6. August

 

»Moral,« sagde Arthur, »er fuldkommen relativ.«

»De grundlæggende værdier forandrer sig ikke,« sagde Leon.

»Og hvad skulle det vel så være for nogen?«

»Du må ikke skade din næste.«

Roland smilede overlegent, her var han på hjemmebane. »Og heroisme? Mod i krig? Mange kulturer har lagt stor vægt på den dyd at kunne tilføje sin fjende overordentlig stor skade ...«

»Men grundlæggende er det vel rigtigt, hvad Leon siger?« mente Eve. »Har livet ikke sin egen moral? Straffes vi ikke i sidste ende for det onde eller tåbelige, vi gør?«

»Jeg tror på straf,« sagde Judith dystert. »Jeg tror på helvede.« Vi vendte os alle uvilkårligt imod hende.

»Jeg kendte engang en mand,« sagde hun, »som blev straffet. Ikke af nogen jordisk myndighed, ganske vist, men ikke desto mindre.

Jeg kan ikke forklare så nøje, hvordan det gik til. Men jeg ved, at han blev det.«

»Lad høre!« sagde Arthur.

»Det var tilbage i halvtredserne, da alle ventede en atomkrig i overmorgen. TV var fuldt af hjemmeværnsøvelser og reklamer for luksuøse beskyttelsesrum, og den senere så populære survivalisme slog sine første rødder.

Det var til sådan et foredrag, hvis-det-værste-sker, at de mødte hinanden, Ronald Lake og Richard Douglas. Ronald var et af den slags mennesker, man ikke kan lade være med at holde af, et godt menneske, uden at det bliver påtrængende og kvalmt.

En mand, man kunne låne et støre beløb af uden at føle, at man skyldte ham andet end pengene, hvis I forstår, hvad jeg mener. Richard syntes da også straks om ham, og de kunne utvivlsomt være blevet de bedste venner, hvis det ikke havde været for én ting, Ronalds kone.

Nå, Ronald faldt efter foredraget i snak med Richard, som havde sit eget vindende væsen. Douglas var kvik, skarp, men på en morsom måde, man mærkede hans intellekt som en brændende flamme, der gjorde det ud for den bedste kaminild, når man var i hans selskab.

Lake insisterede på at prøve at lokke dette unikum med hjem, så han kunne præsentere ham for mrs. Lake. Der var nok et strejf af forfængelighed i Ronald Lake.

Han kunne ikke undgå at bemærke, hvordan hans vatskuldre peb under vennernes hjertelige klap, at deres overstrømmende venlighed ofte balancerede faretruende på kanten af overbærenhed. Derfor ville Ronald også altid gerne gøre opmærksom på, når han havde læst en bog, og Richard Douglas var en levende bog.

Uden besvær eller overhovedet bevidst havde hans hjerne opsuget det meste af, hvad han havde hørt og læst. Det meste var godt nok trivia, men i de blindes land er den enøjede konge, og en mand, der kan to bøger udenad, vil forekomme enhver at være ekspert i de tre og en halv time, et selskab varer.

Richard lod sig modstræbende hale med. Han var også lidt nysgerrig.

Han ville gerne se mrs. Lake, og i sin fantasi havde han allerede udmalet hende som en lille kvinde med en duft af æbleskiver i håret. Havde det blot været så vel.

Men mrs. Lake var den mest fortryllende kvinde, Richard mindedes nogen sinde at have set. Hun hed heller ikke Janet eller Rose, men Sheba.

Sheba. En vild, lyshåret skønhed med store bløde træk og øjne som en skræmt hjort.

Ronald blev ikke vred over sin vens stirren. Han tog det som en kompliment. Det var hans dødsdom.

Naturligvis faldt det ikke straks Richard Douglas ind at myrde sin nye ven. I begyndelsen var han simpelt hen lamslået.

