Lånte fjer

 

Bibelen. Neutzsky-Wulffs angiveligt banebrydende oversættelse af Første Mosebog kommer ikke med noget nyt.

Af BENT MELCHIOR

For længe siden. Første Mosebog i nyoversættelse ved Erwin Neutzsky-Wulff. 205 sider, 250 kr. Borgens Forlag.

DET er et ældgammelt trick, og det burde ikke prøves mere. H.C. Andersen gjorde det udødeligt, og derefter troede man, at det var ubrugeligt. Historien om skrædderne, der syede det mest formidable sæt tøj til kejseren og forklarede, at enhver der ikke fattede skønheden i kunstværket havde dømt sig selv. Og man måtte vente på en lille dreng, der ikke kendte til vilkårene for at bedømme kejserens nye klæder, for at konstatere, at »han har jo ikke noget på!«

Nu har Erwin Neutzsky-Wulff måttet ty til skræddernes trick. Han forudser, »at filologerne vil gispe, og teologerne stønne.« Så har de jo dømt sig selv, hvis de skulle finde på, at gispe eller stønne over, hvad der på bogomslaget betegnes som Første Mosebog i nyoversættelse. Borgens Forlag går så vidt, at de i reklamen hævder, at det er en oversættelse, der »omsider« lader os vide, »hvad der rent faktisk står.«

I sin indledning fortæller forfatteren om sig selv. Han opfatter sig som lidt af en mellemting mellem Napoleon og profeten Neutzsky-Wulff. Han bliver en del af foreningen bag bladet Faklen, knyttet til projektet som »dansksproglig konsulent«, hvis kendskab til det danske sprog i denne indledning illustreres af myriader af engelske udtryk. Det kommer til et brud med disciplene på Faklen, og han bliver offer for en kampagne, der præsenterer ham som »son of a bitch« (forfatterens betegnelse).

NU må jeg hellere gå til bekendelse og tilstå, at jeg ikke er en objektiv iagttager. Jeg har selv oversat bibelske bøger, herunder også Første Mosebog til dansk. Så når jeg nu hverken gisper eller stønner, så er det, fordi jeg ikke anser profeten Neutzsky-Wulff for at være profet. Det er i hvert fald ikke noget fremadskuende produkt profeten leverer. Det er lånte fjer med bibelkritiske iagttagelser, som har verseret i lange tider. Det er måske derfor bogen kaldes »For længe siden«?

Som oversætter ved jeg også, at enhver oversættelse er en form for fortolkning. Det er ikke, som Neutzsky-Wulff mener, et spørgsmål om at alle bruger samme leksikon. Der findes faktisk flere kilder til forståelse af det hebraiske sprog, og nogle af os har levet os så meget ind i sproget, at vi har lært at tale det. Men selv da vil oversætteren - hvis han er ærlig - erkende, at der ofte er adskillige muligheder, når man skal finde en præcis forståelse af den oprindelige tekst på et helt andet sprog. Her er det uundgåeligt, at oversætterens eget syn på teksten spiller en rolle. Det er jo blandt andet derfor, at Bibelselskabet ikke kunne benytte sig af min oversættelse af Mosebøgerne, da den nye oversættelse blev til. Jeg havde oversat ud fra en jødisk forståelse af teksten, Bibelselskabet ud fra en kristen forståelse.

Heller ikke på det punkt kommer Neutzsky-Wulff med noget nyt. Efter jødisk tradition kan Bibelen læses på halvfjerds - rigtige - måder. Hvis jeg skulle gentage min oversættelse, ville der være flere steder, hvor jeg ville lave en »forbedret« udgave. Vi skal jo også huske på, at dansk udvikler sig.

OM den foreliggende oversættelse hører til de omtalte halvfjerds måder, har jeg mine tvivl om. Fanden har jo også sin måde at læse Bibelen på, uden at jeg vil hævde, at For længe siden når sådanne højder. Der er ikke noget nyt i, at det hebraiske ord for Gud har form af et flertalsord. Sådanne ord findes på mange sprog, og det er ikke ensbetydende med, at de skal oversættes i flertal. Penge på dansk er således money på engelsk, vi kan altså gå fra flertalsord til entalsord, og det er ikke afhængigt af, om vi har mange eller få penge.

Hvis en oversætter derfor vil gå ind på den tanke, at den bibelske Gud ikke oprindelig er en monoteistisk Gud, men at der var tale om en hel masse guder, så er det selvfølgelig tilladeligt, og det har været prøvet en masse gange tidligere. I den foreliggende udgave gør oversætteren imidlertid det, som forekommer mig uacceptabelt. Når det passer ham, så er der flere guder, og når det ikke passer, så bliver det bare til guden - se f.eks. kapitel 22 om Abraham og Isak på Moriah bjerg.

Der er der mere konsekvens i oversættelsen af det hebraiske ord »eved«, som her bliver oversat med slave, fordi det passer ind i oversætterens syn på de gamle hebræere. At ordet nok så ofte betyder tjener eller arbejder giver ikke anledning til overvejelser. Men det må dog være tilladeligt at pege på, at Israel har et arbejderparti og ikke et slaveparti - nå, nu glemte jeg, at oversætteren »ved gud ikke taler hebraisk«.

Jeg har ærligt og hæderligt søgt efter noget, der kunne forarge mig, men jeg har ledt forgæves. Oversætteren prøver sig med at bruge mere avancerede udtryk de steder, hvor teksten omhandler seksuelle relationer, men heller ikke der kan det give mig anledning til kommentar, så når alt er læst, så bliver der intet nyt - endsige epokegørende - tilbage. Jeg siger som drengen i Kejserens nye Klæder: Han har ikke noget på!