Femte inkarnation - Jøden

 

tørstigt land. I sjakalens bo holder hjorde rast, på strudsenes enemærker gror rør og siv.«

Franz Ackerman pressede ansigtet ned i sengen. Det var ham i øjeblikket umuligt at sige, hvor han var. Han følte sig tør og kold. Sjælen flaksede et stykke over det mishandlede legeme, men kunne dog ikke beslutte sig for at slippe det.

Han vidste, at skovene var borte, og alligevel fældede han dem daglig. Men det var ingen grøn skov. Fremskridtet havde taget farven fra skoven. Nu var den grå, sort og hvid som fotos, sværtet af fabriksrøg, i sjælens is, skelethænder, der skreg på euthanasi. Kroppen var også død. Der var ingen kærlighed i kødet, intet had i musklerne, kun fremskridt.

Kongerne, som ville være guder, var borte. Ådselæderne havde taget deres del og var fløjet bort. Derpå havde de handlende spillet om de døde rester, til endelig stenene selv fik mæle og gjorde oprør. De dannede et stensamfund af stenmennesker, og det var det sidste. Friheden blev en ubrugelig dram som storheden. Så havde mennesket påbegyndt sin sidste store kulturbedrift: Selvudslettelsen, som om der endnu var noget Selv tilbage at udslette.

På dette grundlag opstod Stortyskland, fremskridtets borg i en overtroisk verden, der endnu til dels fæstede lid til forældede værdier, til følelser og livsytringer. I endnu et halvt århundrede ville verden ikke se dets lige. Menneskene fandt sammen som aldrig før, i en stor, altomfattende solidaritet.

En ny storhed, der byggede på menneskenes antal, og ikke deres indbyrdes størrelse, indfandt sig. Nationen lyste af uegennytte og arbejdsvillighed. Den politiske bevidsthed bredte sig til alle sociale lag og alders grupper. De reaktionære kræfter udryddedes.

Kunsten, som var udartet i obskurantisme og pornografi, lutredes i bogbål. En ny kunst fødtes af flammerne, en sund arbejderkultur, blottet for eskapisme. Hvem kunne ønske at flygte? Det betød en ende på forlagenes spekulation i slibrighed, og en ny ophyggelighed.

Litteraturen blev tilgængelig for alle, ikke blot for fimsefine litterære gourmeter med store næser.

Den populaere musik, især jazzens nedbrydende virkning på ungdommen blev forhindret og erstattet af gode, gamle tyske folke- og arbejdersange. Kort og godt, underholdningsindustrien fik dødsstødet, da kunsten blev fælleseje og en national opdrager i stedet for investeringsobjekt. Pseudokunstnerne flygtede til USA, der stadig foretrak bare niggere - som enhver ved, er Hollywood indbegrebet af dårlig smag.

»Der bliver en banet vej, Den hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes på den, den er valfartsvej for hans folk, selv enfoldige farer ej vild.«

Uldtæppet kradsede mod hans ansigt, hans ene albue stedte smertefuldt mod sengekanten, den føltes blottet, mere end blot nøgen, som sener frilagt af en skalpel. Somme tider føltes hele hans krop på den måde, og en ovn ville ikke have varmet ham, kun smertet.

»På den er der ingen lever, rovdyr træder den ej, der skal de ikke findes.«

Den snøvlende stemme skar ind i hans hjerne, gamle Esajas, der egentlig hed Wexler, som havde lært alle profetens 66 kapitler uden ad og aldrig holdt op med at citere dem. Hvorfor var det så vanskeligt at sove nattens sidste timer? De første forsvandt så nemt, men man vågnede altid to timer før nødvendigt og huskede.

Det var det værste af det hele. Ikke erindringen om udståede plager, men det at vågne op fra ingen steder og pludselig være lokaliseret, hvor? der! hvor ellers, på det eneste sted i verden, og så frygten: I dag sker det, nu er din sidste dag På Jorden, brug den godt! Den blev holdt forsigtigt som et barn, den sidste dag, og så kasseret. Dagen ville alligevel ikke være anderledes end alle de andre dage.

Ackerman fik somme tider den idé, at han ville komme til at gennemgå hele ritualet, den absurde utålmodighed over for døden, som trippende børn ved Channukkah, det trange rum, mørket, som venter på lyset, de sidste hvæsende åndedrag, kramperne og legemsstivheden, at han ville blive slynget bort gennem vandene for så blot at vågne to timer før opstilling med Esajas i øregangene.

»HERRENS forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly.«

En pause antydede kapitlets afslutning og Ackerman lyttede efter den korte, tørre, automatiske latter, som et maskingeværs raslen, der plejede at indfinde sig ved sådanne lejligheder, stikke ud fra en eller anden krog. Men der var ingenting. Så kom det, næsten alvorligt: »Står der noget om, hvornår? Der er nogle af os, der er ved at blive lidt utålmodige, ser du!«

Ackerman kunne skimte Wexler I halvmørket. Hans hoved sank ganske langsomt ned på brystet, og Franz tænkte: Den gamle er død, men så begyndte det at pibe fra den fyrreårige olding, næsten museagtigt, en latterlig, umenneskelig klynken, der snørede halsen Sammen på alle, der hørte den, som om de skulle kvæles.

»Tag det roligt, Esajas!« trøstede nogen. »Lad være med at tage det på den måde ... «

Men endnu nogle minutter var det ikke Wexler muligt at udstøde forståelige ord. Så sagde han: »Gud har glemt os. Gud er ligeglad. Gud hader Os. Gud er ond.«

»Måske har han bare været bortrejst,« foreslog den alvorlige stemme fra før, og Chanins blege ansigt kom til syne i hans overkøje »Han skal lige have lidt tid dl at få orden på sagerne ... «

»Hvi døde jeg ikke I moders liv eller udåndede straks fra moders skød?« skreg den gamle, og raseriet lånte hans stemme en ung, kraftig mands styrke. »Hvorfor var der knæ til at tage imod mig, hvorfor var der bryster at die?«

»Man kan ikke gå I rette med Gud,« mumlede Chanin. Måske mente han det, måske gentog han bare en gammel formel.

»Hvorfor ikke?« Wexler løb hen og ruskede ham, ude af sig selv. »Hvorfor ikke? Straffer han ikke os for pure overtrædelser. Hvorfor skal Han da alene være ansvarsfri?«

Den anden rev sig irriteret løs. »Sagen Carl Wexler mod Adonai, Den Almægtige,« grinede han.

»Præcist Præcis! Jeg er anklager. Du har studeret jura, Chanin ...«

»Jeg blev smidt ud efter et år af nazisterne.«

Så du er dommer. Vi er alle vidner!» Han snurrede om sig selv som en komisk Harlekin. »Hvem vil forsvare?«

Der blev meget stille. Til sidst sagde Ackerman: »Jeg Forsvaret.«

»Udmærket! Udmærket! Retten er sat. Anklageren - det er mig - kalder mit første vidne ...«

»Nej,« sagde forsvareren koldt. »Vi er nøgne nok. Vi kender alle sagens akter. Jeg foreslår, vi går direkte til slutplæderingerne.«

Wexler nikkede og var tavs et øjeblik. Så begyndte han at tale, langsomt og højtideligt. Han vidste, han havde barakkens samlede opmærksomhed.

