(uden titel)

 

ADAM HART OG SJÆLEMASKINEN
Roman af Erwin Neutzsky-Wulff
187 sider, kr. 46.00
Carit Andersens Forlag 1977

VICTOR JANIS OG SØN
Roman af Erwin Neutzsky-Wulff
193 sider, kr. 46.00
Multivers 1977

OIUFAEL
Roman af Erwin Neutzsky-Wulff
180 sider, kr. ?
Multivers 1977

De okkulte detektiver Hart & Janis, de Mørke magters Sherlock Holmes og Doktor Watson, slår til igen, denne gang går ikke engang Djævelen ram forbi.

Hvordan Erwin Wulff bærer sig ad med at nå det hele og stadigvæk være lige original, har jeg svært ved at forstå. 3 romaner, en fjerde på vej (i skrivende stund i trykken), samt en flittig novelleskribent til fanzines og altid parat til at skrive anmeldelser. Alt dette på mindre end 6 måneder. Selvfølgelig er alting ikke lige godt, og kvaliteten af produkterne er svingende, men hvis man kan trives i ENWs lidt specielle univers, så må man erkende at helhedsindtrykket aldrig bliver "sådan noget bras", men nærmere "bogen er spændende/interessant, men der er lige de og de ting, der er mig imod" eller "her mister han vist grebet om tøjlerne et øjeblik," men det lykkes næsten altid at få samlet dem op igen og vognen kører videre.

Adam Hart og Sjælemaskinen udkom pudsigt nok nogen tid efter nr 3, "Victor Janis og søn". Den er et follow-up til novellesamlingen "Adam Harts opdagelser", der udkom i 1972, og handlingen udspilles fra 26/9-71 til 4/12-71. Her blandes på foruroligende vis teknologi og religion. Først besøger AH på "almindelig vis" de dødes rige (ved at følge okkulte ritualer), dernæst hjælper han andre til ved hjælp af en sjælemaskine at sikre, at flere kan gentage besøget. Her opstilles maskinen i de dødes rige, der ifølge ENW også er stedet hvor en ny sjæl dannes, hvorfor det også er førfødselsriget. Denne maskine skal kontrollere at det kun er en bestemt type mennesker, der fødes i et bestemt forsøgsområde fremover. Selvfølgelig er der noget, der går galt, men det ville være forkert at afsløre plottet her. Kun kan jeg skrive, at i bogen forefindes endnu to interessante ting, en tidspille til rejser i tid (for mig en sf-nyskabelse) og en morsom slutning. Forfatteren er ikke tilfreds med at personerne i bogen vil dræbe ham, da de har opdaget, at han bestemmer over dem, som det behager ham. De vil frigøres fra denne magt, og kan kun se en udvej: at dræbe ham. Derfor skynder han sig at skrive en ny slutning ... kan man ændre tidens gang ...

Denne bog er ubetinget den bedste og mest interessevækkende.

Bogen bliver kaldt en okkult gyser, hvilket jeg ikke vil benægte, men den er også for nogle god science fiction. Til gengæld skal man lede længere efter sf-elementerne i de to næste (men jeg har allerede haft en længere samtale med Erwin N-W om hvorvidt "Victor Janis og Søn" og "Oiufael" er sf. Han mener ja, jeg ? men om denne diskussion og andre spændende ting kommer der mere senere. Interviewet skulle gerne blive bragt i Proxima 14, december 1977).

Victor Janis og Søn, nr 3 i Adam Hart serien, er ligesom Oiufael okkulte gysere, der ligger nær mere fantasy end science fiction.

Det spøger i et hus. Adam Hart loves 100.000 for sammen med en gruppe at blive der en måned for at opklare sagen (husejeren kan nemlig ikke få huset solgt). Sideløbende hermed hører vi om Victor Janis' forelskelse i pigen Alicia og forholdet til hende med deraf følgende problemer (vampyrisme), og deres søn - hvilken søn. Disse to handlinger smelter tilsidst sammen, og her kommer sjælemaskinen igen ind i billedet, dog i en anden udformning. Resten bør man læse sig til.

Normalt befatter jeg mig ikke med at anmelde bøgers kvantitative indhold, men denne bogs lay-out fortjener det. Ikke p.gr. af noget smukt udstyr, tværtom - enten er ENW en flink fyr, der let lokkes til at prøve noget nyt, eller også er der andre årsager. Bogen er lavet med 2 farver papir, cremegult med sort tekst og gråt med rød tekst. Herom er der intet at sige andet end at de gule sider er Victors dagbog, de grå Adams notater. Men på siderne 145-48 toppes der, pludselig dukker der røde pletter op i bogen, blod drypper ned på papiret, og på siderne 146-47 bliver det til udtværede røde pletter, der begynder at dække teksten, for at stagnere og slutte på side 148, ikke min smag overhovedet.

Oiufael. Nummer 4 i kvartetten, og måske en af de interessanteste romaner fra ENW. Bogen er halvt lyrik, halvt prosa. Bogen indeholder 94 10-liniede vers, et meget stort arbejde. Men efter nogen tilvænning (de første 15 vers) synes Erwin at klare det nogenlunde, visse steder utroligt godt. Dennegang er det mod selve Djævelen kampen står, og det er en kamp hvor djævelen er lige ved at stå i beredskab for at erobre magten på jorden ... så gæt hvad vores heltes arbejde går ud på.

Hvis man kan klare sig i Erwins univers, hvor grænserne er mindre markante end normalt, også indenfor sf, så er her tre gode romaner. En ting bør måske noteres, læs dem med mellemrum. Ellers kan de komme til at virke for specielle, hvis ikke usandsynlige, og give symptomerne »for meget ENW«, men med måde er de interessevækkende.

Erik H. Swiatek