Panorama

 

af ERWIN NEUTZSKY-WULFF

Er fortidens skove da fulde af drømme,
er vildhesten faldet i tanker,
drømmer den vel om bidsel og tømme
og sukker og flettede manker,
og skjolddyret der i sin pansrede hule,
kan vinterens komme da sløre
solsommerbrand og nutidens gule
minutter? Kan pumaen høre
en knalden, et varselsskud, ekko af hunde?
Er ulvene frygtsomme? Mærker
mon mastodonten barnlige, runde,
spædlemmede, bløde bersærker,
små hæle bag øret, en pibende stemme?
Kan da megatherium høre
dværgenes indmarch, pungrotten glemme
sit mareridt, flodsvinet gøre
en ende på ængstelse? Alle ting venter
og ængstes, thi alting er rede,
selv toxodonen knejser og henter
SIN ængstelse, længere nede.
Nu venter verden kun på mennesket.

Et sekscifret åremål løber tilende,
et væsen er kommet tilstede,
som universet sindrigt kan vende,
og ørken til blomstrende bede,
bevæger sig hurtigt i flyvende skaller
og sejler i flydende byer;
uden HANS vilje ingen spurv falder.
Ad automobil-avenuer
han ruller fornøjet til store fabrikker
og arbejder, muntert og kærligt,
colaens nektar flittigt han drikker
og finder, at livet er herligt.
Så derfor, min ven - kammerater - jeg beder,
stå sammen! Thi alt dette kræver,
at vi er eet! Vor elskede leder
vil da, altimedens han hæver
sin knyttede næve, til arbejdet kalde
(jo, Føreren kender gebærden).
Tekniker, Fagmand, Opfinder, alle
er endelig kommet til verden!!!
Nu venter verden kun på mennesket.