Den indre rejse mod virkeligheden

 

Sidste bind af Erwin Neutzsky-Wulffs stort anlagte tetralogi om menneskets vilkår og muligheder for virkelighedsforståelse skuffer. Den vil det hele, men bliver derfor en slags pixi-bog til resten af forfatterskabet.

ERWIN NEUTZSKY-WULFF: UFO, 664 sider, Borgens forlag, 450 kroner.

Af Flemming Andersen

 

»En dårlig bog er positiv, den bekræfter. En god overbeviser. Et mesterværk ryster«

Således giver Neutzsky-Wulff på sin hjemmeside sin egen defination på, hvad god litteratur er. Derfor er det nærliggende at bedømme Neutzsky-Wulffs nye roman »UFO« ud fra den samme præmis.

Med »UFO« har Neutzsky-Wulff derfor skrevet en dårlig bog, hvis man i forvejen er bekendt med manden og hans forfatterskab. Og siden »UFO« er fjerde og sidste bind i den tetralogi, som Neutzsky-Wulff begyndte med romanen »2000« i 1992, så må man formode, at det ikke er her, førstegangslæsere hopper på.

»Ufo« er beretningen om den frudianske psykoanalytiker og hypnotisør Per Jørgensen, der pludselig støder på en sag, som han ikke klare. En ung kvinde hævder, at hun er blevet bortført af en »UFO«, og hun er blevet tvunget til diverse ydmygelser af seksuel karakter.

Aha, tænker freudianeren, som hurtig finder ud af, at den unge kvinde kommer fra et Indre Missions hjem og derfor lider af en stærk seksuel blokering. Han går i gang med at helbrede hende, men inden han ser sig om, er han viklet ind i et spind af løgne - eller virkeligheder, for Neutzsky-Wulff er der ikke den store forskel - som til sidst bevirker at de to, som har indledt et seksuelt forhold, stikker af til Nordbotten - og forsvinder. Sporløst. En ganske effektiv cliffhanger til bogens resterende 500 sider.

Sex og renselse

Det er her, at det går galt for Neutzsky-Wulff. For ret beset er der ikke noget nyt eller overraskende i fortsættelsen.

Det er en klassisk Neutzsky-Wulff. Vi får hele historien om mennesket i skærsilden, den ydre renselse, der bliver den indre og dermed ophæver sin indbyggede dualisme.

Det hele sker naturligvis også gennem en seksuel terapi, sadomasochisme som sædvanligt. For Neutzsky-Wulff er der ingen vej udenom; ægte kærlighed baserer sig på erkendelsen af, at kvinden og manden er fundamentalt forskellige.

Kvinden overtog retten til jorden og verden med agerbrugets indførelse, manden har siden prøvet at hente den tabte magt tilbage.

For at pånå en ligeværdighed, der er baseret på den sande forskellighed, må både manden og kvinden reses, og det sker gennem seksuel ydmygelse.

Det er ikke en holdning, som Neutzsky-Wulff står alene med, men i denne bog forekommer den urimelig lang i sine gentagelser af disse nøgne mennesker i lænker i diverwse rum. Det bliver ganske enkelt kedsommeligt med al den S/M, også selv om Neutzsky-Wulff sikkert vil forsvare sig med, at det er forskellige faser i den menneskelige indre rejse mod en sand erkendelse af den virkelighed, der ikke er der som andet end det enkelte menneskes egen fortolkning af verden.

Det er nemlig her, at Neutzsky-Wulff vil hen, og gennem bogens slutdel bliver vi da også ført gennem den jødiske kabbalahs 10 faser til forståelsen.

Endnu en gang.

For de første fire dele af bogen er de samme faser, blot med andre navne og i andre tider/skikkelser.

Det er én lang udviklingsroman frem mod Neutzsky-Wulffs tolkning af verden - som de tre første bind i tetralogien også har været det.

Men hvor disse hver især har haft lange originale temaer, så som hverdagsdascismes udvikling, kristendommens udvikling, udvikling og menneskets forståelse af biologien, er det eneste originale i »UFO« betragtningerne over, at aliens måske blot er et produkt af vor fantasi om guderne, eler en virkelighed vi ikke kan se, fordi vi retter øjet det gale sted hen. Wulff-traver, som Tor Nørretranders i øvrigt også er inde på i sin seneste bog »Frem i Tiden«.

En Pixi-Wulff

Det er fristende at kalde dette sidste bind i tetralogien fo en pixibog til Neutzsky-Wulffs univers og forfatterskab.

Den opsummerer det meste af det øvrige forfatterskabs hovedtemaer, men som sådan kan den ikke stå selvstændigt som en værdig afslutning på tetralogien, med mindre man ikke har læst de tre foregående bøger »2000«, »Verden« og »Døden«.

Hvis man ikke har det, er »UFO« et udemærket sted at begynde på forfatterskabet.

Her er det hele, let serveret og rimelig overskueligt, hvis man da kan bruge det ord om Neutzsky-Wulff.

Selv er Neutzsky-Wulff andet steds henne i dag, hvis man skal vurdere ud fra hans hjemmeside. Han driver en omfattende kursusvirksomhed i det jyske, han arbejder med Shakespeare og Biblen.

Der er ikke proklamationer om nye mammutprojekter indenfor den fiktive genre. Det virker som om han puster ud efter det store arbejde med disse fire romaner på i alt 2500 sider, som han har brugt 90'erne til.

Netop derfor er der al mulig grund til at stope op og finder nye veje ind i det litterære landskab, hvor »en dårlig bog er positiv, den bekræfter. En god overbeviser. Et mesterværk ryster«, som han skriver.

Efter denne signaturs opfattelse han han lavet ét decideret mesterværk i sit liv, nemlig »Indsigtens sted«, en rædselsberetning om to unge, der går ind i en satanistisk sekt og for sent opdager, hvilke kræfter, de sætter i gang.

Romanerne »Menneske«, »Faust« og »Verden«, bind to i den nærværende tetralogi, er alle eksempler på gode bøger.

»UFO« bekræfter os blot i, at Neutzsky-Wulff er Neutzsky-Wulff, og at det er på tide, han selv får gang i lidt udvikling.

flemming.andersen@aktuelt.dk