Om Erwin Neutzsky-Wulffs Oiufael

 

Asger Harlung

Denne bog er en blanding af kinesisk æske- og kredsløbsprincippet; den har historier blandet op i den grundlæggende historie, og med hensyn til kredsløbet ... Nå ja, jeg må vel hellere starte med begyndelsen!

Efter en udredning af navnet Oiufaels oprindelse og udtale, indledes bogen med et engelsk digt, When Christ Returns. Der er tale om et digt af fantastisk lyrisk intensitet, det har den mest forfinede og dystre poesi, man på nogen måde kan ønske sig, og rim og metrik er fyldt med en strålende og storslået perfektionisme.

Igennem resten af bogen er der en hel del digte, de fleste på dansk, men også en del på engelsk. (Foruden ét på latin (s. 62, 82 og 139). Dette oversættes med følgende ordlyd (oversættelsen findes ikke i bogen):

Åh Satan, hvem Gud
hin skinsyge nedstyrtede. Min
sædemand (Satan)! Åh Arepo (også Satan): Mine fædres blod.
Rahab (en af Satans syv sønner). Slange,
måtte mine hænder blive dine hænder (ske din vilje),
og måtte den uvidende være uden del i det:
Bort, du, tyr, som intet fatter,
ikke skuer, ikke skatter
Dommedag! Vis dig i din styrke,
Hermes, at vi dig må dyrke.

Alle digtene er fyldt med samme perfektionisme, på nær ét på s. 66, Hængerøv, hvor ENW gør tykt grin med alle de elendige prosadigt-forfattere, der i den sidste lange årrække har forsøgt at nedbryde alt, hvad der hed "digterisk æstetik". (Dermed siger jeg ikke, at alle er håbløse, men hovedparten, hovedparten ... )

Så vidt, så godt. Digtenes kvalitet er hermed behandlet, og tilbage er der kun i den forbindelse at sige, at hverken maskinskrift eller digte på nogen måde gør en bog ulæselig, alle kan klare at læse digte, blot de tager sig lidt sammen, og skrifttypen er en ren vanesag.

I begyndelsen af første kapitel bliver læseren forvirret. Han/hun hører om Oiufaels tilblivelse og dragen ud i rummet, men detaljer er der ikke nogen af. En beroligende kommentar: Gennem bogen får man lyst til at stille mange spørgsmål, men lige så sikkert, som man vil spørge, lige så sikkert vil svaret komme frem. Fra strofe 5 i kapitel 1 kan man uden større besvær følge med. Man hører om præsten Johannes Hart (Adam Harts far), der skal ud til sin gamle (hvor paradoksalt, det end lyder) satanist-ven Albert Herrick, og give ham den sidste olie. Derpå følger i kapitel 2 historien om Johannes Harts død, der er den første indskudte historie. Johannes Harts undergang har en vis fjern lighed med Adam Harts, og ydermere er der på s. 15, i strofe 12 en hentydning til slutningen, der lyder:

"Jo! begraves skal hver fader af sit afkom."

Disse to mere eller mindre bevidste hentydninger til bogens slutning har affødt min påstand om, at bogen bider sig selv i halen.

I indledningen til anden del af bogen, et engelsk digt, laver EN-W et lille trick, som jeg næsten føler mig forpligtet til at gøre opmærksom på, så fikst er det listet ind. Indledningen, der står som begyndelse og afslutning på et afsnit om Adam Hetero (Adam Herrick, som læseren senere erfarer), har i tredie linie teksten:

"may become a Wulf, when the wolfsbane blooms,"

hvor den, da den står som efterskrift har ordlyden:

"may become a wolf, when the wolfsbane blooms,"

Wolf er altså udskiftet med navn, med hvilket EN-W omtaler sig selv i Adam Hart-serien, Wulf. Wulf - wolf. Simpelthen en spøg, men den skulle nu med!

Derefter begynder anden del med, at forfatteren besøger sin elskerinde og diskuterer religion og filosofi. Dette glider over i, at han begynder på at fortælle en lignelse, der begynder på s. 47, fortsætter til s. 56, går videre på s. 62 - 65, fortsætter på s. 82 - 90, s. 139 - 142, hvor den endelig slutter. Selve forfatteren og hans elskerinde forsvinder ud af billedet; det er lignelsen, det kommer an på! Lignelsen er, som det ses, afbrudt af en del andet. Dette andet skal læses ind imellem; lad være med at læse lignelsen og resten af teksten hver for sig. Jeg har kun samlet lignelsen for at kunne behandle den under ét. Altså: Lignelsen er meget svær at forklare; først og fremmest skal den læses, så man kan få de indtryk, den giver, prentet i underbevidstheden, hvor den sagtens kan sive ind, værre er det, når den skal forklares med ord. Jeg vil dog gøre lidt ved det og sige: EN-W beskriver udviklingen af mennesket, guderne og kulturen. Man ser, at mennesket er et elendigt individ, der egentlig ikke afføder nogen fornuft. Men dette skyldes "kulturen", "civilisationen", der er af lave. Politik er noget latterligt (og det har EN-W evig ret i!), der binder menneskene sammen i "samfund", hvor de har det skidt, og er underordnet fjollede regler og ditto politikere. (Jvf. "Gnomer debatterer, bides ..."), og EN-W kritiserer navnlig, hvorledes samfundet lægger et pres på den enkelte, som resulterer i, at pågældendes finere følelser og egenskaber forgroves (f.eks. gøres det fine, smukke og udmærkede begreb "kærlighed" med tiden til "sex".). Og ydermere bindes de enkelte fast af regler og normer, der er vigtige for "samfundets" beståen; f.eks. er aggressivitet bandlyst.

