33. marts

 

33. MARTS
roman af Erwin Neutzsky-Wulff
252 sider, kr. 67,25
Vinten, 1977

Dette er en bog, som fanden og symbolerne tog. Det er en uhyre spændende bog, i hvert fald i begyndelsen, men det er en af den irriterende slags bøger, der er underholdende på trods af sine fejl.

Som sagt er første del noget af det bedste Neutzsky-Wulff nogen sinde har skrevet: et fascinerende studie i virkelighedens forfald for et enkelt menneske, meget lig de bedste af Dick's solipsistiske romaner. Men hvor Dick altid har en løsning på konflikten, der er lige så logisk som den er vanvittig, underlægger Neutzsky-Wulff sig frivilligt den spændetrøje, som hans egne filosofiske intentioner udgør. Bogen brækker bogstaveligt talt over på midten.

Symbolerne erobrer bogen. Symboler styrer handlingen, og symboler er af natur meget ukritiske. De kender intet til logik, og i stedet for at stå med en helstøbt bog føler man, at man har læst to halvdele af to vidt forskellige romaner, der næsten tilfældigt er knyttet sammen i midten.

Både handlings- og stilmæssigt er bruddet meget tydelig. De to første dele af bogen er fortalt ud fra Bent Mogensens synspunkt. I tredie og fjerde del skifter synspunktet uafladeligt, somme tider flere gange på en side, og handlingen bliver pakket ind i en tæt sky af metaforer. Dette gør tit meningen meget svær at forstå, hvor de to første dele var klare og utvetydige. På samme måde er handlingen i første halvdel konkret, hvor anden halvdel som sagt er et langt symbol.

En af grundene til at romanen aldrig, i hvert fald for mig, kan komme til at fremstå som en helhed, er baggrunden. Det primitive samfund, som postuleres at eksistere udenfor vort univers, kunne aldrig have fremstillet den kulisse, som København skulle udgøre. Inde i København er dette samfund i stand til at lave pistoler og få busserne til at køre. Udenfor København rider de gud hjælpe mig rundt på heste og slås med lanser og sværd. I København er Bent Mogensen flere gange ved at bukke under overfor overmagten, udenfor er han pludselig i stand til at dræbe ikke mindre end ti lansebevæbnede ryttere.

Denne mærkværdige dobbelthed bringer da også tit Neutzsky-Wulff i vanskeligheder. F.eks. er der en scene, hvor omkring tre hundrede ryttere stormer gennem vesterbrogade i et angreb på en håndfuld riffelbevæbnede betjente, der har barrikaderet sig bag deres biler på rådhustorvet. Hvordan selv tre hundrede ryttere undgår at blive massakreret i den situation er selvfølgelig vanskeligt at forklare, så Neutzsky-Wulff må søge tilflugt i en lang, poetisk beskrivelse af, hvordan mordet vokser frem i menneskenes øjne og hjerter - og da den poetiske enetale er forbi er betjentene uden nærmere forklaring en dynge lig foran dragespringvandet.

hpi