Olsens fortælling

 

Olsen var en midaldrende mand med et af den slags ansigter, børn maler på påskeæg, tykke rundede øjenbryn over runde øjne i sygekassebriller og en bred mund. »Hjadstrup gjorde også meget godt,« sagde han.

»Jeg ved ikke, hvor mange mennesker han slog ihjel. Det fik vi ikke noget at vide om.

De fleste glemmer, hvordan det var dengang. Rekordarbejdsløshed!

Politikerne, de kævlede bare som sædvanlig og spændte ben for hinanden for selv at se bedre ud på skærmen. De havde som regel alt for travlt med at forberede den næste valgkampagne til at regere.

Så var det, vi tænkte, at hvis vi gav én mand magt, så måtte der da ske noget. Og det skal jeg sandelig også love for at der gjorde!

Det var selvfølgelig ikke lige godt alt sammen. Men der kom da fut i fejemøget.

Det der med, at Danmark skulle gøres rent, det syntes vi godt om. Først skulle vi have vippet alle levebrødspolitikerne af taburetterne.

Og så alle nasserne. Det var ikke så meget de arbejdsløse.

Det kunne man jo også risikere selv at gå hen og blive en dag. Det var mere de der minoritetsgrupper.

Der var så mange minoritetsgrupper i Danmark, at de var lige ved at være en majoritet. Jeg mener kunstnerne og narkomanerne og indvandrerne.

Især indvandrerne. Vi var så røvtrætte af at høre om, hvor synd det var for dem.

Og vi var især trætte af at høre, hvor racistiske vi var, når vi ikke lod dem spadsere lige ind i vores dagligstue og sætte sig i sofaen. Jeg mener, den der med, at de var flygtninge, den var der ikke rigtig nogen, der troede på.

For helvede, tænkte vi, hvis vi kunne rejse et sted hen, hvor vi kunne få det hele gratis, så ville vi sgu gå op og pakke kufferten med det samme. Og der kom jo flere og flere af dem.

Det var ligesom - ja, hvad var det, Hjadstrup kaldte dem - en græshoppesværm. I ved, som pludselig kommer ned fra himlen og æder en mark, og så flyver de videre til den næste.

Det var vi også sikre på at de ville gøre, så snart der ikke var mere at æde. Hvad skulle vi så gøre?

Tage til Iran? Og dem, der endelig gad arbejde, de tog sgu vores!

Vi havde en af dem der, hvor jeg arbejdede. De kaldte ham alle sammen Hassan, men jeg vidste godt, at han hed Reza og kom fra Iran.

Han var en rigtig terrorist at se på - jeg mener, sådan som man ser dem på film, ikke? Sortsmudsket, med sammenvoksede øjenbryn og et stort overskæg.

Han sad altid for sig selv i kantinen, helt nede i et hjørne. Der var en ring uden om ham af tomme borde. Det syntes jeg var åndssvagt.

Jeg mener, han kunne jo ikke gøre for, hvad andre indvandrere gik og lavede. Mig bekendt havde han hverken myrdet eller voldtaget nogen.

Det var også fjollet, når vi nu skulle arbejde sammen. Så jeg gik over til ham en dag og spurgte, om jeg måtte sidde der.

Ved I, hvad idioten gør? Han siger undskyld og tager sin mad og rejser sig op.

Han troede sgu, jeg ville hugge hans bord, at det var noget, jeg havde aftalt med de andre. Sådan var der så mange drillerier.

Jeg tror ikke, de mente noget ondt med det. Tiden skal jo gå med noget.

Så jeg forklarer ham, at jeg godt vil sidde sammen med ham, og om han har noget imod det. Så spørger jeg ham om, hvad han synes om at være i Danmark, og sådan noget.

Det viser sig så, at han er stukket af fra Iran, fordi han ikke kunne lide styret dernede. De var sådan meget muhammedanske, forstår I.

Man skulle bede til Allah fem gange om dagen, så jeg kunne fa'me godt forstå, han forduftede. 'Så er du ikke muhamedaner?' spurgte jeg.

'Man kan godt være muslim, selvom man er imod styret i Iran,' sagde han. 'Hvis du var flygtet fra Hitlers Tyskland, ville du da også stadig være kristen.'

'Jeg er ikke kristen,' sagde jeg.

'Nej,' sagde han. 'Det er underligt, synes jeg.

I har så mange kirker, men der er ikke nogen af jer, der er kristne!' Det kunne han jo have ret i.

Han havde ellers haft et fedt job dernede. Han var professor!

Det skulle de andre bare have vidst. Der sad de og vrøvlede om damer og fodbold, mens jeg sad og snakkede med en professor.

Han var kommet til Tyrkiet på falsk pas, og derfra videre til Danmark. Han havde haft sin gamle far med, for han kunne ikke klare sig selv, sagde han.

