Jonas i børnehaven

 

Jonas er seks år. Jonas går i børnehave.

Til næste år skal han begynde i skolen. Jonas glæder sig.

Ding-ding. Hvad var det?

Det var vækkeuret. Nu skal Jonas op. Mor kommer ind til ham og trækker persiennen op.

»Nu skal du op, Jonas!« siger hun. »Skynd dig, ellers kommer du for sent i børnehaven.«

Jonas skynder sig, for han vil helst ikke komme for sent. Snart har han klædt sig på, og mor sætter ham op bag på cyklen.

Ding-ding. Hvad var det?

Det var mors cykelklokke. »Her kommer vi,« siger den.

»Her kommer vi,« siger mor. »Her kommer vi,« siger Jonas.

»Pas på!« Det er en dejlig dag.

Henne i børnehaven er nogle af børnene allerede kommet. »Hej Jonas!« siger Kirsten. »Det var hyggeligt, at du kunne komme.«

Kirsten er pædagog i den børnehave, hvor Jonas går. Hun er vældig flink, synes Jonas.

»Farvel Jonas,« siger mor og giver Jonas et knus. Mor skal skynde sig nu, så hun ikke kommer for sent i supermarkedet, hvor hun arbejder.

»Farvel mor!« siger Jonas og skynder sig ind til de andre.

»I dag skal vi lære en ny sang,« siger Kirsten. »Den hedder: Ælle bælle øllebrød.«

Vil du også lære den? Den lyder sådan her: »Ælle bælle øllebrød, jeg kan farve solen rød.«

Jonas synes, det er en morsom sang. Alt, hvad de laver henne i børnehaven, er så morsomt, synes Jonas.

De sidder i en stor rundkreds på gulvet, mens de synger sangen, og klapper i takt. Klokken tolv tager de alle sammen deres madpakker frem.

Jonas har en agurkemad og en bananmad. Det kan han godt lide, og det er også sundt.

Ding-ding. Hvad var det?

Det var det store ur i børnehaven. Nu er klokken fem.

Mon mor snart kommer og henter mig? tænker Jonas. Som regel har han det så morsomt henne i børnehaven, at han helt glemmer tiden.

Jonas kryber op på en stol og ser ud ad vinduet. Ude på gaden går der en morder.

Han myrder små børn, og også nogle voksne. Han har en stor kniv, som han bruger, når han skal myrde dem.

Ding-plask. Hvad var det? Det var børnebogsforfatteren, der væltede sin whisky.

»Hov!« siger børnebogsforfatteren. »Hvad er det nu, jeg skriver?«

Jonas ser ud ad vinduet. Han kan godt lide at se på alle busserne og cyklerne. Nu kom der en stor lastbil.

Jonas ser, at den standser uden for børnehaven. Den er fuld af soldater med geværer.

De skal prøve at fange morderen. Men morderen har gemt sig i børnehaven.

Ritsch-ratsch. Hvad var det? Det var børnebogsforfatteren, der rev papiret ud af skrivemaskinen.

Nu kalder børnehavelærerinden på Jonas. »Kom,« siger hun. »Vi skal lege!«

Så leger de »Hvad hedder jeg?« Du kan også lege, hvis du vil.

Alle børnene sidder i en stor rundkreds på gulvet og skiftes til at sige, hvad de hedder. Jonas synes, det er en morsom leg.

Alt, hvad de laver henne i børnehaven, er så morsomt, synes Jonas. Han ved jo ikke, at der er en morder gemt i skabet.

Pludselig springer morderen ud med sin store kniv. Alle soldaterne smadrer ruden og skyder, men de dræber ham ikke, fordi han er en vampyr.

»Det skrev jeg ikke!« råber børnebogsforfatteren.

»Nej, men det gjorde jeg,« siger Jonas.

»Hør nu efter!« siger forfatteren.

»Nej,« siger Jonas. »Det er en dum historie.«

»Jonas!« siger forfatteren. »Lad nu være med at ødelægge det for de andre.«

»Ja,« siger Kirsten. »Lad være med at ødelægge det for de andre.«

Men i det samme springer vampyren frem og bider Kirsten i halsen, og hun bliver også til en vampyr. »Jeg troede godt, du kunne lide Kirsten,« siger forfatteren.

»Jeg kan bedre lide hende nu,« siger Jonas. IERRINGPRRSSJ-PRRSSJ. Hvad var det? Det var et rumskib, der faldt ned i gården.

»Lad nu være med at være så barnlig,« siger forfatteren. »Du ved da godt, at rumskibe ikke findes.«

»De er i hvert tilfælde ikke så kedelige som børnehaver,« siger Jonas.

»Nåja,« siger forfatteren. »Lidt fantasi skader vel ikke.«

Bump-bump. Hvad var det?

Det var en blyant, der faldt på gulvet. »Av-av,« siger blyanten.

»Jeg slog mig. Kan du ikke passe lidt bedre på?«

»Undskyld!« siger Jonas.

»Skal vi ikke tegne noget?«

»Det kan vi godt,« siger Jonas. »Hvad skal vi tegne?«

»Hvad med en brandbil?« siger blyanten. »Jeg kan så godt lide brandbiler. Men så må vi nok bede min ven, det røde farvekridt, om hjælp.«

»Hold da helt kæft!« siger Jonas og brækker blyanten i tre stykker.

»Hvad gjorde du det for?« spørger forfatteren. »Jeg troede godt, du kunne lide fantasihistorier.«

Bump-bump. Hvad var det?

Det var Kirstens hoved, der faldt ned på gulvet, efter at soldaterne havde skudt det af. Nu har Kirsten ikke noget hoved.

Blodet sprøjter ud af halsen på hende, mens hun prøver at fange børnene. Børnene skriger og løber væk. »Lad nu være med at ødelægge det for de andre!« siger Kirstens hoved.

»Rend mig i røven!« siger forfatteren. »Hvordan går det, skat?« spørger børnebogsforfatterens kone. »Vi kunne godt bruge en børnebogspris, ligesom for 'Anton på legepladsen'!«

Bump-bump. Hvad var det?

Det var ambulancefolkene, der bar børnebogsforfatteren ned ad trappen. »God bedring!« råber Jonas og sætter ild til børnehaven.

»Her kommer jeg,« siger Jonas. »Pas på!« Det er en dejlig dag.

Af Skrækkens ABC
BORGEN 1992
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff