Nabo

 

Af Erwin Neutzsky-Wulff

ERWIN NEUTZSKY-WULFF kender læserne bl.a. fra novellen »Niernwalds verden« i MBSF, nr. 3. Han havde et forrygende gennembrud i efteråret 1975 med romanen, »Anno Domini«, der var lige ved at snuppe SFC-prisen fra Niels E. Nielsen. I år kommer ENW med et storstilet projekt, en kæmperoman, »Gud«, der er gennemillustreret af Torstein Gunderson. Deltagerne i DANCON 4 fik en samgsprøve på både tekst og tegninger, og der er bestemt noget at glæde sig til. Novellen her, »Nabo«, er skrevet specielt til MBSF.

Først troede jeg kun, det eksisterede inde i mit hoved, så blev det en summen i skoven, og til sidst kunne jeg høre, at det var en bil, der nærmede sig mit hus. Det var underligt. Der var kun to huse i miles omkreds, det ene mit, det andet en forfalden rønne, der lå et halvt hundrede meter borte i retning mod den store skov.

Apropos rønnen, det er underligt, som man forandrer sig, når man bor alene. Vi ved ikke af det, men i virkeligheden regulerer vore medmenneskers opførsel vor egen i ganske betydelig grad, ene i kraft af eksemplet. Man bliver meget hurtigt speciel, når man bor alene, som jeg har gjort det i utallige år. Hvis jeg ikke daglig skrev til mig selv, som jeg gør i dette hellige øjeblik, ville jeg sikkert glemme at tale.

Og som man forandrer sig, uden at bemærke det, forekommer det en, at alt andet forandres. Se, nu altså rønnen, som jeg, da jeg i sin tid kom hertil, fandt totalt ubeboelig, den begyndte snart at tiltale mig mere og mere, indtil jeg til sidst overvejede, om jeg mon ikke burde flytte ind i den. Ejermanden havde jeg jo aldrig set noget til i alle de år, jeg havde boet på egnen. Og just, som jeg overvejede det, fik huset en beboer.

Jeg så ud ad mit køkkenvindue, hvordan den sorte bil bakkede op foran huset, og en ung mand steg ud. Han havde en stor, brun kuffert i hver hånd, og han kikkede stjålent til højre og venstre, men han fik vist ikke øje på mig. Så forsvandt han i huset.

Det var i al sin banale simplicitet afsindigt uhyggeligt. Uhyggeligt, fordi jeg pludselig blev klar over, hvad det er for en mennesketype, der søger den ensomhed og eksklusion, jeg selv havde været så forelsket i. Min nabo var ravende sindssyg.

Ja, han har utvivlsomt været ganske normal på alle andre punkter end et, men dette ene var til gengæld så grotesk, at et menneske, der føler sig overbevist om, at han er den almægtige selv, i sammenligning må siges at lide at en mild sygdom. Eller måske virkede det blot sådan.

Når min nabo skulle ud, gjorde han et stort nummer ud af at vende ryggen mod bevægelsesretningen. Men andre ord, han gik baglæns. Det kan vel næppe undre nogen, at der gik nogle uger, for jeg fik taget mig sammen til at aflægge ham et besøg.

Jeg bankede på, og han lukkede op, synlig forvirret eller forbavset over et eller andet. Jeg sagde ham mit navn og rakte ham min hånd, som han dog ikke tog. Han svarede på det underligste sprog, jeg nogen sinde har hørt. Jeg tror, det var tjekkisk eller polsk. Vi forstod ikke et ord af, hvad den anden sagde, og mens vi talte, antog min nabos ansigt en stedse blegere kulør. Måske troede han at opfatte en fornærmelse i noget af det, jeg sagde til ham, for han så meget vred ud og også lidt bange, og endelig lukkede han uden videre døren for næsen af mig.

Det stod mig efterhånden temmelig klart, at den unge mand var kommet til dette afsidesliggende sted for at gøre et eller andet, og at han helst ville være i fred, mens han gjorde det. Jeg måtte ikke vide, hvad det var, han skulle gøre, så meget var sikkert. Jeg kunne ikke lade være med i det skjulte at holde øje med ham.