Vennens bemærkninger faldt fuldstændig på døve øren, hvad de nok i alle tilfælde havde gjort. Douglas kunne kun sidde i en stor lænestol med hovedet drejet halvt af led for at følge hendes bevægelser, når hun gik ind og ud af stuen.

Som mange mænd med smukke hustruer tog mr. Lake det åbenbart for en selvfølgelighed, at mrs. Lake var en dårende skønhed. Måske så han det slet ikke mere.

Richard tænkte, hvilken klovn han var. Han tænkte på, hvordan han skulle slippe ud i køkkenet og give hende en kompliment, som ville være det første træk.

Og så - og det var det værste af det hele - gik det op for ham, at mrs. Lake tilbad sin mand. Hun beundrede ham, i hendes øjne var han en intellektuel kæmpe.

Hun kunne simpelt hen ikke forestille sig, at hun kunne have gjort et bedre valg. Og ganske tilsvarende forgudede han sin hustru, ikke fordi hun var skøn som en gudinde, men fordi hun serverede hans yndlingsretter, fordi hun var hans fortrolige, hans livsledsager.

Og for første gang i sit liv følte Richard Douglas rådvildhed og angst. En tanke tiltvang sig adgang til hans hjerne, som han mindst af alle ønskede at tænke, at denne kvinde, hvis høflige smil var som en knytnæve, der klemte sammen om hans hjerte, for altid ville være uden for hans rækkevidde.

Hun ville sandsynligvis slet ikke forstå hans tilnærmelser, før de blev så voldsomme, at hun ville betro sig til sin mand, og han ville blive smidt ud som den helt umulige tølper, han var. Inden de skiltes den aften, Ron og Dick, havde de allerede aftalt at mødes igen.

Richard måtte se mrs. Lake igen, så enkelt var det. Og sådan blev det ved.

Det blev ved, til Richard ville rejse sig op og skrige, flyve i struben på Ronald, bore sine fingre ind i Shebas skuldre og presse sin mund mod hendes. Til sidst sagde han, at han ikke havde tid mere.

Han pakkede sin rygsæk og drog op i bjergene, som han før havde gjort, når han havde noget at tænke over. Men den behagelige ensomhed var nu blot en gnavende tomhed.

Han udmattede sig selv, besteg ligegyldige klipper og betragtede glødende solnedgange med mat øje. Indtil han en dag stod, balancerende på sit livs vendepunkt.

Han så sig tilbage og huskede, hvad næppe havde været bevidst for ham, mens det skete. Han var kommet til et sted, hvor han måtte springe fra en sten til en anden for at komme videre.

De havde syntes så nær hinanden, og han havde ikke set sluget under dem. Nu stod han rystende og gispende over det spring, som havde været på nippet til at koste ham livet.

Måske døde han i det øjeblik, og det var en anden Richard Douglas, der allerede den følgende dag aflagde sin ven et nyt besøg. Som ignorerede hans smukke hustru fuldstændig, skamroste Lake for hans forudseenhed og inviterede ham med på en overlevelsestur. Som sagt var Ronald Lake ikke overbegavet, og det var let at overbevise ham om, at de spejderfærdigheder, hans ven kunne lære ham, ville frelse ham fra termonukleær død.

Mrs. Lake var velkommen til at følge med, men hendes mand sagde nej, det var for hårdt for hende. Douglas smilede grumt.

Han vidste, at Ronald ikke ønskede, at hans kone skulle se ham i elevens ydmygende rolle. Senere, vidste han, ville mr. Lake selv tage sin kone med på en tilsvarende tur og lære hende det hele med en ægtemands sande autoritet.

Douglas gik til. Han vidste, at Lake, der ikke var vant til sådanne exertioner, gispende ville følge ham, ude af stand til at indrømme sin fysiske underlegenhed.

Roligt styrede han sine skridt mod de to sten. Han standsede heller ikke op, da han nåede dem, men samlede med en skødesløs mine alle sine kræfter og sprang.

Han lyttede efter vennens gispen bag sig, men hørte intet. Han havde besluttet ikke at vende sig om, men gjorde det alligevel.

