Spænding for Satan

 

Af ERIK SKYUM-NIELSEN

Erwin Neutzsky-Wulff: Havet. Roman, 312 s. Illustreret af Jesper Bach Jensen. Vinten. Kr. 96,00.

Palle Vibe: Oiufaels Bog. Roman. 181 s. Illustreret af Claus Andersen. Vinten. Kr. 59,00.

DE FLESTE kender sikkert historien om provinslægen der i døren mellem venteværelse og konsultation havde sat et skilt med teksten Luk døren for Satan. Det blev taget bed igen efter at en patient havde forsynet det med en tilføjelse: Ja, for han er derinde.

Det er ikke for meget sagt, at Statens Kunstfond littærer udvalg lukkede døren op for Satan, da man besluttede at yde støtte til forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff. I sine mange romaner, der er kommet i en lind strøm på ganske få år, har han forenet teknisk beherskelse af suspense-genren og science-fiction-romanen med en frodig fantasi og en filosofisk-religiøs interesse for det okkulte. I serien om den parapsykologiske amatørforsker Adam Hart (4 bøger 1972-77) udfoldedes det okkulte inden for rammerne af detektivgenren: i de nyere romaner Anno Domini (1975) og Gud I-II (1977) er baggrunden rumrejser i nutid og fremtid.

DEN NYE BOG Havet, på hvis titelblad forfatteren gør teknemmelighedens knæfald for det litterære udvalg, Poul Dam, Ulla Ryum og Erik Stinus, hører hjemme inden for science-fiction. Den er som forfatterens øvrige bøger båret af et vist skrivetalent, flommende fantasi og intellektuel energi. Den har sikkert været spændende at skrive. Som læsning fænger den imidlertid ikke.

Ideen er ellers ganske interessant. Tiden er det 21. århundrede, hvor Jorden regeres af multinationale gigantkoncerter, hvis rumskibe som følge af nye langvininger sejler det ydre rum tyndt. Formålet er såvel forskning som reklame, men miljøødelæggelse og småkrige giver rumrejserne nyt indhold: artens overlevelse. En koncern udruster en ekspedition bestående af tre rumfartøjer der skal søge til hver sin af tre planeter hvor man regner med at der er mulighed for liv. Det første hold kommer ud af kurs, det andet når frem, men alle dør; det tredje skib, Thetis, når planeten Phoebus. Her får man kontakt med den indfødte befolkning gai'erne, der er en slags elefanter, men forsøget på at blive optaget i deres kultur mislykkes - det ender med kamp og flugt. I romanens slutning prøver de overlevende rumfarere at slå sig ned på Phoebus' måne, hvis overflade består af vand, titlens hav.

Det er vistnok meningen at dette forløb skal illustrere en modsætning mellem skabende, fællesskabsdannede kræfter og destruktiv, individuel drift: kampen mellem Gud og Satan. Men personskildringen der kunne være et middel hertil, virker overfladisk og ufærdig. I stedet for anskuelig udfoldelse af tematikken får vi en ret springende handling, der nogle gange løber hen over en masse begivenheder uden at de agerende personer træder frem, andre gange slæber sig af sted i overdetaljerede fortællerudredninger, hvor dybsindighederne florerer. Det er yderst originalt og dræbende kedeligt.

BOGEN DER DRÆBER er den centrale idé i Palle Vibes skønlitterære debut Oiufaels Bog. Det drejer sig om en tyk bog i mørkeblåt bind, som efter få siders læsning berøver sin læser forstanden og udløser voldsomme, uforklarlige hændelser. Bogen er tilegnet Erwin Neutzsky-Wulff, og man frygter at få dennes kryptiske tanker i endnu mere manieret udgave. Men hvad troldmandens lærling har lært og udnyttet er det som Neutzsky-Wulff især mestrede i serien om Adam Hart: at lade det okkulte være konstant til stede som spænding i teksten.

Bogen der er ganske pudsigt lay-out'et, begynder med sider trykt i håndskrift: en dagbog hvis forfatter i en sær henført tilstand genkalder sig længst glemte hændelser i sin barndom. Sammen med sine yngre søstre besøgte han en onkel der i sit bogskab havde - oh skræk! - Oiufaels Bog. Den læselystne søster trodsese onkelens advarsler og forbud, og den sataniske teksts virkninger udeblev ikke. I romanens anden del, der er maskinskrevet som en rapport, viser det sig så at første dels dagbog er skrevet af en uhelbredelig patient på det moderne Risingtonhospital umiddelbart før dennes død. Lederen af parapsykologisk afdeling, dr. Hewlett, undrer sig over manuskriptet, men forstår ikke dets indhold, før hans okkulte antikvar en dag skaffer ham et eksemplar af - glub! - Oiufaels Bog. Eksperten vil studere fænomenet, men bliver fange af dets mystik. Selv hans hjælper, en præst, og lægen der forsøger at helbrede dem, må erkende at Oiufael er stærk.

Den forklaring på mysteriet, der bringes til slut, er lige så tyndbenet og banal som optakten til den har været spændende. Men Palle Vibe kan fortælle og ordner sin historie stramt og effektfuldt uden for mange pseudovidenskabelige svinkeærinder. Til gengæld har han ikke så forfærdeligt meget på hjerte, sådan mere filosofisk-religiøst, og adskiller sig herved fra Neutzsky-Wulff.

DEN OKKULTISKE spændingsroman er i første omgang intellektuel, eller i det mindste studentikos, underholdning, men den forsøger samtidig, skønt i varieret omfang, at hævde sig som filosofi eller i det mindste spekulation. Vurderet som underholdning falder Havet til jorden, hvorimod Oiufaels Bog har visse spændingskvaliteter. Som bud på en menneskeopfattelse eller religion placerer de sig begge på et overdrev hvor det er vanskeligt at tage dem alvorligt.

Man kan imidlertid også vende sagen om og se denne litteraturform som et overvintringssted for et reaktionært menneskesyn, kønsfascisme, racisme og andre delikate sager. Jeg tror at hvis f.eks. Neutzsky-Wulff fremsatte sine tanker om mennesker i almindelighed og kvinder i særdeleshed inden for en genre der ikke kunne spille på fascination af volden og teknikken, så ville tankegangens reaktionære tendens træde anderledes klart frem. Som der er nu, i en bog som Havet, fungerer genrens teknologiske fremtidsunivers gennem modstillingen af godt og ondt, Gud og Satan, som pessimisme, menneskeforagt og bagstræb.