En nat, jeg ikke kunne falde i søvn, så jeg ham komme ud fra sit hus med en spade i hånden. Han gik ind i tykningen, og det varede en halv times tid, før han vendte tilbage. Nu havde han en lille pakke i brunt papir med sig. I det øjeblik var det, som om alt gik op for mig på én gang. Før jeg kom til egnen, havde den unge mand boet i nabohuset. (Han kunne jo altså ikke være så ung endda). På et tidspunkt var han taget til en eller anden storby, hvor han havde lavet et kup, f.eks. plyndret en bank. Han var så flygtet tilbage til hytten og havde gemt pengene, gravet dem ned i skoven og ladet dem ligge der i alle disse år. Nu havde man glemt alt om kuppet, og han var vendt tilbage for at hente pengene. Måske havde han endda siddet i fængsel for dem. Måske var det derfor, han havde været væk så længe.

Allerede den næste morgen ville han, nu, hvor han havde pengene, tage af sted igen og overlade mig hytten, og den ordning var jeg egentlig meget godt tilfreds med.

Men han rejste ikke. Han blev inde hele den næste dag, og om natten begav han sig atter ud i mørket med spaden på nakken. Denne gang kunne jeg ikke bare mig for at følge efter. Jeg så ham grave et hul i skovens udkant, hente endnu en brun pakke op (var der mon flere dernede?) og kaste hullet til. Så forsvandt han med spade og pakke.

Jeg ventede, til jeg var helt sikker på, at han var borte, så sneg jeg mig frem og begyndte at grave. Snart kom en brun pakke til syne på størrelse med et græskar. Jeg så mig endnu engang om og åbnede dernæst ivrigt pakken.

Det var en ung, smuk kvindes hoved. Hun havde været sorthåret, men kager af størknet blod klistrede i hovedbunden, og døden havde grånet hendes hår. Det ene øje var slået ud som på en dukke, det andet var vidtåbent med stor pupil, men unaturlig glasagtigt og snavset, som intet levende øje nogen sinde bliver det. Hendes mund var åbnet med en frygtelig flænge, hendes fortænder slået ind, de dinglede i blå hudtrævler. Af hendes hals stak spise- og luftrør foruden blodårer ud som kogt makkaroni, et slattent, fugtigkæligt vedhæng til en tung klump råddent kød i en hinde af gråhvid spindelvævsagtig substans. Jeg skreg og holdt ikke op med at skrige, før jeg var mange meter borte og kunne tænke igen. Først og fremmest måtte jeg pakke hovedet ned igen, ellers ville jeg være røbet, og morderen - for hvem anden end en morder ville så omhyggeligt partere og nedgrave et lig - ville også blive min morder. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at gøre dette afskyelige, men jeg fik det altså gjort, og havde alligevel forstand nok tilbage til bagefter at undre mig over, at hovedet havde været så frisk. Hun måtte jo være blevet myrdet for mindst en halv snes år tilbage. Hvad jeg slet ikke forstod, var årsagen til, at morderen efter at have gemt liget så genialt, skulle vende tilbage så mange år efter blot for at grave det op igen! Hvad ville han da gøre med alle de brune pakker, som jeg formodede, nu måtte være i huset?

Jeg besluttede, at jeg, når mine forsyninger kom, tre måneder senere, ville bede fragtmanden informere politiet. På den anden side havde jeg en underlig fornemmelse af, at det egentlig ikke vedkom mig. Man bliver ikke samfundssindet af at bo alene så længe.

Det var nogle aftener senere, at jeg hørte skrig fra min nabos hus. Jeg sad op i sengen, stiv af rædsel. Jeg kunne ikke være sikker, men det lød som en kvinde. Jeg fumlede med lyset og trak sokker på. Da jeg var påklædt, opdagede jeg, at der havde været stille i nogen tid. Jeg traskede derover, men varede mig for at banke på. Jeg kunne høre to stemmer, min nabos og en kvindes, men gardinerne var trukket for, så jeg ikke kunne se ind. Begge talte det underlige sprog, de lød ophidsede, men heller ikke mere, og jeg gik i seng igen og spekulerede på, hvornår og hvordan hun kunne være ankommet. Så slog en anden frygtelig tanke ned i mig: Vidste hun mon, han var morder? Var hun medskyldig? Eller hans næste uskyldige offer? Hvis jeg nu ikke advarede hende, ville jeg så ikke pådrage mig en vis medskyld i hendes død. På den anden side: Hvis jeg sagde noget, og hun så var medskyldig, ville jeg pådrage mig noget langt værre. Medfølelse er nu engang noget, eremitter må leve foruden.

Jeg så hende den følgende dag, og det gav mig et chok: Hun lignede den døde kvinde til forveksling. To ting gik samtidig op for mig: Manden dræbte en bestemt slags piger, hun ville med usvigelig sikkerhed blive myrdet af ham ligesom sin ulykkelige forgænger. Det var det ene. Det andet var, at det var umuligt. Jeg forstod ikke hendes sprog, hun ikke mit. Jeg fik øje på hende, da hun stod og betragtede et gammelt træ ude i haven. Så gik hun hen mod huset, og der var et øjeblik, hvor jeg tvivlede på min forstand.

Hun gik baglæns.

De var altså hinsides al tvivl gale begge to, og sikkert også begge mordere. Måske de havde myrdet konen, de to, ægtemand og elskerinde i forening. Det hele forekom mig stedse mere absurd, og jeg begyndte at følge skuespillet med en nærmest akademisk interesse.

De var tit højrøstede og skændtes meget. En dag kom den unge pige grædende over til mig, da jeg stod i min have og vandede blomster. Hun talte til mig på sit underlige sprog, det var, som om hun tiggede om hjælp, men det var måske bare noget, jeg forestillede mig. Hvad kunne jeg gøre, jeg trak på skuldrene og smilede venligt til hende. Så så hun endnu mere bedrøvet ud og vendte tilbage til huset.

Jeg tror, forholdet bedredes noget, de skændtes ikke så meget mere, manden tog ofte til byen, og når han kom hjem, kyssedes de hjerteligt. Han havde altid en masse pakker med til byen - ting, han skulle sende formodentlig - jeg holdt udkig efter små, brune pakker, men der var ikke nogen. Han havde sjældent noget med hjem, højst et brev eller postkort.

En dag på vej ind ad døren tabte han et brev ud af lommen uden at opdage det. Jeg ventede en halv times tid, så gik jeg ligesom tilfældigt forbi, bøjede mig, erobrede det, og vendte tilbage til mit eget hus. Jeg tænkte, at det måske kunne give mig nogle af de svar, jeg søgte. Hvor stor var ikke min overraskelse ved at opdage, at det var adresseret til en adresse i Oslo. Det var altså et brev fra min nabo, ikke til ham, og skriften tydede på, at i al fald konvolutten var skrevet af husets unge frue.

Jeg fik pludselig dårlig samvittighed. Det var måske et brev, hvori hun bad om hjælp, jeg havde opsnappet, og således forhindret, at det nåede frem. Og hvorfor? Jeg ville jo alligevel ikke kunne læse det. Uden så meget som at åbne det, kastede jeg det ærgerligt hen i et hjørne.

Vi prøvede senere, hun og jeg, at veksle et par ord, men det var håbløst. Vi forstod ganske enkelt ingenting.

Min nabo forlod mig en uges tid senere medbringende sin smukke kone og gjorde dermed en ende på alle gætterier. Jeg besluttede at glemme hele historien.

Det er først i dag, jeg kom i tanker om brevet og besluttede at åbne det alligevel. Til min store overraskelse var det på mit eget modersmål og lød:

»Kære Anna. Er netop flyttet ind i den lille hytte. Vort ægteskabelige forord er bedret betydeligt allerede. Robert er heller ikke så hidsig og voldsom, som han var derhjemme.

Derimod har vi fået den skøreste nabo, du kan tænke dig. Jeg tror, han er finne eller sådan noget, jeg forstår i al fald ikke et ord af, hvad han siger. Og vil du tro, han gør alting baglæns...