Oiufael

 

Af Erwin Neutzsky-Wulff
på forlaget Multivers.

OIUFAEL (øj'ufael), Djævelen. Oprindelse ukendt, dog muligvis af den oldengelske exorcisme "Oi Ufel Fa (O Evil Foe)".

Sådan indledes den fjerde bog i Adam Hart tetralogien af Erwin Neutzsky-Wulff. Det er ikke hvad jeg vil kalde en rigtig science fiction roman, men snarere noget i retning af en "okkult gyser". Om det høre ind under sci-fic er op til læserne. James Blish skrev jo også om dæmoner i "Sort Påske", så måske. Oiufael er en meget filosofisk præget roman, og den hentyder en del til de foregående tre bøger. Den er skiftevis skrevet i strofer (både engelske og danske) og i dagbogsform. Bogens handling stiller mod en opklaring af bl.a. Adrian Herricks forsvinden. Adam Hart som den "okkulte detektiv" løser opgaven. I tiende kapitel løses endnu en gåde, der har optaget mange mennesker temmelig længe, men det bør læserne selv læse om. Rent personlig kan jeg godt lide formen, at blande tekst ind i stroferne. Men selve emnet "det okkulte" er altså ikke mig.

1.
Gud er. Af hans ører sprøjter
stjernerne. Planeter fløjter
om hans venstre lillefinger.
Måner fanges ind og bringer
lys til purpurkloder. Jorden
koger (tilgiv metaforen)
tavs og spilhed: Morgenrøde,
sand og sol og ørk og øde.
Men af alle smalle sprækker
løber lange, lange rækker.

2.
I det våde, mellem kravlet
blev OIUFAEL nu avlet,
bygger sig en mægtig flåde,
bær og skræller, bløde både
gynger stædigt i det tomme,
nødder i Vorherres lomme,
ærkeenglene at æske
ud til slag, den fine væske
at udsondre; slås tilbage
efter endnu fire dage.

3.
Ak, Oiufael, alene,
borte flåden. Kold og ene
flyver han. De fjerne kloder
ser han. Bliver kaldt for »broder«,
"borger", "menneske" med mere,
går at lære, spionere,
forske, tænke og erfare.
Ser, hvorledes smitten breder
sig i rummet, kloder æder.

den interesserede køber bogen og læser videre ...