6. Juli

 

Huset er ved at forvandle sig til et cirkus med seks artister. Bleddyn er pjasket rundt det meste af dagen ved Judiths hånd. Vi må konstatere, at han går, en uge gammel.

Det kniber lidt for Eryl og Delyth endnu; til gengæld kryber de nu ofte på hænder og fødder med knæene oppe og sætter sig atter til rette uden synderligt besvær. Angharad har sin egen manege på Naomis skød.

»Angharad. Kan du sige Angharad?

Nej, det er også svært. Kan du sige Nana?«

»Mama,« savler ungen.

»Det var fint. Hvor er dine øjne?

Hvor er Angharads øjne?« Og Angharad peger vitterlig skiftevis på Naomis og sine egne øjne.

Efter at Bryn er kommet ned på gulvet, har han fuldstændig overtaget kontrollen med klodserne. Han er imidlertid på det nærmeste immobil, hvorfor Eryl og Delyth uden besvær kan snuppe en fra ham i ny og næ.

Her til aften kom det til det første søskendeopgør, mellem Bleddyn og Bryn. Bleddyn tog en klods ud af hånden på den målløse Bryn.

Han sad et øjeblik med en mine som Job og stak så i et vræl, der gjorde hans bror så forskrækket, at denne stemte i. Hovednummeret forbliver dog, at Anwen smiler.

Hun vil stadig helst blive hos sin mor, og næverne er lige uigennemtrængelige, men hun følger ganske åbenlyst med i, hvad der sker på gulvet. Når Judith går tur med Bleddyn, sidder hun på armen og kigger ned på ham, som om det var en uløselig gåde, at han kan og gider.

Alle børnene vejer op imod de otte kilo og måler 70 centimeter. Hvad det angår, er vi holdt op med at undre os.

Arthur virker, som om han har meget lidt tålmodighed tilovers for hele denne børnekomedie. »Skal vi ikke have en historie?« spurgte han.

»Skal vi have en historie?« vrøvlede Naomi. »Vil du have en historie, Angharad?«

»Doddi,« sagde barnet.

»Hør,« sagde moderen. »Hun siger historie!«

»Nu, Nana har givet os de sidste nyheder fra Pessac,« fortsatte han uforstyrret, »tænkte jeg, at vi måske kunne få en tilsvarende rapport fra New Yorks natteliv.«

»Er det mig, du hentyder til?« spurgte Roland.

»Ja, jeg tænkte, du måske havde tænkt dig at genfortælle en historie, du havde hørt i en bar på Fulton Street?«

»Det falder mig ikke ind,« sagde Lydekker. »Jeg havde tværtimod tænkt mig at genfortælle en historie, jeg har hørt i en bar på Fordham Road.« Det måtte vi så lade os nøje med.

»Ja, jeg ved, det må komme som en skuffelse for de fleste af jer. Men den dag havde jeg altså sat mig for at svigte min stambar for et sted, jeg aldrig havde været inde før.

Det adskilte sig nu ikke meget fra førstnævnte etablissement bortset fra, at det måske var en kende pænere og mindre hyggeligt. På et tidspunkt var jeg temmelig alene ved baren og følte mig på det nærmeste usynlig.

Derfor var det også næsten en lettelse, at en kvinde kom ind og satte sig selvfølgeligt ved min side, dog tilsyneladende uden at skænke mig større opmærksomhed. Jeg må med det samme sige, at hun ikke var synderlig tiltrækkende.

Hun så ud til at være midt i fyrrerne, misforstå mig ikke, mange kvinder forbliver naturligvis tiltrækkende langt ud over dette åremål, men dette specielle eksemplar så ud, som om livet var gået meget tungt hen over hende. Hun havde disse karakteristiske slukkede øjne og bevægelser, der med deres demonstrative skødesløshed grænsede til sjuskethed.

Ikke desto mindre skønnede jeg hende ikke til nogen vant bargæst, dertil var hun for nervøs og genert. Hun virkede nærmest forvirret over bartenderens forespørgsel.

