Med front mod kristendommen

 

AF JØREN BÆKGAARD THOMSEN

Erwin Neutzsky-Wulff:
FOR LÆNGE SIDEN
Første Mosebog i nyoversættelse.
Borgens Forlag 205 sider.

»Alle tidligere oversættelser af Første Mosebog - og hele Det Gamle Testamente - er foretaget med henblik på at få teksten til at passe med det senere kristne dogme om, at der kun findes en Gud, og at Jesus er hans søn.

Med FOR LÆNGE SIDEN kommer den mest kendte af Det Gamle Testamentes bøger endelig ud af denne oversættertradition. Med Erwin Neutzsky-Wulffs oversættelse får vi omsider at vide, hvad der rent faktisk står.

Vi erfarer imidlertid også, i en fyldig indledning, der for første gang sætter bogen ind i en kulturhistorisk sammenhæng, hvorfor der står, som der står.

Væk er de jødiske »forløbere« for den kristne religion, og vi kan for første gang læse historien om et barsk folk af ørkenrøvere, der holdt slaver og begik folkedrab, som handlede med sex og narkotika, og hvis forestillingsverden var fuld af uhyggelige guder og magi.«

Sådan præsenteres bogen bag på omslaget. Den er skrevet af grundlæggeren af tidsskriftet Faklen og består af to dele på hver ca. 100 sider, første del er en indledning, og anden del er selve teksten. Hver del er igen opdelt i fem kapitler.

Indledningen er selvfølgelig det mest spændende. Den er skrevet i et på en gang krukket og poppet sprog, krydret med en del engelske vendinger. Dens første kapitel er den egentlige indledning, de andre fire kapitler er genfortælling og forklaring til 1 Mos De har overskrifterne: Skabelsen, Gudssønner og menneskedøtre, Abraham og Hælere og mordere.

 

Forfatterens vanskeligheder

Indledningskapitlet er dels en beskrivelse af forfatterens vanskeligheder med først at forstå Bibelen og kristendommen (han lærte sig både hebraisk og koine i gymnasietiden efter at have læst Bibelen igennem et par gange) og derefter med at blive forstået og accepteret i den videnskabelige verden.

Og dels er kapitlet en egentlig indledning, hvor det forklares, hvorfor det er nødvendigt med en ny og anderledes oversættelse af 1 Mos, der her kaldes: »For længe siden«, som skal være oversættelse af det hebraiske Bere'shith: »Bibelen er kristendommens bog, man forestiller sig den nærmest som et telegram fra Gud. Men Gud optræder ingen steder i Bibelen, i det mindste ikke nogen gud, der ligner vores, som er skabt af oplysningstiden filosoffer« (s. 11). »Uheldigvis er den bibelforskning, som rent faktisk drives, ungefær lige så videnskabelig som Scientology« (s. 12). Derfor indeholder bogen en del angreb på Bibelselskabet for manipulation med teksten. Mærkværdigvis er det 1931-oversættelsen, forfatteren forholder sig til; angiveligt fordi den er bedre end 1992. Men en del af de steder, han angriber, er i 1992 nærmere hans egen oversættelse.

 

En monoteistisk redaktion

Hovedtanken er, at 1 Mos er »en monoteistisk redaktion af en samling polyteistiske eventyr« (s. 18), hvor kap. 1-11 er overtagne babyloniske beretninger, mens kap. 12-50 er forsøg på at knytte en række stammer sammen i en fælles historie. Det er dog nu vel hørt mange gange før?

Hovedargumentet er, at »'elohim« er pluralis og derfor bør oversættes: guder. Eller rettere, sådan bør det oversættes i mange tilfælde, men ikke i alle. Neutzsky-Wulff erkender, at det sammen med jhvh må oversættes guden. Fra kap. 17 oversættes det oftes gud eller guden, men ved plur. fx i 22,12 og oftest i Josef-historien. Neutzsky-Wulff afviser, at der kan være tale om plur. majestatis, da verbet så også skulle have været i plur., men henviser som parallel i stedet til sætningen: »The United States is a great country«, e pluribus unum. Men han diskuterer ikke, hvorfor verbet i alle tilfælde (på nær »lad os skabe ...«, 1,26) står i sing. Den, der har færdigredigeret 1 Mos, har opfattet 'elohim som Gud - det er ikke først en senere kristen opfindelse. Men det interesserer ikke Neutzsky-Wulff han er kun interesseret i angreb på den kristne tradition.

Forfatteren har søgt at tilnærme både person- og stednavne til den hebraiske original. Man kan diskutere, om fx Kenaan er godt nok, hvorfor ikke Kna'an? Desuden oversætter han ofte navnene, hvor det har betydning i sammenhængen, fx »Jaakob, hæleren«. Det er et tiltalende træk, men nogle af oversættelserne er diskutable, fx »Noak, Trøst«, »Beer Sheba, Løfternes Brønd« o.a... Og navne som Kajin, Hebel og Jishak er ikke oversat.

Man studser også ved, at shadday/Sjadday (DO: Almægtig) oversættes ved: min skygge, brk (DO: velsigne) ved: udmærke, qr' (DO: påkalde Herrens navn)) ved: manede (med Javes navn), misbeah (DO: alter) ved: slagtebænk. Eller vendinger som: Lea havde forskræmte øjne (29,17), gid guderne må indvie dig (43,29, DO: Gud være dig nådig).

Meget mere kunne nævnes. Bogen kunne måske have været spændende, men den er for overfladisk og for forudsigelig i sin front mod kristendommen; og sproget er for krukket. Man skal nok blot læse den som et provokerende og om muligt vittigt indlæg i debatten om bibeloversættelsen.

 

Sognepræst Jøren Bækgaard Thomsens store kommentar til Salmernes Bog udkom på Credo i fjor.