Djævletro i dagens Danmark

 

Af Mogens Lyhne

Jeg så dybt under mig den fysiske verden, jeg, som var ren af ånd, og den lignede helvede. Og i ildsøen svømmede et frygteligt hornet dyr, som var manden, og en kvinde i skarlagen med store bryster og lår og øjne som glødende kul og vrængende mund som væskende sår martrede dyret dag og nat med sporer, der dad på hendes hæle som stålspyd. Og stemmen som jeg genkendte som den, der profeterede om kvinden og dyret, kom ud af ildsøen, det var den falske profets stemme.«

Heroppe i den syvende himmel kan en dansk skolelærer ende, hvis ellers han arbejder grundigt nok med sig selv - i følge en af de særeste skikkelser i moderne, dansk, litteratur Erwin Neutzsky-Wulff.

Erik Løv er en ganske almindelig, yngre, ugift og ensom landsbyskolelærer. Han nærer en naturlig skepsis til den skråsikre naturvidenskab og til den udvandede, danske folkekirke, og han begynder derfor på egen hånd at gå på opdagelse i sjælens dybder. Han starter med spiritisterne, og mens han ikke imponeres af deres kunnen, træffer han ved et møde her en anden, søgende, den koleriske Anders, der har studeret alt hvad der er værd at vide om det okkulte, uden at han endnu selv har kunnet komme videre ed sin viden. (Et ret morsomt, selvironisk selvportræt?!) Ved hjælp af et par villige piger, der pisker hinanden til blods, magiske formler og en »kage« bagt af mel, blod og de implicerede herrers sæd, får de manet en ånd frem, der i bogstaveligste forstand går i kødet på den gode skolelærer.

Sælger sjælen

Han får om man så må sige blod på tanden, og i sin videre søgen kommer han i forbindelse med den hemmelige danske sekt satanisterne, han forskriver sin sjæl til djævelen og »ofrer« sin pige til en dæmon. Pigen bliver gravid og på ganske kort tid nedkommer hun med et væsen, Mekom Bina, på dansk »Indsigtens sted«, en slags orakel, som satanisterne vil bruge i deres bestræbelser på at nå frem til deres mål - overtagelse af magten i landet via en tilfældigt rammende terror, der skal skræmme os fra vid og sans.

Men i sidste sekund slår Erik bak og bliver lynhurtigt omvendt til kristendommen, som han efter at have været en tur ude i evigheden (som beskrevet i ovenstående citat) kan klare med julegran og andesteg og det hele, og familieidyl med pigen, som han før torturerede på det grusomste.

Og Mekom Bina holder sig til sin kødelige far og myrder sin sataniske fader, så måske er der også håb for os almindelige dødelige.

Alvorligt ment

Det lyder som det glade vanvid, når det refereres som jeg har gjort det her. Men jeg tror faktisk, at ENW mener det alvorligt. I følge omslagets noter er han selv indviet satanist, og bogens indhold er godt i tråd med, hvad han tidligere har skrevet af indsigtsfulde og foruroligende bøger om det gode og det onde. Men hvor han hidtil har holdt sig til ren fiktion og som regel anbragt sine historier i fjerne tider og verdener er det her en halvdokumentarisk beretning fra Danmark, 1979.

Bogen er skrevet på opfordring, og efter at have forsøgt sig med en egentlig, dokumentarisk skildring af okkultismen i Danmark, har han altså valgt denne form.

Desværre synes jeg ENW sætter sig mellem to stole. På den ene side er der for lidt egentlig handling i den lange dagbog, der for det meste koncentrerer sig om minutiøs beskrivelse af de forskellige okjulte eksperimenters forløb. Og på den anden side mangler man den distance og det overblik, der kunne gøre bogen troværdig som dokumentarisk rapport.

Glimt af kvalitet

Men der er meget spændende stof i bogen og ind imellem glimt af en stor digterisk kunnen. Og ENW forstår at udnytte Erik Løvs sunde fornuft til at foregribe alle læsernes indvendiger mod de latterlige, perverterede og absurde skuespil, men overværer. Men alligevel sidder man tilbage med en underlig smag i munden, fordi man ikke rigtigt fatter, at Løv på trods af sine indvendinger hopper med på det her, som han selv er tilbøjelig til at opfatte som gamle, halvimpotente mænds undskyldninger for at kunne udnytte unge piger. Og det virker også forunderligt, at han går lige fra den ultafascistiske satanisme til en nærmest vammel kristendom, uden at han på noget tidspunkt interesserer sig for de i egne øjne langt mere spændende og tiltagende former for østerlandsk mystik. Men jeg kan selvfølgelig ikke sidde her og bede om en helt anden bog.

Og jeg må konstantere, at for den der virkeligt interesserer sig for det okkulte er »Indsigtens sted« ganske givet uvurderlig og enestående. For os andre dødelige er det mest spændende og uhyggelige nok bogens oplysning om at der her i landet findes folk, der er avlet og opdraget af satanisterne til at varetage magtovertagelsen. »Gudssønnerne« kaldes de minsandten. Og selv om deres ideer som ENW fremstiller dem, kan virke naive og lidet bæredygtige, kan man sikkert roligt frygte dem. Og tage advarslen alvorligt!

I virkeligheden må man vel sige, at så sindsygt som det moderne samfund efterhånden er blevet, er det - ud fra en gedigen, antipsykiatrisk målestok - forunderligt, at det hele endnu er så roligt på overfladen som det faktisk er.


Erwin Neutzsky-Wulff: »Indsigtens sted«. Borgen. 255 s. Kr. 98,00.