Hulter til bulter

 

BØGER: Erwin Neutzsky-Wulff har leveret rodet, kuriøs og gammeldags oversættelse af Første Mosebog. Udkommer i dag

AF LARS TJALVE

»Alle tidligere oversættelser af Første Mosebog - og hele Det Gamle Testamente - er foretaget med henblik på at få teksten til at passe med det senere kristne dogme om, at der kun findes én Gud, og at Jesus er hans søn«, skryder bagsideteksten, som også er udsendt som pressemeddelelse i forbindelse med udgivelsen af Erwin Neutzsky-Wulffs oversættelse af Første Mosebog. Det vil sikkert forbavse Bent Melchior, der, så vidt vides, ikke skelede til nogen kristne dogmer, da han oversatte Mosebøgerne. Videre skryder forlaget om en fyldig indledning, »der for første gang sætter bogen ind i en kulturhistorisk sammenhæng«. Og havde man nær sagt osv. osv.

Sagen er den, at Neutzsky-WuIff savner enhver forudsætning for at gå i gang med en sådan oversættelsesopgave. Selv mener han, at man sagtens kan lære tilstrækkeligt med hebraisk på et par år for at kunne magte opgaven. Og han har da også løst den på kuriøs vis!

Først har han imidlertid præsteret en indledning, som bestemt også er en spøjs sag. Neutzsky-WuIff ved meget. Men han ved det hulter til bulter. Og han er især omtrent lodret uvidende om arbejdet med lige præcis de tekster, han oversætter, gennem de sidste ca. 100 år. Når han polemiserer mod, hvad han mener er den teologiske eller kristne opfattelse af Bibelen, kunne det måske have provokeret teologer i 1800tallet. Så på den måde er det ganske passende, at han har kaldt sin bog »For længe siden« - for det er alt for længe siden, nogen har kunnet tage anstød af de let bedagede opfattelser, han trækker rundt i arenaen.

Bag Bibelens fortællinger ligger en række primitive sagn, som nærmest er i slægt med vore folkeeventyr, mener Neutzsky-WuIff. Og da de historier blev til, var man polyteister. De synspunkter nød for første gang fremme i forskningen, dengang den domineredes af den religionshistoriske skole i 1900tallets begyndelse. Slangen i paradiset er ikke Satan, men bare et klogt dyr, som tilmed ikke lyver for kvinden, men taler sandhed. Det står f.eks. også i von Rads kommentar fra 1952 - og sådan kunne man blive ved. Jamen er det så ok, hvad Neutzsky-WuIff gør? Det er da morsomt - sommetider ufrivilligt, andre gange fordi han faktisk får skrønetonen frem i sin gengivelse. Men stort set må man sige, at oversættelsen ikke er let læselig. Og arbejdet er kun gjort halvt. For, når det er sagt, at de bibelske fortællinger rummer gamle sagn og myter, så må det jo dernæst understreges, at de er blevet genskrevet af forfattere, der helt bevidst lagde deres gudstro ind i dem. Neutzsky-WuIff er blevet stående ved det første lag.

Vil man være meget positiv, kan man sige, at han har prøvet at skrælle selve forfatteren ud af teksterne for at finde de oprindelige mundtlige fortællere. Men til det ved han for lidt. Religionshistoriske begreber og termer, der sommetider kan bruges, sommetider ikke, sejler rundt i teksten, som mere synes skrevet på en række fordomme mod traditionel bibelforskning og kristendom i det hele taget end på indlevelse i teksternes verden. Det kan ikke blive primitivt nok. Det kan ikke blive sex- og voldsfikseret nok. Og det er måske de ældste lag. Men - og det må blive den afgørende indvending mod Neutzsky-WuIff - det er ikke den tekst, han har foran sig, når han skal oversætte. Den er nemlig til det yderste gennemreflekteret - også af en teologisk bevidsthed, der ligger langt over Neutzsky-Wulffs.

De reelle oplysninger hos Neutzsky-WulIff kan stort set alle findes hos Johs. Pedersen og »Bibelen i Kulturhistorisk Lys«. De er altså mindst et par generationer gamle. Har forlaget ikke haft råd til en konsulent, der kunne have fortalt ham det?

For Længe Siden. Første
Mosebog i nyoversættelse
ved Erwin Neutzsky-
Wulff. 205 sider. 250 kr.
Borgens Forlag.