Krybbespil

 

De mødtes første gang i køkkenet. Thomas var stået op for at tage en tår vand, og den anden dreng havde tilsyneladende fået samme idé.

Men hvem var han? Thomas vidste ikke engang af, at der boede andre børn på hans alder i opgangen, og dette her eksemplar var det åbenbart lykkedes at komme ind i lejligheden. »Det her er altså vores køkken, at du ved det!« sagde Thomas så autoritativt, han kunne.

Drengen så på ham med store øjne. »Hvem er du?« spurgte han forbløffet.

»Jeg hedder Thomas,« sagde Thomas. »Jeg tror, du er gået forkert.

Det her er vores køkken, min mors og mit. Hvor bor du?«

Drengen pegede gennem gangen i retning af soveværelserne. »Der sover min mor og mig!« protesterede Thomas. »Du er i den forkerte lejlighed.«

Så gøs det pludselig igennem ham: Eller er det mig? Den anden dreng havde færdedes så hjemmevant i omgivelser, som endnu var fremmede for Thomas, at han kom i tvivl.

»Var det dig, der boede her før? Hvad hedder du?«

»Henrik. Jeg bor her med min far og mor og min lillebror og min lillesøster.«

Thomas nikkede. »Vi er lige flyttet ind.

Vi bor her, til vi finder noget bedre. Min far og mor er lige blevet skilt.«

Henrik så ud, som om han ikke hørte efter. Pludselig gik han forbi Thomas ud af køkkenet og ned ad den lange gang.

Thomas løb efter ham ind på sit værelse, men fandt ham ikke. Han kiggede også i sin mors værelse, med det samme resultat.

Så løb han ind i stuen. »Mor?«

Hans mor sad ved det store bord, som hun plejede, med masser af papirer foran sig. Ansøgninger, hed det vist.

»Ja, hvad er det? Hør, hvorfor er du ikke i seng?«

»Jeg var tørstig,« sagde Thomas.

»Nå men så drik noget vand og put dig ind igen. Far kommer tidligt i morgen og henter dig.

Du ved, han hader, når du er klatøjet. Så får jeg skylden. Du ved, hvordan han er.«

Thomas tøvede. »Der var en dreng,« begyndte han.

»En dreng? Hvor?«

»Ude i køkkenet.«

»Du har drømt, skat! Smut nu i seng, jeg har travlt.«

Om morgenen kom Thomas' far og hentede ham i sin nye bil med sin nye kone. »Hej Thomas!« sagde hun. »Hvordan går det i skolen?«

Thomas havde lyst til at sige noget grimt. Det fik han altid, når Jytte sagde noget til ham.

Han kendte godt Jytte i forvejen. Hun plejede at sidde på fars skrivebord og svinge med benene, når Thomas kom for at hente ham på jobbet.

Thomas vidste, at Jytte hadede ham og syntes, han var en åndssvag lille unge. Hun elskede at behandle ham som en baby.

Når hun smilede, så hun ud som en stor fisk, der lige skal til at æde en lille fisk. Når hun så sådan på far, grinede han dumt og kyssede hende.

Hun lavede også ansigter til Thomas, når hans far ikke så det. »Meget godt,« sagde Thomas.

De kørte op i hans fars nye hus i Nordsjælland, og Thomas gik som sædvanlig og sparkede til sten i haven det meste af dagen. Så spiste de, og han så et børneprogram i fjernsynet. Det handlede om en dreng, hvis mor var blevet enlig, fordi hans far havde fået en ny kone.

Ude i køkkenet skreg Jytte. Hun skreg altid. Måske havde hans far gjort eller sagt noget sjovt.

Hun vaklede gispende ind til Thomas i sine højhælede sko og mødte hans blik. »Skal du ikke i seng?« spurgte hun.

»Den er kun halv otte,« sagde Thomas.

»Smut nu bare i seng, skat!« sagde hans far. »Vi skal tidligt af sted i morgen.

