De døde marcherer mod Bel Epe

 

REDAKTIONELLE BEMÆRKNINGER:

(...) ERWIN NEUTZSKY-WULFF er født i 1949 Debut 1971 med "Dialog om det enogtyvendesårhundredes to vigtigste verdenssystemer." Han fik sit gennembrud i 1973 med "Adam Harts opdagelser" (En slags "gotisk" roman - den er vældig spændende og velskrevet og fortjener afgjort at blive læst. Den er udsolgt, men kan sikkert skaffes antikvarisk eller på biblioteket.) 1974 blev Neutzsky optaget i Det Danske Science Fictionselskab (hvad er der blevet af dem?). Lige på et tidspunkt hvor alle troede at der aldrig dukkede "gode" danske sf-bøger op, kom så Anno Domini. Nomineret i afstemningen om den bedste SFC-kongres. Så vidt jeg husker kom den ind på anden pladsen. Hvad Neutzsky pusler med i disse tider, vil fremgå længere inde i bladet! (...)

DE DØDE MARCHERER MOD BEL EPE

af: erwin neutzsky-wulff

I
SAINT ETAT; areal 15932 km2; befolkning (1981 est.) 5.772.000 ... Saint Etat fik selvstændighed i 1952 som republik under præsident Libé, der styrtedes ved et militærkup 1954 af general Antoine Modera. Indre stridigheder truede med at ende regimet, og Modera satte et eksempel, da han på den blodige søndag 31. januar 1960 lod 104 højtstående officerer henrette. 28. marts 1965 trængte Moderas tidligere ven og kampfælle, Rabiat, under frihedskampende 1948-50, med en hær ind i hovedstaden Bel Epe, og Modera måtte flygte. Rabiat holdt byen i fire dage, hvorefter Moderas tilhængere genvandt den og drev Rabiat og hans tropper tilbage med store tab. Efter endnu to mislykkede kupforsøg lykkedes det ham i december 1972 at tilrive sig magten; han lod Modera henrette og udskrev derpå valg, der resulterede i, at han blev valgt til præsident for en periode af tolv år med 99.1% majoritet. Han kaldte sig selv "sin tids mest elskede hersker" og gav sig selv titlen "Parlamentarismens beskytter". I 1975 blev der gjort indtil flere forsøg på at styrte ham, men forgæves. Hans halvtreds-års fødselsdag i 1979 blev fejret med stor pomp i Bel Epe.

JEAN-JAQUES RABIAT; statsmand, oberst og præsident i staten Saint Etat siden 1972, født 2. oktober 1929, udmærkede sig allerede som attenårig som en fremragende soldat. Økonomiminister i den provisoriske Moderatist-regering 1954, først en ven af Moderas regime, siden en bitter modstander. Blev efter flere mislykkede kupforsøg præsident og "Protektør" i begyndelsen af 1973.

Litterær produktion. Rabiat har skrevet flere bøger; kendtest blandt disse er nok "Ideal-Staten", hvori han har nedfældet sit politiske testamente. Han tror på en absolut centraliseret stat.

(Af "Everyman's Encyclopedia, ed. 1984".)

II
Der var noget galt.

Han lå på ryggen, nøgen, uden dyne, og mærkede det på sin svedende krop og sine varme øjne. Sådan havde han ikke haft det før, såvidt han mindedes.

Det var ikke feber, det var ikke forkølelse eller influenza. Det var en uro i kroppen, en anelse, en ængstelse, måske en ond drøm, der havde vækket ham. Der var over en time til han skulle op. Var der noget, han skulle have husket, men havde glemt, som hans underbevidsthed med fortvivlet insistens forsøgte at gøre ham opmærksom på? Jo, nu huskede han det, han havde drømt, et af disse frygtelige mareridt, hvor han drømte at han ankom på fabrikken om morgenen og der var ingen, og han så på sit ur, og den var kvart over syv, hvad i sig selv var underligt, for han havde altid mødt præcis. Tilsidst gik han udenfor. Der stod en klynge arbejdere, og de så allesammen bebrejdende på ham, og en af dem hviskede: Det er Omme, Huggo Omme; det er ham, der har ødelagt X-10-eren. X-10-eren var Hugos type. Og han sagde til sig selv: Nej, det kan jeg ikke havde gjort, jeg passer jo altid sådan på, det kan ikke være mig. Så vågnede han.

Han stirrede formålsløst mod det hvide loft, de hvide vægge, det brune gulv, som han netop havde malet og lakeret. Det skulle lugte hjemligt og hyggeligt, men gjorde det ikke; han lod sine øjne vandre rundt i værelset, de strejfede billedet af obersten og ordene: VELUDFØRT ARBEJDE BÆRER LØNNEN I SIG SELV, kalenderen, der viste tirsdag 3. november 1987, den smalle reol med "Ideal-Staten", "X-TI-MANUALEN", "SAINT ETAT - VOR GEOGRAFI OG HISTORIE", "MIT LAND - MIT LIV" og et par stykker til, og det lille flag han havde fået på sin 21-års fødselsdag elleve år tidligere.

Han stod op og iførte sig khakien, der hvilede på stolen i pressefolderne. Han tænkte på at gå ud, men ombestemte sig, patruljerende AMIer kunne tro, han var en sabotør, hvis de så ham for tidligt ude. Og den hemmelige politistyrke var kendt for at skyde først og stille spørgsmål bagefter. Så han satte sig roligt ned på rummets eneste stol med foldede hænder og blikket i skødet. Sådan sad han i tre kvarter. Så rejste han sig, som på et signal, og forlod sit hus.

Der var noget underlig ved ham i dag. Han så på ting, som han ellers aldrig havde skænket et blik. Han betragtede de endeløse rækker af barakker, der var bredt ud over den gule frostbidte jord. Han gøs og trak den tynde khaki tættere sammen om sig. Langt borte steg en bleg sol op mod himlen, som om den hørte til i et andet land.

Ingen arbejder blev ladt i tvivl om, hvor han befandt sig, selv hans underbukser bar den evige indskrift: FORSIGTIG - STATSEJENDOM, SAINT ETAT. Mod vest blånede den mægtige betonkasse og sendte allerede de første skyer ud i atmosfæren, der i forvejen var tyk af dis og kvalme. To AMIer slog hinanden bragende på skulderen, mens en arbejder brokkede sig diskret. En af AMIerne blev opmærksom på ham og rynkede brynene: "Min ven!" råbte han fornøjet. "Er du syg?" Arbejderen rystede energisk på hovedet, så brækfråden dinglede fra side til side. "Vist er du syg kammerat!" "Ikke simulant, det kan alle dine kammerater bevidne! Ikke sandt, venner?" Han bredte faderligt armene ud, og de omkringstående nikkede ivrigt smilende. "Hjem i seng! I morgen har vi det bedre, ikke? Javist ..." Arbejderen vendte tilbage til sin barak, og de to AMIer genoptog deres højrøstede samtale. De talte altid så alle kunne høre, hvad de sagde.

"Hvordan gik det med ham, fyren ... æh ..." han knipsede. "Blasky ..." "Ja, rigtigt. Hvordan gik det med ham?" Den anden rystede på hovedet og skar halsen over på sig selv med en finger. Så nikkede han. ""Han havde et helt lager af det, han havde stjålet fra sine kammerater. Kedelig type. Absolut - jojo, selvfølgelig ... ingen ... statuere et eksempel ..." Deres stemmer fortabte sig, som de bøjede af ved korsvejen, Hugo fortsatte lige frem til sektion B1.

Der var som sædvanlig skinnende rent i maskinhallen, det imponerede ham altid. "En ren sjæl i et rent legeme", som obersten plejede at sige. Han fandt sin maskine i anden række, X-10-Rk29/H. OMME, Man.A stod der på den. Nedenunder var tilføjet med rødt: FORSIGTIG - STATSEJENDOM, SAINT ETAT, der var også et lille skilt med: HUGGO OMME, FOR SÆRLIGE YDELSER, 24/11 1982.

Han gjorde de indledende manøvrer, og maskinen begyndte at snurre. Da først arbejdet var kommet igang, glemte han sine drømme.

III
"HUGO OMME!" Manden med blokken stod op på tæerne og så ud over hallen.

Det kunne ikke passe, tænkte Hugo. Hvorfor ham? Han havde ikke gjort noget. Var drømmen ved at gå i opfyldelse?

"HUGO OMME!" Stemmen var irriteret nu, øjnene sammenknebne, som de panorerede ud over det blanke gulv. Langt ned mellem rækkerne af skinnende metalliske monstre og hvide cirkler over khaki snublede et eller andet ud på gulvet, kom på benene, nærmede sig. Arbejderen haltede synligt; han forsøgte sig tydeligvis med det kunststykke at løbe og tørre sine bukseknæ samtidigt. Så kom han frem og op i retstilling. Duktøren nikkede over skulderen, og Hugo listede efter. De nåede frem til en glasdør, som han ikke havde passeret siden han fik sit diplom, og duktøren bankede på. Manden på den anden side af skrivebordet så ikke Huggos retstilling, da duktøren lukkede glasdøren bag ham, hvad der ærgrede arbejderen; den var usædvanlig fin. "Rør-vi-har-vrøvl-med-en-X-10-i-en-anden-sektion!" sagde manden. Han talte så hurtigt, at det næsten ikke var til at forstå, hvad han sagde. Først nu så han op på Omme. "Man fortæller mig, du er ekspert". Omme smilede fåret, men sagde ikke noget, og manden smed arrigt med cigaren: "Du har X-10-manualcertifikat, ikkesandt?" "Jo". "Jo, det er jo det, jeg spørger om. Du kan melde dig i sektion C3."

Hugo rynkede brynene. "Men det er jo ..." Manden viftede ham bort med en håndbevægelse.

Det er jo en kvindehal, tænkte Hugo, da han skridtede ned ad en af de lange underjordiske, der forbandt sektionerne. Det rislede ham koldt ned af ryggen. Han var ikke ganske uvidende om, hvad der i visse lande foregik mellem kønnene, stater, hvor den artificielle insemination ikke kendtes, eller i det mindste ikke praktiseredes. Det var uhyggeligt at tænke på, men samtidigt kildrende på en måde - han vidste ikke, hvordan han skulle udtrykke det. Selvfølgelig havde han da set kvinder før, men han havde aldrig været i en kvindehal. Benene begyndte at ryste under ham, længe før han nåede sit bestemmelsessted.

