Ahi

 

Derefter blev Jesus af Ånden ført op i ørkenen. Da var der en, som talte med ham.

Yehosua, som havde fastet fire dage og fire nætter og nu var ved at blive alvorligt sulten, var glad for at have nogen at tale med, som kunne distrahere ham fra hans mave. Den fremmede præsenterede sig som Ahi, en hesener fra en anden landsby, som var søgt ud i ørkenen, som det var skik, for at samle tankerne.

Yehosua sagde, at han var kommet for det samme. Han var vandret mod nord for at møde en rigtig profet, men i stedet for at tage ham i lære havde Yohanan døbt ham, som man salver en konge, og sagt til mængden: »Se HERRENS tjener, ved hvem Han holder fast, Hans udvalgte, hvem Han har kær!

På ham har Han lagt sin Ånd, han skal udbrede ret til folkene.« I det øjeblik havde himlen åbnet sig for Yehosua, og han havde hørt en stemme, der sagde: »Du er min Søn, jeg har født dig i dag!«

Den fremmede nikkede. »Du er altså Masiah, den ventede?«

»Ja. Jeg mener, det må jeg jo være, ikke?«

»Det ser sådan ud,« indrømmede Ahi.

»Men nu er jeg ikke rigtig sikker på, hvad jeg skal gøre.« Yehosua pillede i en tand.

»Nåja,« sagde den anden. »Opfylde profetierne, vel. Give Israel hedningefolk til arv og den vide jord i eje; med jernspir knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar!«

»Jo,« sagde Yehosua. »Men der står jo også: 'Han råber ikke og skriger ikke, løfter ej røsten på gaden, bryder ej knækket rør og slukker ej rygende tande.' Måske er Masiah snarere en lærer end en hærfører.«

»Du har ret,« sagde Ahi uden videre. »Og hvad vil du lære dem?«

»Jeg vil lære dem,« sagde Menneskesønnen fast, »at Mennesket kun står et eneste skridt fra Gud, nu. At Himmelriget er kommet nær. Gennem mig.

Hvis de strækker sig på tæer, kan de nå det. Det kræver kun et ord; Ordet.

Et ord, og rytteren bliver sejrherre. Et ord, og menneskene myrder hinanden.

Et ord, og figentræet visner. Et ord, og dyret kaster sig over mennesket og opæder det.

Et ord, og den retfærdige forgår med retfærden. Et ord, og jorden ryster sig som en kvinde i barnsnød, solen slukkes, og månen drypper af blod, stjernerne falder som en haglstorm over menneskene.

Ved et ord blev alle disse ting til, og ved et ord kan de atter forsvinde. Det er let!«

»Ja,« sagde Ahi. »Det er let.

Også jeg har hungret og tørstet efter retfærdighed. Den sult kan aldrig mættes i verden.«

»Nej,« samtykkede Yehosua. »Ransmanden mættes af bytte, drabsmanden af blodsudgydelse, løgneren af usandhed.

Men den retfærdige mættes kun af Gud. På Ham må han bie.«

»Og dog,« fortsatte Ahi, »råber profeten: Hvi følger lykken de gudløses vej, hvi er alle troløse trygge?«

Yehosua smilede. »Så HERREN skulle ikke ynkes over Ninweh?«

»Jovist,« svarede Ahi lidt fornærmet. »Men hvorfor ynkes Han over gudløse, men ikke over sine egne børn?

Det er noget, jeg har tænkt over, forstår du. Jeg tror ikke, man kan tage Gud i skole.«

»Jeg forstår ikke, hvad du mener.«

»Jo,« ivrede den fremmede. »Vi ved jo, at Gud hader synden. Men sæt, det nu var omvendt? Sæt, Gud elskede synden, hvad vi mennesker kalder synd.

Måtte den retfærdige da ikke komme til at hade Gud? Sådan tror jeg, forstår du, er det med mennesker, der er retfærdige i deres egne øjne; de kommer til at hade Gud.

Når natten er omme, hilser skøgen solen og velsigner Gud, idet hun siger: Også over mig arme synder lader HERREN sin sol stige op! Men den retfærdige forbander Gud i sit hjerte, hver gang det regner, idet han siger til Ham: Er det den løn, du giver mig for al min gudsfrygt? Svar mig nu, Rabbi, hvem af de to er i sandhed gudfrygtig?«

»Synderinden,« svarede Yehosua uden tøven. »For hun bekender sin synd, mens den, der hovmoder sig for Gud, ikke betænker, at for Ham er alle mennesker syndere.«

»Ja,« sagde Ahi tænksomt. »Det mente jeg også nok du ville sige. På samme måde tror jeg det er med voldsmanden; han priser Gud for sin sejr, men hans offer forbander Gud i sit hjerte, fordi Han ikke ilede ham til hjælp. Jeg spørger igen: Hvem er altså gudfrygtig, undertrykkeren eller den undertrykte?«

Da Yehosua ikke straks svarede, fortsatte Ahi uforstyrret sin tankerække. »Måske, ser du, er det derfor, Gud synes at belønne synderne og straffe de lovlydige.

Og hvis Gud elsker synd, hvad kan da et menneske gøre? Han er ikke en mand som jeg, som Iyyobh siger, så jeg kan svare, så vi kan gå for retten sammen; vi savner en voldgiftsmand til at lægge hånd på os begge!«

»Og Gud svarer ham, som du nok husker!« manede Yehosua.

»Javist svarer Han: Han svarer, at det er Hans verden, Han skabte den, og Han gør med den, som Han vil. Siger Han til sin tjener Iyyobh: Der syndede du, derfor straffes du; du ser, jeg er alligevel retfærdig?

Nej, Han svarer, at Iyyobh skal passe sig selv, Han gør, som Han vil. Og Iyyobh indser Guds uendelige magt og visdom.

Men sæt, en Herodes havde svaret os således? Mon vi ville have lovprist ham for hans visdom? Ville vi således have taget hans magt som pant på hans retfærdighed?

Ville vi ikke snarere være gået ud i hans rige og have spurgt os for? Om de mægtige bøjede retten?

Om enken og den faderløse led nød? Og hvis vi så, som alle ser, at uretten sad i højsædet, ville vi da ikke kalde den konge uretfærdig?

Og ville vi ikke forlige os med vor skæbne, fordi den konge var mægtig? Eller vi ville sætte vor lid til Gud, som hvidskæggene har for vane.

Men om Gud selv er lige så uretfærdig, som Han er almægtig? Hvad da?

'De gudløse slår rod, de trives og bærer frugt,' siger profeten. 'Retfærdige omkommer i deres retfærdighed,' klager den vise Selomoh, 'gudløse lever længe i deres ondskab.'

Og David synger: 'Jeg så, at det gik de gudløse vel.' Og er Gud uretfærdig efter menneskenes mål, er det da ikke den største gudløshed at fremture i retfærdighed?«

»Jeg tror, jeg ved, hvem du er,« sagde Yehosua stille.

»Gud skabte mig såvel som dig,« svarede Djævelen fortrydelig. »Er jeg ond, er det, fordi den, som skabte mig, er ond.

Revner karret, kan pottemageren hverken bande leret eller solen! Jeg spørger dig igen, Yehosua Masiah, hvem er gudløs?

Den, der handler efter den natur, Gud har nedlagt i ham, belønnes af Ham og lovpriser Ham for det? Eller den, der handler mod selve den orden, Han har påtvunget verden, forbander Guds visdom og går til grunde i sin spot?

Det står skrevet: Du må ikke begære din næstes hustru! Men hvorfra kommer begæret?

Fra mig? Hvor meget mere må I da ikke ære og prise mig, for da har jeg også skabt tyrens begær efter kvien, som forøger jeres flokke, ja, selve jorden har jeg skabt, som tørster efter regn, fra hvilken sky den end kommer.

På samme måde står det skrevet: Du må ikke ihjelslå! Men hvorfra kommer mordet?

Fra mig? Hvor meget mere må I da ikke ære og prise mig, for da er det mig, der fører jer i krig og giver jer hedninges land i eje, da er jeg herre over høst og slagtning, og brændofferet tilhører med rette mig.

Det står tillige skrevet: Du må ikke sige falsk vidnesbyrd! Men hvad er sandhed?

Viser hedningefolkene deres guder mindre ærefrygt end I? Takker de dem med mindre oprigtighed, når høsten er i hus?

Og dog strides I med dem om et navn, udrydder dem for en påkaldelses skyld. Hellere tusind elskovsløgne, siger jeg, end en sådan sandhed!«

»Jeg forstår, hvem du er,« gentog Menneskesønnen, »og jeg ved, hvorfor du kommer. Hvorfor skulle du komme her for at friste mig, hvis du ikke var bange for, hvad jeg kan gøre? Ser du ikke, at du styrker mig i mit forsæt?«

»Jeg ser det,« sagde Satan med sænket blik. »Og jeg frygter. Jeg frygter for mine børn. De er også mine børn, ser du, thi ethvert menneske har både en far og en mor.

Dine børn er de, visselig, når du lærer dem tora og hæver deres blik mod Gud. Men mine er de, når de er faldet, fordi Gud har lagt sin lov som et stød for deres fod.

Dine er de, når de halter af stokkeslag, men mine, når de springer i deres moders favn og dækker hendes ansigt med kys. Ved du ikke, at vi har hemmeligheder, som du aldrig kan få del i?

Du vil aldrig erfare, hvordan den store krukke fik sit skår, for du ønsker ikke at vide det, du, som vender dine børn ryggen, når de ikke har rene hænder. Har du tænkt på, i hvis favn du jager dem?«

»Svindler!« skreg Yehosua, ude af sig selv af raseri. »Du ved, at Gud er barmhjertighedens, nådens og tilgivelsens Fader, og dog kan du lyve således lige op i Sønnens åsyn?«

»Tilgivelse,« mumlede djævelen, idet han skjulte sit ansigt. »Javist.

Du siger til elskeren: Elsk ikke mere! til træet: Gro ikke mere! og til solen: Skin ikke mere! Lad floden ile mod bjergtoppen, så skal I alle få tilgivelse!

Om dog bare I frelsere engang ville tage jer tid til at se på de mennesker, I vil frelse! Hvad tror du de vil?

Hvad tror du, de venter af deres Messias? Forløsning?

Nej, blot at spise lidt bedre, at bo lidt mindre trangt. De ønsker, at de fornemme skal hilse på dem på gaden.

Kan du da ikke se, at de beder dig om brød, og du giver dem en sten? De beder dig om en fisk, og du giver dem en slange!

Gå til dem! siger jeg. Vær deres konge!

Giv dem sejr over, hvem de nu slås med. Men lad være med at tale om at 'forløse' dem.

For sådanne er døden den eneste forløsning, og den kan de tidsnok få del i! Det er ikke meget, de forlanger, og du er jo Almægtig, eftersom du har 'hele Faderens kraft'.

Eller har du? Er du ganske sikker?

Sæt du, når det kommer til det yderste, opdager, at din Gud har forladt dig? Hvad så?

Gør hellere som sandsigerne, som lader sig skamrose, når de gætter rigtigt, og altid har en forklaring parat, når de tager fejl. Ingen mister tilliden til dem af den grund.

Men du! Du vil være 'Guds Søn'!

Hvilke prøver vil de sætte dig på? Hvordan kan du bestå?

Se, du er allerede en profet, som Yohanan, ja Eliyya, hvad mere vil du? Menneske, menneske! Du kender ikke menneskers usselhed.«

»Men du kender den, kan jeg tænke!«

»Ja, jeg kender den. Herregud, disse mennesker misunder den, der sidder foran dem i synagogen!

Og du vil være Guds Søn! Du kender dem ikke, og de vil heller ikke kende dig.

Ræk dem hånden, og de tænker: Hvem tror han han er? Giv dem en denar, og de tænker: Hvor har han stjålet den?

Lær dem noget, og de tænker: Han tager os åbenbart for tåber! Alt, hvad de ønsker at se, er et slettere menneske end de selv, så de kan berolige sig med, at de ikke selv er de sletteste.

Alt, hvad de ønsker at høre, er en større tåbe end de selv, så de kan berolige sig med, at de ikke selv er de tåbeligste. Og du vil lade dem se en mand uden skyld og høre Guds ord af et menneskes mund?

Og om du også tordner for dem, åbner himlene for dem, og de ser Moses og Elias stige ned! Det har de glemt inden nadver.

Hvis du ikke udfører de undere, de forlanger af dig, vil de sige: Han praler. Udfør alt, og de vil sige: Den svindler!«

»Jeg synes, du sagde, du ville gøre mig til profet?«

»Du kender ikke menneskene. Men jeg kender dem.

Tror du, det er Gud, der udnævner konger og præster? Tror du, det er Ham, der giver dem de nødvendige midler til at bestikke og rydde af vejen? Hvis nogen kan gøre en konge af en hyrde, må det være mig!«

»Jeg tror dig,« smilede Kristus. »Men kan du også gøre en hyrde af en konge?«

»Først,« sagde Satan, idet han valgte at overhøre Frelserens sidste bemærkning, »må du tænke på dit udseende. Du må tænke på, hvad du spiser og drikker, og hvilke mennesker du omgås. En konge, der hersker over stoddere, er en stodderkonge, og en profet, der profeterer for stoddere, er en stodderprofet.«

»Jeg forstår,« sagde Yehosua, som var begyndt at more sig. »Det er ligesom en læge, der omgås syge mennesker.«

»Nu har du forstået det,« sagde Satan glad. »En læge bør kun omgås raske mennesker, så folk ikke mister tilliden til ham. Mennesker, som anser sig selv for retfærdige, må også anse dig for retfærdig, og de må give udtryk for det.

Vigtigst af alt: Du må tænke på, hvad du siger! For det første må du ikke sige noget, der kan udlægges som gudsbespotteligt eller foragt for Loven.«

»Hvilken lov?«

»Ja, Moseloven, Romerretten, og så videre. Det er vigtigt ikke at støde nogen. Bortset fra muligvis samaritanerne.

Og så må du for Guds skyld ikke gøre dig klogere end andre. Hvad du end mener, må du samtidig mene, at du tager fejl; det er det sikreste.«

»Men jeg er Sandheden, Vejen og Livet,« protesterede Kristus.

»Ja, med den indstilling kommer du ikke langt!« advarede Satan.

Yehosua skuttede sig, det var ved at blive køligt. Ørkennatten faldt på.

I det tiltagende mørke skinnede Djævelens øjne som trækul. »Jeg må gå nu,« sagde Yehosua. »Jeg har sat pris på vores lille samtale. Det har jeg virkelig.«

Satan så usikkert på ham. »Så er det altså krig?« sagde han bedrøvet.

Yehosua nikkede. Og et sted i Judæas ørken et sted i historien slap to guder hinandens hænder.

Af VERDEN
BORGEN 1994
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff