Moderne mytologi med mere

 

Man kan sige meget om Erwin Neutzsky-Wulff, men hvis man er til sex, psykologi og rumvæsner er »UFO« uovertruffen

 

Erwin Neutzsky-Wulff
UFO

664 sider, 450 kr.
Borgen


Anmeldt af Kristian Mørk

Det sker tit, at myter og fakta om kunstnere står i vejen for oplevelsen af deres kunstværker. For eksempel kender jeg en storbarmet pige, der solgte sin samling af Tom Jones plaser, fordi hun læste i et sladderblad, at han var mandschauvinist, og min morfar afbrød øjeblikkelig sin læsning af Prins, da Ib Michael lod sin venstredrejede politiske overbevisning skinne igennem midt i den bedste sendetid

Sådan er der også mange, der har det med Erwin Neutzsky-Wulff og hans forfatterskab. For er det ikke noget med satanisme, sadomasochisme og sorte vokslys fra Søstrene Grenes? Er han ikke gift med en meget yngre kvinde, og hvad med det der blad Faklen, der lærer vores uskyldige poder at producere alverdens sprængstoffer og våben? Har han ikke også for nyligt åbnet et kursuscenter lidt uden for Randers? Det lugter jo langt væk af sekt eller i hvert fald Tvind.

Rygterne svirrer, og hvor de medvirker til at fastcementere en kultstatus blandt de få, er de ligeledes med til at skræmme de mange. Ikke desto mindre har den kontroversielle 50-årige forfatter efterhånden fået tilkæmpet sig både hæder og anerkendelse. Slår man således op i science-fictionens bibel "The Encyclopedia of Science Fiction" under Danmark finder man Erwin Neutzsky-Wulff side om side med Svend Åge Madsen og Anders Bodelsen beskrevet som landets ypperste repræsentant inden for okkultisme og ufologi. Og formår man at adskille værk og biografisk trivia, og har man tiden til at sætte sig ned og pløje sig igennem hans seneste murstensroman »UFO«, kan man nemt gå hen og blive positivt overrasket, hvis man altså er til sex, psykologi og rumvæsner - og hvem er ikke det?

Romanen har som udgangspunkt ufologien som en moderne mytologi, der bliver opstillet på linje med tidligere tiders heltekvad og gudesagn. Og da Neutzsky-Wulff ynder at blande historiske fakta med fiktion, får det hele ligesom et skær af realitet. Den beredvillige og bedrevidende psykoanalytiker Per Jørgensen får en dag Maria Andersen i analyse og gennem dagbogsnotater følger man hans tildragelser sammen med denne noget aparte personage. Maria er fast overbevist om, at hun en sen aften blev bortført af rumvæsner for at blive underkastet diverse undersøgelser af eller mindre gynækologisk art. Og læseren nikker samtykkende til Per, da denne med sikker hånd finder frem til fortrængt voldtægt som den virkelige kilde til vrangforestillingen.

Sagen er sådan set mere eller mindre afsluttet, men af ren og skær professionel interesse beslutter Per sig for at granske ufologiens mysterier nærmere. Til sin forbløffelse erfarer han, at abductee syndromer af Marias type er temmelig udbredte. Hurtigt drages han incl i en paranoid verden, hvor globale sammensværgelser, eksistensen af ekstraterrestriske livsformer og muligheden for egen sindssyge alle er parametre der bør overvejes, mens den almindelige fornemmelse af uhygge og spænding breder sig. At Per samtidig indleder et saftigt forhold til den sensuelle Maria, gør ikke tingene - men derimod bogen - bedre.

Med de første 250 sider vel overstået skifter romanen med et scene, og handlingen bliver mildest talt forvirrende. Per vågner op i en kulsort celle, hvor eneste mulighed for næring er en stor gummifallos, der afgiver et euforiserende klæbrigt næringsmiddel, hvis man formår at stikke den langt nok ned i halsen. Senere møder han tre munke, der alle tror de lever i 1600-tallet, og som fordriver tiden i fangenskab med religiøse disputter. Efterhånden bliver Per til Broder Peter og ideen om, at de alle 4 skulle være fanger på et rumskib styret af guder, introduceres dels af Maria iklædt kropsnært læderkostume og ridepisk samt af en person, der påstår at være repræsentant for en fremmed guderace af solbørn. Lignelser, filosofiske diskussioner af realitet og autoritet blandes med dejlig kontante sadomasochistiske scener, hvor den barmfagre Maria får læst lektien.

Som det måske fremgår af ovenstående forsøg på genfortælling er handlings opbygning stærkt eksperimenterende og kan til tider virke forvirrende i sådan grad, at den bliver ligegyldig. Ikke desto mindre vrimler det med små spændende anekdoter og analogier over menneskets vilkår og væren.

Den klassiske ufologi kan inddeles i tre grene: en pseudovidenskabelig som tager de jævnlige observationer af flyvende tallerkener for pålydende, en meteorologisk/geologisk der prøver at finde en naturlig forklaring og en psykologisk hvor alskens rumvæsner og bortførelser ses som fortrængninger og fantasier.

På samme måde er »UFO« et spørgsmål om temperament. For hvordan ender det så i virkeligheden? Er Per blevet genfødt som Gud i en supernovas skær, er Maria blevet gravid med morgenkvalme og masturbationsfantasier eller er det hele bare et psykologisk eksperiment med hjerner i labyrinten i stedet for laboratorierotter? Svært at sige men måske er det heller ikke så vigtigt. Personligt vælger jeg at godte mig under betragtningerne over kvindens karakteristika, at nikke nølende i forsøget på at forstå blot nogle få af de rigtig gode lignelser og at blive grænseløst irriteret over forfatterens unødvendigt højpandede ide om at citere alt på originalsprog lige fra latin til tysk.

Erwin Neutzsky-Wulffs »UFO« er bestemt et bekendtskab værd. Også selvom man høre til dem der synes, at den langhårede fyr i læderjakken, der står uden for biblioteket og spørger, om man vil købe et nummer af Faklen, hellere skulle blive klippet og finde sig et fast arbejde.