'Jeg ved ikke,' sagde hun med et undskyldende smil. 'Jeg er frygtelig nervøs. Noget for nerverne, tror jeg.'

Bartenderen blinkede fornøjet. 'En stiv whisky hjælper altid mig med at falde ned!' sagde han.

'Så tager jeg det.' Hun drak hurtigt, som kun alkoholikeren eller den, der er uvant med at drikke, gør det. Så stak hun det meste af armen ned i sin taske.

'Å Gud!' sagde hun og tværede sig over ansigtet med den anden albue. 'Å herregud ...' Hun begyndte at græde.

'Kan jeg hjælpe, Miss?' spurgte jeg beredvillig.

'Nej. Ja. Jeg er vist kommet hjemmefra uden mine penge.

Det har været en frygtelig dag. Hvad er klokken?'

Jeg så på mit ur. '14.25.'

'Å herregud,' gentog hun. 'Og det er den attende, ikke? Den 18. juli.'

Jeg bekræftede det og tilføjede: 'Må jeg have lov til at betale?' Hun så indtrængende på mig, og jeg opfattede, at hun engang havde været en køn pige, måske ikke smuk, snarere en af disse små skønheder, der virker tiltrækkende ved deres ligefremhed. 'Det er meget venligt af Dem,' sagde hun. 'Hvis De vil give mig Deres adresse ...'

'Tænk ikke på det,' sagde jeg. 'De lader til at have andre og vigtigere ting at bekymre Dem om.'

'Ja,' sagde hun med en vægt, der slet ikke passede til det lille menneske. 'Ja, det har jeg.'

'Vil De have en drink til?'

'Jeg ved ikke, om jeg skulle. Jeg er ikke vant til - jo, lad mig bare få en til. Hvad er klokken nu?'

'14.29. Ja, undskyld, det er ikke, fordi det kommer mig ved. Venter De på nogen?'

Hun sendte mig et stort, ironisk smil. 'Ja, det kan man vist godt sige.'

'Vil De fortælle mig om det?'

Denne gang var hendes smil mere usikkert. 'Det kan vist næppe interessere Dem …' Hun så sig over skulderen, som for at holde en flugtvej åben.

'Tværtimod,' sagde jeg beroligende. 'Det interesserer mig overmåde meget.'

Men det virkede ikke længere, som om hun hørte mig. Hun sad og så frem for sig, mens hun rullede glasset mellem sine røde hænder. Så så hun lige på mig.

'Hvor gammel vil De anslå jeg er? Nej, lad være med at svare på det.

Det er ikke til at se det nu, men engang var jeg lidt af en skønhed og meget omsværmet. Det blev min ulykke.

Nej, ikke på den måde, De tror. Tror De, jeg kunne få et lille glas til?

Jeg havde en søster, en lillesøster, ti år yngre end jeg selv. Egentlig holdt jeg meget af hende.

Men som det ofte går i sådanne tilfælde, tyngedes vores forhold af det faktum, at jeg altid blev sat til at passe på hende. Nå, i begyndelsen læste jeg for hende, og vi gik derhen, hvor hun gerne ville.

Men på et tidspunkt var det selvfølgelig omvendt, og jeg havde hende bare på slæb. Jeg var femten år, drengene var ved at få øje på mig, og jeg på dem.

Der var især en … Det var - ja, den 18. juli - tredive år i dag, ja, minsandten. Det må være lige netop 30 år siden i dag.

Det var hendes fødselsdag, forstår De, hun fyldte seks. Mor og far forberedte et selskab derhjemme, og så skulle hun naturligvis af vejen, og hvem skulle slæbe af med hende andre end jeg? Nå, jeg havde et stævnemøde med Alan, noget, der for en voksen må forekomme temmelig ligegyldigt, men for mig var det nærmest livsvigtigt.

»Nå,« sagde han. »Har du ungen med?«

Så jeg bad hende gå et andet sted hen og lege. Men der var ikke gået mange minutter, før hun var der igen.

»Alice, hvornår skal vi hjem?« Hun vidste jo, hvad der ventede derhjemme.

»Gå nu!« sagde jeg. »Gå din vej! Ellers går vi slet ikke hjem.«

Sagen var den, at selskabet begyndte klokken to, og nu nærmede den sig tre. Men det var så dejligt med Alan, at jeg følte, jeg var i en helt anden verden, og jeg ønskede ikke at vende tilbage.

Og så var det, som det somme tider er, at jeg ligesom kom til mig selv og var i løbet af et øjeblik helt kold. »Hvor er Marion?« spurgte jeg.

»Hun er ikke gået ned til åen!« Det var hverken en tvivl eller en konstatering, det var en magisk formel.

Jeg husker, at jeg begyndte at løbe. Jeg løb, så mine indvolde truede med at sprænges, og jeg ønskede, de ville gøre det.

Men Marion var ikke ved åen, hun var ingen steder. Så løb jeg hjem, mens alle mine alibier løb rundt i min hjerne.

Det var ikke så mange timer derefter, at de fandt hende. Min lille søster var gået ned til åen, og hun var faldet i åen og druknet, som jeg havde vidst, hun var, lige siden det øjeblik, hvor jeg blev kold.

Jeg tror, det skete i netop det øjeblik og dermed var det naturligvis allerede for sent, og det vidste jeg.' Alice rakte ud efter glasset og væltede det næsten.

'Jeg blev ikke straffet, ikke engang skældt ud. Engang før, hvor jeg havde ladet min lillesøster alene, havde jeg haft stuearrest i fjorten dage.

Men denne gang skete der ingenting. Og jeg var ung, næsten et barn.

Børn glemmer. Når Marion kom på tale, gik jeg simpelt hen. Den dag, hun ville være fyldt syv, var helt utålelig. Jeg gik langt væk fra huset og havde mest ondt af mig selv.

Jeg satte mig under det store træ, hvor jeg plejede at ligge med Alan, som for længst var holdt op med at komme sammen med mig. Jeg var jo hende, der havde slået sin lillesøster ihjel, og jeg var da heldigvis ligeglad.

Jeg smed mig bare i græsset og lukkede øjnene. Solen var varm og dejlig.

Men pludselig frøs jeg, selv om jeg stadig kunne mærke den irritere mine røde øjenlåg. Jeg skyggede mod den og åbnede det ene øje.

Og der stod Marion, i sin fine, hvide fødselsdagskjole, drivvåd og rystende. Jeg for op, og tusind umulige forklaringer for igennem mit hoved.

Var hun alligevel ikke død? Men jeg havde jo selv været med til begravelsen. »Marion?« mumlede jeg.

»Alice,« sagde hun utålmodigt. »Hvornår skal vi hjem?«

Så vendte hun sig lidt skuffet og gik. Jeg ville følge efter hende, men kunne ikke. Jeg vidste jo, hvor hun gik hen, for jeg vidste, hvor åen lå. Til sidst begyndte jeg at løbe, i den modsatte retning. Jeg tror ikke, jeg nogen sinde er holdt op med det.

Jeg forlovede mig med Michael, egnens dummeste og grimmeste dreng, bare fordi jeg vidste, at han skulle flytte fra egnen. Forstår De?'

Jeg var ikke i stand til at svare hende. Hun udtrykte en så fuldstændig sanseløs fortvivlelse, at jeg følte, enhver kommentar ville have været en fornærmelse.

'Nå, vi skulle så giftes,' sagde hun til sidst. 'Ved De hvornår?

Den 18. juli. Jeg tiggede og bad min tilkommende om at ændre datoen, men det var den, der passede alle bedst, og han fik sin vilje.

Jeg besluttede at få det bedste ud af det og betragte det som en art djævleuddrivelse. Fra nu af ville denne dato ikke blot minde mig om det frygteligste, der var hændt mig, men også om min befrielse, for jeg følte tydeligt, at når jeg forlod kirken som gift kvinde, ville min søster ikke længere kunne røre mig.

Den eftermiddag gik jeg op ad kirkegulvet med noget, der lignede sammenbidt trods. Jeg hørte næppe, hvad præsten sagde, koncentrerede mig udelukkende om det »I do!« som ville gøre en ende på mine kvaler.

Men jeg kunne ikke sige det. Det var ikke det, at jeg ikke elskede min tilkommende, selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Det var noget andet.

Jeg mærkede hundrede par øjne i nakken og vendte mig irriteret om. Og der, umiddelbart bag mig, stod Marion i sin våde kjole og trak mig i skørtet.

»Alice! Hvornår skal vi hjem?«

Jeg må have skreget. Bagefter fik jeg at vide, at der ikke var blevet noget bryllup, og jeg forstod, at der heller ikke ville blive noget, nogen sinde, for mig.

Og jeg fik ret.' Hun tømte sit glas.

'Nå, jeg har klaret mig. Det meste af året er jeg jo næsten tilregnelig.'

'Og hun …' begyndte jeg. 'Deres søster …'

'Hvert år,' grimasserede den ulykkelige kvinde. 'Som et urværk.

Somme tider bliver jeg hjemme fra arbejde, når jeg har arbejde. Men det kan jeg ikke holde ud.

Eller jeg går på arbejde og prøver ikke at lade mig mærke med noget. Men jeg ved, de kan se det på mig.

Er det bare sket en gang på sådan et job, vender jeg aldrig tilbage. Jeg ved, hvad De vil sige.

Psykiatrisk hjælp. Herregud, tror De ikke, jeg har opsøgt hver eneste forbandet hovedskrumper i miles omkreds?

Det nytter ikke noget. Det kommer altid igen.'

Jeg tror, I forstår mig, når jeg siger, at det var en af de uhyggeligste historier, jeg nogen sinde havde hørt. Menneskehjernen er virkelig en besynderlig indretning.

Et helt liv havde denne kvinde levet, som kunne have været fyldt med mening og kærlighed. I stedet var hun for evigt fanget i det ene frygtelige øjeblik for så længe siden, da hun forstod, at hendes lille søster var druknet, og at hun var ansvarlig.

Jeg følte mig ubehageligt til mode ved at være trængt ind i et så privat helvede og spekulerede på, hvordan jeg skulle komme derfra. Mit blik gled mod udgangen og standsede der, som naglet til den.

For der stod, søgende, en pige på omkring seks år i en hvid kjole, der lignede noget, man finder i en kuffert på et pulterkammer. Hendes hudfarve var nærmest gullig, og vand drev af hendes lyse hår og den snavsede las.

Jeg opdagede, at kvinden iagttog mig. 'De ser hende også, ikke?' spurgte hun roligt. 'Det sker somme tider …'

Et øjeblik virkede den lille pige forvirret mellem de mange mennesker, hvoraf ikke en værdigede hende et blik. Så klarede hun op, kom hen og så op i kvindens ansigt, der var stivnet til en rædselsfuld maske.

'Alice,' sagde hun lidt utålmodig. 'Hvornår skal vi hjem?' Kvinden spærrede øjnene op og gispede. Så sagde hun med rystende stemme, men alligevel beroligende: 'Snart, lille skat.

Meget snart!' Hun tog pigen i hånden og forlod baren uden at se sig hverken tilbage eller til nogen af siderne.

Det var bartenderens kølige stemme, der kaldte mig tilbage til virkeligheden. 'Seks drinks,' sagde han hårdt. 'Det er vist rekord, selv for hende …'

Jeg så forvirret på ham. 'Har hun været her før?'

'Alice? Ja, hun kommer et par gange om ugen, på jagt efter nye ansigter.

Som nu Deres. Stamgæsterne er selvfølgelig for længst holdt op med at tage notits af hende og hendes datter.'

'Datter?'

'Ja,' sagde bartenderen og holdt det glas, som han netop havde tørret af, op mod lyset. 'Så De ikke den lille pige? Tænk at have sådan en mor.

Og den kjole! Den må mindst have været tredive år gammel. Og så i øsende regnvejr …'«

Af 2000
BORGEN 1991
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff