Vampyr i en kaffeklub

 

Af MOGENS LYHNE

Erwin Neutzsky-Wulff er en stor forfatter, der stiller store krav til sine læsere, ikke mindst til deres tålmodighed. Hans romaner er opbygget som kinesiske æsker eller måske snarere som labyrinter, hvor man omtrent hver gang, man vender blad, opdager nye perspektiver, nye dimensioner, og først på sidste side bliver helt klar over, hvad bogen egentlig handlede om. Men dette bør ikke afskrække nogen fra at læse han, for man bliver godt nok underholdt undervejs.

Neutzsky-Wulffs nyeste »33. marts« handler om en lille, ubetydelig kontormand, ligeglad med sit arbejde, uden venner, uden interesser. Han begynder at få vrangforestillinger om, at mange mennesker kun er navne, de eksisterer ikke, og bøgerne på ¨biblioteket er kun titler, alle siderne er blanke. Han kommer under psykiatrisk behandling, bliver indlagt. So far, so good. Men på hospitalet opfanger han et SOS på sin transistorradio, udtalt af en dragende kvindestemme på et fremmed (selvkonstrueret) sprog. Vor ven forstår meningen, flygter og forsvinder til en parallelverden, hvor han måske bliver frelseren, måske djævelen. Og han vender atter tilbage som dommedagsforkynderen?

Dette er hovedtrækkene i denne forunderlige og temmeligt foruroligende bog. Neutzsky-Wulff er noget så sjældent i ung, dansk litteratur som en forfatter, der beskæftiger sig seriøst med universelle, filosofiske-religiøse problemer. Og han gør det med en voldsom digterisk kraft. Hør f.eks. en bid af det »wulffske esperanto«, hvor man måske ikke forstår alle orderne, men sagtens budskabet: »Der var en pause. Så kom det, mere indtrængende end før, som et dyrs parringsbrøl, en druknendes skrig: »Ic lufu ye! Ic lufu ye, utan ic lufu ye! Cuman to ic! tare nought! Beon ye nought langian for ic, and for freodom? Hwæt beon ye stare? Andswerian ic, min lufu!«

»33. marts« rummer stor skønhed, men også megen gru. Der svælges i blod og pisk og voldtægt. Det er svært at frigøre sig fra en fornemmelse af noget nærmest fascistisk. Neutzsky-Wulff er en forfatter, som det er temmelig vanskeligt at tackle. Han passer i hvert fald ikke rigtigt ind i det Ritt Bjerregaardske mønster. Eller gør han? Man (dvs. medierne) burde så afgjort tage en dialog op med ham. Selv om han måske vil komme til at virke som en vampyr i en kaffeklub.


Erwin Neutzsky-Wulff: »33. marts«. Illustreret af Jes Fomsgård. Vinten. 252 sider. Kr. 69,00.