I et tilsyneladende tidløst øjeblik hang hans ven frit svævende i luften mellem de to sten. Klovnen havde fortrudt allerede i afsættet og nærmede sig end ikke sit mål.

Så forsvandt hans overraskede ansigt, og Richard hørte en serie smæld, men intet bump. Rystende over hele kroppen krøb han hen til kanten og så ned.

Vel halvtreds meter nede lå Lake krøllet sammen. Hans hoved var erstattet af en stor plamage, der virkede nærmest lilla i skyggen.

Han forsøgte ikke at bjærge liget. Det ville være lidt tåbeligt, sagde han til sig selv, hvis han også satte livet til.

I stedet tog han tilbage og alarmerede myndighederne. Til sidst aflagde han mrs. Lake et besøg.

Han fortalte, rystet, som han var, hvad der var sket. Han forbandede stedet, turen, sig selv.

En vild triumf skød op i ham, da han mærkede, hvor overbevisende han lød. Han så ind i hendes øjne, at hun var bedrøvet, forskrækket.

Men der var også noget andet. Hun havde ondt af ham, Douglas. Det var jo ikke hans skyld. Det var forkert af ham at bebrejde sig selv.

Så græd Richard. Han krummede sig sammen og hulkede, dybt og frydefuldt.

Han rystede endnu, da politiet kom. Til sidst gav en læge ham noget beroligende.

Sheba lagde ham i seng, Sheba løb ind og ud af værelset med styrkende drikke og bekymrede blikke. Under dynen spændtes Richards brystkasse af stolthed og glæde, for det var første gang i hans liv, han havde spillet højt og vundet.

Resten var let nok. Richard fortalte, hvilket storartet menneske Shebas mand havde været, og hun lyttede andægtigt.

Hun følte, at hun gjorde sin enkepligt ved at sidde og lytte til dette sludder, rykke nærmere og nærmere til ham i sofaen. Sorgen var stor, men de trøstede sig.

Og inden året var omme, var Sheba blevet mrs. Douglas. Det faldt ikke Richard Douglas ind, at han havde begået en forbrydelse ved at dræbe sin ven og gifte sig med hans kone.«

Judith signalerede med en lang pause, at nu kom vendepunktet i hendes historie. Så lang, at Arthur til sidst pligtskyldigt mumlede: »Og Så?«

Det var øjensynlig det, hun havde ventet på. Hun smilede overstrømmende.

»Så vågnede Richard Douglas. Han vågnede, som han var vågnet tusind gange før, og dog i begyndelsen lige desorienteret. Og så, som på stikord, kom smerten i brystet og fugtede hans øjne, og det rullede ind over ham som et mørke, hvad der i virkeligheden var sket.

Richard Douglas havde ikke dræbt Ronald Lake. Han havde drømt om det, javist.

Planlagt det, til mindste detalje, indtil det fuldstændige handlingsforløb hjemsøgte ham, vågen som i drømme. Samtidig var han fortsat med at besøge mr. og mrs. Lake, fortsat med at følge hende med øjnene, fortsat med at lytte til Ronalds selvhøjtidelige sludder, blot for at få et glimt af hende.

Og så lige så sikkert kom realisationen af tid. Et besynderligt zigzag-liv med tilflugt til underlige bekendtskaber, måneders afholdenhed og så den uundgåelige tilbagevenden til Sheba, glimtet af Sheba.

Der syntes ikke at være seks måneders liv i det. Og dog var der gået fyrre år.«

Judith så alvorligt på os. »Så I forstår: Jeg tror på straf.

Jeg tror på helvede. Ikke sandt?

Fyrre år tidligere havde Richard Douglas begået den forbrydelse ikke at have dræbt sin ven og giftet sig med hans kone. Og den værste straf, det største mørke, der kan sænke sig over et menneske, er trods alt skyggen af det, som kunne have været.«

Af 2000
BORGEN 1991
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff