Quisling

 

Kære Gunnar og Maja! Når I læser dette, er jeg ikke mere.

Jeg fik min dødsdom i dag, og jeg skal skydes i morgen tidlig. Alting er gået så hurtigt, at det først nu går op for mig, at også I vil komme til at lide.

Jeg ved, at I holder af mig, fordi jeg er jeres far, og at det derfor vil gøre jer ondt at høre den slags ting om mig. I vil ønske at stille mig en masse spørgsmål, og det er dem, jeg nu, på forhånd, vil forsøge at besvare.

Som I ved, blev jeg arresteret i forgårs og ført til det fængsel, hvor jeg nu sidder. Der var et kort retsmøde i går.

Anklageren læste mine forbrydelser højt, og jeg lyttede opmærksomt efter for om muligt at opdage, hvorved jeg havde overtrådt loven. I dag kom så dommen.

Det hele var som en drøm, som jeg først tror jeg rigtig vågnede af, da jeg fik besøg her i eftermiddag. Jeg blev spurgt, om jeg ville tale med en journalist, og jeg sagde ja. Jeg tror, at jeg ville have sagt ja til hvad som helst i min tilstand.

Det var en ganske ung mand med et flakkende blik. »Nå,« sagde han. »Sådan ser en quisling altså ud.«

Det var det første, han sagde. Jeg spurgte ham, hvad han mente.

»En quisling. En landsforræder.«

»Jeg ved ikke af, at jeg har forrådt nogen, « svarede jeg.

»Jeg ved ikke, hvad De ellers vil kalde det,« sagde journalisten. »Ifølge mine oplysninger har De stukket fire landsmænd.«

»Jeg forstår ikke, hvad De mener.«

Den unge mand bladrede tilbage i sin blok. »Jørgen Ekman. Nils Faber...«

»De mennesker var forbrydere,« sagde jeg.

»Det ved De jo godt ikke er sandt. Det var patrioter.«

»De afsporede et tog. Tre mennesker blev dræbt. De havde også begået mord.«

»Ja,« sagde journalisten koldt. »De havde likvideret skadedyr som Dem. Synd, at de ikke nåede at få udryddet Dem også.«

Jeg rystede forvirret på hovedet. »De to mænd, de dræbte, var ganske almindelige mennesker. Jeg kendte tilfældigvis en af dem, en mand med kone og tre børn.«

»Jeg forstår Deres sympati for andre stikkere,« sagde den unge mand. »Men De vil vel ikke benægte, at De arbejdede for besættelsesmagten?«

Jeg kunne ikke lade være med at smile. »Det gjorde vi vel alle.

Ja, i begyndelsen var vi vel nok lidt forvirrede over det, der var sket. Jeg mener, at vores land sådan var blevet invaderet. Men det var jo en okkupation, der skete i fuld forståelse med vores regering...«

»Så naiv er De jo ikke,« sagde han bare.

»Jeg kender ikke noget til politik,« sagde jeg. »Det interesserer mig heller ikke.

Men jeg ved, hvad mord er. Og disse mennesker begik mord.

Mord og hærværk, der gik ud over uskyldige mennesker. Hvad ville De have, jeg skulle have gjort, når jeg kom under vejr med sådan noget?

Det var min pligt at gøre anmeldelse. Jeg ville jo have gjort mig til medskyldig, hvis jeg ikke havde gjort noget.«

»De glemmer vist,« sagde journalisten irriteret, »at vi var i krig med det land, De så gavmildt tilbød Deres tjenester.«

»Vi? Nej.

Vi var ikke i krig med nogen. Mig bekendt har vi ikke været i krig med nogen i snart hundrede år.«

»De mener altså, at det, De gjorde, var fuldstændig berettiget? I så tilfælde er De et endnu slettere menneske, end jeg tog Dem for.«

»Et slet menneske? Fordi jeg adlyder loven?

Skulle jeg da have brudt den? Fordi jeg gør det gode?«

»Det gode? Mente De virkelig, at det, De gjorde, var det gode?«

»Det gjorde alle. Det var, hvad aviserne skrev.

Hvis jeg havde gjort, som jeg selv syntes, ville jeg jo have været et ryggesløst menneske, et ondt menneske. Kan De ikke se det?«

»Somme tider må man følge sin samvittighed i stedet for bare at følge med strømmen,« sagde den unge mand strengt.

»Såh? Og hvornår er det?

Eller får man først det at vide bagefter? Jeg mener, hvornår det er godt at sprænge kvinder og børn i luften, og ondt at prøve at forhindre det? Afhængig af hvem der vinder, mener jeg?«

Han rejste sig brat op. »Jeg vil slet ikke diskutere med Dem. Det er jo absurd!«

»Ja,« sagde jeg. »Det er absurd.«

Så gik han. Da var det, jeg begyndte at forstå noget af det hele.

Indse, at jeg på en måde havde fortjent min straf ikke fordi jeg tilfældigvis havde været på den tabende side.

Men fordi jeg havde været god. Jeg havde kæmpet for det gode, da jeg angav disse mænd, skønt jeg derved risikerede mit liv.

Jeg havde ikke tænkt på, at disse mordere også havde børn. Jeg havde ikke spurgt efter den lidenskab, der kunne drive dem til sådanne yderligheder.

For mig havde de simpelt hen været onde, det havde ikke strejfet mig, at de kunne handle, som de handlede, af andet end beregning og ondskab. Hvis nogen havde foreslået, at de troede på deres sag, at de anså sig selv for gode, ville jeg have leet højt.

Jeg var jo den gode, det var ganske åbenbart. Alle sagde det.

Og fordi jeg havde været god, måtte jeg i dag være ond. Havde jeg været ond, ville jeg nu have været god. Det sagde sig selv.

Ja, kære børn, det er altså, hvad jeg er nået frem til, her, langt om længe, i mine sidste timer.

Jeg håber for jer, at I vil komme til at leve i en bedre verden.

Misforstå mig ikke. Jeg håber ikke på en verden uden krig og drab. Så længe verden er til, vil nogen begære den tilstrækkelig meget til at stjæle og myrde, og hvad er vel krig andet end det?

Nej, jeg håber ikke, at menneskene vil holde op med at bestjæle og myrde hinanden. Men jeg håber, ja, jeg håber intenst, mine kære børn, at de engang vil holde op med at være gode.

Af Skrækkens ABC
BORGEN 1992
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff