Filmanmeldelse af En verden i en tråd

 

Tysk Tv-serie instrueret af Rainer Werner Fassbinder efter roman af Daniel F. Galoye.

Det er altid lærerigt at studere at værk inden for den fantastiske genre af en mand, der plejer eksklusivt at gøre i den såkaldt "realistiske". Det mest typiske ved et sådant er som regel en slags overmod over for genren: Science-fiction og sådan noget, det kan enhver jo lave, specielt os fra den fine llitteratur!

Og så er det jo lige omvendt. Hvem fa'en kan ikke skrive om sin ulykkelige barndom i Søllerød Katedralskole? Men skabe myte - das is ein ganz anderes matter.

Science-fiction er ikke noget, man behøver at tage alvorligt, mener man. Tværtimod må man for en sikkerheds skyld (og først og fremmest for at dække over sin egen uformåenhed over for den) gøre lidt grin med genren. I det hele taget er hvadsomhelst godt nok til den, for det er jo "altid bedre" end de små grønne mænd, som man er overbevidst om, er ene om at repræsentere den.

Det bliver så igen en faktor ril uddybelsen af sf-læserens almindelige mistanke til forsøg på at udvide genren. De "seriøse" tror ikke, der findes seriøs SF. Og SF-fans tror ikke, der findes god seriøs SF.

Når man som jeg sætter sig til skærmen med disse mistanker, kan Fassbinder aldrig bllive den helt store skuffelse.

Naturligvis undgår vi ikke det for ham typiske studenterspexagtige ved hele foretagendet eller hans klassiske typer: Den samvittighedsplagede superdressman med vat i skuldrene + den heltemodige journalist (man kan altid se hvem der er helten i en Fassbinder-film - det er ham der ligner en trækkerdreng). Hertil kommer så en masse CIA-agenter, der ligner små drenge i for store frakker. Endelig kvinder, skildret med den homoseksuelles fulde hadefuldhed, disse hhjerteløse, sjælløse palsticmonstrer, som mænd af ubegribelige grunde foretrækker fremfor drenge. De er pudsigt i slægt med "Tragische-Hure"-look, som nuigen er blevet populært herhjemme som udtryk for intellektualitet hos en pige.

SF-tilsnittet viser sig umiddelbart som Månebase Alpha-dekirationer og en score, der er kopieret af fra 2001 i en endog pinlig grad (det er formodentlig den eneste sf-film, som komponisten har set - jeg kender ham ikke, og det kan han være lykkelig for, som der står i sangen). Vi får dem fra en ende med An der schonen i spidsen, de overdøver konsekvens dialogen og giver en hovedpine efter omtrent en halv time.

Ret skal være ret: kameraarbejdet er ikke altid manieret, og ideen med den kunstige simulationsverden er ægte filmisk; besøget i den hæver sig som filmen bedste sekvenser. Den "frygtelige" mistanke (som vi ikke får en chance for at få selv, fordi diverse sprøjter havde plapret den ud i deres foromtale af filmen) manifesterer sig logisk og urovækkende.

Efter at have givet udtryk for føromtalte mistanke (at den "virkelige" verden også er en slags stimulation) må hovedpersonen givetvis flygte, og det går der en temmelig lang times tid med. Fassbinder efterligner alt fra Cabaret over Hitchock og Invasion of the Body Snatchers til Revenge of Frankenstein. Desværre hænger der ikke meget Alphaville-stemning ved de minutter, hvor han har lånt Eddie Constantine, og diverse Marlene Dietrich-imitationer og Elvis Presley-plader virker absolut ikke som andet end det, de er: fyld. For Fassbinder har ikke noget at sige, han rider en halv time på en weltschmerz, der er så tynd som Salvador Dalis moustache, og derfra ved han faktisk ikke, hvad han skal finde på.

Enden på historien bliver, at Stiller ankommer til den virkelige-virkelige verden, der åbenbarer sig som et gråt venteværelse, hvor han udfører gymnastiske øvelser med sin elskede (ich liebe dich/ich auch) og siger "Ich bin" to gange.

Tør jeg hviske, at hele forestillingen forekommer mig at være en femogtyveøres udgave af Den 33. marts...?

Erwin Neutzsky-Wulff

For den uindviede vil jeg hermed gøre læseren opmærksom på, at forfatteren til Den 33' marts, hedder Erwin Neutzsky-Wulff.

Red.