Paramounts super 8 udspil

 

Der vil altid blive rejst indvendinger, når man udnævner en film til "den bedste, der er lavet".

Brokker man sig over, at jeg tillader mig at fremhæve en film på bekostning af alle andre, må man forudse, at protesten stiger til et ramaskrig når jeg tillægger, at mit valg er DeMilles THE TEN COMMANDMENTS. Jeg holder af science fiction. Og TTC er ikke blot den største af alle SF-film, den er i en vis forstand den eneste. For fremtiden er ikke teknik, teknikken har allerede i dette århundrede næsten overlevet sig selv, legetøj uden strøm og uden mening. Fremtiden er EXODUS, fordi EXODUS er menneskehedens eneste håb, og ikke om bord på en strømlinet rumark, men med staven i hånden og omgjordede lænder ud i ørkenen, måske det termonukleære øde, hvis vi er så heldige, at det bliver så smertefrit. Vi lever endnu i Ægypten, i trældom, i selvsmedede lænker, men ikke længe. Ikhnaton har allerede forlængst reinkarneret som Kristus, og et idioti, der kalder sig fornuft, bemægtiget sig tronen. Det 13. århundredes (f.Kr.) ægyptere ville have forstået os. Og ud af denne forstenede kultur groede en gal profet for en gal gud, hvis pagt var blod, hvis navn var JEG-ER. I fællesskab druknede de ægypterne og frelste deres vilde. Har DeMille forstået, at dette vil ske igen? Har han ubevidst eller uvillet ønsket det? Man får let det indtryk, når man læser hans egne kommentarer til værket. Ifølge ham er budskabet FRIHED - og hvor fjern er ikke denne frihed fra den søndagsskolelummerhed, som vi traditionelt forbinder med dekalogen?

Etikken former kraften, den bremser den ikke, eller rettere: Sådan er den gammeltestamentlige etik, og det er den, DeMille er faldet for. På samme måde har hans religion intet at skaffe med de hypotetiske overvejelser, som teologer, der aldrig i deres liv har mødt hverken en engel eller en djævel, kan fordrive tiden med. Næh, det er tyreguden YAHWEH med bulder og brag og lynnedslag og Elmer Bernstein som kapelmusicus, der smider med Disney-ildkugler og forvandler Nilens vande til hindbærbrus! Og så har vi endda det største mirakel til gode, nemlig at TTC nu er at få på 8mm i 3 x 120 meter og (skal vi regne efter GODFATHER og SATURDAY NIGHT kopier) perfekt kopi.

Det er altsammen en del af det største udspil nogensinde inden for formatet. For det, PARAMOUNT nu giver os, er ikke det usælgelige bras, men selskabets all-time box-office smash-hits! Okay, der er bras imellem, men det meste er store, kendte ting, og det er dem, jeg vil begrænse mig til, kort at omtale på dette sted.

Vi starter i 1950 med SAMSON AND DELILAH, som er netop så dum, som man ville vente af DeMille. Lad gå, slutningseffekten med templets sammenstyrtning er imponerende, men heller ikke mere, og Victor Matures slagsmål med en måtte er plain stupid. Skuespilleren nægtede at brydes med en rigtig levende løve, selv en af de gamle, tamme, mølædte, som forever var på jagt efter societe-damerne i Hal Roachs saloner, hvad man næppe kan bebrejde ham. Man har tydeligt været i stofmangel - modsat TTC, hvor der er for meget til de fire timer - historien om Samson og Delilah er jo ikke overvældende fyldigt eller detaljeret beskrevet i Det Gamle Testamente. At udfylde med personskildring er utænkeligt med to "skuespillere" som Mature og Hedy Lamarr, der spiller præcis, som deres stjernenavne lyder, noget a la THE DUELLING CAVALIER.

I 1951 går Jorden under. Det sker i WHEN WORLDS COLLIDE, George Pals første og bedste SF-film. Af alle end-of-the-world film er dette ganske givet den mest vellykkede, og den eneste blot nogenlunde overbevisende, special effect-mæssigt. Måske METEOR-folkene burde have kigget lidt på den! Berømtest er vel flodbølgen i New York. Mindre heldigt er det noget pappede gigant-rumskib, der skal flyve en udvalgt flok til en planet i bane om den stjerne, der rammer jorden (en i enhver forstand astronomisk usandsynlighed), men lad gå, det er tredve år siden! Filmen har også det nødvendige solide build-up til fyrværkeriet. Der er en passabel intrige om, hvem der skal med i arken (millionæren, der betaler konstruktionen, snydes - retfærdigt/uretfærdigt?) En klassiker i genren, der samtidig er et mesterværk.

Næsten lige så god er samme mands WAR OF THE WORLDS fra '53, et fantastisk technicolor-orgie efter Wells' noksombekendte invasionsfantasi. Mens romanen overbeviser ved sin realisme, fylder filmen vore sanser med dødsstråler og nogle af de lækreste rumskibe, man har set. Der er imidlertid heller ikke så lidt stemning ved f.eks. den første cylinders landing (Los Angeles i stedet for England), selv om Welles' (Orson) berømte broadcast er vanskeligt at slå i så henseende. Da jeg så filmen første gang (i slutningen af halvtredserne), slog det mig, at når videnskaben (present-day i filmen) kan finde ud af at kaste atombomber på invaderne, hvorfor så ikke også bakteriologisk krigsførelse? Men det ville selvfølgelig tage noget af gejsten af Wells' oprindelige virus ex machina ....

Efter TTC 1956 er der et uforklarligt gap på 12 år i PARAMOUNTS 8 mm-program. Man kunne dog have ventet GUNFIGHT AT THE O.K. CORRAL (1957), PSYCHO (1960), BREAKFAST AT TIFFANY'S (1961), HATARI (1962), COME BLOW YOUR HORN (1963), THE CARPETBAGGERS (1964), ALFIE (1966), BAREFOOT IN THE PARK (1967).

Til gengæld får vi to store fantastiske film fra 1968, BARBARELLA og ROSEMARY'S BABY.

BARBARELLA er en sær mannequin-opvisning i det ydre rum, men den er jo også fra Italien, hvor man ikke rigtig har fundet ud af forskellen på film- og modefotografering. Jane Fonda er imidlertid nydelig i hovedrollen (strip-tease i 0 gravity under subtitles Barbarella, psychedella!) Der er da også gode effekter og påfund imellem, en vaskeægte engel (an angel is LOOUUWWEEE - det er musikken, man husker) og en "orgasme-maskine", som vor heltinde passerer med passende gisp og småhvin.

I en noget anden vægtklasse er Polanskis ROSEMARY'S BABY, selv om det selvfølgelig må irritere en ekspert, at instruktøren ved så lidt om satanisme. Vel, en god "overnaturlig thriller" er det blevet til, og jeg kunne ikke lade være med i finalen at føle den samme sympati og heroiske overgivenhed over for djævle-babyen som over for Kubricks Star-Child. But then, I'm prejudiced ....

Jeg er ikke syg med (men lidt syg over) moderne, over-lækkert fotograferede nostalgier over, ikke the old west, men the old western. Gamle Wayne (der har fået klap for øjet for good measure) er her proppet op på hesten igen to ride in the old Ford-way. Man skulle ikke tro, det kunne blive værre end her i TRUE GRIT fra 1969 (en af de uforklarlige oscar-vindere), men det kan det. I et sequel parres Wayne med Kathrine Hepburn. Alderdomshjemmet rides again! Vi mangler bare Humphrey Bogarts skelet. Anderledes vital er Marlon Brando i THE GODFATHER (Give him a mumble he can't refuse.)

Filmen minder mest af alt om en TV-serie, en af disse uendelige skildringer af en familie i lyst og nød fra stenalderen til besættelsen. Til gengæld er den en hel del mere professionel og underholdende. De til skyerne roste skuespilpræstationer har jeg lidt vanskeligt ved at opdage, men det er et stykke mekanik, der fungerer. Ugebladsroman på højt plan!

Sværere at komme igennem er CHINATOWN fra 1974, en unødig indviklet historie, der synes at forsøge at glorificere og intellektualisere en genre, der døde med Bogart. Philip Marlowe, Ph.D. THE GODFATHER PART II fra samme år er nøjagtig lige så solid som forgængeren.

Helt ved siden af er 1976-versionen af KING KONG fra 1976, mens MARATHON MAN er en perfekt thriller over det gamle Hitchcock-tema med det anonyme menneske, der rodes ind i agent-intriger, for den, der nu sætter pris på det. Laurence Olivier krukker sig igennem som super-skurk.

1977 præsenterer os for BLACK SUNDAY og SATURDAY NIGHT FEVER. Den første er en ikke ueffen historie om et luftskib, der bruges i et palæstinensisk terror-angreb på et stadion (!) mens sidstnævnte kommenterer det moderne diskoteks-fænomen, hvor unge mennesker, utrygge over for en stadig mere voldsom verden, søger trygheden i deres forældres halvtredser-pænhed med balkjoler og brylkrem. Ikke noget ophidsende bekendtskab måske, men Travolta spiller sympatisk, selv om man (o rædsel) må konstatere, at rollerne er bytter om.

Det er nu manden, der er den forvirrede, blide, sårede, og kvinden, der sætte tingene på plads.

Travolta vender frygteligt tilbage i GREASE, der er langt mindre afdæmpet end SATURDAY NIGHT FEVER, og derfor egentlig også mere vellykket. Det er naturligvis et orgie i dårlig smag, og dansenumrene ser ud, som om de er koreograferet af en high school coach.

Men PARAMOUNT går helt up-to-date med sit 8 mm-program og slutter af med to 1979-film, THE WARRIORS og STAR TREK.

THE WARRIORS har et fantastisk spændende emne: By-guerilla. At den moderne storby er fremtidens slagmark, kan der ikke være tvivl om, nu, hvor konventionel krig er døende. Desværre tror skaberen af denne film, at det er noget med uartige smådrenge, der knuser ruder i S-tog. Man vil "erobre byen", men det bliver aldrig til andet end værtshusslagsmål, for at føre krigen ind i pæne folks dagligstuer er dog utænkeligt. "Hæren" spredes panikslagen ved den fjerneste lyd af politisirener. Warriors, indeed!

Men en vis inspiration ligger der altså dog bag filmen. Således spås der om en tilbagevenden af myte og symbol, riddertidens æresbegreber og mystik. Det bliver bare aldrig til andet og mere end, hvad rare ESSO-mænd uddeler ved tanken af klistermærker til artige børn. Resultatet bliver så endnu en af disse ufarliggørelser af volden, som karatefilmene har prædiket i så mange år: Slagsmål er en form for gymnastik! Kontrast: Det sande og uslørede udtryk for det voldsomme i mennesket, dødens engel i THE TEN COMMANDMENTS.

Med STAR TREK har vi fået det hidtil bedste bidrag til den moderne rum-film-trend, der startede med makværket STAR WARS. Jeg regner ikke CLOSE ENCOUNTERS med til denne genre, og måske hører STAR TREK heller ikke hjemme der, i modsætning til GALACTICA, BUCK ROGERS, m.fl. indeholder den nemlig ingen rum-slag. Faktisk er tonen mere hen efter 2001, men hvor Kubrick flyder ud i den rene oceanisme, har STAR TREK et fast og opfindsomt plot. Lige så effektiv er resten af filmen, Trumbulls effekter, ikke mindst. Skuespilpræstationerne er så specielle, at man aner en dobbelt bund, noget mere avanceret end den sædvanlige tongue-in-cheek. Første halvdel af filmen er selvfølgelig ren nostalgi, med skibets besætning, der falder hinanden endeløst om halsen ved mindste anledning.

Disse sytten kan man måske kalde de "store" blandt udvalget, i al fald box-office-mæssigt.

Men også andre titler er værd at overveje.

BARRACUDA fås kun i 3x120m, og EMMANUELLE er vist en fejltagelse i annonceringen (Columbia?) JOY OF WOMAN har jeg ikke kunnet finde spor af. Alligevel er der fem ting tilbage, der er værd at nævne.

MURDER ON THE ORIENT EXPRESS er noget så specielt som en kæmpecameo-Agatha Christie-film. Ellers kender vi hende jo næsten kun fra en enlig svale, TEN LITTLE NIGGERS, og de to MISS MARPLE, MURDER SHE SAYS, og THE VIPS. Rollelisten ligner noget fra AROUND THE WORLD IN 80 DAYS, og det er jo en fantstisk opfindsom historie med en endnu mere fantastisk pointe: Alle de mistænkte er mordere. Ikke meget mere end en spøg, men en god spøg.

En dårlig ide var det imidlertid nok at følge succesen op med DEATH ON THE NILE. Dels er romanen langt svagere, dels illuderede Albert Finney en udmærket, væselagtig, omend noget britisk Poirot, mens Peter Ustinov i nr. 2 kun kan spille Peter Ustinov (as usual).

Nogenlunde samme sted i alfabetet, men et helt andet genremæssigt, finder vi DEATH WISH. Dette er i sandhed en god lille film, selv om Charles Bronson er alt for uskadelig til rollen som den massemyrdende "lille mand". Den bedste kommentar til volden i den moderne film sammen med ROLLERBALL. Hovedpersonens kone voldtages og myrdes, og han føler dyb sorg, udtrykt i den smukkeste white christmas-begravelse, man kan forestille sig. Hans verden er blevet kold. Men af kulden skabes glød. Han besættes af et DEATH WISH, der ikke kun er selvdestruktivt. Han "erklærer kriminaliteten krig". I virkeligheden lystmyrder han allehånde sociale tabere, som han samler op i undergrundsbanen, etc. Offentligheden, som er afskåret fra denne form for vold, hilser ham som en helt. Myndighederne er næsten nødt til at gøre det samme. De får fat i ham, men kan kun smide ham ud af byen. Han finder en ny by, og i filmens sidste shot har han allerede udpeget sit første offer.

Filmen stiller vidunderligt mange udspekulerede spørgsmål. Hvad ville der ske, hvis det gamle øje-for-øje, tand-for-tand-retssystem kom i sving igen (eller hvis selvtægt blev almindelig praksis, hvilket til syvende og sidst er the same thing)? Filmen svarer selv modigt: Kriminaliteten går ned. Men det er næppe heller undgået en så intelligent filmskabers opmærksomhed (faktisk må det være det, han vil sige med filmens slutsekvens), at dette kun er en foreløbig virkning. Hvis vi får retssikkerheden tilbage i denne målestok, vil menneskets gamle, vældige "selvrespekt" eller "ære" vende tilbage i individet, og staten vil være en umulighed, som vi kender den. Det er meget filosofisk mums i en enkelt B-film!

En anden oprører er Burt Reynolds i THE LONGEST YARD, som mest handler om RUGBY (eller er det AMERICAN FOOTBALL - jeg har aldrig kunnet se forskel). Til gengæld er det den eneste gang, jeg har gidet se en sportskamp til ende: Den sidste halvtime er en slowmotion-match, der i lækkerhed og kamera-kæleri slår alt.

Rosinen i pølseenden er den meget lange ONCE UPON A TIME IN THE WEST, den mest estimerede og mest kedsommelige af de italienske westerns.

Det var altså de to første batches. Nr. 3? Tør man gætte.

THE GREATEST SHOW ON EARTH, PSYCHO, HATARI, ALFIE, BAREFOOT IN THE PARK, THE OLD COUPLE, LOVE STORY.

Paramount har skrevet 8 mm-historie. Nu kan alt ske!

-wulf