På tykhudernes planet

 

Af Mogens Lyhne

»Teatret er jo gratis, så jeg får ingen penge. Kun, hvis jeg holder op med at skrive og begynder på en fabrik. Man kan ikke får penge for at være virkelig god til noget, som ingen andre kan. Kun for at være lige så dårlig til et eller andet som alle andre.«

Således siger en forfatter på den fjerne klode Phoebus, der domineres af en slags intelligente elefanter med to snabler. Men det kunne lige så godt være et hjertesuk fra forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff, som dog på den anden side ikke undlader på titelbladet at takke medlemmerne a af Statens Kunstfond, som har gjort det muligt for ham at få skrevet denne hans seneste bog: »Havet«.

ENW er en ener i dansk litteratur og alt for upåagtet, som jeg vist har skrevet, hver gang der er kommet en ny bog af ham. Han er også en meget ujævn forfatter, der hidtil har vekslet mellem at udgive mere eller mindre fjantede bøger om okkulte emner, og nogle fremragende science fiction romaner. I »Havet« prøver han at forene de to genre, han lægger en kabale med tarokkortene, de gamle spådomskort, som giver navn til de enkelte kapitler og personificeres af bogens menneskelige personer. Og disse mennesker er på rejse til et fjernt solsystem.

Dette ambitiøse værk starter forfra med verdens skabelse (og gør det endda flere gange i bogens løb), en ny version af første Mosebog, som hurtig føres op til vor tid og forbi den, ind i det næste århundrede, hvor krigene ikke længere officielt bliver ført af staterne men direkte af de store koncerner (!) og hvor alt, selv rumforskning, bliver lavet som reklamefif. Et af disse did er afsendelsen af tre kæmpemæssige rumskibe, som skal forsøge at nå de fjerneste stjerner, hvor man regner med at kunne finde liv. Eksperimentet blivcer forberedt a al hast, man samler en tilfældig flok videnskabsmænd (og enkelte - kvinder) + en militær besætning, fryser dem ned og lader en avanceret datamat overvåge dem. Afsted, afsted. Kort efter går kloden til i krige, de to rumskibe går samme vej, men det tredje når frem. Rent bord, den Wulffiske ekspidition er ene om at repræsentere os. Efter 2000 år i rummet nærmer den sig sit mål, og menneskerne tør op.

Efter en del intern strid mellem den autoritære kaptajn og hans rebelske flok af humanistiske videnskabsfolk, kommer en ekspidition ned på planeten Phoebus, som viser sig at minde en hel del om Jorden, bortset fra at de tobenede væsener her nærmest er en slags hjorte. Intelligensen er gået til nogle tre-fire tons tunge tykhuder.

Gaierne, som de hedder, tager pænt imod menneskerne, men uden at vise dem nogen særlig interesse. De betragter dem nærmest som en slags insekter, og da kaptajnens grundholdning er mistillid, får videnskabsmændene aldrig lov til at demonstrere deres kunne.

Et stykke tid levede de i fredelig sameksistens, men så begynder der at ske mystiske ting i gaiernes by. Havet dukker pludselig op midt i byen, som ligger langt inde i landet, og det er et fremmed hav. De filosofiske urkræfter materialiserer sig, Af hav er du kommet... Panikken breder sig, og en særdeles jordisk dråbe - en fask voldtægtsanklage - får bæret til at flyde over...

Det villle være uoverkommeligt her at gøre rede for de mange lag i denne forunderlige roman, og det ville også være synd at tage spændingen fra de læsere, som bliver inspireret til selv at gå i gang.

Jeg vil nøjes med at slå fast, at det som altid hos ENW er kampen mellem Gud og Satan det drejer sig om, tilværelsens mening. Religionsfilosofi i romanform. »Havet« stiller store krav til sin læser. Men dt er ikke desto mindre en særdeles spændende roman man, også rent underholdningsmæssigt, i hvert fald det meste af den. Desværre går den lidt i stå i de afsnit, hvor gaiernes kultur og historie bliver beskrevet.

Enw er fantastisk god til at beskrive de menneskelige grundholdninger, fascisme og humanisme, og til med skarp og humoristisk pen at spidde den menneskelige dårskab. Og hans ny version af Genesis er et poetisk mesterstykke. Men han er ikke den store miljøbeskriver. Tykhuderne og deres klode ligner os for meget, og alligevel bliver de aldrig rigtig nærværende. Men glimtvis optræder de som gode parodier på mennesker, som det indledende citat antyder. Bogens bedste afsnit foregår i rumskibet, men der foregår også størstedelen af romanen.

»Havet« er en meget smuk bog, og den er i ligegrad foruroligende og inspirerende. Det ambitiøse projekt er ikke lykkedes fuldt ud, efter min mening, men en ufuldkommen bog af ENW er betydelig bedre end meget andet. Og dertil kommer, at »Havet« er lettere tilgængelig end hans tidligere bøger. Den fortjener at nå betydeligt længere ud end til den faste skare discipelskare.


Erwin Neutzsky-Wulff: »Havet«. Ill. af Jesper Bach Jensen. Vinten. 312 s. kr. 96,00.