Sproglig søsyge

 

Hu hej, hvor det går i Neutzsky-Wulffs roman, hvor de sproglige evner slet ikke står til mål med det høje ambitionsniveau.

Science fiction

AF JAKOB LEVINSEN

Erwin Neutsky-Wulffs forlag er begyndt at genudgive hans romaner fra midten af 1970'erne, hvad alene forfatterskabets unikke karakter kan give grund til. For det bliver de ikke mere helstøbte af, endsige Neutzsky-Wulff mere overbevisende som sprogkunstner.

Ambitionsniveauet er kolossalt, med lige dele naturvidenskab og filosofi om menneskets væsen og uvæsen som drivkraft i denne fortælling fra 1975 om et rumskib, der lander på den til at begynde med harmoniske planet Phoebus og dens elskværdige befolkning gaierne, med efterfølgende konflikter og katastrofer. Fint nok.

Det er til gengæld ikke hverken personskildringer (ubehjælpsomt er i denne sammenhæng et hårdt, men ikke upræcist ord) eller replikker, svingende søsyge som de er mellem fortænkt engelskpræget fagsprog, litterære citater i stime (men uden kildeangivelser) og tykke danske klicheer. Og ind imellem når også fortællerstemmen ud på den ufrivillige komiks overdrev, son når deet i det indlende, hastige vue over verdens og rumfartens tilblivelse konstateres, at »...de første 100.000 år skete i al fald intet i intet...« Hu hej, hvor det går.

Sympati kan man have nok af, også for den yngre Neutzsky-Wulff - han er trods alt blevet bedre til at skrive og få sine ideer ud over scenekanten siden. Men det ændre ikke ved, at også »Havet« demonstrerer, hvorfor en forfatter, der ellers både ved og tvil så ualmindeligt meget, er forblevet et kultanliggende, en videnstorm i et sprogligt glas vand.

Erwin Neutzsky-Wulff: Havet. 260 s. kr.258. Borgen. Udkommer i dag.