Desuden kunne de godt finde på at lade det gå ud over ham, når de opdagede, at sønnen var stukket af. Han havde været nødt til at bruge alle deres penge på at bestikke forskellige mennesker, så han havde ikke haft en øre, da han kom hertil, men så havde han fået det her job.

Så begyndte han at snakke om Danmark, om Grundloven og en hel masse andet, jeg ikke forstod. Han vidste det hele.

For fanden, hvis man kunne gå op til eksamen i at være danskere, så var han sgu bestået, og jeg var dumpet! Han sagde, han var glad for at have en ven i Danmark, og jeg tror sgu, han mente det.

Han inviterede mig også hjem hos sig, og vi fik et par bajere. Men faderen, han var sådan en rigtig gammel tyrk, han manglede bare fezen.

Han sad bare og gloede ondt på os hele tiden og sagde ikke et ord. Han kunne vel ikke forstå, hvad vi sagde, fordi vi talte dansk.

'Min far kan ikke lide danskere,' sagde Reza. Det var sgu da en vittighed, hvad?

Her kommer han hele vejen fra Alistan og bliver lukket ind, og så kan idioten ikke lide danskere! det ærgrede mig gul og grøn.

Det åndssvage var, at jeg ville gerne have, han skulle kunne lide mig. Jeg mener, det var jo min vens far, ikke?

Så fik jeg en idé. Jeg gik ind på biblioteket og lånte Koranen, det er muhamedanernes hellige bog, og den sad jeg så og læste, indtil jeg fandt et godt sted, som jeg bad Reza lære mig på arabisk.

Det var der, hvor der står: 'Men nej, det er visselig dem, der stifter ufred, men de forstår det ikke.' Er I med?

Jeg mener, det var ham, der stiftede ufred imellem os, men han forstod det ikke. Det sagde jeg så til ham.

På arabisk. Så grinede han.

Jeg ved ikke, hvorfor han grinede. Måske kunne han godt lide mig nu.

Måske grinede han ad min dårlige udtale. Men han grinede i hvert fald til mig fra da af.

Og så kom Hjadstrup. Fuldt indvandrerstop!

Reza var vist bare glad for, at han var sluppet indenfor i tide. Men det varede ikke længe, før han begyndte at beklage sig.

Han havde fundet ud af, sagde han, at Hjadstrup ville have alle indvandrere ud af landet. Det ville han blandt andet opnå ved at 'kriminalisere' dem.

Det var noget med døgnkioskerne. Der var kommet en ny døgnkioskkæde, I ved, en af dem, hvor man bliver betjent af unge piger i røde uniformer og netstrømper.

Så havde der været en forbrugerundersøgelse, der viste, at datomærkningen var overskredet på de fleste af de varer, de andre døgnkiosker solgte. Mange af dem var blevet lukket, af hygiejniske grunde.

Det var jo selvfølgelig mest indvandrernes, forstår I. Reza troede vist, det var et komplot!

Det viste sig jo senere, at han havde haft ret, i hvert fald i det der med, at Hjadstrup ville have flygtningene ud af landet. Alle uden dansk statsborgerskab skulle ud inden udgangen af 2022!

Det blev så senere til 2023. Indtil en avis gjorde opmærksom på den bemærkelsesværdige stigning i ægteskaber indgået mellem danskere og indvandrere.

Der var faktisk meget, der tydede på, skrev bladet, at når bestemmelsen trådte i kraft, ville der ikke være nogen indvandrere tilbage uden dansk indfødsret! Så blev ægteskaberne erklæret ugyldige.

Senere blev alle ægteskaber indgået mellem danske statsborgere og personer af 'ikke-dansk afstamning' erklæret ugyldige. Du kunne f.eks. ikke gifte dig med en iraner.

Så var der det med terroristerne. Mange af de såkaldte flygtninge var jo forbrydere, der var eftersøgt for forbrydelser i deres eget land.

Det var jo fuldkommen sindssygt, at Danmark holdt hånden over dem. Så mange blev sendt tilbage. Hvis en indvandrer gjorde sig skyldig i noget kriminelt i Danmark, blev han også sendt hjem.

Den 22. november 2023 ved ti-tiden om aftenen sad jeg og så en film, jeg havde lejet, da jeg hørte et brag fra gaden og lyden af knust glas. Jeg så ud ad vinduet, at der var ballade ovre ved døgnkiosken, og jeg gik ned for at se, hvad der foregik.

Uden for kiosken stod indehaveren og en af kvarterets beboere og råbte ad hinanden. 'Det har jeg ikke noget med at gøre,' blev kioskejeren ved med at sige. 'I skal gå ud af min butik.'

Indenfor var flere i gang med at molestere forretningen. 'Hvad laver I?' spurgte jeg lidt forsigtigt.

Danskeren ude på gaden vendte sig mod mig, han havde tårer i øjnene. 'De har skudt Hjadstrup!'

'Hvem?'

'Perkersvinene …'

En ung mand kom ud med en kasse øl. 'Du skal betale for det, I tager!' sagde indehaveren.

'Nej,' sagde den første. 'Du skal betale din lede fejlfarve. I kommer alle sammen til at betale for det her, det kan jeg love jer for.'

Der var efterhånden kommet en del hoveder i førstesalsvinduerne. De fleste af dem så ud til at more sig.

En enkelt var lidt mørkere i løden end de andre. 'Mohammad!' råbte ejeren.

'Ring til politiet!' Den udtalelse vakte af en eller anden grund vild jubel.

'Mohammad!' råbte hele kvarteret. 'Ring til på-li-ti-æd …!' Det varede over tyve minutter, inden de kom.

'Det var I sgu længe om,' bemærkede jeg. Betjenten rystede på hovedet.

'Vi har slet ikke mandskab til det. Det er sådan over hele byen.

Folk er gået fuldkommen amok.' Han betragtede ødelæggelserne, som stadig var i fuld gang, nærmest sådan lidt melankolsk.

'Halløj!' sagde han til sidst. 'Hvad foregår der her?'

Ham, jeg havde snakket med, sendte betjenten et stort smil. 'Vi rydder op.'

'Nå?'

'Ja, vi syntes sgu, her trængte til det. Det er lugten, forstår I.'

'Ja,' sagde betjenten. 'Ja …' Inde i forretningen var de sidste hylder ved at blive ryddet.

Aviser og majsgryn lå midt i en sø af øl og mælk. 'Hold lige op med det der,' sagde betjenten.

'Vi er også næsten færdige!'

'De ødelægger min butik!' fortalte indehaveren.

'Ja,' sagde betjenten. 'De må hellere komme med …' Så proppede han ellers kioskejeren ind i politibilen og kørte af sted med ham, mens folk på gaden og i vinduerne hujede og klappede.

Jeg gik op og lukkede op for TV. Det lod til, at en ung iraner havde skudt statsministeren lige uden for hans bopæl.

Hans tilstand var kritisk, sagde de. Resten af natten var der reportager fra hospitalet og rundt omkring i byen, hvor folk demonstrerede, som det hed, mod indvandrerne.

Henad morgen kom Hjadstrup frem på en altan, støttet til en stok og med den ene arm i bind. Overlægen havde tilrådet mindst fjorten dages sengeleje, men han havde ikke tid, sagde han, og modstræbende var han gået med til at udskrive ministeren ved middagstid.

For at undgå sammenstimlen ved hospitalet angav man den rute, ambulancen ville køre hjem til Hjadstrups bolig. Kameraerne var også på plads, og jeg så det hele hjemme i sofaen.

Folk stod oven på bilerne og kravlede op i trafiklysene for at få et glimt af kortegen, når den kørte forbi. De råbte hele tiden.

'AG-NER! AG-NER! AG-NER!'

Løbesedlerne handlede mest om Danmarks frelsers egen mirakuløse frelse, men den næste dag sagde overskrifterne: NU SKAL ROSSET UD! og den slags. Der var også noget med en muhamedansk sammensværgelse eller sådan noget.

Politiet gik i hvert fald rundt og arresterede alle indvandrerne. De kom også og hentede min underbo.

Hun skulle sendes tilbage til Chile, som hendes forældre i sin tid var flygtet fra. Hun var godt nok 45 år gammel og havde aldrig været i Chile, men nu skulle hun altså hjem.«

»Det er rigtigt,« afbrød doktoren. »Jeg har hørt om det.

De sendte alle tilbage. Også til lande, som slet ikke var villige til at modtage dem.«

»Hvad gjorde de så?« spurgte Agner. Doktoren smilede grumt.

»De stoppede dem ned i lastrummene på nogle store skibe. Så sejlede de lige til grænsen af de pågældende landes territorialfarvande og satte dem i vandet i gummibåde.

Nogle af dem blev massakreret, straks de nåede i land. Andre drev til havs og forsvandt sporløst. De heldigste blev taget op og bevilget asyl i andre lande.«

»Ja,« tog Bronstein tråden op. »Den internationale reaktion var ganske interessant.

Den var selvfølgelig stærkt fordømmende. Men mærkeligt nok blev der ikke landsart nogen marinesoldater i Vendsyssel for at afsætte den sindssyge diktator og forsvare Menneskerettighederne. Gad vidst, hvorfor?«

»Nå, Reza var ikke på arbejde,« fortsatte Olsen sin fortælling, »men han dukkede op i kantinen og kom hen til vores sædvanlige bord. Han nærmest dryppede af sved, selv om det var temmelig koldt, og rystede over hele kroppen.

De havde været og hente hans far, mens han ikke var hjemme. Nu ville han prøve at flygte til Sverige. 'De slår mig ihjel!' blev han bare ved med at sige.

'Nej,' sagde jeg. 'De sender dig bare tilbage.'

Han så helt vanvittig ud. 'I Iran.

De henretter alle, som prøver at flygte.' Jeg sad bare og nikkede.

Hvad skal man sige, når et menneske fortæller en, at det er dødsdømt? Han så forvirret på mig.

'Kan jeg ikke bo hos dig? Bare et par dage, til jeg finder ud af noget!'

Nå. Den var værre.

Det var jo nemlig forbundt at skjule flygtninge, forstår I. Og efter de nye love kom du ikke et halvt eller et helt år i spjældet.

Hvis du blev taget, var det det samme som en enkeltbillet til Jylland. Så det var jeg jo ikke så meget for.

'Okay,' siger jeg. 'Men kun et par dage …' Jeg forklarede ham så, at hvis politiet kom, skulle han fortælle, at jeg ikke vidste, han var eftersøgt.

Politiet gik jo nemlig frem efter en liste, så man kunne ikke være sikker på, om man var en af dem, der blev sendt hjem, selv om det efterhånden var klart for de fleste, at det ville de alle sammen blive før eller senere. Det gik jo ikke, at vi gik sammen, så jeg gav ham bare nøglen og fortalte ham, hvor bajerne stod.

Nå, et par timer senere dukker panserne op og begynder at stille spørgsmål, og det tager selvfølgelig ikke min loyale arbejdskammerater lang tid at få dem dirigeret i retning af mig. Det er det underligste, jeg nogen sinde har været med til.

Forstår I, jeg har det hele parat, min overraskelse, og det hele. 'Er Reza eftersøgt?

Og ham har jeg givet nøglen til min lejlighed! Han er vel ikke farlig? Og ham, der sagde, at han havde brug for et sted at overnatte, fordi der blev malet hjemme hos ham …'

Og så ville de grine svedent, for de er jo slimede de perkere, og vi er nemme at narre, for sådan er vi jo slet ikke. Jeg mener, der var jo rent faktisk ikke mere, jeg kunne gøre for ham, vel?

Det eneste, jeg ville få ud af at lyve, var, at jeg selv røg med. Det er sgu da logisk, ikke?

Og så står jeg gudhjælpemig der og hører mig selv sige, at jeg ikke ved, hvor han er, og jeg kan se, de tror på mig. De nikker og smiler og siger tak for hjælpen, og hvis jeg hører noget, og så går de.

I flere minutter synes jeg slet ikke, jeg kan røre mig, og de to timer til fyraften går uendelig langsomt. Så prøver jeg at lade være med at løbe, før jeg er helt nede på gaden, mens jeg spekulerer på, hvad det er, jeg har rodet mig ud i.

Så tænker jeg, at han nok allerede er gået, når jeg kommer hjem. Jeg rager efter nøglen under måtten, men der er ikke nogen.

Jeg tager i døren, den er slået fra. Jeg kan høre, at fjernsynet kører, og da jeg kommer ind, så sidder Reza i min sofa med to opknappede bajere og ser et eller andet børneprogram.

Så kan jeg mærke, at jeg bliver helt kold, og i et frygteligt øjeblik tænker jeg, hvor dum jeg har været, at alt, hvad de siger om fejlfarverne, er rigtigt, at de bare er en flok nassere, der er skideligeglade med alle andre. Her har jeg risikeret livet for ham, og hele tiden har idioten bare siddet i min sofa og bællet øller og set fjernsyn.

Så vender han sig om imod mig, og jeg ser, hvor bange han er, da han spørger mig ud, og jeg fortæller ham om politiets besøg. Han siger, at han hellere må gå, og jeg svarer, at jeg ikke mener, de kommer her, jeg var ret overbevisende.

Jeg er pludselig ikke spor vred mere, ikke engang på panserne. Jeg er blevet overfaldet af en stor følelse, så stor, at der ligesom ikke er plads til andre.

Jeg prøver at regne ud, hvad det kan være. Jeg tror, det er en slags stolthed.

Forstår I, jeg har altid gerne villet blive til noget her i livet. Men det blev jo ikke til så meget.

Jeg mener, når man laver det, jeg laver, deler man sgu ikke visitkort ud. Men nu, nu forstår jeg pludselig, at jeg uden at ville det, ja helt uden overhovedet at vide af det, er blevet noget helt utroligt, meget mere end alverdens millionærer og ministre.

Det er det, jeg forstår, forstår I, som jeg står der og beroliger Reza, selv om jeg selv er næsten lige så bange, og trøster ham, som man trøster et barn. Jeg er blevet et Menneske.«

Af DØDEN
BORGEN 1996
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff