Mor

 

»Albert! Bente er her. Kommer du ikke hen og siger hej?«

Albert kommer hen og siger hej.

»Han er da blevet stor,« siger Bente. »Hvor gammel er han nu?«

»Albert er fem år,« siger hans mor. »Så, smut nu bare op til dig selv.« Moderen og Bente ser efter ham.

»De er pragtfulde i den alder,« siger Bente. »Men er det ikke et meget stort ansvar?«

»Jo,« siger Alberts mor alvorligt. »De skal jo helst ikke blive lige så frustrerede som os.«

»Nej,« siger Bente. »Men børn er vel også friere i dag.

Jeg kan da huske min egen barndom. Det var et mareridt!«

»Ja,« siger Alberts mor. »Alle frustrationerne. Man var jo et nervevrag.

Alting skulle være så pænt på overfladen, selv om det slet ikke var det, kan du huske det? Alt det, man ikke måtte sige.«

»Ja,« siger Bente. »I al den tid, jeg var barn, tror jeg ikke, jeg så min mor nøgen en eneste gang.«

»Nej, det seksuelle! Det var helt yt.

Jeg kan huske engang, min mor havde teselskab eller et eller andet. Jeg var oppe på mit værelse. Og så må jeg have fået fat på et eller andet pornografisk ...«

»Pornografisk...« skriger Bente.

»Ja,« ler Alberts mor. »Jeg ved ikke, hvad det var, om min far havde glemt at låse det ned, eller hvad. Eller måske var det bare sådan et modelfoto fra en brevkasse i et ugeblad.

I hvert fald forestillede det et par, der gjorde det. Nå, det syntes jeg så vældig interessant ud, så det skulle jeg jo lige ned og vise min mor.«

»Det er løgn!« gisper Bente. »Og hun havde gæster?«

»Jaja. Nå men jeg går sådan hen til min mor og siger: Se, og hvad er det? Så er det, min mor bliver bleg. Hun siger ikke noget. Men det blik, hun sender mig.

Jeg tror, hun hadede mig i det øjeblik. Ikke så meget for det, jeg gjorde, som fordi jeg gjorde det for øjnene af hendes veninder.

De har sikkert lige siddet og sagt: Sikken et velopdragent barn, De har, fru Dahl! Og så var det hele ødelagt.«

Alberts mor nipper til sin te og ser tænksom ud. »Der tror jeg s'gu, jeg fik mit knæk!« siger hun.

Albert er oppe på sit værelse. Han ligger på sin seng og bladrer adspredt i et blad.

I Alberts tegneserieblad er der en reklame for en anden tegneserie. Den forestiller en stor soldat.

Han støtter en kammerat, der er såret eller død, blod drypper ned fra hans pande. I den anden hånd har han en maskinpistol, der spytter en stadig strøm af kugler. Soldaten blotter tænderne og bliver ved med at skyde.

Albert kravler ned fra sengen med det åbne blad. Han stavrer møjsommeligt ned ad trappen og går ind til moderen og Bente.

»Ja,« siger hans mor. »Hvad er det, min skat?«

Så er det, Alberts mor bliver bleg.

Af Skrækkens ABC
BORGEN 1992
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff