Fra den okkulte verden

 

Af Johan de Mylius

ERWIN NEUTZSKY-WULFF: »Indsigtens Sted«. 255 s., Kr. 98. Borgen.

I sine tidligere romaner har Erwin Neutzsky-Wulff leget fingernemt med tilværelsens dimensioner i noget, der i mangel af bedre er blevet kaldt science-fiction. Bøger som »Den treogtredvte marts« og »Havet« var avancerede tankeeksperimenter, ferm fantasiles, men på en måde uforpligtende og med noget menneskeligt uudviklet i sig.

I mellemtiden har Neutzsky-Wulff søgt sig andre græsgange og hævder at være blevet indviet satanist. »Indsigtens Sted« kalder han den »dokumentarbog«, der angiveligt skal være en rapport over hans okkulte oplevelser. Emnet vil nok interessere i visse kredse, og Neutzsky-Wulff har sørget for at der er rimelig med guf for de åndeligt sensationshungrende.

Hans bog handler ellers netop om et sådant sensationshungrende menneske, Erik Løv, der vil ud af den flade materialistiske tilværelsesmodel, og som ikke kan hente nogen hjælp i sin åndelige søgen fra kirken. Statskristendommen ser det kun som sin opgave at få folk til at leve et veltilfreds hverdagsliv. Erik Løv må da henvende sig i den modsatte lejr, hos satanistene, hvor han til gengæld får oplevelser, der er lige ved at gøre det af med ham.

Der er åndemaneri, seksuel magi og fanden og hans pumpestok i denne bog, men kernen i den er ikke disse sensationer. Det er derimod hovedpersonens rejse fra den ydre materialistiske verden ind mod de satanistiske kræfter, der behersker den, og derefter et forsøg på at komme ud af disse kræfters vold, med noget, der ligner kristendom, som mellemstation at nå frem til det åndelige, positive, livsbekræftende. Med andre ord en vandring fra Inferno mod Paradis.

Det er en voldsomt ambitiøs bog, men selv om den hævdes at være skrevet på oplevelse og erfaring, ud fra »Indsigtens Sted«, er den umiskendeligt af den fingernemme salgs, som Neutzsky-Wulffs forrige bøger. Den er udsprunget af en hvileløs intellektualitet, der kan ræsonnere sig ind i og ud af alting. Det præger stilen, der kun undtagelsesvis slår gnister, men i reglen slår over som en stemme i overgangsalderen.

Langt hen minder romanen om de indestængte Moloks-fantasier, som Conrad i Schacks »Phantasterne« hengiver sig til. Forskellen mellem Schack og Neutzsky-Wulff er ikke kun den mellem en lidt pedaantisk samvittighedsfuldhed og en svimmel fantasi, forskellen består også deri, at Schack lader sin Conrad få hovedpine af eksperimenterne og stige af i tide, mens Neutzsky-Wulff lader spillet gå, indtil læseren er ved at få hovedpine. Uden at det fører til nogen forpligtende indsigt.

Der er mere leg med ord og begreber, end der er sand erkendelse i »Indsigtens Sted«. J. Anker Larsens »De Vises Sten« fra 1923 handler om nogle af de samme fænomener, men rummer en mere ydmyg og erfaringsnær mystik. Den kan anbefales som modvægt.