Filmanmeldelse af De overlevende

 

Engelsk TV-serie bygget over en ide af Terry Nation. Episoder hver onsdag i dansk TV.

De overlevende er nok en af de bedste science fiction serier, som dansk TV har bragt indtil dato. I hvert fald har den overlevet så godt, at der nu er kommet en ny stribe af dem.

I modsætningen til den første del er serien nu begyndt at beskæftige sig med mere væsentlige problemer. Tidligere koncentrerede man sig om at gengive alle science fiction klicheerne fra katastroferomanerne i filmisk form - et i og for sig ikke alt for dadelværdigt program, da de ikke tidligere er overført til film, og da det brede publikum ikke har set dem før. Ikke desto mindre er det lidt af en lettelse for os, der er kommet igennem de forskellige romaner idenfor genren, at Terry Nation og co. nu er blevet tvunget til at beskæftige sig med andre ting end den sædvanlige menneskerlige gerrighed, der får en mand til at samle en stak papirpenge efter at de har mistet deres værdi.

Den nyeste afdeling af serien har hovedsaglig interesseret si for de forskellige former for magtmisbrug, som mennesket i sin overmåde perversitet har opfundet. Det er et altid interessant emne, og valget af variationer indenfor emnet har forfatterne gennemført godt og alsidigt: det strækker sig fra den regulære, totalitære, fascistiske lilleputstat til spørgsmålet om den individuelle frihed under demokratiske styreformer, fra beskrivelser af skindemokratier til diskussioner om religionens indflydelse og frihed fra arbejde. Den spændte situation gør det naturligvis lettere at forenkle og sætte problemerne på spidsen, men forfatterne har ikke misbrugt denne mulighed i særlig høj grad, selv om der har været et par uundgåelige, trætte episoder der har kørt på rutinen: et par pseudokrimier om forbrydelse og straf i det primitive samfund, der er opstået efter epedemien. Men selv i disse tilfælde har der været det gran af originalitet i manuskripterne, der gør det muligt at se dem uden at falde i søvn.