Ind imellem disse strofer hører læseren som før nævnt om Adam Hetero, der står i umiddelbar forbindelse med dem. Han taler nemlig videre om aggressivitet, sexualitet og kærlighed. Han foregiver i sin dagbog (eller hvad man nu skal kalde den; han påtænker at udgive den.), at han lever i en verden, hvor begrebet "sex" er ophævet; EN-W lader ham fortælle om kampen for kærligheden i een stor metafor. Sagen er den, at i vor nu tidige "kultur" er begrebet "kærlighed" ophævet og udskiftet med "sex", og metaforen ligger altså i, at Adam Hetero påstår, at i hans verden, er begrebet "sex" også blevet ophævet. Og så fortsætter han ellers med at kæmpe for sexualiteten, altså et billede af EN-Ws kamp for kærligheden. Men noget inde i Adam Heteros fortælling begynder der at komme problemer. Adam får: Erotiserende mareridt, hovedpine, feber og det bliver afgjort ikke bedre af, at hans øjenbryn begynder at vokse sammen ...

Vi forlader nu Adam Hetero/Adrian Herrick, og får en beskrivelse af Herrick'ernes oprindelse. Derefter hører vi om Adam Hart og Victor Janis, der får besøg af den besynderlige Godfrey Herrick, der overlader dem jobbet at finde hans nevø Adrian Herrick. Og så går den vilde jagt ...

Det sidste, jeg vil behandle, inden jeg behandler bogens betydning, er kapitel 9 og 10. Kapitel 9 giver den savnede forklaring på Oiufaels tilblivelse.

Og kapitel 10 er bogens slutning. Victor Janis er syg, døende, og Adam er dybt ulykkelig; fortvivlet. Dette er så godt beskrevet, så man næsten kommer til at tro, at man selv er Adam. Den Neutzsky-Wulff-ske humor og ironi antager en ny betydning; førhen var det hyleskægt, når man fik beskrivelser af Adams tegneseriemani, bordskik m.m., nu er det pludselig ikke spor morsomt mere; Adam ser ikke tegneserierne, han køber dem og sætter sig hjemme med dem i skødet, men de er blot en tom tradition, hvor Adam søger en smule glemsel og trøst. (Jvf. "Der er små forhøjninger i Adams tegneserier af spyt og besynderlige tårer.") Romanfigur eller ej, man får virkelig ondt af Adam.

I sin fortvivlelse slipper Adam Satan, Oiufael, løs i verden, i det håb, at han vil helbrede Victor. Men ak, Adam Bedrages ...

Resten af dette kapitel skal læserne have til gode!

Og nu til bogens mening:

Fra Adam Harts opdagelser til Oiufael er der en udvikling. I Adam Harts opdagelser kæmper Adam imod vampyrer, ånder og lidt andet forskelligt.

I Adam Hart og sjælemaskinen kæmper Adam imod en mangelfuld maskine, sjælemaskinen, samt imod selve forfatteren.

I Victor Janis & søn kæmper han imod en besat dreng og en supercomputer, der tilsammen udgør en vægtig trussel imod hele verden.

Og i Oiufael er det Satan selv.

Det, Adam kæmper imod, bliver værre og mere magtfuldt for hver bog i serien.

Forklaringen på dette er:

Adam Hart vil, som de fleste mennesker, ikke erkende, at det onde har en plads i ham, ja, i verden. Men det onde er uomtvisteligt en del af mennesket såvel som alt andet, og kun det menneske, der erkender sit jeg, kan blive menneske og få virkelig styrke. Men Adam nægter at erkende, og derved dømmer han sig selv til undergang.

I den endelige slutning på Ouifael gives forklaringen på, hvorfor Adam Hart må gå til grunde. Det siges ikke direkte, men skal tolkes ud fra bogen. Her følger min fortolkning:

Godt og ondt er menneskeindførte begreber, af mennesker er de skabt, og med mennesker vil de forgå. Når man kommer op på det guddommelige plan, er der ikke noget der hedder "godt" og "ondt", alt er en helhed. Som sagt kan mennesket kun opnå fuld styrke ved at erkende dets helhed; kun ved at gøre dette lever man fuldt ud. Og det er netop, hvad guderne taler om, når de siger "godt" og "ondt". De mener da: "Liv" og "død". Og byder de en at være god, byder de en at leve, at søge imod livet. Den eneste måde, man kan forsynde sig imod guderne på, er ved ikke at leve, ikke at erkende sin helhed. Derfor må man erkende hele sit jeg for ikke at opleve sin egen undergang.

I øvrigt mener EN-W, at den, der opnår den fulde selverkendelse, derved ophøjer sig selv til gud. Men det er en anden historie, der står i Gud, bind I-II.

Hilsen til alle EN-W-læsere, det være sig faste som kommende!

Asger Harlung.