»Jeg, Carl Wexler, anklager Gud den Almægtige, Himlens og jordens skaber, for at have forsyndet sig mod sin skabning, mennesket. Man skabte det i sit billede på den sjette dag men tabte senere interessen. Han åbenbarede sig for Abraham, Isak og Jakob og udnævnte deres efterkommere til sit udvalgte folk, og se nu, hvad han har ladet overgå dem! Vi... «

Han holdt inde og rystede bedrøvet på hovedet. »jeg kan ikke. Der er ingen ord.«

Chanin udstedte en lyd midt imellem en latter og et foragteligt snøft. »Forsvareren har ordet.«

Ackerman kravlede ud af sengen og stod vaklende på gulvet. Han frøs stadig. Han følte noget, han ikke havde følt før, på dette sted, hvor alle følelser var følt tynde. Det var flere ting. Han følte fjendskab. Et had, som barakkens vægge begrænsede og holdt indespærret som et farligt rovdyr, var pludselig vendt mod ham. Da Wexler udslyngede sin første anklage mod Den Uendelige, havde Ackerman opfattet det som en bespottelse, der måtte imødegås. Nu forstod han, at det var ham selv, der havde gjort sig skyldig i bespottelse, ved at hævde, at et forsvar var muligt. Lidelsen har sin egen værdighed, som overgår kongers og guders, og han havde krænket den utilgiveligt.

Han forstod også, at Wexler uden at vide af det havde leveret den taktisk set bedst mulige anklagetale. Ved ikke at stipulere anklagens punkter havde han på forhånd gjort det umuligt at imødegå dem, punkt for punkt. Skaberværket selv var blevet anklageskrift mod skaberen, og i sin uendelige mangfoldighed talte det imod Ham med den samme umådelige veltalenhed, hvormed nogen engang havde ment det sang hans pris.

Han vovede ikke at sjofle dem med dårlige vittigheder om, at deres ulykke var menneskeværk, eller at den var en prøvelse. Han var på nippet til at bøje hovedet og nedlægge forsvaret, lade dommeren udtale den endegyldige dødsdom over skaber og skabning.

Men så kom han i tanker om noget, og han fulgte tankebanen som en mulig udvej af sit dilemma. Det var nærmest en fiks idé, den tanke, at han ikke var Franz Ackerman, eller kun delvis, eller rettere, at Franz Ackerman kun var en del af ham.

Det kom til ham som billeder, snarere end tanker. Han så en munk kopiere Vulgata. Han så en fed romer vælte ud af sin seng efter et drikkegilde. Han så pyramiderne gro frem af sandet, og en mand komme fra ørkenen, en mand med fuldskæg og et navn, der forekom underligt bekendt. Så vidste han pludselig, hvad han skulle sige.

»Schema Yisroel!«

De fór sammen, så på hinanden. En sagte vind peb over gudernes begravelsesplads. Der blev mørkere i barakken, skønt det var morgen. En vibration bredte sig gennem rummet, og knokkelfingre greb fat i sengekanten. Deres øjne spærredes op, hjertet dansede i dem. Et levende væsen rystede sig under årtusinders vantro, vendte flammeøjnene og begyndte opstigningen. Ackerman smilede.

Hør, Isræl, og alle lyttede efter tordenen fra bjerget Adonai, den usikre dubleant gispede, blegnede. Tyreguden slog med hovedet og fnøs blod. Mithra var ikke født. Støv og bleg urin dansede i halvlyset, så væltede horisonten under en stank af fed sæd. Nogen brækkede sig, andre pirouetterede på den skinnende isflage, det delte sivhav. De blændede øjne sprøjtede atter liv og lys. Et gyldent YAHWEH ELOHENU i triumfskrift over trevæggene. Så var det borte som et glimt, og der var kun Ackerman, talende stærkt til synagogen.

»I anklager jeres gud,« sagde han, »og kan dog ikke finde ord for jeres anklage. Hvad under da, at I ikke kan finde handling til at besejre jeres fjender. Hvad er disse skoledrenge med kasket og skrårem, at de kan betvinge Israel?«

»De er temmelig mange,« bemærkede Chanin tørt.

»Står det ikke skrevet, at hundrede skal forfølge titusind?«

»Og de skal falde for sværdet foran os. Men vi har s'gu ingen sværd, og de har kanoner.«

Ackerman smilede hånligt. »Måske du husker, hvad Han gjorde med Faraos stridsvogne?«

»Det er jo netop det, vi anklager Ham for, at Han ikke længere gør mirakler for os. Miraklernes tid er forbi. Og det er måske egentlig en urimelig anklage, det kan du for så vidt have ret i, hvis det er der, du vil hen.«

»Miraklernes tid er ikke forbi. I ønsker, den skal være forbi, fordi I føler jer utrygge ved mirakler. Men mennesket er et mirakel. Et vidunderligt, frygteligt mirakel. Det største, stærkeste af alt. Skabte det ikke i begyndelsen Gud i sit eget billede, almægtig?«

Chanin trak smilende på skuldrene. »Det kan jo alt sammen være meget godt og rigtigt og smukt, alt det der. Men hvad foreslår du rent praktisk, at vi foretager os mod vore undertrykkere?«

Franz satte sig på sin sengekant, foldede hænderne og stak hovedet frem, fortroligt. »Studerer fjenden. Hvad regner han os for?«

»Ingenting.«

»Præcis. Ingenting. Det turde være at undervurdere vores styrke, hvad? Det ville være at undervurdere et blindt barns styrke. Og vi har jo hidtil bestyrket ham i den antagelse. Ganske snedigt af os, ikke sandt?

Ham derude, som du er så bange for, lille Chanin, ham med maskinpistolen, hvad tror du, han går og laver, i egen indbildning? Fører krig? Nej, min ven, vogter svin. Tror du, slagteren er forberedt på at svinet skal gribe sylen og stikke ham? Hvilket våben er ikke der spillet os i hænde?

De er hyrder. Een hyrde for, jeg ved ikke, hvor mange svin. Hyrderne bar våben, men de er ikke beregnet til forsvar, fordi dem, der bærer dem, ikke er beregnet til at forsvare sig, fordi de ikke er forberedt på noget angreb.

Og når det kommer? Så bliver svinehyrderne pludselig krigere? Nej, drab er en reflekssag, det går for hurtigt til andet. Og svinehyrden har den forkerte refleks. Før han når at lære en ny, er han død. Hvis en af jer begynder at løbe væk fra ham, vil han skyde, refleksmæssigt. Men løber du imod ham, bliver hans rygmarv svar skyldig.

