Forfatter analyse

 

Den danske forfatter Erwin Neutzsky-Wulff skriver lige ubesværet intenst om mange »virkeligheder« - fra forstæder i regnvejr til sammenstød med Satan og fremmede intelligenser.

Erwin Neutzsky-Wulff: Indsigtens Sted. 255 s. Kr. 98.00. Borgen, 1980. Menneske. 266 s. Kr. 178.00. Borgen.

ERWIN Neutzsky-Wulffs forfatterskab består af en sær blanding af filosofisk klarsyn og feberhede visioner, der gør det til et af de mest spændende og provokerende i Danmark i dag.

Wulff (33 år) bevæger sig til yderpunkterne i historien, myterne, verdensrummet og menneskets sind og skildre hvad han møder der med samme selvfølgelighed, som de hverdagsscener, hvori det fantastiske har sit udgangspunkt. Herved får hans bøger en spændkraft, der gør dem særegne og placere dem i særklasse.

Trods sine 17 bøger, megen anmelder-ros og tildelingen af den skandinaviske Science Fiction Cirkels pris i 1977, er Neutzsky-Wulff stadig ukendt for et bredt publikum. Det hænger måske sammen med den relativt ringe interesse for SF her i landet, ud over en snæver, om end aktiv kreds: Science Fiction Cirkel.

GENNEMBRUDSROMANEN »Anno Domini« fra 1975 er således inden for sin genre et helstøbt kunstnerværk og overgår meget, der skrives på dansk i disse år: Menneskehedens ganske historie gennemleves på en fremmed planet af et følelses-amputeret, rationelt nutids-menneske. Han ser planetens civilisation gå under og haster hjem til Jorden, hvor den trygge civilisation hersker - tror han. Her er byerne nemlig forladte: menneskerne er vendt tilbage til skovene for at finde sig selv.

»Civilisationen er kun et sekund af en intelligent races historie«. Dette anslår den pessimistiske grundstemning i Wulffs værk. Senere værker som »Gud I-II«, om den voldsomme følelsesbelastning ved mødet med ikke-jordiske væsener, og »33. marts«, om en bibliotekar på okkulte afveje, er fascinerende læsning, men virker måske ikke så afklarede, i hvert fald på undertegnede: de mytisk-mystiske og dybt betydningsladede indslag kan være svære at følge. Med »Havet«, om problemerne med interplanetarisk sameksistens, nås et nyt højdepunkt.

Et gennemgående tema er elskovskunstens sadomasochistiske præg. En kvinde kan, ifølge Wulff, kun elskes ved at fastholdes i bogstaveligste forstand. Kun hovedet må hun kunne bevæge frit. Begge parter får størst nydelse af samlejet ved at kvinden gør modstand, som manden skal overvinde og gennemtrænge. t rumvæsen overvære et sådant overfald i »Gud«, og spørger om hannen ejer hunnen? Svaret er nej, for intet menneske bryder sig om at blive ejet - »men vi leger det«. Rumvæsenet er forundret: »Hvorfor lader de så, som om de gør det?« lyder det logiske spørgsmål, og her bliver vi alle et svar skyldigt - også Wulff. Dette er Wulffs styrke: at kunne stille centrale og vanskelige spørgsmål enkelt og ligetil, uden at ende i filosofisk tågesnak, og samtidig integrere det i en spændende handling.

»INDSIGTENS Sted« (1980) er en rejsefører ind i det okkulte, og er den »dokumentarisk« som forfatteren påstår, får dens gyseragtige indhold uhyggelige dimensioner. Sexuel magi, satanisme og overnaturlige indsigter skulle således være »realiteter« i dagens Danmark. Med denne bog topper det makabre i forfatterskabet.

Og dette er vitterligt: Erik Løv er skolelærer, men vil noget mere. Han begynder at dyrke okkultisme, og når så vidt, at hans satanist-vejleder spørger: »Vil du sælge din sjæl«, eller vil du »samle dine kugler og gå hjem... uden at tage skade på din sjæl?« Erik Løv slår til. Med magiske tegn og gerninger forbereder han sin partner Inge til samlejet med Satan. Hun er svær at styre: »Jeg bandt hende, men hun sprængte snoerne, som var de sytråde«. Han prøver at lænke hende til sengen, hun slår ham ned, men ved list lykkedes det til sidst. Dæmonen kommer: »... hele hendes krop pressedes et øjeblik ned i sengen, som vejede hun pludselig en ton«. Inge befrugtes og nedkommer 42 dage senere med et væsen: på en gennemsigtig sækkeformet krop sidder et ovalt hoved. Hage og mund mangler, »øjnene« minder om kaffebønner. Omgangen med dette væsen, som døbes »Indsigtens sted«, bliver for meget for Erik Løv - hansøger en exorcist - men for sent: han er forskrevet.

»Alt dette er virkelig sket«, forsikrer forfatteren, det er selvoplevet. Umiddelbart kan det syntes bagvendt at agitere for medmenneskelighed ved at skildre dæmoni og sadomasochisme, men det er netop Neutzsky-Wulffs pointe, mennesket er dæmonisk og sexuelt voldeligt, men koldblodig morder, sexual-forbryder og torterende bøddel bliver det først når det fornægter sine skyggesider. Neutzsky-Wulff ser verden efter den gamle psykoanalytiske model, hvor et kogende hav af undertrygte drifter truer med at sprænge alt, hvis sikkerhedsventiler ikke letter trykket.

I DEN lige udkomne roman »Menneske« er de mange visioner igen underlagt SF-genrens regie. »Stjernekrigens« robotter, især den lille »Nilfisk«, var mere menneskelige end menneskerne. I »Menneske« er en avanceret computer blevet så avanceret, at den bliver bevidst om sig selv og så må den lære mennesket at blive menneske igen. Verdenshistoriens største forbryder er nemlig »... Uhyret Hverdag, der dræbte i langt mere inponerende målestok (end nazisterne, BB). Alle de tilsyneladende mennesker, der passer deres arbejde og luftede deres hund, der konfirmerede og bortgiftede deres børn, fik kræft og kom på alderdomshjem. Den form for udslettelse bar ikke engang martyriets røde ordensbånd«. Vi lever ikke mere, vi lever som om vi lever. Derfor tror folk ikke mere på hvad de føler, de må have det at vide ude fra af alle social-speicialisterne.

Et eksempel herpå er brevkasse-redaktørerenes forsøg på at udrydde jaluosien gennem åbne ægteskaber og samtale om, hvorfor denne uproduktive følelse nu er der. Den narcissistiske forkælelse spiddes: man blier jo bitter, når man ikke elskes: »Hvor kunne man overhovedet få overskud til at kravle op i træet efter frugten, hvis man ikke fik frugten først«.

Hele romanen igenem forgår der en hidsig diskussion mellem fornufts- og driftsmennesket: det første siger: »Stop munden på drømmemagerne (= Neutzsky-Wulff og co., BB), luk deres løgnefabrikker, stands fremstillingen af virkelighedsflugt og intolerance, begrav alle herreracer og nationalister og aggressive utopister, så vil den menneskelige fornuft og velvilje finde sin vej«. Det ægte menneske svarer: »Jeg tror, den hverdag, du taler om, er virkelighedsflugten... Jeg tør ikke fornægte Gud og Djævlen«. Den avancerede computers »ånd« vil afgøre striden. Den tager gennem hastig reinkarnation bolig i fem mennesker: Jægeren, ægypteren, romeren, munken og jøden. Maskinen kan efter sin 5000 års odyssé fortælle hvad mennesket er, nemlig »... det menneske, du ikke vil kendes ved, fordi jeg er smerte, men også lyst, destruktiv, men også frugtbar, irrationel, evigt min egen mening, flammen i mennesket, som forbrænder, ånden som begærer materien«. Det er drømmeren, der er realist.

NEUTZSKY-Wulff dyrker det ekstreme: sadomasochisme, nekrofili, blodbade, vold og undergang på en mærkelig kølig måde og altid med filosofisk bagtanke. Faren er en vis kuldslåethed, der dog modvirkes af en meget levende dialog og især af magen humor. »Menneske« får herved karakter af en SF-parafase, hvilket gør det muligt at acceptere, at verdens skæbne afgøres på et kontor i København. Men humoren dementerer ikke budskabets intensitet: vi bør anerkende det destruktive, det smertegivende og dæmoniske i mennesket: skærer vi det bort visner også alt det storslåede, varme og frugtbare i os. Og hvad værre er: den destruktive side i mennesket mangler nu modspil og vil rejse sig i al sin enerådende vælde og fortærre slt. Apokalypsen vil indtræffe. Ved at gøre os bedre, end vi er, blive vi værre end vi er. Arbejdsløse dæmoner er de farligste.

Neutzsky-Wullfs forfatterskb er en nødvendig og opløftende steen i den grågrønne grumsede strøm af knækrealisme.

Neutzsky-Wulffs forfatterskab består i øvrigt af følgende bøger:Dialog om det 21. århundredes to vigtigste verdenssystemer, 1971. Kærlighed, 1972. 666, 1972. Udstillingsbilleder, 1972. Tidsmaskinen, 1972. Adam Harts opdagelser, 1972. Parentes begynd, 1972. Etik, 1973. Anno Domini, 1975. Gud I-II, 1976. Victor Janis og Søn, 1977. Adam Hart og sjælemaskinen, 1977. Oiufael, 1977. Den 33. marts, 1977. Havet, 1978.