Respit

 

Da han blev født, holdt døden ham for næsen med to fingre. Bare et øjeblik, for at han skulle huske det.

Da han var ti, kom døden igen. »Hvad vil du bruge dit liv til?« spurgte den.

»Jeg vil ud og opleve noget!« sagde drengen. »Jeg vil rejse jorden rundt og skrive en bog.«

»Ja, min ven,« sagde døden.

Da han var tyve, kom døden igen. »Hvordan går det så med bogen?« spurgte den.

»Tag det nu med ro!« sagde den unge mand. »Så meget haster det vel heller ikke.

Nu vil jeg først og fremmest more mig lidt, mens jeg er ung. Skrive bliver der tid nok til senere.«

»Ja, min ven,« sagde døden.

Da han var tredive, kom døden igen. »Nå,« spurgte den. »Fik du moret dig?«

»Jah,« sagde den unge mand. »Det var nu så som så med morskaben.

Jeg blev jo gift, og det er ingen dans på roser, kan jeg godt fortælle dig. Det satte ligesom en midlertidig stopper for mine rejseplaner.«

»Men kan du ikke tage din kone med dig?« spurgte døden.

»Jojo. Det har vi skam også tænkt os.

Det duer bare ikke rigtigt, så længe børnene er små. Men så snart de bliver lidt større, så damper vi af.«

»Ja, min ven,« sagde døden.

Da han var fyrre, kom døden igen. »Kom I så ud at rejse?« spurgte den.

»Vi? Nå, du mener konen.

Næ, det var vist ikke noget for hende, Men det kan også være det samme.

Jeg har nemlig i mellemtiden fundet en anden. Vi mødtes til et lysbilledforedrag, og vil du tro, hun havde også altid ønsket sig at komme ud at rejse.«

»Så rejser du med hende i stedet,« sagde døden.

»Ja. På et eller andet tidspunkt.

Ok, min kone er skam helt med på det. Vi har snakket skilsmisse og det hele. Men vi har besluttet at vente, til børnene flytter hjemmefra.«

»Ja, min ven,« sagde døden.

Da han var halvtreds, kom døden igen. »Kom I så af sted?« spurgte den.

»Nej, hun blev vist træt af at vente.«

»Så rejste hun alene?«

»Næh,« sagde manden. »Det tror jeg nu ikke. Hun giftede sig vist med en revisor.«

»Så blev du ikke skilt?«

»Jo, skilt blev jeg jo. Så nu er jeg altså alene.«

»Så kan du jo sagtens tage af sted,« sagde døden.

»Sagtens og sagtens. Jeg har jo efterhånden fået en ret betroet stilling i firmaet.

Så kan man jo ikke bare sådan skride. Men på et eller andet tidspunkt tager jeg nok et sabbatår.«

»Javel,« sagde døden. »Men sig mig, hvad er det, du gemmer under din venstre armhule?«

»Å herregud!« råbte manden. »Det havde jeg slet ikke set.

Det er vist en knude. Det er vel ikke noget farligt?«

»Jeg er bange for det,« sagde døden. »Du har et år tilbage at leve i.«

»Jamen hvad står vi så her og vrøvler for? Jeg må ned til rejsebureauet og købe en billet.«

»Ja, min ven,« sagde døden. Men ved sig selv sagde den: »Et år er for lidt til sådan et projekt. Jeg vil give ham ti.«

Da han var tres, kom døden igen. »Hvordan gik rejsen?« spurgte den.

»Du tog fejl,« grinede manden. »Den var ikke ondartet.«

»Så rejste du ikke?«

»Nej, det ville da være lidt tåbeligt, nu, lige før jeg skal til at gå af med pension. Vil du tænke dig, om et par år kan jeg gøre nøjagtigt, som det passer mig. Så vil jeg rejse Jorden rundt og skrive en bog.«

»Ja, min ven,« sagde døden.

Da han var halvfjerds, kom døden igen. »Fik du skrevet bogen?« spurgte den.

»Åh hold op!« sagde manden. »Det er da for sent for en mand i min alder.

Næ du, det tog er kørt. Ja, sådan er det. Først var der konen og børnene, og så var der firmaet. Jeg har jo aldrig haft en chance.«

»Måske har du ret,« sagde døden.

»Ja,« sagde manden, »Men det kan i grunden også være det samme. Jeg er nemlig holdt op med at være bange for dig.

Skal jeg sige dig hvorfor? Jeg tror ikke på dig.«

»Har du da nogen sinde gjort det?« spurgte døden.

»Jeg gør det i hvert fald ikke mere. Hvis du er til, så er hele livet jo meningsløst!«

»Det er sært,« sagde døden. »Jeg har altid følt, at det var mig, der gav det mening.«

»I min næste inkarnation,« sagde manden. »Da vil jeg rejse jorden rundt og skrive en bog.«

»Ja, min ven,« sagde døden og lukkede hans øjne.

Af Skrækkens ABC
BORGEN 1992
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff