Science fiction - den moderne myte

 

»Vi har allesammen vore afguder, der ikke uden videre abdicerer, fordi vi tænder det elektriske lys. Meninger og påstande, der grunder sig på drifter og følelser mere end på logik og matematik, men ikke desto mindre hævder at sige noget deskriptivt om verden. Vi projicerer al vor egen fejlbarlighed ud på universet, alt hvad vi ikke forstår, forvandles til guder og kæmper. Vi foretrækker fablen frem for forklaringen«, siger Pierre Balle i »Gud«, og Evelyn Watcher svarer ham: »Måske fordi en fabel siger menneskesindet mere end en forklaring«.

Imens videreeksisterer myten, side om side med videnskaben. Den institutionaliserede myte, religionen, blegner. Men myten, som sådan, lever videre i en litterær genre, vi har givet det forvirrende og selvmodsigende navn SCIENCE FICTION.

For det, der er science, kan jo ikke være FICTION, og omvendt. Heller ikke er SF en forklarer og populariserer af videnskaben, men næsten det stik omvendte: En negation til SCIENCE; en videreførelse og -skrivelse af ammestuehistorierne, som oplysningsfilosofferne forkastede i den klare fornufts lys. Det ser faktisk ikke meget ud til, at mennesket vil vokse fra sin mytologi. Det er derfor på tide, at finde ud af, hvad den egentlig er for noget.

Det nemmeste er naturligvis at forkaste myten som en slags første forsøg på at drive eksakt videnskab. Myter er simpelthen forældede, men sejlivede verdensbilleder. Desværre mangler forklaringen bare at forklare, hvorfor de er sejlivede. Hvis vi derimod antager, at myten er et nødvendigt komplement til videnskaben, fordi videnskaben af en eller anden grund er afskåret fra at fortælle alt om mennesket og verden, falder brikkerne på plads.

Det er klart, at det område, videnskaben har fået adgangsforbud til, er mennesket selv. Måske ene af alle denne planets skabninger er det i besiddelse af det uhåndgribelige, vi kalder bevidsthed, en egenskab, der ikke alene anbringer det i en behagelig særklasse, men ligefrem, as far as science is concerned, i et parallelunivers, i en aflåst kiste. Mennesket er sig bevidst, det sanser, hvilket vil sige noget andet end at registrere. Det er i besiddelse af en regnemaskine mellem ørerne, der overfladisk set ligner dem, det selv kan fremstille en del, men alligevel er adskilt fra disse ved en forskel, der ikke er en grad, men et princip. At mennesket gennem sanserne kan tilpasse sig sit miljø, er i virkeligheden det mindste af det. For hvad er »sig«, »mig«? Hvad er det, der skal tilpasses? En syndflod af biologiske ordrer, drivkræfter og systemer, der, når vi forsøger at efterrationalisere dem, kun bliver endnu mere fremmede og underlige. Det er kort sagt den lille justering, der er fornuftsmæssig. Den vældige maskinkraft har intet med menneskelig fornuft at skaffe, så lidt som »Guds veje er ransagelige«. Her kommer myten ind.

Men efterhånden som historien skrider frem, gør mennesket mere og mere brug af sin fornuft. Hjerneskabte dingenoter erstatter nedarvede reflekssystemer. Og hvad der er vigtigere: Disse reflekssystemer, primitive, som de er, i fornuftens lys, bliver upraktiske, og endelig farlige. En aggressiv mand med en kølle kan passere - men en aggressiv mand med en atombombe ...

Det er storartet at slå folk oven i hovedet i en ørk, hvor love så enkle, at de næppe kan kaldes matematiske, gælder: Ti æbler divideret med fem mænd er mere til hver end ti æbler divideret med ti mænd. Når der imidlertid skal plantes træer, gælder det modsatte regnestykke: Jo flere mænd, der er om at plante de træer, jo hurtigere kommer der æbler på dem. For at få bugt med den farlige, biologiske side af mennesket, skabes etikken. Institutionaliseret bliver den tabu, lov. Men etikken fortrænger kun biologien. Den må have et sted at være, og man sender den med menneskelig logik hen, hvor dens forklaring er, den transcenderer, og de skræmmende guder tager ophold i de mørke skove, hvor menneskene ikke længere føler sig hjemme.

Mennesket udvider sin verden, hugger den større med sin stenøkse og sin raket. Men på en absurd måde indsnævrer han samtidig lyskredsen omkring bålet. For alt det, som må files og hugges væk af naturen, for at flintebladet kan passe i skaftet, bliver fremmed og ondt, og det opfylder verden omkring ham som en stadig mere truende og lurende realitet. Husets pulterkammer buler ned i stueetagen. »På den tid begyndte man at påkalde Herrens navn«. Man begyndte at »ofre«, man holdt den tabte virkelighed fra døren, som når man skiftevis taler godt for og truer af en arrig køter: »Nåkomsedasse, gå hjem med dig, fy, såså, god hund!« Men guderne blev i skovene, til man fældede dem. Så rykkede de til Olympen, til også det blev besteget, og de måtte slå sig ned endnu en etage højere oppe. De forsvandt aldrig. Det er, som når man kommer fra det fri ind i et mørkt rum, alle kroge gemmer på uhyrer, indtil man får tændt lyset. Så er krogene tomme, og de titter ind gennem vinduerne i stedet, og man må prøve seks gange, om døren er låst. Vi skubbede til dem, og for hver gang knurrede de højere og mere ildevarslende. De veg, hvislende om Armageddon, om den dag, hvor de atter skulle betræde jorden. Vi kaldte dem dæmoner og glemte undervejs, at det var vores eget i skovbunden begravede hjerte, der skød blodmørke skud. Men vi havde stadig myten. Myten, der var vor viden om dem, vor beherskelse at dem. Sålænge vi havde myten, kunne de ikke fange os bagfra, og samtidig var den en vild længsel efter kærlighedens succubus, efter en hud, vi kunne vende, på lykantropisk vis, og blive mennesket igen, i stedet for bare at være mennesker. Myten blev knust, og alt blev gjort »to the glory of God alone«, som nu var blevet een frygtelig, attråværdig, skræmmende, almægtig realitet, skyggen af, hvad vi var derude, før skoven lukkede sig for os.

Vi forrådte den Gud, vi gav ham dommerens rolle, vi satte ham til at støve af på etikken, på loven, og han afleverede pligtskyldigt sine tavler til en benevolent Moses. De var ikke skrevet med Hans finger, de var skrevet med vores, men han brokkede sig ikke, da vi korsfæstede ham. For han havde i mellemtiden barslet; som vi klemte ham, sprang hans skind, Zeuses pande sprak, og det var barnet Satan, som hoppede ud i verden. Men menneskene er opfindsomme, de genspejlede den evige historiske konflikt mellem socialitet og biologi i en mytologisk dualisme, de forlangte fjendskab mellem far og søn, med sønnen som den indlysende, farlige og foragtelige transgressor.

Til sidst nåede vi himlen, vi gik rundt med vores flagermuslygte der oppe og kiggede efter HAM i alle kroge. Men nu havde han endegyldigt gemt sig, og så er det, man bliver bange, når man ved, man havde en Python i den kasse, men nu er den der pludselig ikke mere. Mennesket reagerede med en ateisme, dvs. med skræk. Det fandt en støvet bog og greb tilbage efter myten, formlen, theurgien. Men magikeren var blevet til en quite mad Colin Clive, som rendte rundt og lavede homunculusser with his own hands. Det gjorde ikke så meget. For under stabler af test-tubes og laser-kanoner lå menneskets ældste og mest egentlige viden, så ny og ubrugt, som kun et afpillet skelet kan være, så ung, som kun Tollundmanden kan smile - MYTEN.

Vi kaldte den SCIENCE FICTION.

Science fiction er den ny myte, og deri ligger alle dens muligheder. SF er de vises sten, SF-forfatteren den ny alkymist. Og hvis han er en ægte alkymist, bruger han den ikke til at lave guld med, men til at give mennesket dets tabte selv tilbage. Det er let nok at give læserne stene for brød. Menneskene sulter mytologisk, og alt, hvad der bare lugter svagt af myte, bliver slugt: Space opera, crud, moonisme, swami salami, they came from outer space og revne gulerødder. Men dette må SF-magikeren ikke benytte sig af. Han skal give mennesket myten tilbage, ikke myter. Science fiction er et billede på noget i mennesket, som mennesket har glemt. Eller det er bras.

UFOer er ikke nok. Der skal være noget indeni.

SF-digteren behøver aldrig at frygte at løbe tør for stof. Myten er fabelagtig mangefacetteret.

Der er en udbredt opfattelse af, at SF er trivial-litteratur. På grund af den »mytologiske hunger« har genren utvivlsomt også uendelige muligheder for at blive eksploiteret. Men af omtrent samme grund er genren også i videste forstand den væsentligste af alle genrer. Desværre er det ikke kun »oppefra«, kritikken kommer. En stor gruppe mennesker, som er sprunget fra at læse andre former for kiosk-lifteratur til SF-kiosk-litteratur, forsvarer med næb og kløer »deres« genre mod at blive overtaget af »snobberne«. Resultatet er en fortvivlende enighed mellem kritikere og fans på det centrale punkt: Hver gang en bog udkommer, som er lidt mere tænkt og tankevækkende, ja, så er det naturligvis ikke science fiction. Det er svært at se, hvordan det er muligt at imødegå denne mekanisme, men ikke, at det er absolut nødvendigt, at det sker. At science fiction som genre nedvurderes er sådan set ikke så slemt. Værre er det, at folk, der kunne have haft glæde af en bog, undlader at læse den, fordi den falder ind under genren. Og værst er det, at de mennesker, for hvem SF kunne blive springet ind i den »rigtige« litteratur (som handler om mennesker og ikke bare er en frasekonstruktion), bliver skræmt væk fra den bedre del af genren, fordi de bliver fortalt, at når det er godt, er det ikke SF.

Ikke desto mindre ser man ikke i dag en mere levedygtig litterær genre end SCIENCE FICTION. Religioner dør med deres stiftere, med et par seklers eller millenniers forsinkelse. Myten forbliver evindelig. Mennesket vender altid tilbage til skovene.

Erwin Neutzsky-Wulff