Du ved, mor hader, når du er klatøjet. Så får jeg skylden. Du ved, hvordan hun er.«

»Nå,« sagde mor, da han kom hjem igen. »Var det sjovt?

Du har reddet dig noget, ser jeg. Er det en julegave?«

Thomas nikkede. »Må jeg pakke den op nu?«

»Ja, min skat, gør du bare det. Jeg er ikke så meget for alt det juleræs, ved du.«

»Nej,« sagde Thomas.

»Har far sagt noget?«

»Om hvad?«

»Om julen. Har de juletræ, er det det? Du kunne jo bare være blevet.«

»De skulle ud til nogen, de kendte. Det er derfor, jeg kommer tidligt hjem.«

Mor så ud i luften. »Det er meget let for din far,« sagde hun.

»Thomas, du ved da godt, at alt det der med jul, det er bare noget, forretningerne har fundet på for at tjene penge. Altså, jeg nægter simpelt hen at stå på det ræs. Desuden har vi heller ikke råd.«

Thomas gik ind og pakkede den store pakke ud. Det var en racerbane.

Thomas samlede den, ligesom i søvne. Bilerne kørte et stykke, så lagde den ene sig på tværs i svinget og spærrede for den anden.

Bagefter ville den røde ikke køre. Thomas gik ind til sin mor, som sad ved det store bord.

»Altså, hvad er der nu?« Hun rakte armene frem mod ham, tog ham om skuldrene og redte hans hår væk fra panden.

»Nå ja,« sagde hun. »Det er måske nok lidt kedeligt, når det nu er juleaften.

Nej, fandeme,« hun fejede papirerne ind på bordet. »Ved du, hvad vi gør!

Vi går i MISTER BURGER, gør vi, og så i biffen. Okay?«

I MISTER BURGER var der gran overalt, og alle servitricerne var i rødt. Thomas prøvede noget af det grønne mellem to fingre, det var køligt og sejt.

Da Thomas fik sin burger, sad der en nissemand oveni, og der stod også et lille grantræ af plastic på bordet. Thomas spiste med hovedet nede mellem skuldrene.

Det var lidt som at spise på en banegård. Der var hele tiden nogen, der skubbede og tabte ting.

Alle mennesker råbte for at kunne høre, hvad de selv sagde, og der lugtede også underligt. »Jeg tror godt, du må tage nissemanden og det lille juletræ med hjem,« sagde hans mor.

Da de kom ud på gaden, var hun lidt usikker på benene. »Jeg er træt!« sagde hun.

Hun havde også drukket tre Tuborg. »Hvad skal vi se?« mumlede hun.

Der kom stadig flere mennesker på gaden, så at det efterhånden blev svært at kante sig frem. Til sidst fandt de en biograf, der viste seksten forskellige film på en gang.

Thomas pegede på en plakat med nogen, der svang sig i et tov, et vandfald og en skattekiste. »Vi gider ikke se det der amerikanske lort,« sagde hans mor. »Det er bare til for at trække penge ud af folk. Vi kan se en god dansk film, som vi kan lære noget af.

Her er en: 'Brændende kærlighed og stegte kartofler'. Den ser god ud, synes jeg.«

Filmen handlede om en dreng, hvis mor var blevet enlig, fordi hans far havde fået en ny kone. »Kan du se,« snøvlede mor. »Det er ikke så nemt.« Lidt efter sov hun.

På vejen hjem var hun meget stille. »Ikke sandt?« sagde hun. »Man kan da godt have det hyggeligt uden hele det der store ræs.«

Thomas' mor gik og støttede sig til muren. »Hvad var det, du sagde?« mumlede hun. »Den dreng, du så ude i køkkenet. Hvordan så han ud?«

»Fattig,« sagde Thomas. »Lidt gammeldags.«

»Og han var på din alder?« Hun nikkede. »Jeg har også set ham.«

»Har du?«

»Ja. Jeg ville ikke have sagt det.

Det var i nat, da du var hos din far. Jeg hørte noget pusle i køkkenet.

Tænk, jeg troede, det var dig, jeg havde helt glemt, at du ikke var hjemme. Så så jeg ham.«

»Hvad sagde han?«

»Det ved jeg ikke. Jeg løb tilbage i min seng, og der blev jeg.

Men jeg sov ikke mere den nat. Det er derfor, jeg er så søvnig.«

Hun smilede skævt ned til ham. »Tror du, det er et spøgelse eller sådan noget?

Jeg mener, huset er jo meget gammelt. Det kan have været en dreng, der har boet her med sin familie for meget længe siden.«

»Han sagde, han havde en far og en mor og en lillebror og en lillesøster,« sagde Thomas.

»Snakkede du med ham?« spurgte hans mor.

»Kun et øjeblik. Så løb han ud i gangen og forsvandt.«

»Ja,« sagde hun. »Der er mere mellem himmel og jord.«

Klokken var blevet mange, og de gik lige i seng. Thomas lå lidt og så op i loftet.

Han tænkte på den anden dreng. Ganske stille listede han sig op af sin seng.

Henrik mødte ham på halvvejen. »Er du en nisse?« spurgte Henrik.

»Det tror jeg ikke,« sagde Thomas. Henrik tyssede på ham, som han førte ham hen til en sprække i døren ind til stuen.

Da Thomas stak næsen ind i den, blændedes hans øjne af en eksplosion af lys. Midt på gulvet stod det grønneste juletræ, Thomas nogen sinde havde set.

Det var fra dets grene, lyset strømmede. Det så så frisk ud, at det var, som om stuen for en aften havde forvandlet sig til en lysning i en skov, men det var dækket af papirstykker i mange farver, hjerter og kræmmerhuse, ligesom på tegnefilm.

»Jeg fik en æske tinsoldater,« sagde Henrik. »Dem har far støbt, og mor har malet dem, ligesom min søsters dukkeseng.

Min lillebror har fået en sabel, som rigtig kan skære. Far fik en bog, som har kostet halvtreds øre, jeg var med, da mor købte den ...« Thomas så godt den lille dreng med det drabelige våben og en lille pige, der lagde sin dukke i seng ved træets fod.

Hun kyssede den på panden og lagde sig så på gulvet ved siden af med en hånd oppe i dukkesengen. Henriks far så smilende til, mens hans mor pakkede en lille tynd pakke op.

Det var et langt, kongeblåt silkebånd, og Thomas tænkte på, om det ikke egentlig skulle have været rundt om pakken i stedet for inde i den. Hun løb straks hen foran spejlet og bandt det i sit lange, mørke hår.

Thomas vendte sig mod Henrik, men han var smuttet ind i stuen og lå nu og legede med sin lillebror. De havde stillet tinsoldaterne op over for hinanden og prøvede skiftevis at vælte dem med pebernødder.

Thomas hvirvlede rundt og løb ind til sin mor. Hun rørte lidt på sig.

»Mor! Mor! Kom og se. Den lille dreng er kommet tilbage, og hans far og -«

Hun rejste sig op, næsten vågen. »Den lille dreng?«

Thomas tyssede på sin mor og førte hende hen til dørsprækken. Selv knælede han ned og kiggede med.

Henriks far og mor stod midt på gulvet, faderens øjne funklede, som han betragtede sin kone. Børnene legede, kravlede eller sov om fødderne på dem.

Træet bredte ømt sine grene ud over dem, og lysene skinnede som stjerner på himlen. »Ser du dem, mor?« spurgte Thomas.

»Ja,« sagde hans mor. »Jeg ser dem.«

»Se stjernen i toppen,« vrøvlede drengen videre. »Og sablen, der rigtig kan skære. Men hvorfor græder du?«

Hans mor så ned på ham, hendes øjne skinnede også nu. Så fór hendes hånd pludselig op for munden.

»Det gik lige op for mig,« sagde hun. »Det er os, der er spøgelserne.«

Af Skrækkens ABC
BORGEN 1992
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff