og det hele gøres ikke bedre af kaptajnens halvskjulte trusler om at udslette en eller flere af gaiernes byer med de medbragte atomvåben. Efter at et af besætningsmedlemmerne har haft samleje med en gai går en gaipøbel amok og dræber flere af menneskene. De flygter til planetens måne, hvor de går til grunde i det hav, der helt dækker drabanten. Inden da har de dog nået at give gaierne en dosis atombomber. I månens hav bliver de besøgt af flere mytologiske væsner, der forklarer dem, at menneskeracen har udspillet sin rolle, og at der er nye racer på vej til at overtage. Et ikke videre opløftende budskab.

I tolkningen af romanen er der flere vigtige faktorer, der må tages i betragtning. Dels er der forfatterens egne tidligere udsagn om hvad han forsøger at nå med sit forfatterskab, dels er der de rent tematiske tråde i bogen, men der er også to ting til: Der er et indledende afsnit, der er en revideret gammeltestamentelig skabelsesberetning, og der er personernes navne.

De fire vigtigste profeter i romanens skabelsesberetning hedder Alexander Pope, Jesus, Karl Marx og Wulf. Som det ses af vedstående skema (fig. 1) står de i parvis opposition til hinanden. For at uddybe det, kommer jeg til at citere fra bogen:

Og Alexander Pope sagde: "Dette er sandelig den bedste af alle mulige verdener, hvor man kan blive sat sammen igen af de selv samme, som ødelagde en!" Og han takkede Gud.

Men en af de fyrre, Marx, ville ikke høre på Jesus.

Og Marx sagde: "Til hvad nytte opretholder vi denne verden? Er det ikke gudssønnernes verden, og vil de ikke tage den i besiddelse når de vågner? Vil de ikke tømme de svv vredesskåler ud over os? Vil vi ikke alle dø? Lad os derfor dræbe gudssønnerne førend de vågner, thi se, min broder Nietzsche har været i Guds tempel, og han siger, at alle lamperne er slukket. Gud er død! Lad os spise af kundskabens træ og dvæle i gudssønnernes boliger og dele de hellige ting ligeligt imellem os! Vi har opretholdt dem og vogtet dem og arbejdet for dem; de tilhører rettelig os."

Men Jesus sagde: "Gud er gammel og sover meget nu for tiden, men han er ingenlunde død. Når gudssønnerne vågner, vil de trofaste blive belønnet, ja dele de hellige boliger med Guds eget afkom. Men de falske og utro vil de syv vredesskåler blive udtømt over, og de vil forgå."

Og en fjerde af dem, Wulf, sagde: "Se, de syv vredesskåler er inden i os, og de løber over!"

Alt dette foregår mellem medlemmerne af det kybernetiske vedligeholdelsesmandskab, der har passet maskinen, medens mandskabet har ligget i dvale. Men symbolikken er så bastant, at man ikke kan undgå at falde over den. Ifølge Wulf er vreden, det ødelæggende, inden i mennesket, han er den eneste af de fire, der besidder okkult viden. Det er denne viden om det immaterielle, en viden opnået på videnskabelig basis, der er det vigtigste af det altsammen. Vigtigere end Popes litterære eksistentialisme, vigtigere end Jesu non-empiriske, immaterielle digt, og sandelig vigtigere end Marx' materielle videnskab.

Dette harmonerer godt med hvad Wulff tidligere har sagt. Mennesket er dybt, vi må lære at leve med den okkulte viden vi allesammen har på en eller anden måde. Denne viden er en søgen tilbage til en oprindelig tilstand, hvor spaltningen mellem den gode kultur og den onde, fortrængte natur endnu ikke var opstået. Før teknologiens udbredelse hørte mennesket hjemme i naturen, der var ikke noget at være bange for. Men efterhånden som teknologien udvikledes, blev mere og mere af naturen decideret fremmed og uforståelig. Det mennesket ikke forstår, det frygter det, og således havner den fortrængte natur i myterne. Det er i disse myter, vi skal hente vores skjulte viden om hvad vi var enuang.

Eller sagt på en anden måde: Op i røven med hvad vi kan finde på andre planeter. I virkeligheden tager vi kun ud i rummet på jagt efter en gud, der alligevel findes inden i os selv!

Persontegningerne i romanen er ret overfladiske, hvilket for mig at se hænger sammen med, at hver person kun tjener som symbol for en enkelt egenskab. Det er noget, der kan frustrere læsningen en hel del - med mindre man inden man gar igang opdager, at de enkelte besætningsmedlemmer har fået tildelt hvert sit tarokkort og opfører sig ganske i overensstemmelse med det. Jeg opdagede det ikke før efter jeg havde læst bogen (måske grundet mit ringe kendskab til tarokspillet), men ved anden gennemlæsning var det en stor hjælp til opklaring af nogle af personernes handlemåde.

Ved at lade hvert besætningsmedlem repræsentere et kort, en egenskab, opnår forfatteren selvfølgelig at understrege det okkulte som det, der dirigerer menneskene. Men samtidig løber man altså den risiko, at personerne bliver præcis lige så todimensionelle som de kort, de har fået tildelt. Det er en svaghed ved bogen, men jeg indrømmer åbent, at hvis forfatteren havde gjort folk mere komplekse, f.eks. ved at lade hver person repræsentere to eller flere tarokkort, ville det have svækket argumentet. Dog ville det have reduceret det lovligt store persongalleri til noget mere overskueligt.

Med denne viden om personerne og om Wulffs forståelse af sin egen rolle som forfatter, bliver det ikke svært at finde forfatterens talerør. Det bliver zoologen Jack Kennedy, der karakteriseres som The High Priestess, symboliserende okkult viden - den selvsamme okkulte viden, som profeten Wulf stod for. Hans modstander, og den person han får flest sammenstød med, er kaptajn George Reynolds, der karakteriseres som The Emperor, symboliserende det mandlige, dynamiske, religiøst-autoritære.

Tidligt i bogen beskrives Kennedy, etnologen Weldon Gromme (The Empress - statsmagt) og botanikeren Ray Cochran (The Magician - videnskab) som tilhængere af teorien om "evolutionsprocessernes universalitet", d.v.s. at livet alle steder i universet skulle have udviklet sig på samme måde. Det er et meget stærkt argument jvf. at det både er staten, videnskaberne og okkultismen der går ind for det. Derfor er der noget der tyder på, at de gaier, de møder senere, er udtryk for mennesket som det var i en tidligere tid (på symbolplanet). Det understøttes af, at det er Kennedy, der studerer dem nærmere - Kennedy, der repræsenterede den okkulte viden om hvad mennesket var engang.

Med taroksymbolikken i baghånden er det faktisk muligt at tolke hele bogen som menneskets søgen efter det selv, de var. Det skal i denne forbindelse nævnes, at der er en forklaring på de anvendte kortsymboler omme bag i bogen. Selv det værste af dem alle, The Tower of Destruction, er med, repræsenteret ved negeren Winternitz, der imidlertid viser sig at have syfilis i tredie stadium og må skydes, fordi skibslægen ikke kan klare den slags sygdomme. Dette sker ret tidligt i beretningen, og er således et varsel om missionens håbløshed.

Kan mennesket ikke lære at komme overens med det, det var, må det dø. Gaierne bryder sig ikke videre om menneskene, som de anser for primitive, og det viser sig at sameksistensen er umulig. Derfor må menneskene dø. Da de på det tidspunkt er de eneste eksisterende eksemplarer af homo sapiens, er det et udsagn om menneskeheden i det hele taget: Lær at leve med det du var, eller dø.

Gaierne, der altså kan ses som repræsenterende en mere "oprindelig" mennesketilstand, har imidlertid også deres problemer. Da de er nærmere urtilstanden, er det denne, de har et frustreret forhold til. Urtilstanden symboliseres ved havet, den suppe hvorfra vi alle kommer. Gaierne, der ligesom menneskene er splittet i en åndelig og en fysisk side, både søger og frygter havet. Da det imidlertid er den åndelige der dominerer, og Gaierne er eksistentialister, bliver det frygten, der vinder. De indtager fra tid til anden et rødt narkotisk stof for at komme i kontakt med havet, men det er sære, skrækblandede trips der kommer ud af det. De erkender at de er kommet for langt væk fra naturen, at det vil være døden at vende tilbage. Den røde farve dukker iøvrigt op i flere sammenhænge, ofte ekspliciteret som menstruationsblod, symbolet på flugten tilbage til moderskødet, det oprindelige. Samtidig er det betegnende, at menstruationen er et dobbelt symbol: den er i virkeligheden en renselse, men opfattes umiddelbart som en urenhed af mange læsere.

Gaierne indhentes hen ad vejen af deres fortid, idet der er en læk i rumtiden, der gør at portioner af det hav, der er på deres planets måne, lækker ud på planeten. Her er det igen bemærkelsesværdigt, at det senere menneske, repræsenteret ved diktatoren kaptajn Reynolds, ikke vil gå med til at sprænge nogle bomber, der kan hjælpe til med at lukke lækken. I stedet tager menneskene op til planetens måne, hvor de går til grunde på bunden af havet. De har nået det (ubevidste) mål, de hele tiden har haft. Rumskibet, med form som et anker, på rejse ud i det store hav, der er universet, lander i det hav, der er menneskenes egen fortid. Efter et besøg af djævelen, der også er gud, erkender de, at homo sapiens har udspillet sin rolle og lægger sig stille og roligt ned for at dø.

Havet er en af de mest ambitiøse danske science fiction romaner, og det respekterer jeg den for. Den er lidt springende fortalt, men indeholder store udsagn om livets og universets natur. Jeg er bestemt ikke enig i forfatterens grundholdning, som jeg mener indebærer en risiko for kulturpessimistiske og destruktivt-nihilistiske slutninger hos læseren. Og fremfor alt er jeg ikke enig i menneskets manglende evner til at lære af de historiske erfaringer og udvikle sig fremad. Men derfor må jeg alligevel indrømme, at det sgu er litteratur, detteher, det er kunst - og det er derfor, det er farligt.

Men på samme måde som jeg anser Heinlein for farlig. Manden kan skrive, og derfor vil mange læse hans budskaber. Men afholder det mig fra at læse Heinlein? Nix, snarere tværtimod. Er man klar over hvad det er man læser, er det yderst givende. På samme måde med Havet - vær klar over, hvor det er forfatteren vil hen, men læs for alt i verden bogen!

Niels Dalgaard (med teksthistorisk konsulentbistand af Ellen Pedersen).