Rejse i rum og sjæl

 

Af Johan de Mylius

ERWIN NEUTZSKY-WULFF: »Havet«. Illustr. af Jesper Bach Jensen. 312 s., kr. 96. Vinten.

Når det gælder Erwin Neutzsky-Wulff, en af science-fiction genrens fremmeligste dyrker herhjemme, må man spørge sig selv: Skal dette her bedømmes som science-fiction, eller hvad? For skal det det, er der ingen tvivl om, at han generelt set fortjener en favnfuld roser for originalt og intellektuelt stimulerende arbejde inden for genren.

Generelt set - for netop hans nye roman, »Hvaet«, er nok noget mindre original end hans forrige romaner. Den kan minde lidt om en blanding af Stanley Kubricks film »Rumrejsen år 2001« og Frank Herberts roman »klit«: Et rumskib sendes ud fra Jorden med en dybfrossen besætning, kernevåben og en meget menneskelig computer. Efter to tusind år tøs besætningen op, og rumskibet når frem til en fjern planet med elefantlignende intelligensvæsener. Kulturen på planeten beskrives omhyggeligt, både med historie, sprog og religion. Beboerne her lever i en indtørret, perspektivløs vverden, hvor man har lukket sig ude fra havet, det strømmende, livgivende.

Konflikter opstår, der fører til at jordboerne en atombombe og absenterer sig til planetens måne, hvor der kun er hav. Computeren sætter ud og man lader sig falde ned på havbunden. Via et hul i dimensionerne bryder havet (og et udvalgt par) igennem fra månen til planeten, og så kan menneskeheden begynde forfra med Adam og Eva, men i god forståelse med havet og den store (sø)-slange, livets princip.

Denne handling viser jo, som handling i Neutzsky-Wulffs andre bøger, klart ud over selve science-fiction og ind i mystiske og psykologiske sammenhæng. Rumrejsen er en rejse i sjælens muligheder og en ambitiøs gennemspilning af grundtemaer fra mange religioner og kulturer.

Men skal »Havet« bedømmes, ikke ud fra genren, men i forhold til Neutzsky-Wulffs litterære og filosofiske ambitioner, er jeg ikke så overbevist om hans kvaliteter. De emner, han tager op, er væsentlige op spændende, men han gaber over så meget, at det nærmer sig det rene rableri. I stedet for at spille bold med alt på én gang kunne han tjene sin sag ved at søge forenkling og fordybelse.

Hans personskildringer og replikker er ikke kommet ud over tegneseriestadiet, og hans erotiske fantasier er, ligesom hans forrige bog, ikke stort set andet end voldtægtsfantasier.

Den intellektuelle overmodened hos Neutzsky-Wulff er tæt forbundet med en form for umodenskab, som gør hans bøger kunstneriske svage.