De så nu egentlig ikke meget anderledes ud end mændende, de var kortklippede, havde lidt større, måske mørkere øjne og blødere træk, og man kunne se, at de havde bryster, hvis man så efter, hvad Hugo gjorde en enkelt gang. Det var vanskeligt at reparere maskinen, og han blev der mange timer. Så nikkede han til duktricen og vendte tilbage til gangene. Han gik par skridt og snusede opad. Jo, de lugtede anderledes. I næste øjeblik opdagede han skrækslagen, at det var toiletterne han havde lugtet. Han ville trække på skuldrene og gå hurtigt videre, nej, løbe, selvom det var udtrykkelig forbudt i regulativet. Men han kunne hverken løbe eller gå, den afskyelige stank holdt ham bunden, fanget. Han så sig omhyggeligt om til alle sider og gik indenfor. Han kunne altid sige, at han havde været så trængende, at han havde været bange for at ødelægge bukserne. Der var ingen, og han satte sig yderst på et af sæderne med hjertet tordnende i ørerne. Så blev yderdøren åbnet, og en af de kvindelige arbejdere trådte ind. Hun fik straks øje på ham, de stod overfor hinanden sådan et stykke tid og så på hinanden. Så begyndte hendes læber at skælve, som om hun ville græde.

IV
Det var modbydeligt, afskyeligt. Han sad på et af toiletterne i sin egen sektion og hulkede med det meste af toiletrullen i munden. Han havde gjort det med arbejdersken, præcis som han havde hørt, man gjorde i andre lande. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. De ville få det at vide, de ville finde ham, arrestere ham, dømme ham, skyde ham. I Saint Etat var straffen for alle forseelser døden. De måtte ikke finde ham. Han måtte undslippe, mod nord, til det gamle land, den nordlige del af staten, der havde været affolket i årtier, og ville forblive det år endnu, indtil man fik udvidet industriområdet til også at omfatte denne. Der måtte han flygte hen.

Men hvordan? Ligemeget, det skulle lykkes. Han gik hjem med de andre, ind i sin barak. Der ventede han til lidt over midnat, så tog han afsted. Natten var bælgmørk, men han havde alligevel ikke gået mange skridt, før en af AMIerne opdagede ham. "Ja", sagde han. "Hvor skal du hen?" Hugos hals var helt tør. "Jeg ... går en tur ..." "Javist ja. Du må hellere se at komme hjem igen, det er blevet lidt sent ..."

Omme smilede og gik tilbage og så i en stor bue uden om AMIen. Antog han. Men AMIen havde åbenbart flyttet sig, for ti minutter senere løb han lige i armene på ham igen. "Dig igen? Ja ja. Nej nej, du bliver her dennegang." Han satte sig på hug og trak en walkie-talkie af skulderen. Hugo var et øjeblik stiv. Så skreg han pludselig: "Nej. Nej!" og kastede sig over vagten med en sådan vægt, at denne mistede balancen og tabte den transportable radio, der landede blødt i græsset. Omme sprang rædselsslagen tilbage, selv mest forbavset over, hvad han havde gjort. AMIen trak sin tjenestepistol frem og pegede på Hugo med den. Han spændte hanen og lagde hovedet på skrå. "Nånå", sagde han. "Det troede vi, vi kunne slippe godt fra? Hvad? Det troede vi, hvad?" Så kom det, han spyttede ordene ud, som en spilleautomat spytter mønter: "Ek-se-ku-tion på stedet. På stedet!"

Han tog omhyggeligt sigte. Hugo så ind i løbet, og hans mund gjorde ondt, hans svælg smertede, og han spekulerede absurd på, om han alligevel var ved at blive forkølet. AMIen sænkede våbnet en anelse og så ham nærmere an, smilede og sigtede påny. Hugo røg på ham som en eksplosion, pistolen havde ligget løst i AMIens hånd, nu dumpede den fra ham, arbejderens hænder klemte om hans strube. Hugo var ikke længere menneskelig at se til, som han knækkede næseben og tænder på den forbløffede politimand med knytnæveslag, der faldt med forhamres vægt, han havde ikke anet, at han besad så mange kræfter. Så slap han vagten der vendte sig, svagt klynkende og spyttede blod på jorden. Mens han slog, havde Hugo følt sig sikker på sig selv, tryg, som han ikke havde været det, sålænge han kunne huske tilbage. Nu hvor han var holdt op, følte han sig atter ængstelig og tvivlrådig. Vagten rakte en skælvende hånd ud efter pistolen, og Hugo satte hælen i lige over fingrene, det var den venstre fod, den højre førte han omhyggeligt tilbage. Den spiddede mand fulgte den skrækslagen med øjnene, da den kom susende ind i ansigtet på ham. Han lå stille, skælvende, arbejderen trak ham op, langede ud med foden efter hagen, men strejfede den kun, AMIen hoppede og dansede under hans arbejdende fødder, længe efter, at den sidste livsgnist var slukket.

Hugo følte sig med ét meget vred, meget vredere og mere aggressiv, end da han var begyndt at slå løs på manden, og holdt således angsten på afstand de næste få kilometer af sin lange vandring.

V
Han gik, til han genkendte terrænet, ToirD'mort, med den lille hytte, hvor han havde tilbragt efteråret 1982 sammen med sin far og resten af Omme-ekspeditionen.

Henri Omme var i 1943 flygtet fra det okkuperede Frankrig sammen med sin hustru, Louise. De var begge jøder. De havde slået sig til ro i kolonien Saint Etat, og Louise havde født sin mand en søn, Hugo, i 1955.

63 år gammel var Henri af obersten blevet udset til leder af en ekspedition, der skulle undersøge nogle fund, man havde gjort i Nordlandet, i ToirD'mort. Hvordan man var stødt på ruinen af den store underjordiske labyrint, var den gamle arkæolog ikke et øjeblik i tvivl om, det var en kendt sag, som AMIerne ofte spøgte med, at "rebeller ender oppe nord på". De fanger, der blev henrettet i fængslerne i syd, der faktisk kun var menneskeslagterier, eftersom kun dødsdømte fanger sad der, blev på store lastvogne kørt herop og dumpet i enorme massegrave. Ingen vidste, hvor mange borgere der årligt led denne skæbne, men nogle anslog tallet til noget nær 2.000.

Hugo huskede, hvordan han og hans far havde betragtet skuespillet fra vinduerne i skuret, når bilerne kom med deres engang menneskelige last.

Omme-ekspeditionen tømte labyrinten for jord og murbrokker og var så småt begyndt at interessere sig for dens inskriptioner, især for en bestemt mur, da ekspeditionen pludselig blev aflyst fra højeste sted. Henri Omme nægtede at vende tilbage til fabrikken; sønnen ville gerne være blevet hos ham, men turde ikke og vendte tilbage alene. Han hørte aldrig siden fra sin far, og han havde intet andet minde om hverken ham, ekspeditionen, eller moderen, der døde måneder senere, end det lille skilt, en AMI smilende havde hamret op på hans X-10: HUGO OMME, FOR SÆRLIGE YDELSER, 24/11 1982.

ToirD'mort! Under hans fødder rådnede tusinder, titusinder af lig, mennesker, der engang havde haft en sjæl, de mest sjælfulde af alle, som ikke ville være maskiner, som hans fader havde udtrykt det. Der var sket noget særligt med ham den morgen, hvor det hele var gået galt: Hugo Omme var begyndt at stille spørgsmål. Alt det, han hele sit liv havde omfattet med en lunken entusiasme, hadede han med et så inderligt, som skulle hans hjerte briste under vægten af det. Det forstod han nu, hvor han stirrede ud over den nydelige pløjemark, der gemte på unævnelige rædsler. Han hadede, men han havde ikke noget at bruge det had til, endnu.

Han gik hen over marken, mod det forfaldne skur. Telegrafpæle med afbrudt trådnet svajede formålsløst hid og did, og kun vinden gav dem summende liv. En summen, der ligesom kom nærmere. Så så han op og fik øje på de to store sorte fugle, AMI-helikoptere begge to, og følte, han var fortabt. Han trak frakken sammen om sig og begyndte at løbe. På afstand så han morgenlyset vælde op af jorden, inden for en time ville han være den perfekte skydeskive. Labyrinten var hans eneste håb. Som han væltede ned mellem brokkerne, kom det tilbage til ham, som hans far havde fortalt ham den sidste aften, om den store mur, som ingen hakke, intet menneskeskabt værktøj kunne gennembryde. Kunne han blot komme om bag den, men det var jo tåbeligt, der var ingen anden vej end den uigennembrydelige mur, den forfærdelige blindgyde, som han med et forstod, han styrede direkte imod. Men han kunne ikke vende om, han hørte den ene mægtige fulgs vingeslag lukke indgangen ved bruddet, og kort efter løbende fødder og geværløb, der skrabede imod de møre sider i den snævre gang. Så var den foran ham, muren, hans våde ansigt lå fladt mod den, og hans hjerte standsede.

VI
Han åbnede øjnene. Det var lyst. Han hørte ingenting. Skulle AMIerne have opgivet? Han vendte sig om for at tage mål af den lange gang, men der var ingen gang, kun et lille rum, udhugget i selve den rå klippe. Lyset kom fra et maleri på endevæggen, der forestillede guden Aana, det vidste han fra, hvad hans far havde lært ham. Aana, hvis navn ikke måtte nedskrives, dødsguden, der vogtede de døde, som en hyrde vogter sine får, i en fjern hule i Cutlan. Engang hvert fjerde år lod Aana de levende se den blandt de døde, som de havde kendt, mens disse endnu var levende, tillod endog de levende at spise, ja, elske med de døde. Altsammen på én dag. Den dag, som man indtil for en halv snes år siden stadig fejrede om foråret som "Fete-Mortes", de dødes fiesta. Han huskede fra sin egen barndom, hvordan folk klædte sig ud. En lille udvalgt skare på en ti-tolv stykker, som regel taget blandt den fattigste befolkning, klædte sig ud som døde med dødningehoveder og vandrede rundt mellem husene, hvor de blev rigeligt bespist, ligesom heller ikke nogen pige på denne dag kunne nægte en "død" et kys. Rabiat forbød det i 1976.

Han spekulerede på, om det i sin tid havde været præsteskabet, der agerede afdøde, og om den tids mennesker virkelig havde troet på, at det var de bortgangne, der gik på visit, eller bare moret sig over spøgen. Aana, sagde legenden, havde i sin tid vægret sig ved at give ea-stenen fra sig, men guden Manas havde tvunget ham, og det var ved hjælp af dette liv-giver-relikivie, præsterne påstodes at kunne vække de døde.

To ting gik i disse øjeblikke slet ikke op for Hugo: At han var bagved muren nu, i stedet for foran den, og at han følgelig var sikker for sine forfølgere, men på samme tid levende begravet. Hans opmærksomhed hvilede udelukkende på den grøntskinnende, halvt metalliske klump, der lå på en større klods af granit i et hjørne. Han tog den op i hænderne, og den var langt tungere, end han ville have gættet på. Et stykke inde i den udifferentierede klump løb et metalbånd, og han ønskede, han kunne oversætte indskriptionen på den, men hans far havde kun lært ham at transskribere. Han mumlede prøvende udtalen, som den fremgik af læsetegnene. Han var kun lige netop blevet færdig, da det forekom ham, at stenen var blevet meget varm, den sendte røde smerter op igennem hans arme, så hans øjne løb i vand, uden at han dog kunne slippe den. En mørk blæksky drev op for hans øjne, og han følte at han mistede ballancen. Øjeblikke efter stod det ganske klart for ham, hvad der var sket.

Han var i mørket løbet mod muren med en sådan kraft, at han havde mistet bevidstheden og drømt det underlige eventyr. Nu lå han for enden af den lange gang og priste sig lykkelig, fordi AMIerne åbenbart ikke havde fundet ham. Hvorlænge kunne han have sovet? Han vaklede tilbage til åbningen og det forventede middagslys. Men han kunne kun have været i gangen få minutter, for først nu tittede den øverste del af solskiven op over horisonten. Han var ør, som han travede rundt i kalken, men der var hverken spor af AMIer eller helikoptere. De havde åbenbart opgivet jagten. Alligevel følte han nogets nærværelse, mens han kæmpede med mørket i sit eget hovede, dér i ruinerne af en glemt civilisation. Det store hovede kom chokerende tæt på og pludseligt, men det var så absurd velkendt, at det ikke forskrækkede ham. Det var Alan, hans hingst, som hans far havde foræret ham til hans nittenårsfødselsdag, og som de havde været nødt til at skyde få år senere, netop på dette sted, da den brækkede benet i bruddet. Men det kunne selvfølgelig ikke være Alan, det var umuligt.

Men underligt nok haltede den let på netop det sted, hver Alans ben var brækket, dog ikke så slemt, som Alan havde gjort det. Han smilede og svingede sig op på hesten, der var brun af natur og hvid af kalken. Han satte sig til rette og betragtede den halverede sol. Han fik pludselig kvalme, som om hesten var meget høj, og han følte det, som om jorden skælvede let.

VII
Ved ti-tiden om formiddagen onsdagen den 4. november 1987, rullede ligesom en svag torden langs jorden på ToirD'mort. De dødes dag, i staten Saint Etat. Den løb over de gule marker, som blæk på en dug ud over en bordkant, undersolen. Et sælsomt optog, anført af en krum mand på en sær Rosinanteagtig ganger, slæbte sig afsted, støttende sig skulder mod skulder som et hav i oprør. Ansigterne var stive, det så ud, som om de ikke var der, øjnene store, som om de manglede. Nogle var nøgne, de fleste i skident khaki, der var blevet alt for stort til dem, de unaturligt lange arme bar rustne skruenøgler og knækkede spader, og de hvide fødder skinnede, umenneskeligt rene, som et stort blankt løbende bånd, der førte den sorte klynge frem. I grupper, én og én, eller tusinder, hele eller i stumper, underkroppe uden overkroppe, og omvendt. Menneskelige rester, stablet op i geledder, der blev mere snorlige, eftersom de skred frem over de marker, de havde gødet alt for længe, en hær af civilisationens efterladenskaber, dens grundvold genrejst for at ødelægge det, den grundlagde, fortiden som nutidens morder. Et skidengråt, spindelvævstykt, muldsort, benglinsende tæppe svømmede ud mellem højene.

Det var de døde, der marcherede mod Bel Epe.

VIII
Skulderremmen snærede, AMIen rettede nervøst på den, som han skridtede sine tyve meter af og så ud over Saint Etat. Det var ikke for meget sagt. Fra den 74 meter høje dæmning kunne man faktisk se en væsentlig del af de cirka femten tusind kvadratkilometre, væsentlig, fordi de var beboede. Nærmest lå kraftværket, hvorfra et spindelsvæv af luftledninger og -kabler førte henover motorveje og brakmarker til den store, røde by, Bel Epe, og de mindre længere ude mod horisonten, hvor terrænet steg. Det var sært at tænke sig, at alt, hvad han så, bogstavelig talt, kun rundt regnet et halvt århundrede tidligere havde været vand, den mægtige Rio Grossos naturlige udløb og endestation. Franskmændene havde dæmmet floden op og skabt det tørre frugtbare land, som nu udgjorde statens sydlige, beboede del. I ly af kolossen Lytton Dam, opført af en af den ny verdens største genier på sit område, blomstrede det forjættede land.

Et Eden, der allerede 1945 første gang ansøgte om selvstændighed, hvad man dog først opnåede i 1952, og selv da var man ikke tilfreds. Ikke før 1973, da oberst Jean-Jaques Rabiat kom til magten, rådede stabile tilstande i staten. Og kun takket være Anti Moderatiste Intelligence, AMI, oberstens femte kolonne i hovedstaden i borgerkrigens tid, der nu fungerede som en slags hemmeligt politi. Kun takket være ham og hans kammerater. Det var en stolt fornemmelse. AMIen, vennen og vogteren, der fra skålens kant vogter på dalens sårbare beboere, sådan holdt han af at se sig selv. Soldaten, der bevogter kanten, den yderste rand, der ikke kan, ikke må overskrides, hverken udefra eller indefra. Den skulle altid være ren, ubesmittet, ubetrådt, aldrig overtrådt. Hans blik standsede på højderne mod nord. Han famlede efter kikkerttasken, fandt kikkerten frem og rettede den mod den ru overflade derude. Kikkerten gjorde den mere ru, det var, som om en skov pa en eneste nat var vokset op derude. Hans hænder rystede, så synsfeltet hoppede, som de indstillede instrumentet og bragte det i focus, skoven vandrede, spredtes, kurede ned af skråningerne. Han sænkede kikkerten og tørrede de våde øjne med lommetørklædet. Nu, hvor han havde fået øje på dem, behøvede han ikke længere kikkerten. Der måtte være henved tyve tusind mand alt i alt.

IX
Obersten så med sine 58 år ældre ud, end Robert Harrod havde ventet. Alle de officielle fotografier måtte være mindst fem år gamle, sluttede han. Jean-Jaques Rabiat var øjensynlig fordybet i en bog i stort format, der lå opslået på skrivebordet foran ham. Værelsets indretning var militærisk spartansk. Et stykke tid syntes han slet ikke at være sig journalistens tilstedeværelse bevidst. Så så han pludselig op, overrasket:

"Åh, mr ... mr Harrod, hein? Sit down, sit down!"

Journalisten adlød, idet han trak en notesbog up af lommen, på hvis første sider han omhyggeligt havde formuleret og prentet de spørgsmål, han ville stille præsidenten. Det var imidlertid obersten, der fortsatte konversationen.

"Jeg sad netop og studerede M. Ommes rapport vedrørende udgravningerne i Nordlandet for et par år siden. Meget interessant læsning. En bekostelig ekspedition, c'est bien vrai, men rigelig pengene værd. I vort land, forstår De, Monsieur, lægger vi stor vægt på uddannelsen. En saintetatien kender sit lands historie, det lover jeg Dem for. Viden, det er parlamentarismens grundvold. Har jeg ikke ret?"

Journalisten sank uvilkårlig. Han mødte præsidentens venlige blik og konstaterede uden videre, at venligheden, høfligheden, forekommenheden, kun var en tynd fernis; dybere inde var øjnene grusomme og kolde som på en stor, frygtelig alligator. Obersten var hinsides al tvivl en mand, der satte sin lid til sig selv og sine ideer, og ikke ret meget andet. Men det var ikke ideer, der var udsprunget af nogen privat følelse, nogen individualitet; individualiteten var forlængst afgået ved døden, og en programmeret robot trådt istedet.

Den vestlige verden nærer frygtelige ideer ved sit bryst, men vi har levet med dem i tusind år og er blevet næsten immune over for dem, vi kan gyse, når vi ser dem drevet ud i deres yderste konsekvens, og frem for alt: Vi kan le ad dem. Virkelig farlige bliver de derfor også først, når de overflyttes til andre folkeslag eller himmelstrøg, hvor man ikke besidder denne immunitet, eller - på grund af en forandring i miljøet, barskere livsvilkår - mister den. I Saint Etat, dette helvede på jorden, hvor staten var ophøjet til gud, var disse ideer drevet ud i deres frygteligste konsekvens.

Harrod rømmede sig.

"Monsieur le President, jeg ville ..."

"Ja?"

"Man taler om genocidium, om massehenrettelser ..."

"Nonsens. Vi har, som De ved, dødsstraf i dette land. En simpel nødvendighed. Men 'massehenrettelser?' Jeg skriver hver eneste dødsdom under selv, her, ved dette skrivebord. Såvidt jeg husker: I sidste måned, en, højst to. Måske tyve på et år.

Men det er et godt eksempel på hvordan jeg bagtales; før min tid var Saint Etat et mareridt. Borgerkrig, overfald på lovlydige borgere. Moderas soldater plyndrede, myrdede og voldtog, hvor de kom frem. De kaldte de La Justice. Kender De vore statistikker? Her, værsågod, las dem. Vi har de laveste tal i verden for forbrydelser, selvmord - selv spædbørnsdødeligheden er mindre. Og hvorfor? Fordi vi ikke overlader pasningen af børnene til deres inkompetente forældre. Vi har lært meget af Dem og Deres landsmænd, men måske var det på tide, De begyndte at lære af os, hein? S'a joke, hein? Big joke!" han målte den med sine brede hænder.

"De har ophævet ægteskabet ..."

"Vi gør ikke comme les betes, hvis det er det, De mener. Kunstig befrugtning er det ideelle. Desuden ... Ouiouioui, entrez!"

Fløjdørene åbnedes, og en officer stak hovedet ind.

"You will excuse me!" Det lød snarere som en ordre end en undskyldning; Harrod nikkede. Obersten fulgte officeren ud og knaldede døren i efter sig.

"Hvad er det?"

AMIen fortalte hurtigt og lavt med store armbevægelser. Oberstens øjne blev store mens han talte.

X
Hugo Omme så op på den blege sol; det var lige efter middag. Han havde knap fem timer. Men de kunne også være i hovedstaden før to og - forudsat de ikke mødte modstand - ved dæmningen ved tre-tiden. Han havde mistet nogle hundrede mand på skråningerne i nord. Det var godt, det var overstået, nu var terrænet plant foran ham resten af vejen. Den 74 meter høje dæmning kunne han allerede se i en sky af em, mod syd.

Hesten var utroligt stærk, den bar ham uden at vakle, og det endda på trods af, at den haltede slemt på højre forben. Hæren trampede bag ham, ikke taktfast, men slæbende, i dødstilhed, måske fordi man ikke turde håbe på sejr, måske fordi en sammenbidt beslutsomhed havde bredt sig gennem geledderne. Eller måske fordi mange af de tapre kæmper forlængst havde måttet afstå deres tunger til ormene. Som regel lå han i spidsen, men for øjeblikket var en enkelt soldat nået op på siden af ham. Det var en kvinde, med langt, hvidt uldhår over den fugtige, grå pande. Hendes ene øje var borte, det andet bevægede hun rigtignok livligt fra side til side, men det hang på en måde, der gjorde det usandsynligt, at hun kunne se noget med det. Af og til sakkede hun lidt bagefter hesten, kom bort fra geledderne, faldt over en sten og staplede møjsommeligt sig selv på benene igen. Til andre tider bumbede hun ind i de andre, hvad der var upraktisk, for de af soldaterne, der faldt, havde som regel svært ved at rejse sig igen, ofte blev de bare liggende på ryggen, som om de solede sig, mens resten af troppen marcherede hen over deres nøgne ansigter, nøgne, som intet levende er nøgent. Måske rejste de sig efter en kort rast, det var svært at sige, måske dannede de bagtrop; når Omme vendte sig om og så dem falde afskrev han dem som regel, på skråningerne i nord havde han på denne måde afskrevet adskillige. Men kvinden rejste sig altid stædigt igen og fortsatte i teten. Der var noget underligt hesteagtigt over de blottede tænder, der var der allesammen, hvad der fik Hugo til at tænke på, at hun måske var ung. Men så så han ned af hende, på de våde, slappe, insektbidte poser, der hang fra hendes nøgleben, de skæve hofter og renpillede, underben, og tænkte om igen. Nu faldt hun igen, en soldat satte foden på hendes nakke og trådte over, så kraniet gav efter med et sprødt smæk. Dennegang rejste hun sig ikke, og det slog ham med ét meget hårdt. Han havde jo vidst det. Han havde løjet for sig selv, tænkt, at det skulle være umuligt, at det var en tilfældighed, når denne kvinde hele tiden havde holdt sig så tæt ind til ham. Selvfølgelig havde det været hende. Og han havde nægtet hende en plads på hesten. Hans egen mor.

XI
"FEU!" Kanonen rullede tilbage med et hult drøn. Granaten faldt forrest i flokken. Men af en eller anden fantastisk grund syntes den ikke at gøre skade. Da røg og støv var drevet væk avanceredes der stadig på det sted, hvor granaten var slået ned, tilsyneladende ubekymret. "FEU! FEU!" Rose efter rose spirede i den rullende muld uden et øjeblik at forsinke, endsige standse den. Officeren så i sin kikkert. Der var noget underligt udisciplineret ved den hær. Udisciplineret på en skræmmende måde, som om armeen var en naturkatastrofe snarere end en skakbrik. Skræmmende, fordi officeren kendte mest til skak. Hans baghjerne fortalte ham, at det var på tiden at retirere, men han hørte ikke efter, dette var absurd. Dette var ingen hær, men en pøbel, som en simpel røgbombe burde forvandle til en hoben splittede, skrigende børn; alligevel bed det tungeste artilleri ikke på den. Han måtte se, hvad dette var for noget ...

Forstærkninger ankom ti minutter efter, at hæren havde passeret stillingerne. Artilleristerne var revet i stumper, kanonerne flyttet eller ligefrem vendt, så let som tidevandet vender en korkprop. Officeren, som havde bedt om forstærkning, talte endnu ivrigt i en afbrudt felttelefon. Da man spurgte ham, hvad der var gået for sig, blev han synligt irriteret og talte videre i telefonen. Ind imellem lo han højt og støjende.

Præcis hvad der var gået for sig ti minutter tidligere, var næppe til at sige. Det hele var mildest talt mystisk, og det blev ikke mindre hemmelighedsfuldt af, at nogle af de faldne tilsyneladende havde været døde i over ti år ...

XII
Klokken var ti minutter over to på uret på den store endevæg i sektion A5, en mandshal lidt nord for Bel Epe, og således en af de sydligste sektioner i staten Saint Etat. Sydligere lå kun kvindehallen C1, bag den hovedstaden for foden af den mægtige Lytton Dam.

X-12-Rk5/E SCLAVE. Man. B skuttede sig, hans opmærksomhed vendte tilbage til X-12'eren foran ham. Noget havde forstyrret hans koncentration, en svag lyd af ubestemmelig oprindelse. Flere arbejdere var blevet tankespredte, enkeltes blikke var rettet mod endevæggens matglasrude, to mand høj og ligeså bred, der bulede let.

Fem minutter i halvtre skete næsten præcis det samme i C1. En mumlen opstod et sted i kvindehallen og bredte sig med foruroligende hast til duktricens skrivebord nær endevæggen. Hun fulgte blikkene og vendte sig mod den store rude. Så angav hun med en håndbevægelse, at man skulle være stille, lagde fyldepennen fra sig og gik hen og mærkede på glasset. Det sitrede og vibrerede med en indestængt, elastisk kraft, der næsten virkede som et elektrisk stød. Så brast det, lynede sig selv op på midten og faldt i flager over den fægtende kvinde. Der var ingenting udenfor. Et sidste skår, stort som et barn, faldt med lyden af en kirkeklokke. Så lød der mindre, knusende lyde, et par geværkolber kom til syne i hjørnerne, før hele den nederste del af ruden skred sammen i mikroskopiske splinter. I hver side af åbningen kravlede en ubestemmelig ting over vindueskarmen og lod sig dumpe ned på den anden side, inde i hallen, eller de faldt simpelthen igennem, drevet frem af den næste i rækken. Så kom der flere tunge, runde ting frem og slæbte slappe appendikser over den improviserede tærskel, forskudt, i bølge efter bølge; en tilsyneladende næsten flydende, rådden, sort masse flød ud på gulvet, hvor den vaklede i oprejst stilling og differentieredes som noget, der engang havde været mennesker.

Deres kranier var ofte knuste af geværkugler og tømt for materie, det var tomme skåle, uden baghoveder, man kunne se sidemanden gennem deres øjenhuler. Omkring den manglende hage, var de ofte, disse groteske vaser, draperet med indtørret eller dryppende kød, nogle få tænder, der hang i enkelte tråde ud af den skidengule flab, skæg- og hårtottet.

Brystkasserne var indfaldne, eller ribbenene stak ud og frem, så de lignede vandrende knagerækker. Alt det, et menneske består af, udover det hvide ben, var gledet ned om hofter og haser som for store bukser, havde lejret sig i hulninger; en enkelt pralede af et blottet tarmsæt, der ville have glædet en anatom.

Kvinderne betragtede deres fremmarch i tavshed. Ingen skreg, ingen flyttede sig. De genkendte de slappe kønsdele fra anatomi-timerne i den generelle skole: Dette var mænd. Måske havde de forestillet sig dem anderledes, men det var lige meget nu. Sådan så en mand altså ud. Dette var skræmmende, men også stort.

Uden hastværk, uden blufærdighed, en blufærdighed årenes længsel havde berøvet dem for så længe siden, hengav hver enkelt lykkelig ekstatisk kvinde sig i sin elskers favn.

XIII
Hugo Omme vendte sig på hesten og så tilbage på resterne af sin hær. Mange havde han mistet på den lange march, på skrænterne i nord, ved træfningen uden for Bel Epe. Flere havde han måttet efterlade i mands- og kvindehallerne. Der var ikke meget mere end en time til solnedgang, men nu var dæmningen også umiddelbart over deres hoveder. Det ville blive en vanskelig opstigning af de mange og lange hønsestiger, og kun nogle få hundrede af de circa to tusind, han havde tilbage, ville formodentlig nå frem. Hesten havde haltet slemt siden sprængdepotet, hvor han havde læsset to store kasser op på dens skarpe ryg foran sig. Han var glad for, at han ikke behøvede den længere nu.

Opstigningen begyndte, og kadaver efter kadaver slap, som regel tilsyneladende umotiveret, sit greb i stigerne og lod sig falde. Han hørte aldrig lyden af noget fald, måske var disse arme så møre, at de bogstavelig talt forstøvede på vej ned. Eller måske var det simpelthen fordi han, ligesom han ikke så ned og tilbage, heller ikke tillod sig selv at lytte efter nogen lyd nedefra. Det var dæmningen, det gjaldt, de steder, han havde været, eksisterede ikke mere, kun de steder, hvor han agtede sig hen. Kun dæmningen, de to kasser, han og den stærkeste af de døde bar, det lille tusind der fulgte ham, kun disse ting betød noget. De var nu engang jetons i det spil, der havde erstattet verden for ham.

Halvvejs.

De døde faldt som kugler og dun.

Helt oppe ventede et lille hundrede AMIer. Døde og levende tørnede mod hinanden, de døde drev de levende tilbage, ryddede kanten meter for meter og sendte mænd skrigende i afgrunden. Imens sænkede Hugo Omme sine to kasser.

XIV
Han fæstnede tovene, så godt han kunne, og satte tiden. Et kvarter. Så så han op, og opdagede til sin rædsel, at den række af døde mænd, der hele tiden havde stået imellem ham og AMIerne, var næsten borte. Den sidste fik en geværkolbe i maven og forsvandt af syne. Der var endnu en ti-tolv AMIer tilbage.

Hugo greb en riffel, han prøvede ikke at skyde med den, den var gennemrustet. Han greb den i begge hænder og knaldede den frem mod den forreste AMI. Sådan stod de en tid. Alan skreg dernede, der var den røde sol, der sank, nu faldt på en gang alle hans soldater, også de, der havde søgt tryghed i en kvindes favn. Dagen var gået, og Aanas gave gjaldt en dag, ikke mere. Een dags liv til mennesker, der aldrig havde levet, selv ikke før man havde torteret, henrettet og begravet dem på ToirD'mort. Det var ikke nogen stor begunstigelse. Men Hugo Omme sluttede, at den var stor nok.

Stor nok til, at han, Hugo Omme, havde kunnet føre de døde mod Bel Epe og Lytton Dam. Kun een dag, men en lang dag, længere, forekom det ham, end alle hans andre levedage tilsammen. Han følte sig med et træt, og han så for første gang ind i sin modstanders øjne og på hans ansigt. Og genkendte ham.

Thi den mand, som han nu kæmpede sin sidste kamp med, var præcis den samme, som han den foregående nat havde kæmpet med; den AMI, der havde skudt en pistolkugle gennem hans hjerte.

"Jeg har været død i seksten timer!" tænkte han, men det var snarere som en fjern stemme inde i hans hovede, der sagde ham det, der hviskede omkap med den døende hest, der skreg med solen dernede, som den glødende bold sank og forsvandt helt bag højderne mod vest.

Så brast dæmningen og druknede alle andre lyde.