Ugens nyhed

 

I efteråret 1986 fik jeg kanin. Det var, hvad man vist kalder impulskøb, blot den foregående dag havde jeg ingen anelse om, at jeg ville blive kaninejer. Den sad og så så ensom ud i sin glaskasse hos dyrehandleren, at jeg simpelt hen ikke kunne få over mit hjerte at gå den forbi.

Det var en hvid kanin, af den type, tryllekunstnere bruger, med lange stive ører og et sørgmodigt blik over den lyserøde snude. Det tog mig en weekend at få et kaninbur ud af en gammel servante ved at fjerne forsiden og erstatte den med ståltrådsnet.

Jeg købte en tyk bog om kaninavl, og min stakkels ven var nær død af sult, før det lykkedes mig at dechifrere, hvad jeg kunne give den uden at risikere det sarte dyrs helbred. Det viser sig nemlig, at det meste af det, kaniner spiser på tegnefilm, er ubetinget dødbringende for den levende varietet.

De største problemer voldte imidlertid en illustration forestillende en, som der stod, sund kanin. Formodentlig havde det ikke været muligt at finde et sådant unikum, og der var derfor tale om en tegning.

Der gik det meste af en dag med at undersøge kræets ører, snude, øjne og pels for ureglementerede substanser, baglemmernes parallelitet, og så videre, men så kunne jeg også med fuld sikkerhed sige, at min kanin led af blodmangel, brok og engelsk syge samt adskillige sygdomme, jeg aldrig havde hørt om, heriblandt Mastitis, Metritis og Myxamatose. Jeg ville utvivlsomt have fundet flere, hvis jeg ikke af hensyn til mine nerver havde måttet stoppe ved M.

Det kostede mig omtrent det tidobbelte af dyrets pris at få en dyrlæge til at konstatere, at den var »rask og frisk«. Dog glemte jeg alle mine bekymringer, da Edgar første gang nærmede sig min hånd og nippede til Dr. Feldmans Specialfoder til 450 kroner kiloet.

Så opfyldt var jeg af ekstatisk lykke, at jeg besluttede at dele den med andre, og skrev til den ende et læserbrev til en avis. Det blev offentliggjort et par dage senere under den lettere vildledende overskrift: GLÆDEN VED AT VÆRE KANONEJER.

Allerede samme dag blev jeg ringet op af en journalist fra en konkurrerende avis. »Ja,« sagde han, »Jeg har hørt, at De har en kanon.«

»En kanon?« sagde jeg lidt desorienteret. »Nånej, det var vist en trykfejl.«

»En trykfejl?« gentog han mistroisk »De vil altså nu benægte, at De har en kanon?«

»Jah, jeg ...«

»Vi vil gerne lave en historie. Jeg mener, interviewe Dem. Hvis det kan passe?«

»Joh. Hvis De mener, det kan interessere Deres læsere...«

Nu må De ikke tro, at jeg er sådan en forfængelig rad, der vil gøre hvad som helst for at få sit navn i avisen. Det morede mig blot at tænke på, at jeg og min kanin fra i morgen ville være berømte.

Journalisten var meget venlig og spurgte mig ud om en hel række ting, hvorfor jeg havde anskaffet den, hvor længe jeg havde haft den, og så videre. Han stillede mig også nogle spørgsmål, jeg ikke helt forstod, som for eksempel, om den ikke var farlig at have stående, og om den var mere end to meter lang.

Lidt senere kom fotografen og ville fotografere mig sammen med dyret, men så var det et eller andet med lyset, så at Edgar ikke kom med på billedet. Til sidst blev jeg spurgt, om jeg kendte andre, der havde sådan en, og jeg svarede, at jeg mente, at dem måtte der da være i hundredvis af.

Den næste dag undredes jeg noget over at finde mit portræt på alle løbesedlerne. Jeg blev da ikke mindre overrasket over at konstatere, at artiklen om mig bar overskriften: FLERE HUNDREDE DANSKERE HAR KANONER og tilsyneladende handlede om det uforsvarlige i, at myndighederne ikke skred ind mod disse lovbrydere.

Mens jeg endnu overvejede, hvad jeg skulle gøre, blev jeg ringet op af endnu en journalist, som gjorde mig opmærksom på, at jeg måtte finde på noget mere, hvis han skulle skrive om mig.

»Jeg er glad for, at De ringede!« sagde jeg.

»Det hele er en kæmpemisforståelse. Jeg har slet ingen kanon.«

»Ikke det?« spurgte journalisten.

»Nej,« sagde jeg. »Jeg ejer ikke så meget som et pusterør.«

»Men,« sagde journalisten, »jeg sidder her med et interview, hvor De udtaler - vil det sige, at De slet ikke har sagt, at De anskaffede den, fordi De godt kan lide at røre ved den?«

»Nej. Jo. Jeg mener... Jeg tror helst ikke, jeg vil interviewes mere.«

»Jamen det må da være i Deres egen interesse,« fortsatte reporteren, »at eventuelle misforståelser bliver opklaret?«

»Nej,« sagde jeg bestemt. »De skriver bare noget frygteligt!«

Journalisten lo. »De tænker på Formiddagsbladet.

Sådan arbejder vi ikke. De vil naturligvis få artiklen at se, inden den går i trykken.«

»Nå, ja. I så fald ...«

Den ny reporter spurgte mig stort set om det samme som den foregående. Meget omhyggeligt og tålmodigt, som om jeg talte til et barn, forklarede jeg ham, at det hele var en misforståelse, om trykfejlen og alt, hvad den havde forårsaget.

Ganske rigtigt ringede han om aftenen og læste artiklen højt. Det gik meget hurtigt, så jeg havde lidt svært ved at følge med, men det korte af det lange af det var da, at skønt jeg havde en kanon, var jeg ikke villig til at sige, hvad jeg ville bruge den til, eller overhovedet, hvad min politiske observans var, skønt jeg på intet tidspunkt havde benægtet, at den lå temmelig langt til venstre.

»Det kan De ikke trykke!« gispede jeg, da jeg havde fået min stemme tilbage. »Det har jeg jo aldrig sagt.«

Journalisten var pludselig blevet meget kølig. »Hvis De havde gidet høre efter, ville De have opdaget, at vi jo også netop skriver, at De ikke har sagt det.«

»Men jeg har ingen kanon!« nærmest skreg jeg.

»Artiklen repræsenterer en fuldstændig loyal gengivelse af vores lille samtale,« sagde han og lagde røret på.

Jeg havde ikke villet fotograferes igen, så man havde brugt det oprindelige billede på en ny og opfindsom måde. Det var, så vidt jeg kunne se, et billede fra et af nazisternes massemøder, men på talerstolen under banneret med hagekorset var det nu mig, der på mirakuløs vis talte til de for- samlede masser.

Er det møder af denne art, kanonejerne frekventerer? spurgte billedteksten, og det var jo kun et spørgsmål. Jeg var ved at fatte galoppen.

Andetsteds i bladet fandt jeg et interview med min skikkelige nabo, hvis mand var død af et maveonde nogle år tidligere, men som nu overvejede, om han ikke muligvis i virkeligheden var blevet skudt. Det var på dette tidspunkt, at jeg ringede til politiet og bedyrede min pure uskyld. Jeg havde ingen skjulte våben, jeg havde ikke myrdet nogen, og jeg havde heller ikke tænkt mig at deltage i noget komplot for at styrte regeringen.

»Hvad var det De sagde De hed?« spurgte betjenten. Jeg fortalte ham det.

»Og hvorfor skulle dog nogen mistænke Dem for noget sådant?«

»Men det står jo efterhånden i alle aviserne!« Der blev en pause.

»Nå,« sagde han. »Aviserne.«

»Så har De altså ikke tænkt Dem at arrestere mig?« spurgte jeg letter.

»Nej,« svarede betjenten gnavent. »Vi har heller ikke tænkt os at arrestere Bjørnebanden.«

Så lagde han røret på. Det beroligede mig lidt. Jeg besluttede på stedet, at jeg aldrig mere ville give et interview, så længe jeg levede. Jeg blev derfor også noget forundret over allerede den følgende dag i et tredje blad at finde endnu et sådant. Jeg ringede straks til bladet og fik journalisten i tale.

»Naja,« sagde han. »Jeg fik det indtryk, at De helst ikke ville tale med os.

Artiklen er sat sammen af Deres udtalelser til andre blade. For dem står De vel ved?«

Jeg overvejede et øjeblik at rejse sydpå, bare en halv snes år. Jeg kunne levende forestille mig alle de vrede henvendelser, alt dette avisskriveri måtte føre med sig.

Besynderligt nok modtog jeg aldrig en eneste uvenlig opringning eller skrivelse. Jeg konkluderede, at min kanon åbenbart indgød en vis respekt. Derimod blev jeg bestormet af folk, der ville høre, hvor de kunne købe sådan en.

Efterhånden tabte pressen naturligvis interessen. Man havde i mellemtiden haft held til at opspore en mand, der dyrkede Satan i en altankasse på Vesterbro, og det kunne min kanon ligesom ikke rigtig konkurrere med. Til sidst følte jeg mig tilstrækkelig sikker til at sende en avis en artikel om forårstegn, som dog blev bragt i stærkt forkortet form og med overskriften: DANMARKS KANONEJER NR. 1.

Endnu i dag, når jeg præsenterer mig, blinker folk fornøjet og siger: »Nå, det er Dem med kanonen!« Edgar er i mellemtiden død af alderdom, så jeg nøjes som regel med at svare, at det ikke var nogen særlig stor kanon.

Jeg har efterhånden opdaget, hvor lille en kanon jeg kan tillade mig at have. For øjeblikket er den omkring halvanden meter. Den er således skrumpet noget, men har en tilbøjelighed til at svulme op når det er et stykke tid siden, at Loch Ness-uhyret har rørt på sig.

Forleden mødte jeg en gammel ven, som jeg ikke havde set i mange år. »Jeg kan godt se, at det må have været hårdt for dig,« sagde han. »Men du kunne jo for fanden have ladet være med at give alle de interviews.

Og - trods alt - vi kan jo ikke undvære pressen. Jeg mener: Hvordan skulle vi ellers få at vide, hvad der sker?«

Af Skrækkens ABC
BORGEN 1992
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff