Messe for bogen

 

Messe I
Af Erwin Neutzsky-Wulff

Mød Erwin Neutzsky-Wulff
på Under Uret Stand 120 fredag kl. 18. 30 i samtale med Jens Christiansen om sin ny bog UFO.

Hold tåre op at trille, og du min citar: stille!
nu bæres bogen bort til graven.

Fader og moder var han mig, Horatio, forstå,
på sine skuldre bar han mig, før selv jeg kunne gå,
til antikvaren husende de dødes tryllestav,
der dufter så berusende som sommernattens løv.
Der bødte atter træets saft og ben gav kød og hud,
der mødte jeg min manddomskraft, som aldrig rinder ud,
der lærte jeg, at bøgerne, som allerinderst stod,
var moderne og skøgerne, der giver sæd og blod,
en bog, en grav, et vingefang, et lodret stablet lig,
en bagklog, bogklog vuggesang, et sikkert skingert skrig,
en brønd, en hule med en skat. Da blev med et jeg var,
at alting blev så stille, at der fordredes et svar.
I vinden hørtes nu et skriv! hvor før den blæste læs!
og som gjaldt mit arme liv, jeg skræppede så hæs.
Den fæle hvæsen blev et hvin, og hvinet blev et brøl
og fyldte med geniets vin talentets fingerbøl,
holdt ikke takten med en from kritik med lommeur,
men spredte vilde roser som den smagløse natur.

Hold tåre op at trille, og du min citar: stille!
nu bæres bogen bort til graven.

Udrust dig, helt fra Rungsted! Kom, min trofaste ven!
Stig op af graven Adam og giv et glimt igen!
Thi Andersen den fæle med sine »eventyr«
din digterkrans vil stjæle, han er en slimet fyr.
Forstummet er den store, den gådefulde sang,
for Bang er ingen Ewald, og Rifbjerg ingen Bang.
Nu higer man og søger i kasseskabet kun,
så nu er kogebøger de litterære fund.
Det er som med reklamer og læsespaltens svar,
de skrives bedste af Damer, den ting er soleklar,
en bog af Møllehave forarger ikke no'n
og er den rette gave til en konfirmation.
Naturligvis! En messe er bogen sikkert værd,
den vækker interesse og er slet ikke svar.
På bøger og aviser må man dog sætte pris,
så giv dem nogle priser - med moms, naturligvis.
Og lad så siden logen i læserskarens skød
stilfuldt begrave bogen, for den er nemlig død.

Hold tåre op at trille, og du min citar: stille!
nu bæres bogen bort til graven.

Da lyder der fra himlen en dommedagsbasun,
et smertensskrig fra vrimlen i panteons paulun:
End lever vi! og sender - med store mellemrum -
en digtersjæl med tænder og skønt delirium.
Kun angst og vrede vækker hans såre, vilde dans
i danskmagistres rækker, og det er just hans krans!
Kun i hans vers bevares det gamle håndelag,
men det kan let forklares som rigtig dårlig smag.
Nej, giv os helst det lamme, prosaiske mæhæ,
som siger helt det samme som næste kory-fæ,
en god filisterdigter, som slikker borgerrøv,
hvis digte altid sigter på massen blind og døv,
han kommer jo fra folket - knapt stave kan han vist,
men rettet og fortolket bliver det godt til sidst!
Da ler de gamle guder, og stjernen skinner klart,
den lyser og bebuder, at dagen kommer snart.
Den bog, som er et hjerte, en vild og blodig sjæl
forklædt i tryk og sværte, kan ingen slå ihjel!