Kan du forestille dig lammelsen hus denne arme uniformerede bonderøv, når tyve mænd, vanvittige af blodtørst, uden varsel kaster sig imod ham på en gang? Han føler instinktivt deres brændende had. Selv om hans fingre ville lystre ham, kunne han kun nå at knalde halvdelen ned. Og hvad ville resten så ikke gøre med ham?

Når vi er uforberedte, gør vi ingenting. måske fordi vi inderst inde alle sammen bekender os til den religion, at det sikreste er ingenting at gøre. Er vi ikke selv det bedste bevis på det? Havde vi ikke, da vi endnu havde et hjem, mulighed for at skaffe våben, eller blot organiseret en flugt? Og vil vi ikke, selv når bødlen lægger rebet om vores hals, mene, at vores bedste chance stadigvæk er at opføre os ordentligt og håbe, han bliver så rørt over vores gode vilje, at han glemmer at sparke skamlen væk? Men vi er kun svage, fordi vi har valgt svagheden. Har Gud glemt os? Vi har glemt Gud!«

Chanin rystede på hovedet. »Vi har ikke en chance.«

»Vi har ingen chancer, hvis vi fortsætter som før. Betyder det noget, om det lykkes? Svar mig, Chanin, hvad du er, en israelit eller et jødesvin? Nej, svaret er ikke indlysende, det indebærer en forpligtelse. Svar mig altså!«

»En israelit!«

»Godt. Så betyder det heller ikke noget for dig, om du skal dø. Vi skal alle dø, for eller senere. Men din lidelse er unævnelig ved tanken om, at du skal slagtes, at du skal lade livet uden at tage nogen af dine fjender med dig.

De kan ikke gøre noget værre mod os, end de allerede gør. Deres begrænsede fantasi strækker ikke til for at udtænke værre repressalier. Og det er deres kapitalbrøler: at de allerede har gjort alting mod os, at der ikke er noget tilbage at true med. Vi vil dø. Men før vi dør, kan vi lave lidt uorden i grinet på deres fjæs. Er det måske ikke umagen værd?«

»Vi skal altså søge at afvæbne vagterne ved mønstringen?« Chanin virkede mere interesseret nu.

»Nejda.« Vi skal dræbe vagterne ved mønstringen. Når jeg råber, løber hver fange, så hurtigt han kan, mod en af vagterne. Udstød vilde kamphyl, det vil gøre indtryk på germanerne. Dem af jer, der når frem: Gå efter øjnene. Flå dem ud! Tag så maskinpistolen og knus hovedet med kolben. Lad være med at spilde ammunition på en blind mand.

Derefter løber vi mod vagtstuerne og de administrative bygninger, bortset fra dem, som tager tårnene. Indlad jer ikke på stillingskrig eller skudveksling, så taber vi. Hold jer i løb Dræb alt levende, mennesker, hunde, kommandantens kanariefugle. Kommer I i dækning et øjeblik, så tøv kun længe nok til at smøre jeres ansigter ind med blodet fra de døde. Jeg behøver vist ikke at sige, at vi selvfølgelig ikke kan overgive os. Overgiver nogen af vagterne sig så modtag overgivelsen, afvæbn dem og dræb dem.«

»Hvordan får vi viderebragt beskeden til de andre barakker?«

»Det får vi ikke. Lad os håbe, de forstår, når det bryder løs. Ellers kan vi måske håbe på at fjenden koncentrerer ilden om disse lette mål først og på den måde giver os andre et forspring.«

Chanin tænkte sig om et øjeblik. »Du har ret. Det er bedre at dø i kamp!«

Ackerman faldt ham om halsen. »Din tåbe! Du skal ikke dø. Fædrenes gud er vendt tilbage, og jeg skal føre jer til Palæstina, når vi har besejret germanerne.«

»Godt!« sagde Chanin og klappede ham venskabeligt på ryggen. »Fint! Gør du det ... «

»Det sker i dag ved mønstringen. De fleste af os tilhører trods alt en forholdsvis ny transport. Om bare en måned vil vi være for svækkede. Er der nogen, der ikke er med? Det er selvfølgelig en ærlig sag. De bliver kvalt i sengetøjet. Ingen? Udmærket!«

»Men vagterne er jo ikke alle lige skyldige,« mumlede Wexler. »Du ved, at nogle af dem har hjulpet os.«

»Strålende!« svarede Ackerman. »Så, kan vi føle os skyldige, når vi har dræbt dem. Det bliver en helt ny fornemmelse.«

Solen kom. Den tøvede at øjeblik, usikker på, om disse stakkels mennesker egentlig behøvede den, og gled så majestætisk op over baraktagene. I tårnet skærmede vagten med hånden mod dagens knivsæg. Hovedet var tungt, og uniformen kløede. Kvalme og morgendis blandede sig. To timer til aflæsningen efter mønstringen.

De sorte menneskemasser begyndte at sive ud af barakkerne som fluer af en knyttet hånd. De stillede op i grupper på hundrede, toogtyve grupper i alt. Vagter gik ind og sikrede sig, at alle var ude.

I Ackermans barak blev Waxier siddende. Han havde længe følt sig overbevist om, at han snart ville blive udtaget til gaskamrene, og tøvede med at gå de sidste skridt. Vagten, der purrede de sidste ud, bemærkede ham og skreg til ham. »Aufstehen!«

Wexler rystede sagtmodigt og bedrøvet på hovedet. Han så op på tyskeren med sine hundeøjne. »Warum machen Sie das? Hvorfor gør I dette mod os?«

Vagten villa råbe igen, højere end før, men råbet blev stikkende i halsen. Han virrede med hovedet, han følte åbenbart absurd nok, at spørgsmålet krævede et svar. »Det ved I udmærket godt!« sagde han kort.

»Nej, jeg ved det ikke. Fortæl mig det! Jeg vil så gerne vide det. Hvis jeg bare forstår så meget, inden jeg dør, kan du gerne skyde mig bagefter. Men svar mig først. Du må da også selv være nysgerrig. Du skal udføre dette her - arbejde hver eneste dag. Du må da ønske at vide, hvorfor du gør det!«

»Selvforsvar!«

Wexler lo en lille pibende latter. »Selvforsvar? Mod os?«

»Det var os eller jer. Tysker og jøde kunne ikke leve sammen i Tyskland. Det ønskede I jo heller ikke. Vi eksisterede kun som slaver for jer.«

Hans blik flakkede. Jøden slog hænderne sammen og begyndte at gynge frem og tilbage på sengen, svagsindet, næsten muntert. »AberMensch! Aber Menschlein! Hvem har dog bildt dig det ind?«

Pludselig forsvandt soldatens usikkerhed. »Min bror har bildt mig det ind.«

Den anden nikkede. »Din bror, javel. SS-officer, velsagtens.«

»Bankfunktionær. Altid været god til tal. Nøjagtig, pligtopfyldende, flittig. Havde en god stilling i en bank på et tidspunkt, hvor man skulle være lykkelig for at have en stilling overhovedet. Gift, to dejlige børn, umiddelbart foran avancement.«

»Nå, ja, ja, avancerede han?«

»Han blev afskediget.«

»Det var trist for ham. Men den slags sker jo.«

Vagten tog ikke øjnene fra ham. »Direktor Meyers svigersøns bror fik stillingen. Direktør Meyers svigersøns bror kan ganske vist ikke finde ud af at give rigtigt tilbage ved kassen. Men det betyder naturligvis mindre. Min bror blev altså afskediget.

Men huslejen skulle stadig betales. Hvis jeg husker ret, var husværten en Herr Goldman, en rar gammel herre med stort skæg. Når jeg besøgte min bror, mødte jeg ham somme tider på udflugt med familien. Jeg tror, det var vinteren '29, en kold vinter. Men Herr Goldman havde jo pels på, Frau Goldman havde pels på, og de tre små Goldmänner havde pels på. Frau Goldmans hund havde pels på. Desværre var der ikke råd til en til min brors kone, som var med barn på det tidspunkt.

Herr Goldman var også nødt til at sætte min brors familie på gaden. Han beklagede det virkelig, han var jo, som jeg sagde, en rar gammel herre, men som han forklarede, tiderne var dårlige. Hans familie skulle jo også spise. De små Goldmänner stod ofte hos bageren og købte sukkerbrød, når jeg skændtes med indehaveren om nogle tørre rester til min gravide svigerinde.

Har I nogen sinde rigtig set på jeres egne unger?« Han lo. »Jamen de ligner jo rotter. I ligner alle sammen rotter. Nu ligner I magre rotter, men dengang var I fede, slimede kloakrotter. I havde lavet Tyskland om til en kloak. Tyskeren var flyttet ind som lejer.«

»Der var også fattige jøder.«

»Vrøvl. Der var ingen fattige jøder. Jøden har nemlig den egenskab, ser du, altid at være en eller andens fætter.«

»Og nu? Nu, hvor I har frataget os alt og pint os næsten til døde? Hader I os nu stadigvæk?«

»Jamen en jøde forandrer sig ikke. Hvis vi ikke udryddede den sidste af jer, ville det tage jer fem år at eje Tyskland igen.«

Han fik et snedigt glimt i øjet. »Der var en jøde nede i barak IV. Af og til gemmer en fange små ejendele, eller vi lader ham beholde dem. Andre ting smugles ind af blødsødne vagter, der ikke rigtig har forstået, hvad det hele drejer sig om. Med disse ubetydeligheder handler jøderne, som om de stadig var på Børsen i høj hat og hvide handsker. Men ham her, jeg taler om, var bedre end de andre. Da vi opdagede ham og hængte ham, havde han fire uldne tæpper og tredobbelt ration. Hans medfanger frøs og sultede. Når rotter ikke har andre at bide, bider de hinanden. Og vi lader jer gøre det, bide hinanden til blods og ihjel. Det er poetisk retfærdighed, eller hvad mener du? Iglerne bløder hinanden til døde.«

»I gør os til, hvad vi er, her. For jer var vi bare ågerkarle. Men nogle af de allerstørste tyskere var jøder. Hvordan tror I, det går for en nation, der jager sine store ud og brænder deres bøger? Har du nogen sinde læst nogen af de bøger, I brændte?«

»Jada. Jeg læste en af en af nationens store sønner, Dr. Lust! Det var sager, det ... «

»Lust?«

»Ja, eller Freude, eller hvad fanden. Der var flere udpenslede perversiteter i den end i ti sjofle bøger tilsammen. Det er selvfølgelig oplysende at få at vide, at jøder gør 'det' på den måde. Men forstår du, ifølge Freude var alle mennesker sådan. De ville bare ikke indrømme det over for sig selv.«

»Freud gav os indsigt i det ubevidste...«

»INDSIGT?! Fy for satan. Jeg brækkede mig efter ti sider. Hvis du tror, tyskeren er sådan et svin, må du hellere tro om. Det overlader vi til jer! Men vi overlader ikke længere vore unge piger til jer. For de tyske kvinder var jo gode nok til jer, ikke? I fattede ikke, at en tysk kvinde hellere ville dø af sult end hengive sig til jer svin, og så voldtog I dem i stedet for. Er det løgn? ER DET LØGN?«

Bevidsthed. En flygtig gnist i en stenverden. Han søgte ud til sin sjæls begrænsning og stødte mod rygge i fangedragt, kvalmen ved de andre. Han huskede kun eksistensens ekstase svagt, et fjernt minde. Men det stod skrevet på indersiden af hans øjenlåg, at den snart ville vende tilbage.

Han havde ønsket at blive menneske så brændende, og så havde han opdaget, at menneskene ikke kunne lære ham det, de havde selv glemt hvordan. Han var gået tilbage, hele den lange vej, for at søge efter den tabte Grosschen, og nu vendte han tilbage med den. Denne gang havde han holdt fast på den, løberen fra Marathon med Olympens ild, den lænkede Prometheus, der trillede klippen foran sig, Sisyfos og Scarabae, håndterende en kugle af solgennemtrængt lort, menneskets stenhjerte, op ad bakke, tilbage, frem.

Han var blevet menneske. Langsomt, forsigtigt, kvalm ved kød og blod. Så havde han vænnet sig til det fysiske vanvid. Inkarnation for inkarnation var han blevet forvandlet fra maskine til menneske, samtidig havde han mødt menneskene på vej i modgående retning. Han var blevet fanget, som de, i konvention og accidens. Hans identitet var smeltet sammen med de lånte navnes, og han havde fundet det stadig sværere at frigøre sig fra det brændende sand.

Men nu, nu lystrede musklerne ham. Nu udagerede han en konsekvens af noget, der var fem årtusinder ældre end den krop, han besad i øjeblikket, og dermed var han blevet MA-1 igen, en ny MA-1, der ikke blot gennemlevede historien, men ændrede den. Blot et halvt århundrede endnu, og han ville være rede til at påtage sig den opgave, hans fader, Den Almægtige Tekniker George Kirby havde pålagt ham: At lære mennesket en ny menneskelighed.

Og så var han pludselig Franz Ackerman igen, lille Franz, der havde fået en sindssyg idé, som han allerede nu ikke længere troede på. Han skulle råbe, og så skulle de sejre. Men han ville råbe og løbe, og de ville alle sammen se underligt på ham, og nogen ville løfte et våben med en træt bevægelse og skyde ham ned.

Og dog måtte han råbe, det var lige så nødvendigt som det FIAT LUX, han havde råbt for så længe, længe siden, at han næppe genkendte sig selv, Skaberordet, der var den oprindelige årsag til alle problemerne. Nu matte det råbes igen, vandene måtte oversvømme verden for at deles på en ny måde.

Men hvad skulle han råbe? Hvilket løsen, hvad slags kampråb var svaret, det fyldestgørende svar på den verden, han nu befandt sig i, selvudslettelsens rationalisering, menneskeslagtningens respektabilitet?

Han vidste, at det hvide tusindben i massegraven kun var den verdens flossede kant. Længere inde var noget langt frygteligere: Uhyret Hverdag, der dræbte i langt mere imponerende målestok. Alle de tilsyneladende mennesker, der passede deres arbejde og luftede deres hund, der konfirmerede og bortgiftede deres børn, fik kræft og kom på alderdomshjem. Den form for udslettelse har ikke en gang martyriets røde ordensbånd.

Disse lig pegede ikke fingre ad den Almægtige, de lagde sig oven på de få, der endnu var levende, og kvalte dem. De havde netop bevaret den gnist af mekanisk liv, som satte dem i stand til at slukke flammen, foranstalte et brandbælte, der effektivt begrænsede menneskelighedens skovbrand. Hvilket feltråb kunne overdøve folkets røst i stadions højttalere?

Der var naturligvis flere muligheder. Kz-lejrens kommandant ville næppe sætte pris på udenomparlamentarisk virksomhed. Man kunne starte en politisk bevægelse, der krævede dobbelte brødrationer og fri hver anden søndag. Man måtte kunne forhandle sig frem til et kompromis. Endelig kunne man aktionere ikke-voldeligt. Der var mulighed for sit-down-strejker i barakkerne og fysisk blokade af gaskamrene. Man kunne måske endda i ly af mørket skrive grimme ord uden på dem, sådan nogle, som rigtigt sved i magthavernes øregange.

Af en eller anden grund forekom disse foranstaltninger imidlertid Ackerman utilstrækkelige. Og feltråbet kom til ham som en purung piges generte kys.

Det var »Dræb!«.

Og så opgivelsen. Matheden i knæene, løbe? Han ville ikke være i stand til at gå. Benene ville jo ikke dø, hverken værdigt eller uværdigt, kødet klamrede sig til knoglerne, lad os nu gå på arbejde, venner, måske skinner solen, russerne vil befri os alle sammen, eller måske englænderne eller ridderne af det runde bord. Tålmodighed og optimisme.

En SS-officer så op og kløede sig i øjet. Det mørknede. En unaturligt stor, sort sky gled hurtigt for solen og lukkede for en stund det flade lys ude, som en mor, der holder sit barn for øjnene, scenelyset, der slukkes, når nøgendanserindens sidste slør falder. Der tittede guld ud ad små sprækker i mulmet. En uro bredte sig i geledderne, en småsnakken, der overdøvedes af en hul torden, som fjernt artilleri. Man ventede på de første regnskvæt på ærmet og vendte ansigterne mod himlen. Men det var åbenbart meningen, at menneskene selv skulle levere væden. Den begyndte at lække ud ad Ackermans øjne, og de pjaltede mænds silhouet blev en aura af stjerner. »Halløj, Gud!« hviskede han. Så undseligt på trods af stemmekraften: »Dræb!«

Han mærkede benene komme i gang under sig. De første brøkdele af det påfølgende sekund sansede han intet andet. Masserne spredtes åbenbart for ham, for han stødte ikke ind i nogen. Vagten foran ham var alene i verden. Hans blik var bag Ackerman. »Halt ...« mumlede han. Intonationen var som den lille drengs »Hva' er det, moar?« En maskinpistol skrattede forsagt i den tordnende stilhed. Vagterne ventede måske på, at fangerne skulle løbe forbi dem i deres vilde flugt, så de kunne mejes ned bagfra.

Ackermans vagt fik øje på sin bøddel. De krogede fingre var det sidste, tyskeren så. Franz mærkede dem grave ind i den bløde hule og skrabe geleklumperne ud, som man henter et kødbens marv med en bordkniv. Nu var der flere, der skreg, som om de ville overdøve virkeligheden, skingert og umenneskeligt. Ackerman vendte sig.

En tysker lå på knæ og holdt sit våben frem mod angriberne, men de ville ikke have det. Deres forventningsfulde øjne var rettet mod vagtens egne. Officeren fra før dansede som en ledeløs dukke i de oprakte armes trækroner. Så man ikke hans ligmaske, kunne man tro, det var en selskabsleg ved et mandfolkegilde. Nogle få tunge slag faldt fra kanonen i et af tårnene, og der blev ryddet et pænt lille område i menneskehavet, en ø, der næsten øjeblikkelig overskylledes af blodtørstige fjæs. Så tav den. De sidste vagter overgav sig høfligt og fik hovederne knust.

Så vendte vinden, og den sorte menneskebølge, en ond skygge af den skimrende sky over deres hoveder, drev mod den anden ende af lejren. Ackerman blev tilbage. Han vidste, de andre ville knuse alt på deres vej, at de ville græde af skuffelse, når der ikke var mere tilbage at ødelægge.

Han tænkte på jægerens angst for sin egen krop, Tetis ængstelse for Dødens Engel: Mennesket, Electryons dæmrende forståelse. »I Saint Ahi frigør vi os gradvis fra den gamle lære for bedre at kunne modtage den nye.« Ackerman havde lært den nye lære, og den var »Dræb!« Fra nu af ville materien ikke længere komme til dem som betalingsbalance. Bruden ankom nøgen til brylluppet.

Heinz Schön åbnede øjnene. Bløde skygger var en tid hastet forbi hans lukkede øjenlåg, men nu var gardinet brutalt blevet trukket fra. Det var Erna, der syntes, hendes ægtemand havde ligget længe nok i dynerne. Da hun kom ind igen, mødte hun hans blik. »Schön geschlafen?« grinede hun.

»Pragtfuldt!« svarede han og lagde hænderne bag nakken. »Hvornår kommer kaffen?«

»På vej, Herr Major! Heil Hitler ... «

»Heil Hitler!« Han rakte begge hænder frem mod hende, og hun lagde sig ned til ham i sengen. Hun pillede ved opslaget på hans pyjamasjakke. »Åh, bare vi kunne blive her, Heinz!«

Han smilede til hende. »Det kan vi da vist, ser det ud til. I al fald foreløbig.«

»Du aner ikke, hvordan det var at have sin mand ved fronten. Jeg får så ondt af Frau Gräbe, hver gang jeg ser hende. Både manden og hendes to ældste sønner er ude østpå. Tror du, de kommer hjem igen alle tre?«

»Krigen er ved at være forbi. Fjenden trækker sig tilbage på alle fronter. Alle får snart deres ægtemænd og sønner hjem igen, og så behøver du ikke gå og være nervøs på andres vegne. Og tænk så, hvilket værk vi har fuldendt. Hvilket eksempel vi har sat for dem, der kommer efter os!«

Hun nikkede og vendte tilbage til kaffen. »Det var nu pænt af Metzner at skaffe dig det job i lejren. Her er du da i sikkerhed.«

Han trak sin pyjamas af og gik ud i badeværelset. Hun fangede et glimt af hans ansigt. »Du må ikke blive vred, Heinz!« tilføjede hun hurtigt. »Jeg ved godt, at du ikke er bange. Det ville bare være så forfærdeligt, hvis du blev dræbt, og jeg blev alene med den lille. Det kan du da nok forstå!«

Han vaskede sig med skarpe, arrige bevægelser. »Jeg forstår. Jeg håber bare ikke, du tror, Otto holder hånden over mig. Jeg er, hvor jeg er, af en eneste grund, nemlig, at han mener, jeg vil gøre bedre fyldest her. Hvis jeg troede noget som helst andet, ville jeg være på vej til fronten i dette øjeblik. Hvordan tror du egentlig, det ville gå, hvis det var alt, hvad folk tænkte på, at redde deres egne? Så skulle vi nok alle sammen for alvor komme i fare. Det, det drejer sig om, er, at hver enkelt mand - ja, også kvinde for den sags skyld - bliver på sin post. Det og så forsynet og inspireret lederskab, så kan vi ikke fejle.«

»Det ved jeg godt, Heinz.« Hun skramlede i køkkenet. »Hvordan er det? Hvordan er arbejdet i lejren? Hvordan er dine kolleger?«

»Præcis sådanne Kerle, som jeg lige har fortalt dig om. Tror du, de er bange for deres skind eller for at smudse deres hænder til? Vi kører en mønsterlejr, Erna, og det har jeg direkte fra Heydrich.«

»Har du talt med Heydrich?«

»Heydrich inspicerede lejren og udtrykte sin tilfredshed.«

Hun dækkede bord, lidt distræt. »Hvad er det egentlig, du laver deroppe?«

»Administrativt arbejde, for det meste. En masse papir. Krig er krudt, kugler og papir, siger Otto.«

Hun lo. »Og du tager dig af papiret? Liebehen, skar du dig?« Hun kom styrtende med et viskestykke. »Nu blev du såret alligevel, Major!« Han flåede det til sig og viftede hende væk. Fem minutter senere kom han ind og satte sig til bordet.

»Hörst du, Sauermann ...«

»Jeg tror ikke, du er ganske klar over, hvor vigtigt mit arbejde faktisk er!«

»Selvfølgelig er jeg det.«

»Hvordan tror du, vore soldater skulle bære sig ad med at kæmpe ved fronten, hvis de blev saboteret bagfra, som under den sidste krig? Siger 'den indre fjende' dig slet ikke noget? Er du ikke klar over, at jøderne indtil nu uhindret har kunnet sælge tysk jord bort under fødderne på os? Har du nogen som helst anelse om, hvor farlige disse mennesker er?«

Brødkniven sank et øjeblik, som om hun var kommet i tanker om noget. Jeg synes, de ser så bedrøvede ud,« sagde hun. »Som om de helt har opgivet. Kunne man ikke nøjes med at straffe de værste af dem. For at statuere et eksempel for de andre?«

»Jøder er jøder,« mumlede Heinz. »Og jeg har fri i dag. Sover den lille?«

»Ja, han har sovet i to timer nu.«

Det bankede diskret. Heinz så på sit ur og tog en slurk kaffe. Erna gik ud. Hun talte lavmælt med nogen i entreen. »Hvem er det?« råbte han.

»Det er nogen fra lejren,« svarede hun. Hendes stemme lod under- ligt usikker.

»Jamen så lad ham komme ind i varmen!« Han så op og fik øje på den magre mand i fangedragt. »Hvad f... « han vaklede på benene og smed sin serviet. Herr und Frau Schön så på hinanden.

»Ja, undskyld forstyrrelsen!« smilede jøden elskværdigt. »Men jeg er flygtet og tænkte, De måske kunne hjælpe mig med en bid brød.« Heinz blev blodrød i hovedet, og Erna udstødte en lyd midt imellem et gisp og et fnis.

Heinz børstede en krumme af sin kind. »Sig mig, ved De ikke, hvem jeg er ... «

»Major Schön?«

»Waffen-SS. Tror De, jeg holder Kurort for jøder?«

»Nej, kurstedet er jeg som sagt flygtet fra. Det er jo ikke så meget, jeg beder om. Et lille stykke brød ...«

Et grin bredte sig over tyskerens ansigt. »Nå, bevares, vil De ikke sidde? Måske lidt kaffe?«

»Nej, jeg skal straks løbe ... «

Heinz trak Erna afsides. »Han er åbenbart ...« han pegede betydende på sin ene tinding. »Ring til lejren og spørg efter Höss. Sig, han skal sende en vogn. Jeg holder ham hen imens.« Hun gik til tele- fonen. Et øjeblik efter kom hun ud og nikkede.

Fangen spiste med god appetit. Hans »Stückchen Brot« havde snart udvidet sig til det meste af opdækningen. Nu skrabede hans ske indersiden af surrogat-marmeladeglasset. »Velbekomme!« sagde Heinz høfligt. Jøden lænede sig tilbage på stolen og åbnede fangedragtens kraveknap. Han lagde en hånd på maven som en grosserer efter et overdådigt måltid på en fin restaurant. »Det var dejligt,« sagde han. »De laver god kaffe, Frau Schön.« Der gik konversationen et øjeblik i stå.

»De er vist vagt i lejren, Major? Jeg mener at have lagt mærke til Dem.«

»Javist. Beklager, at jeg ikke har bemærket Dem!«

Den anden hævede large hånden: »Åh, De har jo så mange klænter. Ingen kan forlange, at De skal huske dem alle.«

»Nej, men nu skal jeg i al fald nok huske Dem, Herr ...«

»Det var venligt af Dem. Det tror jeg også, De vil. Jeg hedder Franz Ackerman.«

Heinz satte sig. »Og hvordan trives De så i lejren, Herr Ackerman?«

Franz trak på skuldrene. »Det er lidt op og ned.«

»Ja, vejret har da været fint!« sagde Frau Schön. »Jeg mener, når man nu mest er beskæftiget med udendørs arbejde ...«

»Jah,« istemmede jøden. »Vejret kan man sandelig ikke klage på.«

»Hvis De vil undskylde os et øjeblik ...« Heinz gennede atter Erna ind i naboværelset. »Hvor pokker bliver de af? Det er jo kun nogle hundrede meter. Jeg ringer selv.« Hun ventede ved siden af med foldede hænder, lidt nervøs for at underholde gæsten alene.

»Hallo? Hallo! Pokker til ... ja, Hallo - Schön her. Må jeg tale med Höss. Ja, Major Höss. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om han er optaget, jeg har en flygtet fange i min dagligstue Ja, en fange. Ja, hvad ved jeg, der er vel nogen, der har ladet døren stå på klem.« Han skiftede ærgerligt vægten over på det andet hen. »Hvorfor kan De ikke gøre noget ved det? Fordi det er hvad?«

»Det er verdens undergang.«

»Sig mig, er det en spøg ...«

»Nejnej, slet ikke. Det er verdens undergang. Götterdämmerung, du ved!« Stemmen nynnede nogle takter af Wagner. »Ja, vi er døde alle sammen. Mashiah ankom for halvanden time siden.«

»Hvem i helvede er Masha?«

»Messias, Major. Han er kommet for at føre Israel til Zion.«

»Må jeg tale med Major Höss!!« Hans stemme slog over.

»Et øjeblik, nu kommer han ...«

»Major Höss her.«

»Sig mig, hvem var den idiot?«

»Det var Schmæd.«

»Jeg ønsker at gøre dette til en disciplinærsag, Manden må jo være sindssyg. Du har formodentlig arresteret ham ...«

»Det kan jeg desværre ikke klare ...«

»Og hvorfor ikke, om jeg må spørge?«

»Jeg er død.« Så blev røret lagt på.

»Hvad sagde de?« spurgte Erna, lidt bekymret.

Heinz nåede ikke at svare, før de blev tilkaldt af lyden af knust glas fra dagligstuen. Endnu en fange var i færd med at skaffe sig adgang gennem vinduet. Der lød tre-fire høje brag, så faldt hoveddøren ind i entreen. I løbet af sekunder var Herr und Frau Schön alene med ti-tolv fanger, en af dem bevæbnet med en maskinpistol. ål farve forlod majorens ansigt.

»Hvad er det, der sker?« spurgte Erna tåbeligt.

»Jeg hå-håber, De er klar over konsekvensen af det, De foretager Dem?«

Ackerman rejste sig værdigt. »Vi er Konsekvensen, Herr Major!«

»Der kan komme forstærkninger når som helst ...«

Der lød tynd barnegråd fra overetagen. Det var på en eller anden måde en mere ærefrygtindgydende lyd end kanontorden, og alle forholdt sig fuldkommen stille, til barnet atter var sovet ind, endnu for mæt af det sidste bryst til at finde det umagen værd at skrige på det næste.

»Tag, hvad De vil have, og skrub af!« sagde Heinz endelig. Erna tyssede på ham, lidt stolt over hans hurtigt genvundne fatning. »Hvis De da ellers ved, hvad det er.«

»Jo, vi ved det. Vi har haft god tid til at tænke over, præcis hvad vi vil have. Vi vil frelse verden.«

»Nå, javel. Værsågod!«

»Ja, ikke i nogen politisk eller religiøs forstand. I rent fysisk forstand, forstår De. De talte før om konsekvenser. Men jeg tror ikke, De har gjort Dem nogen egentlige tanker om konsekvensen af det, De kalder 'endeløsning'. Nuvel, tusinder af mennesker går altså til slagtebænken, uden modstand, uden noget forsøg på modstand, på forsvar af deres egne ægtefæller og afkom. Det virker endegyldigt, ikke? Men tænk på eftertidens dom.«

»Eftertiden vil forstå nødvendigheden af det, vi gjorde.

Han smilede. »Præcis. Den vil forstå. Nej, endnu bedre, den vil sige: hvor var det forfærdeligt! Hvor var nazisterne onde! Og det vil betyde sådan noget som: Vi kan intet gøre. Vi må ingenting gøre. Og så vil mennesket dø.

Hvor længe lever mennesket da? Så længe det elsker sine egne. Så længe det beskytter sine egne.

Kan kærligheden dø på Jorden? Nej, ikke så længe jeg elsker og sværger troskab. Dør kærligheden af at min elskede dør? Nej, ikke så længe jeg kan føle vrede, så længe gerningsmanden dør, nej sludder, så længe nogen dør, som jeg kan opfatte som ansvarlige. Så længe dør kærligheden ikke på Jorden. Så længe lever mennesket.

Men så holder vi jo krigen og hadet i live! siger humanisterne. Ja, svarer jeg, kærlighed og had hører sammen, er to sider af samme sag. Når kærligheden krænkes, vender den sin bagside til, og hvis den bagside ikke er had, var forsiden ikke kærlighed.

Men at hade alle tyskere, fordi en tysker dræbte mit barn, er jo komplet meningsløst! siger du. Men jeg siger, at der er intet meningsløst had, så lidt som der findes meningsløs kærlighed. Kærlighed og had er altid og aldrig meningsløse. De er deres egen mening, og deres mening for os er at lade os forblive mennesker, for mennesker elsker, og krænket kærlighed er had.

Men så vil krigen aldrig høre op! siger du, og jeg siger: i en forstand aldrig, så lidt som livet vil ophøre, som vi bærer det frem gennem slægterne. I en anden forstand jo, krigen vil høre op, når vi har lært, ikke at elske hinanden, for kærlighed er kødets tilbøjelighed og forbeholdt den enkelte og den enkelte, men at frygte hinanden, at have ærefrygt for hinanden, for det er det samme. Så vil medfølelsen indfinde sig naturligt og uden at have himmelsk reinforcering nødig. Dit barn i blod betyder mit barn i blod, altså lader jeg dit barn leve: Kærlighedens matematik.

Men, siger du, hvis vi gør mod dem, hvad de gør mod os, er vi ikke bedre end de. Og jeg svarer: Jo, min ven, meget bedre. Meget bedre til at ødelægge og dræbe og forårsage lidelse. Så meget bedre, at vi vil sejre. Jamen hvad skulle vi dog ellers være bedre til? Hvem spørger om dine engelskkundskaber, når du spiller skak? I skak gælder det om at kunne spille skak, i krig om at dræbe.

Og hvorfor er vi bedre til at dræbe? Fordi vi dræber af hævntørst og mordlyst, og ikke af frygt og pligt. Grusomheden studerer vi af lyst, ikke af tvang, og vi består med udmærkelse. Forlader den lyst os, den lykke, den kærlighed, den menneskelighed os, er vi fortabte.

Det nytter ikke, at englænderne bringer os tanks, hvis vi ikke forstår at bruge dem. Det nytter ikke, at vi stiller os retfærdige an og stævner bødlerne for domstolen, for hvad vi end dømmer dem til, er det hævn, det er blot en lille, ussel, upersonlig hævn, som forslår som en regndråbe i ørkenen til at mætte kærlighedens tørst.

Så når De spørger, hvad det er for et arbejde, vi er her for at udføre, så må jeg svare Dem sandfærdigt, at vi er her for at forhindre månen i at støde ind i Jorden, og Jorden i at støde ind i solen. Fordi vi elsker dem alle tre, og fordi vi elsker os selv. Derfor, Herr Major, må Deres barn dø.«

»De er sindssyg. Komplet sindssyg.«

»Vist ikke, major. Jeg holder også af at gå tur i parker og holde min forlovede om livet. Jeg kan lide at spise på restauration og hører gerne god musik. For fem år siden havde jeg ikke troet mig i stand til at slå en sommerfugl ihjel. Det er jo netop på grund af min kærlighed til alle disse ting, at dette sker. Du har en kniv, ser jeg. Vil du gøre det?«

Den unge jøde, han havde talt til, veg forskrækket tilbage »Jeg kan ikke dræbe et barn ...«

»Nej, det kan du vel ikke. Hvad hedder du?«

»David.«

»Hvorfor kan du ikke gøre det?«

»Jeg har selv et barn. Det ville være som at slå mit eget barn ihjel.«

»Selvfølgelig. Fortæl os om det! Er du gift? Fortæl! Vær ikke bange for at kede os med dine private forhold, for intet i verden er vigtigere. De er vigtigere end alle ideologier.«

»Hun hedder Debora. Vi har en lille pige på tre år - nej, hun må være fem nu. Hun hedder Sarah.«

»Hun hed Sarah. Både hun og din hustru ligger nøgne på en losseplads. Kan du huske hendes kærtegn? Hvilke navne havde hun til dig og den lille? Var hendes hår smukt? Det forer en madras nu. Smilede hun meget?«

»Du kan ikke vide, om hun er død!«

»Jeg ved det. Jeg ved endda, hvordan hun døde. Skal jeg fortælle dig om det?«

»Nej!«

»Kan du huske, hvor tapper hun var, da de skilte jer? Du har da sikkert ikke glemt det allersidste glimt, du fik af hende og din lille datter. At de vinkede? Nå, de blev altså ført til en åben plads, hvor de fik besked på at klæde sig af. Din kone vidste, hun skulle dø. Sarah var bange, hun var jo så lille. Du kan ikke forestille dig, hvor bange hun var, og hendes mor prøvede at trøste hende, men der var jo så mange andre, der skreg af angst og overdøvede hende ...«

»Hold kæft!« skreg den unge jøde, tårerne sprøjtede ham ud af øjnene. »Hold kæft, dit svin!«

»Din kone fik næsten beroliget hende. Kvinderne er altid gode til at berolige børnene, og så er det hele jo glattere og mere effektivt. Men jeg tror alligevel, hun skreg, da hun døde, jeg tror, de skreg begge to. 'Far!' og - hvad var det, hun kaldte dig?«

De sidste tårer dryppede fra Davids hage. De havde fået hans ansigtshud til at stivne i et grin, et voksende smil, som hos en mand, der begynder at ane pointen i den vittighed, en anden fortæller ham, endnu før han er færdig. Han rystede over hele kroppen, men langt inde i hans øjne tændtes lys som stjerner på sommerhimlen. Så væltede han op ad trappen med kniven.

»Jeg ved, hvad det er, De vil!« skreg moderen. »De vil have os til at skamme os. De vil have os til at føle, hvordan det er. De vil have os til at tro, De virkelig vil gøre det. Heinz, hvor kunne du gøre det, jeg skammer mig, skammer mig, skammer ...«

David kom atter til syne på trappen. Hans hænder dryppede af blod.

»Troede De, det var en UFA-film, Frau Schön? Det var ingen film. Intet af det var en film. De kan ikke lukke bogen. Den er virkeligere end virkeligheden, den er virkeligheden virkeliggjort.«

Han vendte sig mod de andre som en taler mod sit publikum: »Bemærk denne creation!« sagde han, idet han pegede på kvinden. »Det kaldes Det Udtryksløse Ansigt. Læg mærke til de tomme øjne, sjælløsheden, det bristede hjerte, den sprungne fjeder i hjernen. Tidligere blev det mest båret af jødiske mødre, men nu er tyske kvinder kommet med på moden!«

Så gik han mod døren. En salve fra maskinpistolen bag ham fortalte ham, at regnskaberne var afsluttede. Kredit og debet balancerede.

De mødtes på pladsen foran rådhuset i den døde by. De sivede ud af husene i lånte uniformer og søndagstøj, slæbende på brød og pølse. Blodstank råbte ud ad åbne døre og fyldte luften med forstummede skrig.

Ackerman steg op ad rådhusets trappetrin ved siden af Chanin, vendte sig og mønstrede sin hær. Så begyndte han at tale, langsomt og tydeligt:

»HERREN er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min faders Gud, og jeg vil ophæve ham. HERREN er en krigshelt, HERREN er hans navn! Din Højre, HERRE, er herlig i kraft, din højre, HERRE, knuser fjenden. I din højheds vælde fælder du dine modstandere, du slipper din harme løs, den fortærer dem som strå. Fjenden tænkte: 'Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler bytte, stiller mit beger på dem; jeg drager mit sværd, min hånd skal udrydde dem.' Du blæste med din ånde, havet skjulte dem; de sank som bly i de vældige vande. Hvo er som du blandt Guder, HERRE, hvo er som du, herlig i hellighed, frygtelig i stordåd, underfuld i dine gerninger! Skræk og angst faldt over dem, ved din arms vælde blev de målløse som sten, til dit folk var nået frem, o Herre, til folket, du vandt dig, var nået frem.«

Han hævede hænderne: »Leschana habaah Bijruschalajim!« og de to tusind svarede: »Om et år i Jerusalem!«

Masserne begyndte at sætte sig i bevægelse, men Chanin standsede dem med et skingert råb: »Vent! Vi må have en slagplan.« Han fnisede nervøst. »Vi kan ikke bare marchere ned gennem Tyskland. Selv om vi undgår de tættest befolkede områder, vil vi alligevel blive standset. Jeg foreslår, at vi forsøger at komme over grænsen. Dem, der vil blive og slås, kan slutte sig til de allerede eksisterende modstandsgrupper eller Organisere modstanden i ghettoerne.«

Ackerman rystede på hovedet, halvt modsigende, halvt opgivende. »Vi vil ikke undgå de tæt befolkede områder og byerne. Vi vil drage midt igennem dem og dræbe og ødelægge alt på vores vej, som græshopper. Sender de tanks imod os, vil vi erobre dem. Det vil rygtes blandt frontsoldaterne, at deres kærester, hustruer og børn slagtes i Tysklands hjerte, og deres arm vil synke. Herr Hitler vil erfare, hvad 'total krig' vil sige. Hvem kan bekæmpe et uhyre, en sky, Gud den Almægtige? Vender vi vort angreb til forsvar, vil logik og logistik atter træde i kraft, og vi vil blive ryddet af landkortet Det vil være, som om vi aldrig har eksisteret.«

Men skyen var allerede ved at spredes over deres hoveder, og solen fik magt.

»Vanvid og fanatisme bringer os ingen vegne! Hvad avler had, og vold vold. Nu gælder det om at udnytte den fordel, vi har vundet, til at støtte de allieredes fremrykning ...«

Ackerman hørte ham ikke. Masserne flakkede, flimrede; spredtes. De vågnede af en ond drøm, et blodigt mareridt, hvor deres hænder havde udført ting, som deres hjerner ikke havde gennemtænkt. Nu vendte hverdagsfornuften tilbage, og de begyndte at tælle deres småpenge. De kunne lugte Ægyptens kødgryder, og ørkenen havde lukket sig, sivhavet fundet sit gamle leje.

Naturligvis var miraklernes tid forbi. Men der var stadig plads til spejderdrenge, der sprængte futtog i luften. Der var stadig mulighed for at finde det hele frygteligt og uforståeligt, at nægte at sætte sig ind i menneskelighedens og grusomhedens mekanik. Kaddisch for Israel! Kaddisch for Israel, og så: Videre. Et nyt folk, en ny gud. Hans folk, hans gud, når denne tåbelige Ackerman-maske var faldet i den æonlange maskerade.

Af Menneske
BORGEN 1982
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff