Historietime

 

På Folkets Plads stod der i mange år en vældig statue forestillende en mand med en overdådig hår- og skægvækst og en stor bog under armen. Tusinder af mennesker passerede den daglig forbi, indtil til sidst ingen ofrede den større opmærksomhed end brostenene, de trådte på.

Men en lille dreng, hvis far i sin tid med stor højtidelighed havde præsenteret ham for statuen, glemte aldrig helt denne dag og mindedes om den, når han på vej til og fra skole kastede stjålne blikke op på den strenge herre. Som tiden gik, vovede han sig stedse nærmere, indtil han en dag gik helt frem til soklen, lagde hovedet så langt tilbage, han kunne, og sagde: »Goddag!«

Statuen så ikke mindre streng ud. »Fryser du ikke om vinteren?« spurgte drengen.

Noget rørte sig i skægget, som fugleunger i en rede. Stenmanden bøjede langsomt hovedet og fikserede puslingen ved hans fødder. »Hvad siger du, min lille ven?« mumlede den.

»Jeg spurgte, om du ikke fryser, når det er koldt?« Statuen skuttede sig uvilkårligt.

»Nå, det er såmænd ikke så slemt. Hvad hedder du?«

»Jurek.«

»Går du i skole?«

»Ja. Lige derovre.«

»Det er godt. Viden er vigtig, ved du. Nu er du vel flittig?«

»Jeg skal hjem nu!« sagde Jurek, for statuen var begyndt i betænkelig grad at lyde som andre voksne, han kendte. Selvfølgelig kendte Jurek ikke andre voksne, der var af sten, så det varede ikke længe, før han genoptog sin samtale med kæmpen.

»Er det dig, Jurek?« spurgte statuen. Den så ikke så godt, for billedhuggeren havde udeladt den store mands briller af hensyn til det æstetiske indtryk.

»Ja, det er mig,« sagde drengen.

»Hvordan går det i skolen?«

»Hvorfor står du der?« skiftede drengen emne.

»Hvadbehager?«

»Jeg mener, venter du på noget?«

»Næ,« sagde statuen eftertænksomt. »Det er vist alt sammen sket, det, jeg ventede på.«

»Nåmen hvad så?«

»Tja. Jeg står her - fordi her har man opstillet mig. Det er vistnok en stor ære.«

Jurek så spekulativ ud. »Så får du ikke noget for det?«

Manden lo. »Du er en klog lille fyr,« sagde han.

Efter det talte de to om alt mellem himmel og jord. Jurek fortalte sin nye ven alt, hvad han oplevede. Han var ikke altid sikker på, at han lyttede, for af og til fik han et underligt fjernt udtryk i øjnene, men det gjorde ikke så meget.

Jurek fortalte ikke andre om sit bekendtskab med manden på torvet. Han var nu i den alder, hvor man begynder at lytte efter sig selv og spekulere over, hvordan det, man siger, lyder for andre.

Jurek havde ikke svært ved at forestille sig, hvad der kunne ske med små drenge, der talte med statuer. Så deres venskab blev mellem de to, som venskaber bør.

Så en nat vågnede han ved en frygtelig larm fra gaden, og hans mor stod over hans seng med våde kinder. »Vågn op, lille Jurek!« sagde hun. »Dette her skal du opleve.«

Jureks mor trak den søvndrukne dreng hen til vinduet og løftede ham op. Et øjeblik blev han helt forskrækket over, hvad han så.

Folk løb rundt i gaderne og råbte og sang. De viftede med små flag, og for hver fem skridt omfavnede de hinanden.

»Er det ikke vidunderligt?« sagde hans mor. »Nej, det forstår du ikke.

Men når du bliver stor, vil du forstå det.« Hun trak ham tæt hen til sig og så ham alvorligt ind i ansigtet.

»Forstår du, tyrannerne er borte. Vi er fri.«

Jurek gned det ene øje. »Nu kommer far hjem!« sagde moderen.

Også den næste morgen var anderledes. Gaderne, som plejede at være rene og pæne, var strøet med glasskår og snavset papir.

Jurek skrævede over det, så godt han kunne. Hans mor havde sagt, at hun ikke vidste, om skolen var åben, og hvis den var lukket, skulle han komme lige hjem.

»Jamen mor,« sagde Jurek. »Det er da ikke søndag?«

Så lo hun og græd og var lige så underlig som om natten. Jurek var forvirret.

Måske vidste hans ven på torvet, hvad der var sket. Næppe havde han imidlertid rundet hjørnet, før hans øjne fyldtes med tårer.

»Karl!« skreg han. »Hvad er der i vejen?« Statuen svarede ikke. Den var styrtet fra sin plads på soklen og lå nu med ansigtet nedad på stenbroen. Bogen og det meste af den arm, der havde holdt den, lå et stykke borte.

»Jurek,« lød det fra et sted under statuen. »Er det dig?«

»Men hvad er der dog sket med dig? Kom, lad mig hjælpe dig!« Men Jurek kunne ikke rokke den faldne kæmpe.

»De kom i nat, med fakler. Jeg troede, det var min fødselsdag.

I stedet kastede de reb over mine skuldre og væltede mig om. Jeg tror, jeg har brækket næsen.«

»Hvem?« hylede den lille dreng. »Hvorfor?«

»De har fået nye herrer,« sagde statuen. »Ikke, at de gamle var meget værd.«

»Men hvad har det med dig at gøre?«

»Det er svært at sige,« sagde Karl. »Måske har det med mine drømme at gøre.«

»Men hvad drømte du da, som var så frygteligt?« spurgte drengen.

»Jeg drømte om magt!« sagde statuen fast. »Men ikke magt for magtens skyld. Magt til at tvinge dem til at dele, som vil have det hele for sig selv.

Nu har de befriet sig for den magt. Derfor hader de mig.«

»Skal vi så ikke dele mere?« spurgte Jurek lidt overrasket. »Mor siger, at far kommer hjem nu. Han blev arresteret sidste vinter.«

»Nå. Hvad blev han arresteret for?«

»Han sagde, at folket skulle gøre oprør mod magthaverne, som kun tænker på sig selv. At folket skulle tage magten og selv skaffe sig ret.«

Statuen sukkede. »Så beholder du ham vist ikke ret længe,« sagde den.

»Kan du ikke rejse dig igen?« spurgte Jurek bekymret.

»Jeg er vist blevet for gammel og forstenet,« klagede statuen. »Det er bedst, at du lader mig ligge.«

»Nej,« sagde den lille dreng. »Jeg skal hjælpe dig op.

Sammen vil vi gå ud i verden, og du vil fortælle menneskene om dine drømme. Måske vil de lytte denne gang.«

En skælven gik igennem stenmanden. Møjsommeligt kom han på benene.

»Hvis du vil holde min hånd, vover jeg det!« sagde Karl fast. Jurek smilede op til kæmpen og tog en af dens stenfingre.

Så da renovationsarbejderne om eftermiddagen gik i gang med at feje revolutionen sammen, fandt de hverken den store statue på soklen eller noget andet sted, og heller ikke Jurek. Der lå kun drengens skoletaske og Karls højre arm, som de med noget besvær fik transporteret væk. Ingen sørgede eller havde tid til at undre sig.

For sådan er det med denne verdens kolosser, at de små mennesker gør dem hadede, mens de lever, og hadede, efter de er døde. og hvis man ikke er indstillet på det, skal man ikke blive statue.

Af Skrækkens ABC
BORGEN 1992
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff