10. September

 

»Kærlighed,« sagde Judith, »er en frygtelig ting. Jeg har prøvet det.«

»Forfærdelig,« samtykkede Arthur. »Man mister sig selv. Og man får den største lyst til at myrde folk, bare fordi de har den frækhed at gå på den samme jord som ens elskede.«

»Ekstrem erotisk infatuation,« sagde Leon, »virker måske på den måde. Men ikke kærlighed. Det har I fået helt galt fat på.

Kærlighed er ikke destruktiv. Ikke, hvis den er ægte.«

»I humanister,« sagde Judith. »I tror, I kan stille krav til kærligheden om, at den skal være på en bestemt måde.

Kærlighed er for jer et moralsk begreb, og derfor skal den være moralsk for at være kærlighed. I har aldrig forstået, at kærlighed er en følelse.

Du kan ikke sige til din sult: Sult, gå væk, du er ingen rigtig sult, hvis mættelse forudsætter et dyrs død! Det er vås.«

»Det er kærligheden, der skaber al ufreden i verden,« sagde Roland. »Folk, der slås om et stykke land, som deres børn kan vokse op på. Måske burde man afskaffe den.«

»Ja,« sagde Eve, »hvis vi bare kunne være ligeglade med hinanden - bortset altså fra sådan rent moralsk. Blandt andet ville Nana ikke få så mange blå mærker.«

»Naturligvis gør kærligheden ondt,« sagde Naomi. »Ellers er den der jo ikke!«

»Jeg synes, du sagde, du aldrig havde elsket?« spurgte Leon.

»Jeg sagde, at jeg aldrig havde elsket nogen mand. Jeg sagde ikke noget om guder og kæmper.

Da jeg kom ud af skolen, ønskede min far, at jeg skulle læse videre. Det havde jeg imidlertid ikke lyst til.

Kan I huske, hvad Arthur sagde om umuligheden af at lære noget, når man først er kommet i puberteten? Det passede i al fald på mig.

Min krop var en heksekedel af vilde drifter og uforståelige drømme. Jeg ventede, og jeg vidste ikke, hvad jeg ventede på, eller jeg turde ikke vedgå det.

Min krop interesserede mig langt mere end min sjæl. Jeg begyndte at dyrke sport, men det tilfredsstillede mig ikke.

Jeg optrådte så udfordrende, at jeg fik et vist, i nogen grad ufortjent ry, for jeg var ikke meget seksuelt aktiv i de dage. Jeg drømte om at blive fotomodel, ikke for pengene, men kameraets voldtægt.

Så gik det, som det ofte går i den slags tilfælde, men i modsætning til mine kolleger nød jeg hvert øjeblik af mit 'forfald'. Jeg var, som jeg ofte har fået fortalt, det perfekte 'offer', en art pornofilmens svar på Fay Wray.

Talløse var mine lidelser på det hvide lærred! Så kom jeg i forbindelse med 'bureauet', og dermed var min lykke gjort.

Mine elskere var fra nu af ikke længere homoseksuelle drenge, der var mere interesserede i deres eget kostume end i mit, men mænd, der drømte, hvad jeg drømte, om end med modsat fortegn. Det var sådan, jeg mødte ham.

Først må jeg nok sige lidt om 'arrangementet'. Det var naturligvis en art prostitution, men spektret er bredt, og hvis gadeluderen repræsenterer den ene ende, udgjordes den anden af 'bureauet'.

Bureauet leverede elskerinder. Ikke midaldrende sjusker, der grinede som chimpanser, men elskerinder, eller som man kaldte dem, 'hétaires'.

Illusionen var, at denne yndige kvinde, der var lige så intelligent, som hun var smuk, havde forelsket sig dødeligt i klienten. Et sådant forhold kunne vare en aften, et døgn, en uge, alt efter klientens økonomiske situation, men forhold af en lidt længere varighed dominerede. Selv blev jeg karakteristisk lejet ud for en uge.

Disse kvinder lagde sig ikke ned, men de lod sig forholdsvis let nedlægge. I mit tilfælde var det endnu nemmere.

Mine klienter fik ikke en elskerinde, de købte en slave, en ting, som de kunne gøre med, hvad de ville, når blot de respekterede den paragraf, der sagde, at det lejede skulle tilbageleveres intakt. Prisen var temmelig fast, F. 10.000.«

»Er dette virkelig egnet underholdning for tolvårige?« spurgte Leon og mødtes straks af rasende protester fra det opmærksomme børnepublikum.

Judith vendte sig tyssende imod dem. »Ved I, hvad prostitution er?«

»Når en kvinde tilfredsstiller en mand for penge,« sagde Delyth hurtigt.

»Ja. Ved I også, hvad slags prostitution der er tale om her?«

»Min mor kan godt lide, at en mand er hård ved hende,« sagde Angharad.

»På hvad måde hård?«

»Han slår hende og siger til hende, hvad hun skal gøre.« Judith så betydende på Leon, der rystede på hovedet.

»I dette tilfælde blev jeg som sædvanlig bragt til den opgivne adresse af min 'directrice'. Hun lukkede os ind i lejligheden og gav mig besked på at klæde mig af og fremdrog derefter den medbragte dragt, som jeg skulle bære under mit ophold.

Jeg var altid meget spændt på, hvad klienten havde valgt til mig. Syv døgn i et kostume, der ikke er andet end remme og ringe, kan være hårdt for selv en pige med min konstitution.

I vil måske sige, at jeg kunne have spurgt, men jeg havde lært, at en kvinde i min situation spørger ikke, og jeg havde gået i en god skole. Med en vis lettelse konstaterede jeg, at det var et ret traditionelt kostume, der antydede to vigtige ting, tjenstvillighed og seksuel tjenstvillighed, omtrent lige dele ærbar servitrice og skinnende luder.

Til sidst lænkede hun min ene ankel til benet på et massivt mahogni-skrivebord og forlod mig med en formaning og en knagende lussing. Af min herre havde jeg ikke set det mindste spor, men dette var ikke usædvanligt, og jeg lagde mig på knæ og ventede på, at han skulle vise sig.

Megen tid går som regel med at vente. Klienten har stor glæde af at vide, at jeg venter på ham, at jeg er tvunget til at vente på ham for så at tilfredsstille ham, når og på hvad måde han ønsker.

Til sidst hørte jeg hans stemme. Den var en hvisken, der tilsyneladende kom fra et sted tæt ved mit øre, og jeg mistænkte et skjult højttalersystem.

'Jeg er din herre,' sagde den, 'og du er min slave. Du behøver ikke at kende mit navn, men skal blot til alle tider tiltale mig »herre«.

Det er dig heller ikke tilladt at se din herre. I skrivebordets venstre skuffe, det skrivebord, du er lænket til,' hans stemme skælvede let, 'vil du finde en sort silkepose og et halsbånd til en hund. Når jeg nærmer mig, skal du med posen tildække dit hoved og lukke den med halsbåndet.'

'Men herre!' protesterede jeg dumdristigt. 'Jeg risikerer jo at blive kvalt.'

'Jeg lover dig,' svarede stemmen, 'at du ikke vil blive kvalt, før jeg ønsker det. Gør nu, som jeg siger!'

Skælvende adlød jeg, og ganske rigtigt besværede posen kun min vejrtrækning i ubetydelig grad. Øjeblikket efter forrådte tunge bump, at min herre var kommet ind i stuen. 'Hvorfor må jeg ikke se min herre?' spurgte jeg, for en slavinde kan jo ikke vente den for hende så nødvendige straf, hvis hun aldrig forsynder sig.

'Kender du ikke beretningen om Amor og Psyche?' spurgte stemmen. 'Så ved du også, hvad der skete, da Psyche dristede sig til at se på sin elsker.

Hætten skal beskytte dig mod din egen skæbnesvangre nysgerrighed. Men nu vil jeg bringe dig til det sted, hvor du skal tilbringe dit liv.'

Jeg mærkede stærke hænder åbne min fodlænke og føre mig ind i et andet rum, hvor jeg atter blev tvunget ned på et lavt leje, og en lænke på ny lukkede sig, denne gang om begge mine ankler. Jeg mærkede min herre atter trække sig tilbage, og et øjeblik efter gav stemmen mig ordre til atter at afføre mig min hætte.

Jeg lå nu på en læderbetrukken madras, lænket til væggen i et herskabeligt soveværelse. Der stod en enorm dobbeltseng, og skønt jeg åbenbart ikke ansås for værdig til at sove i den, var den i hvert hjørne forsynet med en kort lænke, hvilket lod mig formode, at jeg ikke desto mindre ville komme til at tilbringe en del af min tid der.

'Du er i sandhed yndig,' sagde stemmen, 'og jeg får næsten ondt af dig. Du ligner en marmorstatue i al din ydmygelse, og til en marmorstatue skal jeg gøre dig, jeg og min pisk, for jeg vil ikke tillade dig nogen vilje eller tanke andet end på min tilfredsstillelse. I en uge vil vi forfølge dette mål, og på den syvende dag skal du modtage mig på sengen der.

Indtil da vil du udføre den funktion, din dragt angiver, og hver aften servere mig mit måltid i den store stue, du vil finde det i køkkenet, hvor en anden har tilberedt det. Når du kommer ind, vil du ikke finde din herre, men vær vis på, at jeg betragter hver af dine bevægelser, og finder jeg noget at udsætte på den mindste af dem, vil din hvide ryg komme til at bøde for det.'

Dermed tav stemmen atter, og jeg forstod, at min herre nu helt havde forladt mig. Jeg fik straks efter forfærdelig ondt af mig selv.

Kjolen strammede og var af den type, vi kalder 'svedekasser', som kun kan iføres og afføres ved en andens hjælp, enten fordi lynlåse og hægter er anbragt, hvor det ville være en anatomisk umulighed at komme til dem, eller fordi de er forsynede med miniaturelåse. Fodjern og lænke var dertil overordentlig solide, og jeg var overbevist om, at min herre ikke ville lægge fingrene imellem, når det gjaldt min 'opdragelse'.

Jeg flåede arrigt i lænken og kastede mig så ned på lejet og stortudede. Det stod mig klart, at jeg ville dø i disse ubønhørlige lænker, at min herre ville bruge mig på alle de måder, hans fantasi kunne udmale, og derefter aflive mig som et dyr.

Med besvær krængede jeg mit skød så meget op, at jeg kunne give min fortvivlelse afløb. Næppe var jeg imidlertid sunket sammen på lejet efter ikke mindre end tre gange til fulde at have indset det håbløse ved min situation, før stemmen atter lød i det store rum.

'Ved du,' sagde den, 'hvordan man straffer de hænder, der forgriber sig på en andens ejendom? Eller måske troede du, det stykke legetøj, du gemmer under dit skørt, befinder sig der for din egen fornøjelse?'

'Tilgiv mig, herre!' hviskede jeg. 'Jeg ville blot sikre mig, at det var i funktionsdygtig stand, til min herre skal bruge det.'

'Ja,' sagde stemmen. 'Og for en sikkerheds skyld afprøvede du det tre gange. Men jeg skal sige dig en ting: Tjenestepiger, der slukker deres egen ild, før Herren kommer til, lader man sove med håndleddene lænket sammen på ryggen.'

'Min ild, herre,' svarede jeg uforknyt, 'brænder højere, for hver gang jeg tænder den. Jeg er så svimmel, som var jeg blevet kastet af en hest, og så våd, som om nogen havde forsøgt at drukne mig.

Jeg længes mere efter, at min herre skal bedække mig, end nogen tæve i løbetid. Men er jeg ikke værdig, så straf mig i stedet, lad mig mærke din pisks kærtegn, og lad mig finde lykken, når jeg ligger blødende for dine fødder.'

'Det er dig tilladt at længes,' sagde stemmen hæst.

Hen mod aften advarede min herre mig om, at han atter ville vende tilbage, så jeg kunne iføre mig hætten, denne gang for at løse mig af mit fangenskab og befale mig at servere hans måltid. Dette fandt jeg ganske rigtigt tilberedt i køkkenet, og jeg bar det ind.

Jeg spekulerede på, hvorfra min herre kunne betragte mig, da jeg pludselig hørte hans rasende stemme: 'Er det, hvad alt mit guld har købt mig? En nysgerrig, fnisende tøs.

Har du ikke lært at holde dit hoved højt, når du serverer, at se lige ud, at skyde brysterne frem og spænde skørtet ud med dine lår? Gå til dit rum, ifør dig din hætte og håb på, at dit liv ikke er ganske forspildt.'

Forskrækket adlød jeg, og snart efter mærkede jeg hans store hænder trække mig hen til en af sengestolperne og lænke mine hænder der. Brutalt blev min kjole åbnet og trukket ned om min krop, så at den lå om mine lår, og min krop var fuldstændig blottet og ubeskyttet.

'Fordi jeg ikke ønsker at beskadige din hud unødigt,' sagde min herre, 'vil jeg begrænse mig til ti slag. Jeg vil desuden tillade dig at tælle højt, for at du ikke skal føle dig uretfærdigt behandlet.'

Jeg bøjede hovedet og ventede, idet jeg forsøgte at gætte naturen af torturredskabet. Det første slag gav mig svaret, det var en halvlang, tung ridepisk.

Slagene førtes skiftevis over mine balder og på skrå over ryggen, og jeg vidste bedre end at kny. Det sjette slag snoede sig imidlertid så uheldigt, at enden af snerten, hvor den meste kraft ligger, kyssede mit ene, blottede bryst.

Det fik mig til at fare let sammen, og slagene ophørte. 'Heller ikke irettesættelse er du altså i stand til at modtage,' sagde min herre beklagende.

'Nuvel, jeg skal være tålmodig. Vi begynder forfra igen.'

Endnu fire gange måtte jeg tælle forfra, to gange ved fem slag, en ved to, og en ved ni. Til sidst rystede jeg over hele kroppen, og jeg fyldte mit hoved med meningsløse remser for at holde det ud, i tanken være ethvert andet sted end her, i helvede.

Endelig lod han til at være tilfreds, og han befriede mig og førte mig tilbage til mit leje, hvor jeg straks faldt i søvn. Det var første og sidste gang i løbet af den uge, at han piskede mig.

Hver aften serverede jeg hans måltid, og det med en omhu, så at enhver finmekanik måtte skamme sig. Hver celle i min krop havde standset sit stofskifte og indrettet sig udelukkende på, at synet af deres totalitet skulle behage min usynlige herre.

Men da jeg den sidste aften blev ført tilbage til soveværelset, blev jeg i stedet beordret til at lægge mig på sengen, hvorefter mine hænder og fødder blev fastgjort til sengens stolper ved hjælp af de omtalte lænker. Så mærkede jeg en skælvende hånd på mit ene bryst. 'Vil min herre have mig nu?' spurgte jeg henrevet.

'Ja,' hviskede stemmen.

'Men min hætte,' skreg jeg fortvivlet. 'Fjern min hætte.

Det lovede du. Lad mig se min herre!'

'Du er ikke værdig til at se mig,' sagde stemmen bedrøvet. 'Ti nu stille, ellers vil ti slag ikke være nok.'

'Giv mig hundrede!' råbte jeg og sled i alle lænker. 'Dræb mig! Men lad mig først glædes ved synet af den, som mit hjerte elsker. Hvis hænder jeg har tilbedt i syv uendelige døgn, hvis stemme stjæler ånden fra mig, og hvis usynlige blik tilintetgør mig. Knus mine frække læber, som det er din ret, dog vil de ikke ophøre med at råbe, at din slavinde elsker sin herre!'

Jeg lyttede efter hans stemme, ventede på min dom, men hørte kun et svagt suk. 'Som du vil,' sagde stemmen.

'Men da må jeg først fortælle dig om min oprindelse. Ellers vil synet af mig utvivlsomt overvælde dig, ja, du vil snarere fyldes med rædsel end kærlighed.

Jeg har aldrig kendt mine forældre. Jeg voksede op på et sted, hvor man tager sig af børn som mig, ham, som ingen rigtigt ved hvor kommer fra.

Ofte, må du tro, så jeg mig i de år i spejlet og undrede mig over, hvad jeg så, intet syntes at kunne forklare det. Indtil endelig min mor kom til mig i en drøm og forklarede mig det alt sammen.

Hun var den smukkeste kvinde, jeg nogen sinde har set, og dog tror jeg næsten, du er smukkere. Men hun var også en kongedatter.

Engang havde hun vovet sig ud i en stor skov og kunne ikke finde tilbage. Da var der en, der hjalp hende, en, der ligesom jeg ikke brød sig om at vise sit ansigt. Dog elskede hun ham og vendte tilbage til ham.

Kongen førte i de år en stor krig, men havde intet guld, hvormed han kunne betale sine soldater. Da hjalp prinsessens elskede ham, idet han viste hende, hvor ti skatte var at finde, hver lige så meget værd som hele kongeriget, og naborigerne med.

Sådan en svigersøn ville kongen gerne have, men prinsessens elskede var stadig tilbageholdende med at vise sig. Så bortgiftede kongen i stedet sin datter til en fremmed prins, og den fremmede i skoven døde af sorg.

Men forinden havde han givet prinsessen et barn. Kongen frygtede for, hvad frieren mon ville sige, og sent om natten bortførte han barnet og lod det bringe til et fjernt land, hvor det voksede op.

»Min stakkels søn,« sagde min mor. »Jeg forstår nu, at du har din fars udseende, og skønt jeg finder det såre smukt, vil du sikkert skræmme de dumme menneskedøtre med dine store hænder og dit skarpe blik.

Du har heller ikke lang tid at leve, for troldenes blod lader sig ikke fortynde af menneskeblod, det er som en gift, der får det til at størkne, og hjertet kan ikke bære det.«

Jeg skulle snart erfare, at alt, hvad min mor havde sagt mig, var sandt. Dog gav man mig lidt penge, så jeg kunne bo i denne lejlighed det lille stykke tid, jeg havde tilbage, ja, nu kan det næppe dreje sig om mere end måneder.

Så besluttede jeg, at jeg dog en gang i mit liv ville smage kærlighedens frugter, og ikke på menneskemaner, men som min fars slægt i bjerget, og som han også elskede min stakkels mor. Jeg havde ikke tænkt mig, at du skulle få mig at se, men nu har du selv forlangt det!'

Med disse ord befriede han mig for hætten, så at jeg kunne se min elskede. Han var ikke ret høj, under halvanden meter, og kroppen var krummet forover, som om han til stadighed bøjede sig efter noget.

Hovedet, som var meget stort, sad helt nede mellem hans skuldre, og de kraftige hænder sad på to stumpede arme, der støttede sig til to små krykker. 'Nu vil jeg atter give dig hætten på,' sagde han, 'og så vil jeg have min vilje med dig, for slaven kan ikke vælge sin herre.'

'Nej, om jeg dog blot kunne!' råbte jeg lykkelig. 'Så ville jeg vælge dig om og om igen, min elskede ægtemand. Men vil min herre ikke befri mig, så at jeg lydigt kan tilfredsstille alle hans lyster, hvad de end måtte være?'

Han levede næsten et år, min herre, min gud, min elskede. Jeg sad ved hans seng, da han døde.

'Jeg vidste ikke,' sagde han, 'at det ville blive så svært at sige farvel til dette fængsel, jeg mener min krop. Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg hadet den, men du fik mig til at elske den for den glædes skyld, den beredte os begge to.

Nu vender jeg tilbage til jorden, og til havet, for som du ved, er det kun mennesker, der har en sjæl. Jeg tror heller ikke, himmeriget ville passe mig særlig godt. Jeg er bange for, at de ville give mig en fuldkommen krop og en hvid kjortel.

Men måske kunne vi to snige os ned i helvede og genoptage vores kærlighedsaffære. At dømme efter en brochure udgivet af en herre ved navn Bosch ville jeg næppe stikke af, hverken ved udseende eller smag.

Jeg ville gerne have givet dig et barn, men som du ved, er jeg steril, og det er måske godt det samme. Dog, måske kunne vi få en smuk datter.'

'En søn!' sagde jeg. 'En søn ...'

Der er ikke meget mere at fortælle. Jeg tror ikke, historien har en morale, eller også er jeg ikke i stand til at gennemskue den.

Men jeg er sikker på, at Leon kan finde en. At han kan fortælle os, at det er nedværdigende for en kvinde at sælge sin krop, at man må være syg for at nyde at mishandle en kvinde.

Men det var han jo også, min elsker, syg og vanskabt, og man burde have givet ham en støttepædagog i stedet for en luder, der stjal hans invalidepension. Er det ikke sådan, Leon?«

Dr. Spencer var blevet blodrød, og hans øjne var fugtige. »Eller går jeg dig uret, dit gamle skvadderhoved?« spurgte hun noget mildere.

»Måske hører du i virkeligheden slet ikke til blandt dem, du så gerne vil ligne. Alle dem, der ved, hvad der er godt og normalt, og nok skal fortælle andre det og frelse dem fra sig selv.

De kender jo verden, kun en ting har de aldrig kendt: Kærligheden. Og det er de vist, hvis jeg kender dem ret, himmelhenrykte for.«

Af 2000
BORGEN 1991
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff