Taala

 

Af Erwin Neutzsky-Wulff

Således var den modtagelse, erobrerne fik på Taala, Lyksalighedens smilende øer.

Havet, der natten igennem ikke havde været ret meget andet end en streg, blev en afgrund, af hvilken solen steg, rød og ildskinnende. Allerede få meter oppe på himlen syntes den at eksplodere og sende hvide sølvgnister i kaskader ned over palmetagene, der filtrerede dem ned over de sovende, hvis brune skuldre og sitrende øjenlåg de ramte med små smæld. Ama vækkede sin ægtemand ved at presse sit våde lår ind imellem hans. Så vendte hun sig om på siden og sov videre.

Ud af hytterne kom mændene med deres våben og deres grej, de første var allerede ved bådene, der skvulpede i vandkanten, de sidste halsede af sted, letfodet med glade ansigter og hoppende kønsdele. Skubbede fra, sprang om bord, et halvt hundrede tingester, der lignede palmeblade, skød ud af bugten, hvor den hårde kontrast mellem det støvgule og dybblå lignede en spændt buestreng, der sendte pile i dusinvis afsted på én gang.

De var tilbage før middag. De pegede og gestikulerede, noget var steget op af havet, langt ude, tæt ved horisonten, noget, der lignede en stor, flad, massiv stålklods. Det var erobrerne, der kom.

Hutchinson betragtede Lyksalighedens smilende øer, noget, der i begyndelsen lignede en sandrevle, men så fik kontur, dækkedes af et grønt tæppe, og endelig, mellem det gule og det grønne: En lille by, som i virkeligheden var en stor by, rejst af palmeløv og bambus, men dog noget af en hovedstad: Luaa, byen med de tusind spir. Det var en vane, de indfødte havde: hver gang man fejrede en glædelig begivenhed, f.eks. en barnefødsel, rejstes et spir til minde om dagen. Hvert spir var et smil, og her var tusind spir.

Hutchinson var nær ved at græde. Alt dette ville blive jævnet med jorden, her ville Hærens nye luftbase komme til at ligge, her ville de tunge bombefugle hoppe omkring som forædte gråspurve, for siden at flyve længere mod øst for at sprede mere død og ødelæggelse: Bombernes slow-motion-fald mod rydninger og træskure, fulgt af isblomster, under hvis kronblade, i hvis skygge intet levende længere kunne findes. Hutchinson græd næsten.

Nu faldt bolte i slag mod bole, stænger løsnedes, flader skurrede, og de firkantede, flade landgangsfartøjer væltede i vandet, skød ned under overfladen for derpå at flyde og bære små fødder. Snart var de på vej ind. Over kanten på de små, lysegrå cigarkasser tittede tusind hoveder med grønne stålhjelme. De første løb på kanten, soldater sprang ud, enkelte med tommy-guns, de fleste med rifler og opplantede bajonetter.

De indfødte, godt og vel to tusind af dem, stod samlet i en halvkreds på stranden. Måske havde de opgivet at gemme sig. Så brød enkelte ud af gruppen. Det var kvinder. Hutchinson rystede på hovedet: De havde flettet blomsterkranse, disse børn, som de nu lagde om halsen på soldaterne, hvis soldaterbogskastrerede hjerner hverken registrerede ømhed eller venlighed, men kun termen: »Allierede«.

Selvfølgelig var de indfødte ikke mere allierede med erobrerne fra vest end med nogen andre mennesker. Det var blot deres natur at være gode, venlige og umistænksomme mod deres gæster. Hutchinson havde lyst til at skrige, råbe til disse mennesker, en advarsel, de umuligt ville kunne forstå, og selv om de kunne ... Han sagde ikke noget. En af de unge piger kom hen og kyssede ham. Det var et uimodståeligt kys, barnligt, men på samme tid ivrigt efter at behage, bevidst. Han så sig lidt forvirret om og opdagede, at flere af de andre blev kysset på samme måde. Nogen gjorde voldsom modstand, andre grinede bredt og lod sig kysse, atter andre lagde uden at slippe våbnet armene om livet på angriberen. Efter at have kastet et sideblik til den nærmeste officer, valgte han en middelvej: han skubbede forsigtigt pigen væk, tog hendes højre hånd i sin og sagde: »Glæder mig at træffe Dem.«

Ingen af erobrerne kendte de indfødtes sprog, men disse sidste syntes heller ikke at behøve nogen opfordring til at tilfredsstille de trætte rejsendes behov. Hytterne var små, men beboerne flyttede ud og overlod for en nat beboelserne til deres gæster. Der var lige præcis plads til een soldat, hvis han skulle bo blot nogenlunde standsmæssigt, i hver. Men der var også hytter nok.

Der var en, der talte det underlige, syngende sprog, men han var måske egentlig også den, der skammede sig mest. Det var løjtnant Mills. Ingen vidste, at han i sin tid havde studeret netop denne sprogstamme, før han blev indkaldt, og han havde heller ikke tænkt sig at sige det til nogen. Agere tolk for at hjælpe erobrerne med at ødelægge dette paradis? Aldrig! Han var som sagt blevet indkaldt og havde selvfølgelig ikke haft noget valg: Han måtte med. Men det var også alt, og sådan skulle det blive ved med at være.

Han opdagede, at som dagen skred frem, fik næsten hver eneste soldat en kvindelig ledsager. Polygami var åbenbart skik og brug på Taala, og han nærede ingen tvivl om, at kvindernes interesse for deres nye bekendte ikke ville begrænse sig til dagens timer. Det kan synes underligt for en vesterlænding, men Mills vidste bedre: For disse mennesker var kønsakten noget så naturligt som at spise og drikke. Fik man gæster, nåja, så spiste og drak man selvfølgelig med dem og gik i seng med dem. Det ubehagelige bestod ikke i denne skik, som røbede et sundt barnesind hos befolkningen, men i, at værtsfolkene havde taget fejl af deres gæster. Erobrerne ville ikke nøjes med at lade sig beværte et døgn eller to og så vinke farvel fra deres store skibe. De ville tidligst forlade Taala, når der ikke var et græsstrå tilbage på Lyksalighedens øer.

De indfødte vidste ikke bedre, og selvfølgelig benyttede erobrerne sig af deres uvidenhed, som erobrere altid gør: Hvorfor ikke blive godt beværtet og modtaget, så længe som muligt? Erobreren kommer som en tyv om natten, som kristen missionær, som læge, med medicin og glasperler. Men det tager ham ikke mange årtier at åbenbare sit sande ansigt, som er Dødens.

Sådan ville det også gå Taala. Erobrerne ville lade sig betjene i dag (og navnlig i nat), og måske i morgen og i morgen nat med. Måske en uge eller en måned eller ti år. Og så: Når selv den mest gæstfries tålmodighed er brugt op, og der ønskes gæsterne en god hjemfart, så er det: »Hold kæft!« og »Kom her, BOY!« og »Lusede gooks!« For sent opdager værtsfolkene, at deres gæster er svin og ulve.

Han havde også fået en ledsager. En yndig ung pige med langt hår og et barnligt ansigt. Hendes øjne skrånede lidt og fik hende til at skele en anelse, men ganske bedårende. I modsætning til sine medsøstre var hun ikke nøgen, men bar en rød kjole af et fløjlsagtigt materiale, der lod ane, at dette ikke var Taalas første møde med civilisationen. Mills vidste, at det ville blive deres sidste, dette tilsyneladende uskyldige, han netop havde overværet. For når erobrerne atter forlod Taala, ville Taala ikke være mere.

De talte sammen, de to, Mills og Ama, som hun hed. I en anden sprogstamme ville hendes navn have betydet: »Elsk«, og det var da også, hvad hele hendes spædlemmede skikkelse opfordrede til.

- Er du ikke bange for os?

- Hvorfor skulle jeg være det?

- Vi kunne gøre jer ondt.

- Hvorfor skulle I ønske at gøre os ondt?

Spørgsmål og svar. Fuldstændig logisk. Det var ham, der var ulogisk, det vidste han, det indså han nok. Det var krigen, begærligheden, egoismen, der var ulogisk, nej, vanvittig. Verden var vanvittig. Taala var måske det sidste paradis på Jorden. Snart ville det ikke længere være.

Nej, det måtte ikke ske. Han ville samle mændene til kamp, de var lige så mange som erobrerne, det måtte kunne lykkes. Med hvad? Spyd? Han ville i alt fald dræbe kommandanten. Denne triumf skulle han aldrig nyde. Hvad så, om han blev skudt bagefter? Hvad så ... Tankerne var glemt, næsten før de var tænkt til ende.

Hutchinson kom farende ud af en af hytterne. En nøgen brun pige dukkede op i døråbningen og så forbavset efter ham.

Han for hen til kommandantens hytte og brasede ind, netop som solen forsvandt fra himlen.

Han faldt ind over skrivebordet.

- Jeg kan ikke! De er som børn, kommandant, lad os tage af sted nu, med det samme. Vi kan ikke gøre dette mod dem. Lad os rejse nu, med det samme!

Kommandanten rasede ikke, som Hutchinson havde ventet.

- Det ved De jo godt er umuligt, Hutchinson. Vi ville blive stillet for en krigsret alle sammen.

Hutchinson bøjede hovedet, han hamrede albuerne i skrivebordet og græd et øjeblik, med ansigtet skjult i hænderne, hysterisk. Så rettede han sig op, gjorde ikke honnør, men vendte sig blot, gik ud af kontoret, tilbage til den unge pige, der ventede ham. Han forstod nu, nej, han havde hele tiden vidst, at denne verdens Taala'er ikke står til at redde. Han måtte blot takke sin skaber for den ene nat, han havde fået lov til at tilbringe i paradiset, være taknemmelig for den og nyde den, sørge for at nyde den så intenst, som han aldrig havde nydt noget før. Han så de mange rifler, som stod stablet op, en ved hver døråbning, på den opplantede bajonet hang næsten hver gang et klædningsstykke, som i alt fald ikke tilhørte nogen soldat. Han vidste, at i denne sidste nat voksede kærligheden til intensiteter, den aldrig tidligere havde kendt. Han vidste, at hver eneste erobrer tænkte prævis det samme som han: Een nat i paradiset, og så aldrig mere. Det kunne, det kunne ikke være anderledes...

Den erotiske begejstring gled over i en stille glæde, som erobrer efter erobrer sov ind ved deres elskerinders side. Månen glimtede i de opplantede bejonetter, glemt af erobrerne, men husket af Taalas unge piger.

Da solen stod op, smykkede tusind hoveder med grønne stålhjelme tusind spir.

Således var den modtagelse, erobrerne fik på Taala, Lyksalighedens smilende øer, der er fast besluttet på at blive ved med at smile.