11. August

 

Judith har tilbragt det meste af dagen fordybet i Cambridge Ancient History. Naomi var på et tidspunkt henne og kigge hende over skulderen.

»Historie,« mumlede hun lidt overflødigt. Og henvendt til os andre: »Jeg tror, Judith bliver en god historielærer.

Når hun taler om fortiden, lyser hun helt op, som om hun ser det hele for sig. Somme tider får hun også mig til at se det.

Jeg havde sådan en historielærer engang, Monsieur Apollinaire.« Hun sukkede dybt. »Han var min første store kærlighed - og min første store skuffelse.«

»Det sker jo, at de to falder sammen,« mumlede Judith bag sin bog.

»Han forekom mig dengang at være alt det, en mand skal være,« drømte Naomi videre. »De fleste af mine lærere var små og tykke. Apollinaire lignede ...«

»Og hvad er det så?« spurgte Arthur interesseret. »Alt det, en mand skal være?«

Hun så ud, som om hun tænkte sig om. »En mand skal være - vild.

Han må ikke være tæmmet. Misforstå mig ikke, han skal ikke være som de råbende drenge, der forveksler uhøflighed med aggressivitet.

De bærer det hele uden på deres læderjakke. Udenpå skal han være mild, så mild, så mild.

Men indenunder - og det skal man kunne se i hans øjne, forstår I - raser et vilddyr!« Hun krummede sine store hænder til kløer og lo overgivent.

»At gå ind til ham skal være som at gå ind til et rovdyr i et bur. Mørkt, ramt og meget farligt.

Og så skal han være øm. Når han tvinger en, får en til at gøre frygtelige, ydmygende ting, skal han være øm som en moder med sit kid.

Og stærk. Når man først er låst inde i hans hjerte, slipper man aldrig ud.

Derinde er man tryg, ingen og intet kan røre en, han vil forsvare en med sit liv, og han sælger sit liv dyrt, som en fanget løve. Når han går, skal hans blik være mellem stjernerne, og de skal spejle sig i hans øjne, så man kan se dem.

Han skal forstå ting, hemmelige ting, som ingen andre forstår, og som man kan lokke ud af ham med vin og kys sent om aftenen, når han er søvnig. Man ved, man aldrig vil lære ham at kende, skønt man har hans hjerte i en lille æske på sit natbord.«

»Og har frøkenen nogen sinde mødt et sådant vidunder?« Hun sukkede atter.

»Altid og aldrig. Hver eneste dreng, jeg nogen sinde har mødt, har haft noget af det, det hemmelighedsfulde, mandlige.

Men som regel har han været så bange for det selv, at han har gemt det væk. Det er derfor, jeg altid bliver forelsket, men aldrig elsker.«

»Det kommer du nok heller ikke til, så længe du render rundt med den der checklist,« bemærkede Eve en smule tørt.

»Jamen i grunden er det da også ligegyldigt alt sammen,« slog Naomi pludselig om. »I virkeligheden kræves der jo kun en ting af en mand, for at en kvinde skal falde for ham.

Den sværeste: Han skal kunne elske. Det er, tror jeg, hvad jeg har ledt efter hele mit liv.

En mand, der kan elske. Jeg tror allerede, jeg gjorde det dengang. Med Monsieur Apollinaire, mener jeg.« Der gik hun i stå et øjeblik.

»Jeg ved ikke, hvordan jeres skolebøger er, men de franske er i al fald frygtelig kedelige. I ved, den slags bøger, hvor man sidder og læser en side og så bagefter opdager, at man må være faldet i søvn undervejs, man kan i al fald ikke huske et ord.

Det falder en ikke ind, at alle disse navne engang har været levende mennesker. Monsieur Apollinaire inviterede os indenfor i kongens sovekammer natten før slaget.

Han lod ham tænke tilbage på alt det, som var gået forud. I stedet for den brede historiske synsvinkel fik vi den begrænsede menneskelige.

For mig var Monsieur Apollinaire disse konger. Jeg så ham i hermelin og rustning, med sværd og segl.

Jeg spejdede efter panderynkerne, den tunge krone havde efterladt, og fandt udstrakte riger i hans fjerne blik. Og ved hans side så jeg mig selv, en fjortenårs prinsesse skælvende på tronen.

Med tiden opdagede jeg, at jeg virkede tiltrækkende på mænd. Nå, jeg var ikke særlig tiltrækkende dengang.

Hvalpet, med hovedet fuldt af fregner. Jeg har vist beholdt et par stykker af dem.

De siger, at grimme piger tit bliver flotte kvinder, og omvendt. Judith lignede, efter hvad hun selv påstår, en tuberkuløs dreng, til hun var femogtyve.

Og selv om jeg havde været vidunderdejlig, var jeg i den alder, hvor man syntes, alting var forkert. Jeg kiggede mig i spejlet og så lille Trunte.

Nå, min mor var smuk - så vidt jeg husker. Jeg så ikke meget til hende i min barndom.

Når jeg var heldig, kunne jeg få besøg af hende om aftenen, altid i det store skrud. Hun lænede sig ind over mig og kvalte mig næsten i silke og eksotisk parfume.

Men hun gav mig tillid til, at jeg ikke ville forblive den grimme ælling. Med tiden ville jeg få hendes slanke talje, brede selskabskjole-skuldre og gnistrende røde lange hår. I virkeligheden blev jeg jo en helt anden type.

Så, tænkte jeg, ville jeg passere tæt forbi Monsieur Apollinaire som en en-kvindes-parade, og han ville forfølge mig som en snusende hund. Han ville knæle ridderligt, til han havde fået mit ja, og siden med højtidelig mine sætte en koronet på mit store hår.

Heldigvis ofrede han ikke de gimper, der gik nogle klasser over mig, den mindste opmærksomhed. Og når Monsieur Apollinaire stadig var ungkarl, skyldtes det naturligvis udelukkende, at han ventede på mig.

Så kom det forår - det frygtelige forår - hvor jeg fyldte femten. Normalt talte jeg ikke om min kærlighed, men ved en bestemt lejlighed betroede jeg mig alligevel til min bedste veninde.

Et fuldt hjerte er svært at stoppe, og før jeg vidste af det, var jeg buset ud med hele historien, alle mine håb og drømme. Og så skete der noget frygteligt.

Hun begyndte at le. Hun lo, som når vi lavede grin med alle de dumme, tykke lærere.

Men det var mig, hun lo ad. 'Søde Naomi!' sagde hun. 'Du må da vide, at ... Nej, jeg kan næsten ikke sige det. Monsieur Apollinaire er da kun til drenge.'

Jeg kunne have slået hende. Jeg følte det, som om nogen havde slået mig i underlivet med en jernstang.

'Sikke noget sludder,' sagde jeg, så roligt jeg kunne, og fortsatte lidt mere overbevisende: 'Det er da bare noget, de siger, fordi de er misundelige. Fordi alle pigerne, også lærerinderne, og fordi Monsieur Apollinaire slet ikke ser til den side, hvor de er.'

Det satte hende tilsyneladende i endnu bedre humør. 'Ved du ikke, at de alle sammen kalder ham for Apollonia og Apopo? Det må du da have hørt ...'

Selvfølgelig nægtede jeg at tro det. Men skaden var sket.

Sådan er det jo med den slags historier. Man kan ikke glemme, at man har hørt dem.

Og fra nu af hver gang jeg tænkte på min elskede, krøb ubeskriveligt modbydelige billeder ind på min bevidsthed som slimede slanger. Jeg så Monsieur Apollinaire stå ude på toilettet med en af drengene og gøre afskyelige ting.

Jeg så hans øjne klistre sig til de blege lår og hans skælvende fingre gnide på det uudviklede kønsorgan. Grådkvalmen hamrede nu altid på indersiden af mine øjeæbler.

Og det værste var endnu i vente. Der begyndte at gå historier om Apollinaire og en bestemt dreng.

De blev til sidst så stædige, at skolebestyrelsen ikke længere var i stand til at overhøre dem. Ikke længe efter forlød det, at vi ville få en anden historielærer efter sommerferien.

Den omtalte dreng blev næsten øjeblikkelig taget ud af skolen. Han fortalte mig, at han skulle på en skole, hvor han skulle bo, i et helt andet land.

Det var dagen efter, at han var rejst, at jeg fandt Monsieur Apollinaire vandrende om på må og få i skolegården efter skoletid. Al min hengivenhed for denne mand havde nu forvandlet sig til afsky for dette uhyre.

Min brændende kærlighed havde forvandlet sig til et lige så glødende had; hvis jeg havde haft en kniv, tror jeg, jeg ville have stukket den i ryggen på ham, hvis jeg havde kunnet udholde at komme ham så nær, for hans blotte og bare tilstedeværelse gjorde mig efterhånden nærmest fysisk syg. Jeg ønskede at gøre ham ondt, lige så ondt, som han havde gjort mig, og jeg vidste ikke hvordan.

Så fik jeg den tanke, at jeg ville passere foran ham, som jeg plejede at gøre, for at han skulle få øje på mig, men denne gang ville jeg besvare hans smil med et blik, der skulle indeholde hele mit had. Jeg følte, at jeg måtte gøre det, inden det var for sent, inden han forlod skolen og var uden for min foragts rækkevidde.

Jeg nærmede mig ham rystende over hele kroppen, indtil jeg kom ham så nær, at jeg kunne se, at han gik og trak noget mellem sine hvide knoer, og hvad det var. Det var, som om et forsyn ønskede at sætte en krone på min rædsel og afsky.

For det, Monsieur Apollinaire gik og vred og græd snot over, var en drengs, den bestemte drengs gymnastikbukser, som han på en eller anden måde måtte have fået fat på fra skabet i omklædningsrummet. Med rolige skridt gik jeg uden om, så tæt forbi ham.

Jeg så et øjeblik lige ud, så vendte jeg langsomt blikket mod Monsieur Apollinaire, som et medlem af en eksekutionspeloton retter sit våben mod den dømte. Jeg så hans ansigt.

Jeg så hans øjne. Og med en pludselig rolig melankoli forstod jeg, at jeg endelig havde fundet en mand, der kunne elske.«

Af 2000
BORGEN 1991
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff