Hokhma

 

Han sov ikke godt. Det var ikke egentlig søvnløshed.

Han sov let, uroligt og plaget af drømme, der ikke var rigtige drømme, men en slags somnambul meditation, en absurd tyggen drøv på dagens begivenheder og samtaler. Han gik i seng fast besluttet på at lukke øjnene, i det øjeblik hans hoved ramte puden.

Lige med det samme gik det meget godt, sengen var en kølig sky, han drev af sted på. Men så begyndte det at gnave, som en orm i et æble, lige bag hans øjenlåg, et eller andet, han havde sagt, eller skulle have sagt, eller ikke skulle have sagt, eller skulle huske at sige til den eller den.

Han førte samtalen, skønt den ofte allerede var ført, formulerede og omformulerede, og begyndte så forfra. Til sidst faldt han som regel i en slags søvn, men samtalen fortsatte inde i hans hoved og vækkede ham efter et par timer.

Ordene klistrede til hans hjerne som insekter, der spandt den ind i deres net, han kunne ikke slippe af med dem. Han så på vækkeuret, at dagen efter ville være ødelagt, han ville være sløv og gnaven og komme hjem med et helt batteri af nye aggravationer.

Han ville drikke et par glas vin for at falde i søvn og vågne klokken tre med knaldende hovedpine. Til andre tider opgav han simpelt hen, lå bare og stirrede ud i luften, mens hans hjerne kværnede, og han prøvede at lade være med at høre efter.

Så hengav han sig i stedet til sine natlige hobbies. Han kunne selvfølgelig altid masturbere.

Men hvis han ikke gennemførte, virkede det ophidsende i stedet for beroligende, og når han gjorde det, syntes han altid, han trængte til et bad, hvilket var så forfriskende, at han lige så godt kunne blive oppe. Han kunne næsten bilde sig ind, at han var udhvilet, indtil hans søvnunderskud ramte ham som en blyvægt i bussen.

At læse i sengen syntes at være en smule kontraproduktivt, eftersom han jo ikke kunne sove, så længe han læste, og efter al sandsynlighed bagefter ikke ville kunne falde i søvn, fordi han spekulerede på, hvad bogen endte med, eller hvad den næste historie handlede om. Han havde overvejet at anskaffe en radio, men hvem skulle så slukke for den?

Mr. Morrison var en sparsommelig mand, og rent bortset fra det, ville den lyd, der dyssede ham i søvn, sikkert vække ham. Han havde ladet sig fortælle, at der eksisterede unika, der slukkede sig selv, men så ville de sikkert gøre det for tidligt, inden han var slumret rigtig ind.

Eller også ville de gøre det for sent, og han ville ligge og vente på det, og så ville han til sidst blive nødt til at gøre det selv, og i samme øjeblik være lysvågen. Så mr. Morrisons nokturne diversioner var af en noget enklere og uskyldigere art.

Han kunne for eksempel tælle tremmerne i fodenden af sengen. Det var ganske vist søvndyssende, men også et job, der var ansvarsfuldt nok til, at han ikke kunne tillade sig at døse hen.

Mr. Morrisons soveværelse var ikke ganske regelmæssigt, hvilket afspejlede sig i den kendsgerning, at loftet havde ikke mindre end syv hjørner, som det tog godt og vel en halv time at forbinde mentalt med rette linier. Endelig kunne han ligge og studere skyggerne og prøve at gætte, hvor de hidrørte fra.

Han boede i stuen ud til gaden, så af og til fik han også gæster udefra. De var forholdsvis sjældne, for det var ikke noget trafikeret nabolag.

Sådan et par lygter kunne ramme et punkt lige over mr. Morrisons hoved for straks efter at fortsætte over loftet og forsvinde. Som man vil forstå, var dette et skyggespil, der efterhånden kun indeholdt få overraskelser, men det skete alligevel i ny og næ, at han på en af sine liggende rekognosceringer opdagede en skygge eller silhouet, han ikke umiddelbart kunne aflægge regnskab for.

Tit måtte han op og se efter. Han var naturligvis for længst nået over det stadium, hvor »underlige« skygger foruroliger en - eller det fortalte mr. Morrison i det mindste sig selv - alligevel skete det, at han fandt, at et vist rearrangement af beklædningsgenstande eller nips var ønskeligt.

Det var ved en af disse (sjældne, forekom det mr. Morrison) lejligheder, hvor han rent faktisk sov, eller i det mindste blundede, at han blev opmærksom på lyspletten. Han åbnede det ene øje og ventede på, at bilen skulle køre forbi.

Åbenbart holdt den med lygterne tændt, eller i det mindste den ene. Men skæret forsvandt ikke.

Mr. Morrison brugte et helt kvarter på at beslutte at lade lys være lys, inden han møjsommeligt kravlede ud af sengen og gav sig til at studere det med hænderne i siden. Han vidste af erfaring, at den letteste måde at identificere en lyskilde på var at prøve at skygge for den.

Følgelig tilbragte mr. Morrison endnu et kvarter af sin kostbare nattesøvn med at gå og springe rundt i sit soveværelse, ivrigt vinkende og viftende over sit hoved med begge arme, uden at det mystiske lys dog flakkede et sekund. Til sidst rykkede han en stol hen til væggen og prøvede at nå op til det, men det var lige netop uden for hans rækkevidde.

Han overvejede et øjeblik at sætte natbordet oven på stolen, men akrobatik af denne art øvede normalt ikke nogen større tiltrækning på mr. Morrison, der med skam at melde var så akrofobisk, at det gav ham et sug i maven at læse tallene på badevægten. Faktisk var allerede hans hidtidige anstrengelser af en for ham usædvanlig sværhedsgrad, hvilket i det mindste havde den virkning at gøre ham så umådelig søvnig, at det virkelig lykkedes ham at sove fra det uløste mysterium.

Fænomenet løste i det mindste hans problem med hensyn til, hvad han skulle foretage sig den næste aften i sengen, og paradoksalt nok var det åbenbart det perfekte sovemiddel at ligge og vente på, at lysprikken skulle vise sig. Han sov dog som sædvanlig ikke særlig fast, som om en del af ham stadig holdt et øje åbent.

På et tidspunkt vågnede han og konstaterede, at den blege plet var der, den var endda, så vidt han kunne bedømme, blevet større. Oprindelig havde den været cirkelrund og på størrelse med en mønt, nu var den nærmest oval.

Måske var det den samme ledige fantasi, der plejede at forvandle jakken på stolen til en hovedløs dværg, der gav den en umiskendelig lighed med et ansigt, eller måske snarere en maske. Var der ikke tre mørke huller, to runde og et aflangt, han syntes sågar at ane næsebor.

Der var ikke noget hår, og heller ikke nogen hals, men det var jo også kun en lysrefleks. Men hvor kom den fra?

Hvis der ikke havde været fuldstændig mørkt i værelset, kunne det have været genskinnet af noget så uskyldigt som spændet på hans seler. Hvis lyskilden skulle søges uden for hans værelse, måtte den være særdeles kraftig og burde fremtræde som en plet på gardinet af en tilsvarende større intensitet.

Han rystede på hovedet, og ansigtet - for det var et ansigt - blinkede til ham. Det var egentlig ikke skræmmende, ikke engang ubehageligt.

Det var meget blegt, lidt tyndt, med rolige træk, det forekom ham, at det smilede. Det var ganske tydeligt en ung kvindes hårløse, bløde træk.

Som han stirrede, udfyldtes kraniehulerne med hvidt og grønlige pupiller, og den nederste del rødmede i antydningen af en amorbue. Han trak blikket til sig, og da han atter så op, var han besluttet på blot at se den skyggede lysplet.

Men ansigtet var så umiskendeligt, som hvis han havde set det på en plakatsøjle. På sin vis beroligede det ham, fordi det syntes at begrænse mulighederne.

En eller anden med et lysbilledapparat på den anden side af gaden eksperimenterede åbenbart med at bruge nabohusenes facader som lærred. Der var strøgbutikker, der på samme måde projicerede reklamer på fortovet, og somme tider var det virkelig svært at konstatere, hvor projektoren var.

Han bandede lavt i behørig irritation over denne hensynsløse drengestreg, men i virkeligheden var han taknemmelig over den uventede diversion. Hvornår mon billedet skiftede? Men hov! det var jo en film ...

Hun blinkede deroppe under loftet, og læberne bevægede sig. Hvis han nu havde kunnet mundaflæsning, ville han måske have kunnet følge med i handlingen.

Hvem mon hun talte til? Det forekom ham næsten, at hendes blik var vendt mod ham, at hun ventede en eller anden form for reaktion.

Han prøvede at tolke hendes udtryk, utålmodigt, uroligt, indtrængende, måske endda en smule skræmt. Han lå fascineret og betragtede hende, som hun blegnede i det indstrømmende morgenlys, og endelig, da solen var kommet op over hustagene, forsvandt helt.

Først da faldt det ham ind at ringe til sit arbejde med en forklaring om, at han var blevet syg, og at hans feber havde fået ham til at sove over sig. Han købte ind, men foretog sig ellers ikke andet den dag.

I de tidlige aftentimer sad han på en stol i sit soveværelse og ventede på, at forestillingen skulle begynde. Snart bredte skygger sig over det meste af væggen, som der ikke syntes at være nogen forklaring på, og disse skygger blev klarere, som det blev mørkere i rummet.

Åbenbart havde hans genbo nu fået indstillet sin projektor, så at billedet fyldte mere. En tyk lodret streg gled frem og tilbage, blev en skikkelse og endelig den mystiske kvinde i hel figur.

Tilsyneladende var hun nøgen, skønt denne del af billedet til hans ærgrelse ikke var klart nok til, at han rigtig kunne se hendes krop. Til gengæld fremtrådte hendes ansigt nu helt tydeligt.

Hun havde kort, mørkt hår og smukke øjne under øjenbryn, der var kraftige uden at være uklædelige. Næsen var lang og bred, men hendes læber var så fyldige, at helhedsindtrykket var yndigt på en karakterfuld måde.

Om halsen bar hun en bred rem, nærmest som et hundehalsbånd. Hun udtrykte en agiteret fortvivlelse, som hun bevægede sig frem og tilbage i hans synsfelt, mens hun gned skuldrene.

Indimellem slukkedes smerten ligesom i hendes øjne og erstattedes af en mild resignation. Så stod hun stille og spejdede ud i det mørke, hvor han befandt sig, og det forekom ham flere gange, at de etablerede øjenkontakt.

Ved sådanne lejligheder bevægede hun læberne langsomt og omhyggeligt og lod dem forme ord, der til sidst stod for ham så tydeligt, som hvis han havde hørt dem. HELP.

HELP ME. PLEASE HELP.

Uvilkårligt rejste han sig og nærmede sig skyggerne, der dansede på hans væg. Hun stod stille og ventede på ham, med et bedrøvet, men også håbefuldt og indbydende smil.

Alt andet forsvandt end dette billede. Han opdagede, at hun var i naturlig størrelse og syntes at stå på gulvet over for ham.

Han rakte ud og lagde hånden på hendes nøgne hofte, den var lige så blød og varm, som den så ud. Han undrede sig ikke, han var fortryllet.

HELP ME! bad hun. Hans hånd gled op til halsbåndet, som var brutalt og syntes at true med at kvæle hende.

Hun smilede og rystede på hovedet. PLEASE HELP ME!

»Hvad skal jeg gøre?« hviskede han næppe hørligt.

»Please get me out! Before it comes back ... oh please ... I'll do anything!«

Hun lagde hænderne om hans nakke og kyssede ham, en af hendes tårer løb ned i hans mund og smagte salt. Hun klyngede sig et øjeblik til ham, så åbnede hun med nogle få, sikre bevægelser hans pyjamas og klemte sig op ad hans nøgne krop.

På dette tidspunkt havde mr. Morrison mistet enhver kontrol, som han gled op mellem hendes bløde, runde lår og begravede ansigtet i hendes bryster. Han kyssede dem, skuldrene, den bløde mund, selv halsbåndet, drak de moskusduftende sveddråber og gemte næsen i det hjelmagtige hår. »Please hurry ...«

Hun tog hans hoved i sine hænder og kyssede ham dybt, mens hun steg og sank på hans hofter. Hun fik fat i hans tunge med tænderne, nappede den let og sugede den til sig.

Et øjeblik føltes det, som om den var ved at blive flået af ved roden. Så forstod han, at han simpelt hen sad fast.

Noget rørte sig i hendes underliv, som en fælde, der klapper, og i næste øjeblik blev hans lem trukket ind og holdt fast på samme måde. Deres læber knustes mod hinanden, men det syntes ikke at røre hende.

Hendes blik var stift, nærmest dødt. Armene, der havde holdt om ham, faldt slapt ned langs siderne.

Det rykkede i ham, opefter, og han blev trukket med. Smerten var uudholdelig, og han klamrede sig til hendes liv og mærkede gulvet forsvinde under sine fødder.

Hendes hoved begyndte at nikke, først som under sin egen vægt, så som om det blev skubbet fremefter. Parykken sad skævt og faldt af, issen tårnede sig op over ham, meterhøj som en lyserød finger af samme tykkelse som hendes liv.

Der var andre lange skygger omkring ham, som snart fjernede sig, snart nærmede sig den, på hvilken den slappe kvindekrop nu var en obskøn udposning. Han vendte blikket opad og så ind i en håndflade, i hvis midte der sad en skælvende åbning, som kunne være et øje eller en mund.

Da den kom nær nok, jog han uvilkårligt en næve ind i den, grebet om hans ædlere dele slappedes et sekund, og han stemte knæene mod den kvindelignende genstands hofter. I næste øjeblik hvirvlede han rundt i intet og ramte derpå underlaget med en kraft, der fyldte hans mund med blod.

Blindt begyndte han at trække sig i en retning. Der var andre skygger, som en klods oven på to andre, og han forsvandt i en frelsende åbning.

Det var noget, han ikke var uvant med, en af sanserne eller dimensionerne udeblev midlertidigt, som en forsinket funktionær, og han måtte vente på den. Han kunne ikke høre noget, og han vidste, at der måtte være noget at høre.

En bil på gaden, eller blot hans bevægelser i sengen. Men der var ikke nogen lyd overhovedet.

Han tænkte, at han måske var blevet døv. Det skete somme tider for mr. Morrison, at der var så mørkt i værelset, eller hans øjne var så trætte, at han måtte op og tænde lyset for at sikre sig, at han ikke var blevet blind.

Det indgik i rækken af ritualer, der skulle overbevise ham om, at han ikke var død eller døende. Han afsøgte regelmæssigt sine armhuler for svulster, pirkede til sin afføring i kummen på jagt efter blod.

Han kunne lede i timevis efter årsagen til et lysglimt, som han havde læst, var symptom på hjernesvulster. Der var ikke nogen særlig grund til, at mr. Morrison skulle leve videre, han havde hverken i objektiv eller subjektiv forstand noget at leve for.

I stedet havde han besluttet sig for at leve længere end nogen anden. Han vidste, at han havde haft en forfærdelig drøm, måske var han ikke kommet helt ud af den endnu.

Det var noget med en lysplet på væggen, gad vide, om den var der endnu. Han åbnede øjnene og så ud over en uendelig lyserød ørken, selv himlen var rødlig.

Han rejste sig og stod til anklerne i en slags sand, men han var bange for at få overbalance og besvime igen, hvis han knælede ned for at undersøge det. I stedet vadede han rundt i en cirkel og ledte efter landkending.

Han undrede sig ikke, hans hjerne var ikke rigtig vågnet endnu, han vidste ikke, om det nogen sinde ville ske. Han standsede brat op, som ramt af en mellemting mellem et vindstød og en glasrude.

Under sig anede han noget, der umiddelbart lignede en dåse med orm. Han kunne se, at ormene var mennesker, og forstod, at der måtte være et eller andet galt med perspektivet.

En af dem, en kvinde, nærmede sig ham og genvandt derved forbløffende hurtigt sin naturlige størrelse, som om han så hende gennem en enorm lup. Hun havde sort tjavset hår og var frygtelig mager.

Der sad en stor, sort splint i hendes ene lår, der var dækket af stivnet blod, hun trak benet efter sig. Hun så op, næsten søvnigt, som en glinsende nål kom til syne ud af ingenting og gennemborede hende, lige over navlen.

Så forlod hendes fødder tilsyneladende jorden, og hun blev hængende et par meter over hans hoved. Pludselig var hendes højre arm forsvundet, men der var ikke noget blod.

Hun så på stumpen og begyndte at skrige lydløst, til også hendes hoved blev væk, og den lille hvide ting, som havde været hendes krop, forsvandt af syne som en drage i en sommerhimmel. Han vendte sig og løb.

Af UFO
BORGEN 1999
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff