Mens vi venter på Gudesønnerne

 

Forelæsning. Om kontakt med overlegne intelligenser og dybe seksualdrifter.

AF BO BJØRNVIG

Erwin Neutzsky-Wulff: UFO.
664 sider, 450 kr. Borgen.

ERWIN Neutzsky-Wulff er et kors, som denne anmelder har båret i snart en lille snes år og indimellem med stor fornøjelse. For Wulff er en original stemme i koret.

Men hans mammut-romaner fra 90'erne: 2000, Verden og Døden var lange - 700-800 sider - og tunge. De gennemspillede bestemte temaer i én uendelighed uden den nødvendige sammenhængskraft. Paradoksalt nok kom den brede anerkendelse netop med disse bøger, måske fordi mange anmeldere ikke kom igennem dem og derfor ikke turde sige fra. Hvilket Wulff nok kalkulerede med: Nu overvælder jeg dem sgu, så de ikke tør andet end klappe.

Den sidste, UFO, er kun på 664 sider og oven i købet underholdende de første 300 sider: En psykolog opsøges af et ægtepar, som vil have hjælp til at tackle konens traumatiske oplevelse: Hun er blevet kidnappet af rumvæsner og undersøgt på ydmygende måde oppe i deres flyvende tallerken - også kaldet et UFO, Uidentificeret Flyvende Objekt.

Der er i USA flere terapigrupper, hvor den slags oplevelser behandles. Nogle forskere tror, at disse personer faktisk er blevet taget til fange af intelligenser fra det ydre rum og brugt som forsøgsdyr. Andre af ofrene har iklædt deres personlige traumer en UFO-historie. Psykoanalytikeren Per Jørgensen spørger i »miljøet« og ender med to teorier: Enten drejer det sig om rum-væsener, som forsøger at skjule deres aktivitet ved at få deres ofre til at ligne psykiatriske tilfælde. Eller det er en jordisk konspiration, som forsøger at skjule deres aktivitet under dække af misinformation om rumvæsener.

Det er ikke til at finde hoved og hale i for psykoanalytikeren eller læseren, vi trækkes rundt ved næsen og bliver stadig mere mystificerede. Det lykkes - man føler grunden skride under éns virkelighedsopfattelse.

Per Jørgensen ender selvfølgelig i kanen med UFO-offeret, Maria, der tilhører den erotisk ladede kvinde-type, som Wulff altid skriver om: Nogle gange føjelig og betjenende, andre gange frygtindgydende straffende. Frygtindgydende er hun under alle omstændigheder, for det er kvinden per definition i Wulffs verden. Sammen flygter de til Nordsverige, hvor UFO'erne lyser i polarmørket, og de hygger sig i en ensomt beliggende hytte indtil Maria en dag forsvinder...

HER, hvor det kunne blive rigtigt spændende, bryder Wulff af og tager fat på det han elsker: At lade en række menneskelige grundtyper diskutere op ad vægge og ned ad stolper. For alt det indledende er jo kun glimmer, der skal lokke læseren frem til De Store Sandheder. Indimellem kobles der tilbage til hovedhistorien, men resten af bogen er diskussions-bolle med lignelses-rosiner.

Gåden »løses« i et lille kapitel med den bevidst misvisende titel Note, hvor der tales om »subatomert liv«, men det er nu nøgne kvinder i lænker på læderbrikse, der er hovedtemaet: Hvad de gør sig af vellystige tanker, mens de ligger og venter på deres herre, og hvad han siger og gør, når han endelig kommer. Også mænd lægges i lænker, men det er fordi Gudesønnerne i sin tid tog sig kvinder blandt menneske-døtrene, og da Gudesønnerne forlod Jorden var det kvinderne, som blev deres nærmeste repræsentanter. Mens de venter nogle herrer, der er dem værdige, må de tage til takke med nutidens vatmænd og straffe dem. Hvis de ikke er så heldige, at der er nogle mænd, som lænker dem, så de kan genopdage deres urlyst til at tjene manden.

Det lyder sanseløst og er det også: Wulff er meget lidt sansende, bortset fra det erotiske, som til gengæld fylder det hele, mens omverden reduceres til et blegt, abstrakt landskab. På den måde er det en snæver roman trods størrelsen.