Yesua

 

Armon er i nord og vest omkranset af Selas bjerge, men i syd og øst af havet. Fra Morehs hule vandrede Yoseph gennem Ilanskoven og Semamas ørken til dets østlige strand og derfra mod nord til Rithmas borg. På den tyvende dag af sit ophold i landet drog han atter sydvest, tilbage gennem ørkenen, og idet han på intet tidspunkt overskred grænsen til Gan, befandt han sig den følgende dag på Misorsletten.

Så nåede han da omsider frem til en forfalden kirke i romansk stil. Den lå som et kæntret skib i det bølgende græs, hvorfra hist og her forsømte gravsteder i form af skæve kors stak op som vragstumper.

Lyden af vinden var meget kraftig, og da han kom om på den anden side, så han, at han havde taget fejl, vel hundrede skridt fra kirken hørte landet op som en bordkant og faldt lige så mange mandshøjder ned på den sydende brænding. Det knagede under hans fødder, og han kastede sig tilbage i tide til at se en kvadratmeter tørv og løs jord forsvinde i dybet.

Yoseph gik tilbage og forsøgte at se ind gennem de høje, rudeløse vinduer, men kontrasten mellem den hvide, regntunge himmel og husets sorte indvolde var for stor. Så vovede han sig i stedet ind ad den centrale rundbue, hans fødders ekkoer skrabede højt i hans øren. Han banede sig vej gennem krattet af pindestole, der smækkede sammen med små, skarpe knald, hvor de faldt, og kom frem til alterets dækketøjsskab med et gyldent krucifiks flankeret af to gange tre lysestager.

En gysen gennemfór ham, og han løb ud og så den blodige sol skåret i to af bjergene mod vest. Gnist for gnist forsvandt den under kammen og slukkedes i aske, mens mørket kom rullende ind fra havet som et mørkeblåt tæppe.

Han tænkte på at gå tilbage og sove i kirken, men følte sig utryg ved det. I stedet lagde han sig på en lille grøn knold. En mild aftenvind strøg ind over ham, som en mor kærtegner et sovende barn. Månen vækkede ham, som hendes ansigt over dets trygge seng. Vinden var som et åndedrag gennem græsset, de spredte træer svajede på tå.

Der lå en tåge over Yosephs øjne eller over sletten, en tavs insektsværm på en arms afstand. Han bøjede sig ned og så skikkelser som i ild, små figurer, på en tommels højde.

De gled af sted I skørter og slæb, og deres lange arme endte i spidser i stedet for fingre. Deres mandeløjne gloede over en blød mund og håret slap af og til deres hoveder og fór til vejrs som flammer og slukkedes.

Når Yoseph fikserede en af dem, syntes der kun at være den samme, dansende gennem disen, men når han trak blikket tilbage, forekom der ham ikke at være tal på dem. De drejede og drejede ham med sig, og han satte øjnene fast på en stub, men også den flimrede og øjne tittede ud af den som et egern i et hult træ.

Så skælvede den, og han så, at det var en sammenkrøben kvinde. Hun bar en brun kjole, der kun var lidt mørkere end hendes hud, og hendes hår var så filtret og fuldt af vissent løv og kviststumper, at det ville knække tænderne på alle verdens kamme.

Hendes ansigt var lyst som en vandpyt, i hvilken hendes øjne flød rundt som to brune blade. Hun fór pludselig op, som vinden fører en papirdrage med sig, og fløj mod kirkens sorte gab, hvor hun forsvandt.

På sletten lå flere store sten, som også nu begyndte at hoppe for hans blik. En næse som en sylteagurk kom til syne sammen med cirkelrunde øjne, stenen lå endnu på mandslingens hoved.

Den rejste sig og raslede med lemmerne, sort hår stak i totter ud overalt på barnekroppen. Til sidst stak vel et dusin op under stenene, som de omhyggeligt lagde på plads over deres huller, før de, snublende over hinanden, nærmest trillede mod kirkebygningen.

Yoseph kunne lugte havet, han stirrede i dets retning og mente et øjeblik at se en flodbølge rejse sig over hans hoved, men det var blot skum og dån. Tre kvinder vandrede mod kirken, deres hår nåede deres fødder.

Deres legemer var glatte og fugtige som hudløse, mollusker, der ligesom sømunken havde en skuffende lighed med menneskelige væsner. Brysterne på dem var store og kuglerunde som kvælende bølger, og deres lår glimtede af iskrystaller.

Da den sidste var forsvundet gennem portalen, faldt der ligesom et hårdt skær over verden, som det, der rammer et menneske i dødsøjeblikket. Der blev koldt, og også Yoseph søge kirken, hvor lys flakkede som ildfluer.

Det var lysestagerne, som var tændt, og de kastede en tom cirkel omkring alteret. Umiddelbart uden for denne var der imidlertid trængsel, tusind øjne og tær, så at ingen kunne ane, hvor den ene begyndte, og den anden endte.

Højt oppe under loftet, som på en klippetop, stod i en prædikestol en bleg mand, hvis ansigtsudtryk var uudgrundeligt for Yoseph. Han drejede hovedet, men det var ikke til at sige, hvad han så. Så lød hans stemme, uventet klar og tydelig fra pulpituret.

»Med Himmeriget er det som med en konge, der gjorde sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme.

En sagde: 'Jeg har min forretning at passe.' En anden: 'Jeg kender ikke denne mand, hvorfor skulle jeg komme til hans søns bryllup?'

En tredie: 'Ved han ikke, der er krig i landet? Hvad er vel det for et tidspunkt at fejre sin søns bryllup på?'

En fjerde: 'Visselig indbyder han os blot, for at vi skal give hans søn gaver.'

Så sendte kongen i stedet sine tjenere ud på landevejen, og enhver, de mødte, høj og lav, indbød de til brylluppet, så at bryllupssalen blev fuld.

Der var også dem, der sagde: 'Nu har vi ikke tid, men sig til din herre, at i morgen ser han os,' og de fandt porten lukket i lås. Og andre sagde: 'Det er os nok, at kongen vil se os, vi ved, at vi er hans undersåtter, og at han bekymrer sig om os, han vil heller ikke tage os ilde op, om vi forsømmer dette ene gæstebud.' Men kongen sendte sine soldater ud og dræbte dem og brændte deres huse ned til grunden.

Og det skete, at bruden selv undslog sig idet hun mente: 'Har jeg ikke i min fars slot alt, hvad jeg kan ønske mig? Men gifter jeg mig, da kommer jeg under en andens herredømme, og hvem ved, hvad ondt han vil handle med mig?'

Hun sendte altså sin pige til kongen og lod melde, at hun var upasselig. Men pigen vovede ikke at melde kongen dette, men gik frem og tilbage foran borgen og vred sine hænder. Kongen kom da ud til hende og spurgte, hvad der var i vejen. Da kastede hun sig for hans fødder og sagde: 'Tag mit liv! For det er bedre, at jeg skulle dø end bringe min konge sådanne tidender.' Så forstod kongen, hvordan det var fat, og sagde: 'Jeg siger dig dette: I dag skal du være min søns hustru!'

Og en sagde: jeg vil gøre kongesønnen en bryllupsgave af alle ædle stene, som er i mit skatkammer, kun een eneste vil jeg beholde for mig selv, det er dog kun en ringe ting.' Da kongen så hans gave, sagde han til sine tjenere: 'Sandelig den mand har fortjent en plads ved mit bord, ifør ham bryllupsklædningen, bænk ham og fyld hans bæger, men I skal dog først skære hjertet ud på ham og give hundene det at æde, det er dog kun en ringe ting.'«

Stemmen tav, og der var en bevægelse i rummet. Yoseph trådte til side for at lade skarerne passere, men rummet var tomt, solen tittede ind gennem vinduerne, og manden fra prædikestolen kom ham i møde. Yoseph så nu, at han var en ganske ung mand, næppe fyldt de tredive.

Hans hår toppede hans hoved som en let bølge på et bjerg af en pande over bløde øjenbryn og skildpaddeøjne bag runde briller, der red øverst på hans høgenæse. Han havde meget store ører, og en bred mund krusedes af et stille smil.

Han bar den sorte samarie. Præsten strakte venligt hånden frem: »Du må være Yoseph! Tharma, en Guds engel, meldte din ankomst...«

»Og du er Yesua.«

»Kommer du fra Gan?«

»Fra Rithma ... «

Yesua hævede fløjlsduskene over stålbrillerne og rynkede panden, som bølger i mælk. »Jeg troede ikke, den borg slap sine fanger. Nå, du skal i al fald være velkommen.

Tharma siger, du bliver ti dage. Det er jo ikke meget, men man har dog set hurtigere omvendelser.«

»Omvendelser?«

»Nu skal du ikke blive nervøs. Jeg ved godt, menneskene ikke holder af det ord. Lad os sige, at jeg vil fortælle dig noget, og så kan du se, hvad du mener om det.

Jeg vil gerne vise dig en bog. Det er i virkeligheden en hel række bøger, men du kender dem nok bedst under betegnelsen Det Ny Testamente.«

»Det har jeg læst.«

Yesua blinkede muntert. »Nå, så det tror du? Javelja.

Den skal vi i al fald læse sammen. Det er den mest fantastiske bog i verden.

Der er mange, der tror, det er et moralsk opbyggeligt skrift. Men ser du, herinde,« han trak en lille rød bog op af lommen og bankede på den med knoerne, »gemmer sig alle verdens hemmeligheder!«

»Der må være en del af dem,« mumlede Yoseph.

»Vi kan begynde med det samme,« fortsatte præsten ubekymret. Udenfor havde solen fået magt, og væsnerne var ikke længere så lette at få øje på for Yoseph. I buskene sang småfuglene mekanisk.

»Hvem er Jesus Kristus?« spurgte Yesua venligt.

Yoseph trak på skuldrene. »Nogle sagde, han var hammasiah, de salvede.«

»Men er ikke alle konger salvede?«

»Joh ...«

»Der, hvor du kommer fra, er kongerne der salvede?«

»Næh. De vælges af folket.«

»Præcis. Salvelsen betyder, at kongen er besat af en gud. Dengang guden var et dyr, salvedes han med dyrets fedt.

Men Mesiha, han er atter salvet. Han er Gud, nedsteget fra himlene for at regere folket, siddende til doms på en trone midt iblandt dem.«

»Men jøderne mener ikke, denne Yehosua var Messias.«

Yesua slog beklagende ud med armene. »De blev skuffede.

Kan du tænke dig, hvor skuffet de blev! Hvad siger David om Messias: 'Han slår voldsmanden ned!

Han skal leve, så længe solen lyser og månen skinner, fra slægt til slægt! Hans fjender slikker støvet!'

Og hvad gjorde han? Han bøjede sig for voldsmændene og lod dem gøre ham til en narrekonge og spigre ham til et kors. Ville du ikke være skuffet?«

»Jeg er hverken kristen eller ortodoks. Jeg nærer ikke den slags illusioner.«

»Men hvis nu Jesus var den salvede, hvordan kunne han da være det, hvis ingen salvede ham?«

»Det ved jeg ikke.«

»Men det står her, i det tredje kapitel. Johannes salvede ham.

Blandt de mange, som kommer til ham for at døbes, det vil sige renses for at kunne modtage ånden, kommer Jesus selv. Og ånden nedfarer i ham i skikkelse af en due. Men hvorfor nu 'den hellige ånd?'«

»Der findes vel også urene ånder...«

»Og hvorved bliver en ånd uren?«

»Ved at omgås materien.«

»Præcis. Men hvordan undgår ånden vel det?

Tænk over det til i morgen. Jeg skal vise dig, hvor du kan sove.«

Yoseph gik ind i Yesuas kirke på Misorsletten, vest for Gan, og tænkte over, hvad han havde hørt. De to lærere, han havde haft, og ham, han nu havde, var sandelig høst forskellige.

Mens Moreh havde undervist ham dialektisk, for ikke at sige anekdotisk, havde Rithma lært ham eksistensen, som man lærer et barn at svømme, med hænderne lukkede i jern om dets håndled. Hvor han havde givet ham forståelse, havde hun bidraget oplevelsen.

Han kunne ikke gætte, hvorfor de begge havde anbefalet Yesua, som åbenbart regnede dem for så lidt, for Yoseph forekom han af alt at ligne TVs vækkelsesprædikanter. Også dette ville han dog igennem af kærlighed til sin herskerinde.

Omvendt indså han klart, at Yesuas snak om ånd og materie ville have været uforståelig for ham uden den forhåndsviden, hans to tidligere lærere havde givet ham, ja, han ville end ikke have anet, hvad ånd og materie var. Hvad var det nu, hans hjemmeopgave var? Den hellige ånd, ja.

Ligesom der var ånd og materie, var der to slags ånd, en materiesøgende og en materieskyende. For den materieskyende var tilknytningen til materien synd.

Derfor var helligånden, den materieskyende ånd, så central i kristendommen. Den var hele pointen, at blive »fyldt af« helligånden, at lade den erstatte ens egen syndefulde sjæl.

Men hvad var vel denne hellighed andet end den rensede menneskeånd? Hvad var Gud andet end mennesket befriet for sin kompulsive konceptualisation, mennesket andet end Gud fanget i sit skaberværk?

Befriet for sin afhængighed af verden, som var dets egen opfindelse, var mennesket Gud, og det var denne apoteose, kristendommen satte op mod »den gamle Adam«, det var frelsen og himmeriget »inden i jer«. Og som Yoseph vænnede sig til kirken mørke, så han sine anelser bekræftet af dens kulørte kalkpuds.

Her stillede Jesus stormen på søen og fyldte Peters net, herre, som han var, over konceptualisationen. Selve korsfæstelsen var tryllekunstnerens bravournummer, demonstrationen af det »evige liv«, for hvor der ikke er nogen verden, kan der heller ikke være nogen død.

Han stod der med sin fane, ikke melankolsk, som det var forekommet Yoseph, blot selvfølgelig i sin triumf. Og omkring ham sov gravens vogtere, ofre for kødets behov.

Det var så slående en reklame, som han nogen sinde havde set, og Yoseph ville løbe ud til Yesua og sige, at han havde forstået det hele og var rede til den sidste lærer. Men Yesua var ingen steder at finde.

Så trak han sig tilbage til det munkecelleagtige kammer, han havde fået anvist, og grublede videre i ensomhed, men han syntes ikke at kunne komme 1ængere.

Var der overhovedet mere end menneskets stræben efter at blive gud ved at fornægte verden?

Det og så kirkepolitikken, når almuen skulle meldes ind uden baggrund for at forstå? Til sidst gik han i seng.

Den næste dag beskrev han sin forståelse for Yesua, som ikke forekom synderlig imponeret. »Er det da ikke kristendom, hvad jeg her har beskrevet?« spurgte Yoseph fortrydelig.

»Det ville være det!« svarede Yesua, »Hvis noder var musik.

Nu er det imidlertid kun ord.« Så fortsatte han uanfægtet: »Derefter blev Jesus af ånden ført op i ørkenen for at fristes af Djævelen.

Og da han havde fastet fyrretyve dage og fyrretyve nætter, led han til sidst sult. Det har du vel så forstået?«

»Ja, det tror jeg. Satan ønsker, at Jesu sult skal materialiseres til brød gennem det guddommelige skaberord, men Jesus svarer, at ordet kun skal bruges som en vej til Gud.«

»Lidt besynderligt udtrykt måske, men i hovedsagen korrekt. Og den næste fristelse?«

»Djævelen vil have Jesus til at kaste sig i afgrunden, det vil jo ikke skade ham, eftersom Gud vil beskytte ham. Men Jesus svarer: 'Du må ikke friste din Gud.'

Det betyder: Du må ikke provokere ham, ligesom du provokerer et barn ved at sige: Jeg tror ikke, at du kan spise op! Du må ikke prøve ham, for at se, om han er der.

Du må ikke bruge ham, ikke bede ham om noget.«

Han holdt brat inde, overrasket over sin egen forståelse. Selv Yesua virkede tilfreds.

»Udmærket. Og den sidste?«

»Djævelen viser Jesus åndens muligheder for at skaffe sig al magt på jorden. Men det er ikke den magt, vi skal tragte efter.

Men her: 'Salige er de fattige i ånden.' Det forstår jeg ikke.«

»Der var to brødre. Den ene gik det godt, han havde forretningssans og blev snart en rig mand, så at han fik råd til at gifte sig.

Mange ville være som han og søgte hans råd, ligesom han havde mange i sit brød, som han bekymrede sig om og dømte imellem. Den anden bror havde imidlertid ikke heldet med sig i noget, han gjorde, men forblev fattig, dog hjalp hans rige bror ham, så han ikke sultede og fulgtes ofte med ham, så han ikke skulle føle sig ene.

En dag mødte de således en ung kvinde, som overgik alle andre i skønhed. Den rige bror kastede sig da for hendes fødder og råbte: 'Se, jeg er rig, gift dig med mig, så vil jeg give dig alt, hvad du ønsker.'

Men kvinden svarede: 'Har du ikke allerede en hustru og ejendele og bekymringer, så det forslår? Men din bror, som står hos dig, ejer intet. Så vil jeg da blive hans eneste ejendom og eneste bekymring, og hans hustru.'«

Yoseph nikkede: »Jeg mener også at have læst et sted i din bog, at det er næsten umuligt for en rig mand at komme ind i Himmeriget.

Så er det, jeg godt kunne tænke mig at vide: Hvor rig? Hvad er rig?«

Yesua smilede: »Er det så svært?

Rig er den, som ikke sulter. Rig er den, som har et menneskes fortrolighed.

Rig er den, som har sit syn eller sin hørelse eller sine lemmers brug. For en sådan er Himmerigets dør lukket i lås.«

Yoseph udstødte en lyd midt imellem en kort latter og en hulken, »Det var dog en rent ud fortvivlende religion!«

»Det er en religion, hvis første forudsætning er fortvivlelse. Læs videre: 'Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes.' Men de må sørge først.

Om nogen skulle sige til dig: Jeg lever i fortrøstning om frelsen, så gå ham forbi. Men om nogen siger: Jeg lever i gru for min frelse, i hans hus skal du gå ind, for der vil du finde helligånden allerede bænket.

Du skal omgås tyve og mordere, før du omgås dem, som tror at have parkeret helligånden i garagen. De er som gnieren, der vogter sin hustru som sit guld, men ikke går ind til hende, hun har tusind elskere i det skjulte, og alle ler ad ham bag hans ryg.

Der var to andre brødre, som begge søgte den samme ædelsten. De forsynede sig da med rejsepenge, men næppe havde de forladt huset, for den ene fandt et stykke glas.

'Her er mit smykke!' råbte han og gik tilbage i huset. Den anden ærgrede sig over broderens held og fortsatte sin søgen.

Han kom imidlertid i dårligt selskab og brugte sine rejsepenge på svirebrødre og skøger. Da de nu så, at han ikke havde flere penge, tog de hans klæder og gennempryglede ham således, at han var døden nær.

I denne tilstand vendte han tilbage til sin bror. Hvem af disse to tror du nu snarest vil finde skatten?«

»Den anden, for når hans sår er lægte, vil han bede sin bror om penge og atter drage ud. Men broderen tror allerede at besidde det, han leder efter.«

»Sådan er det. Derfor skal du heller ikke sige: 'Jeg er kristen!' men: 'Jeg søger at blive kristen!' for sådanne, som kalder sig kristne, er djævletilbedere, og hver gang de nævner navnet, begår de den synd mod helligånden, hvorfor ingen tilgivelse kan findes.

Skøger, tyve og mordere skal blive frelst, men de skal ikke blive frelst. I morgen vil vi atter tale om dette!«

På den fireogtyvende dag af Yosephs ophold i Armon genoptog han og Yesua deres læsning. »Du må undskylde,« sagde Yoseph, »men jeg har altid haft det indtryk, at kristendommen var en morallære, en opskrift på, hvordan menneskene får det bedre med hinanden.«

»Der var en bonde, der drog til marked, men der havde netop et cirkus slået sit telt op, og man var ved at vande dets eneste, alderstegne elefant. Sådan et dyr havde man aldrig hverken set eller hørt tale om før på egnen, og bonden skyndte sig derfor hjem for at fortælle de andre i landsbyen, hvad han havde set.

Han beskrev nu dyrets enorme størrelse, dets vældige, fejende ører, mulen, som var en fuld mandshøjde lang, og dets tykke, søjleagtige ben. 'Er du nu også ganske sikker på,' spurgte landsbyældsten, 'at dyret var således, som du beskriver?

Hvorfor en ko skulle have så store ører, er det umuligt for mig at indse, og dens mule skal jo dog blot nå græsset, hvis ikke dens tykke ben allerede har trampet det ned.' Da tænkte bonden ved sig selv: Jeg har set fejl, der er ingen grund til, at en ko skulle se sådan ud.

Det skete også, at han fandt en bibel og begyndte at læse. Han læste da, at mennesket skal forlade alle ting, både sin hustru og sine børn, ja, endog sit eget liv, og kun søge Riget.

Atter skyndte han sig hjem, men for ikke igen at blive til latter viste han først landsbyældsten bogen. 'Min kære ven!' sagde denne, 'hvad gavner det et menneske, at han søger dette rige, hvis han i mellemtiden omkommer af sult, og hvis skomageren forlod sin læst, hvor skulle vi da få sko?

Og hvad har denne mands hustru gjort, at han skulle hade hende? Det, du har læst, kaldes en trykfejl, der skulle stå «Du skal forlade alt, som er unyttigt, forsørge din hustru og dine børn, men først og fremmest søge at svare enhver sit!«

Der står for resten også, at man skal være et redeligt menneske, ikke yppe kiv og i øvrigt gøre, som landsbyældsten siger, for han er den klogeste: Det er i grunden en ganske nyttig bog, og jeg skal sige dig, hvad jeg vil gøre: Jeg vil lære dig, hvor alle trykfejlene i den findes, og hvad der i virkeligheden skal stå, og når jeg har lært dig det, kan du kalde dig præst!'

Men kan du tænke dig, hvad der skete: Elefanten slap løs fra cirkus og viftede præsten omkuld med sine store ører, og med den lange mule kastede den landsbyældsten op i luften, og trampede landsbyen ned med sine tykke ben.«

Yoseph nikkede: »Så er den kristne moral altså ikke en moral i traditionel forstand?«

»En pen er ikke en pind, selv om et barn ikke kan se forskel. Som voksne opdager vi pennen ved at blive opmærksomme på det, som karakteriserer pennen, men ikke pinde.«

Kristus siger det selv: 'I har hørt, at der er sagt til de gamle ... men jeg siger ...' Og: 'Hvis I ... hvad særligt gør I så?

Gør ikke hedningene det samme?' Kristus fuldkommer loven, så at den kræver af mennesket, at det skal være fuldkomment som 'Faderen'.

Alt dette har menneskene i deres ondskab læst hen over. Hvorfor?

Fordi det er mageligst at tro, at Kristi lære blot er gentagelse af den moral, de allerede har tilegnet sig. Men Kristus gør alle ting nye.

Hvad er så den store forskel? Jo, den gamle moral siger, at vi ikke må skade vores næste.

Når vi bliver vrede på ham, må vi ikke dræbe ham. Nar vi begærer hans hustru, må vi ikke bedrive hor med hende.

Men den kristne moral bekymrer sig slet ikke om vores næste, den bekymrer sig om os. Vores næste kan nemlig være ligeglad med, om vi vredes eller begærer, når vi blot ikke giver efter for disse følelser på hans bekostning.

Derimod sårer de vores udødelige sjæl til døden. Så siger man til Kristus: Hvordan kan man lade være med at begære, når man ser sin næstes hustrus skønhed?

Hvordan undgår man, at hånden skælver efter at slå, selv om man lægger bånd på den? Hvem er vel herre over sine følelser?

Og Kristus svarer: 'Hvis din hånd forarger dig, det vil sige forråder dig, så at du bliver et ondt menneske, så hug den af. Og hvis dit øje forarger dig, så riv det ud! For det er bedre, end at du skal miste alt.

Ligesom solen ikke gør forskel på god og ond, må heller ikke I gøre forskel. I må heller ikke bede om dette eller hint ligesom hedningene, som slår en handel af med deres guder og sælger ofre for gunstbevisninger, for Gud er kun interesseret i et offer, og det er dit hjerte, og Han ved desuden, hvad I behøver, thi kun dette ene er fornødent: Himmeriget! men hvis I skal bede, så bed om, at Hans vilje skal ske fyldest i jer, om at I ikke skal falde i fristelse, og at jeres synd skal blive bortvasket, og ikke om andet end det daglige brød.

Derfor er vejen til Kristi efterfølgelse ikke bred, som de, som kalder sig kristne, tror, den er smal og kun lidt befærdet. Det er de hyklere, hvorom Kristus taler, at de allerede har fået deres løn udbetalt i form af menneskeligt omdømme.

Den sande kristne derimod skal blive hånet og forfulgt og løjet alt ondt på. Vi kan ikke både blive agtet af Gud og af mennesker, for ingen kan tjene to herrer.

Hvis han går den enes ærinde, vil han få prygl af den anden, når han kommer hjem, for sin udebliven. Disse ord er det, vi kalder bjergprædikenen, og mange mennesker synes om den, fordi den synes at være fuld af god moral og uden de mange underlige og forargelige ting, som Kristus siger andetsteds.

Men som du ser, er heller ikke den svær at forstå, hvis vi blot læser, hvad der står. I morgen fortsætter vi!«

På den femogtyvende dag talte de atter om forfølgelserne: »'I skal hades af alle for mit navns skyld!' siger Kristus. Derpå skal vi kende den sande kristne.«

»Der står her,« sagde Yoseph »at 'når de forfølger jer i en by, så flygt til en anden; thi sandelig siger jeg eder: I skal ikke komme til ende med Israels byer.' Hvad mener han med det?«

»Apostlene var forståeligt nok bekymrede for, at de, når de således blev jaget fra by til by, til sidst skulle løbe tør for tilflugtssteder. Kristus svarer leende: 'Så mange byer er der ikke i Israel, at jeg ikke når at komme forinden!'«

»Men hvornår kommer han da?«

»Kristus siger andetsteds, at der er nogle af dem, som står her, der ikke skal smage døden, førend de ser Menneskesønnen komme i sit rige. Herudfra skulle det være rimeligt let at udregne datoen for dommedag.

Efter al sandsynlighed siges dette i år 28. Verdens undergang måtte altså i al fald finde sted i det første århundrede.

Den største autoritet på dette område er naturligvis Johannes. I sin apokalypse skriver han om syv høje, altså Rom, og syv konger.

Det er dyret med de syv hoveder, hvoraf et er såret til døden. Det er den konge, som har været og ikke er mere, som selv er den ottende og dog en af de syv, det er Nero, som er død, men skal genopstå og blive den ottende konge eller kejser.

De syv konger eller kejsere er nu Augustus, Tiberius, Caligula, Claudius, Nero, det er de fem faldne, Vespasian, som er der, og Titus, som endnu ikke er kommet, og når han kommer, kun skal blive en kort tid, nemlig to år. År 81 dør han og efterfølges af den selvbestaltet guddommelige Domitian, der genoptager Neros kristenforfølgelser, er den genopstandne Nero, antikristen.

Jorden selv vidner om den forestående dommedag, Martial begræder Guds destruktive almagt, som den demonstreres på Pompeji og Herculaneum, mens en kristen på væggen i det hus, hvor han har søgt tilflugt for ødelæggelsen, simpelt hen ridser: SODOMA GOMORRA. Men jorden falder atter til ro, og kejseren dør atter for prætorianernes hånd i året 96.

Verdens undergang er aflyst.« Yesua slog ud med hånden og lod den synke:

»Nå,« sagde Yoseph. »Men så var kristendommen jo en stor fiasko!«

Yesua rystede beklagende på hovedet. »Skriften siger, at få vil blive frelst, og mange gå fortabt.

Gør det den store forskel, om det sker med et brag eller en klynken?« Ikke desto mindre syntes det ikke at have hjulpet på Yesuas humør, og Yoseph anså det for bedst at lade ham lidt i fred og vendte tilbage til kirkerummet for at underkaste dommedagsbillederne en nærmere undersøgelse.

Men alt dette var jo blot en tegneserie, som skulle holde menigheden vågen under gudstjenesten. De første kristne havde måttet undvære disse fresker.

Hvordan havde de forestillet sig den kommende undergang? Yoseph tænkte på, hvordan det måtte være at vente fortrøstede og blive skuffet år efter år.

Og hvad var det, de ventede på? Han havde også umiddelbart vanskeligt ved at indse, hvorfor man havde følt sig tilskyndet til at gribe til forfølgelse af disse mennesker, som dog med romernes øjne kun måtte lide under en uskyldig overtro.

Og så forstod han pludselig. To ord havde forklaret ham det.

En katastrofe af Pompejis størrelse, ikke på den anden side af jordkloden, men lige i nærheden, venner og slægt. En ildslue, der opbrændte børn, lagde asketæppet kvælende over dem.

Kejseren sender straks hjælp, men det er stort set for sent. Rom er rystet.

Og hvad er den kristne kommentar til de brændte spædbørn og skrigende efterladte? SODOMA GOMORRA.

Et ungt forlovet par, der planlægger sit bryllup. SODOMA GOMORRA.

Børn, som leger på den slumrende vulkans sider. SODOMA GOMORRA.

Yoseph havde jo set det, i den størknede lavas negativ, det elskende par, der kryber ind til hinanden, moderen, der selvforglemmende lægger sig over sit barn. SODOMA GOMORRA.

Ja, for helvede, lad dem smage den ild, som de med så stort velbehag ser udøst over menneskeheden! Betød det noget, om de kristne satte ild på Rom eller ej?

Når ens kære var omkommet i flammerne, og man havde mistet alt, og så mødte sådan et blik, denne fromme skadefryd? Og Yoseph forstod, hvor disse mennesker måtte være blevet hadet, og hvordan til sidst kun den filosofisk anlagte rigmands og ærgerrige politikers patronat havde kunnet frelse dem fra mængdens vrede.

Han følte den selv nu. Hvem var denne Yesua, at han var i stand til at dømme de mange til fortabelse?

Yoseph besluttede sig til ikke længere at respektere mandens sorg over, at solen endnu skinnede, men opsøge ham og afkræve ham en forklaring. Han løb nærmest på ham på vej ud af kirken og forstod, at han ikke kunne sige det, han havde tænkt.

I stedet sagde han: »Du har fortalt mig en masse om kristendommens dogmer, men ikke noget, som jeg har fundet i mindste måde fristende. Hvad er det, der er så besnærende ved den religion, jeg ville gerne vide det.«

Der var end ikke mild bebrejdelse at læse i Yesuas blik. »Kom,« sagde han.

»Jeg skal prøve at forklare dig det.« De gik atter udenfor.

»Engang udførte en maler et portræt af en kvinde, som var så smuk, at han ikke derefter ønskede at skille sig af med billedet. En dag kom han imidlertid i pengetrang og blev tvunget til at sælge det.

Køberen, som var en dreven kunsthandler, så straks, at han kunne få det dobbelte for det, men også denne køber var i stand til at tjene på det. Således steg billedet i pris, indtil kun landets rigeste man kunne betale det.

Thi skønt det var et middelmådigt værk, afspejlede det dog kvindens umådelige skønhed, så at endog landets konge attråede det. Den rige mand kunne ikke undslå sig, men lod kongen få billedet, og ikke længe efter prydede det landets mønt.

Skønt støbningen var dårlig, vakte det nabolandets konges begær i en sådan grad, at han straks erklærede krig. Således kom det sig, at en ung mand i felten, dagen før det store slag, som skulle afgøre alt, blev sulten og henvendte sig på en gård for at købe mad.

En kvinde lukkede op og gav ham, hvad han behøvede, men da han skulle betale, så han, at dette var kvinden, som var afbildet på mønten, og som hele krigen gjaldt. 'Ved du,' spurgte han, 'at det slag, som skal udkæmpes i morgen, skyldes dig?'

'Nej,' svarede kvinden, 'om i morgen ved jeg ingenting. Men i dag skal du blive min ægtemand.'

På samme måde ser vi Guds billede i alle ting og forelsker os i det, hvor vi ser det, men det falder os dog ikke ind, at Han kunne blive vores brudgom. Men sådan er det. I Kristus er Gud blevet mennesket en brudgom.«

På den seksogtyvende dag sagde Yoseph: »Du taler om denne bog, som om den var fuld af hemmeligheder. Men jeg har altid hørt, at kristendommens budskab var enkelt og ligetil at forstå.«

»Det er Satan, som vil lukke bogen for menneskene, for når han siger: 'I har allerede forstået', hvorfor skulle vi da søge at forstå, og hvis vi ikke søger, hvordan skulle vi da finde? Derfor siger han: 'Der er intet mærkværdigt ved denne bog, Jesus vil, at vi handler vel mod næsten, og det er det hele.'

Men det er hedningenes og djævledyrkernes lære. Djævelens discipel siger: 'Alt dette med himmeriget forstår jeg ikke, men hvis vi gjorde, som denne Jesus siger, og handlede vel mod hinanden, da ville verden blive et himmerige!'

Når en mand kommer til en kvinde i den hensigt at forføre, siger han vel da: 'Se, jeg begærer kun dit legeme, og når jeg først har fået, hvad jeg ønsker, da vil jeg lade dig ene'? Nej, han ser på hende med fugtigt blik, og hans mund er fuld af troskabseder.

Derfor skal du heller ikke vente, at Satan kommer til dig med hale, horn og klov, nej, han kommer i skikkelse af en venlig, gammel præst, og han fortæller dig alt, hvad du vil høre. Han vil fortælle dig, at det hele ikke er så slemt; hvorfor skulle Gud hade, hvad han selv har skabt?

Derfor, når du blot ikke stjæler og myrder, så har du lod i himlen, thi himlen er jordisk fred og intet uden det. Men Kristus kommer ikke for at bringe fred, men sværd, han er husbonden, som kommer for at bringe sin hvede i lade, men rajgræsset skal han opbrænde.

Og således udlægger Han det: Marken er verden, den gode sæd er Rigets børn, rajgræsset den Ondes børn, og høsten er verdens ende. Om disse ting kan der ikke være tvivl.

Men vejen til Himmeriget er ikke offentlig. Kristus siger til sine disciple: 'Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder; men dem er det ikke givet'«

Yoseph kløede sig oven i hovedet. »Men i det ny testamente står jo kun optegnet det, som han prædikede offentligt. Hvordan kan du da sige, at disse hemmeligheder er tilgængelige gennem læsning af denne bog?«

»Kristus forklarer det selv ved et vers af Esajas: 'Gør hjertet sløvt på dette folk, gør dets ører tunge, dets øjne blinde, så det ikke kan se med øjnene, ej heller høre med ørerne, ej heller fatte med hjertet og omvende sig og læges.'«

»Jeg forstår ikke: Ønskede Jesus ikke, at mængden skulle forstå?«

»Husker du kongen, der ville erobre naboriget? Vel, først sendte han spejdere ud, for at de skulle udspejde landet og forberede ødelæggelsen.

Men da det blev tid, sagde han til sin søn: 'Drag også du ind i dette rige!' Men sønnen sagde: 'Vil jeg ikke straks blive genkendt og dræbt?'

Men faderen sagde: 'Du skal klæde dig i pjalter, og desuden kan du være tryg, hvem ville forvente, at kongen ville sende sin egen søn ind i et fjendtligt rige?' Da svarede sønnen: 'Sig mig, hvad jeg skal gøre.'

Kongen svarede: 'Snart vil jeg falde over dette land og ødelægge det fuldstændig, men for at nu ikke mine spejdere også skal lade livet, skal du gå ind til dem og advare dem.' Men hans søn spurgte: 'Hvordan skal jeg kende dine spejdere, de har dog sikkert måttet forklæde sig for at færdes usete i det land.'

Faderen svarede: 'Kundgør min vilje på torvet, dog således, at kun mine spejdere forstår dig! Men når de giver sig til kende for dig, skal du røbe dem alt og føre dem i sikkerhed.'

Endelig spurgte sønnen: jeg vil gøre, som du siger, men måske er dine spejdere slet ikke på torvet?' Og kongen sagde: 'Det vil dog komme dem for øre, og de vil forstå.«

Yoseph sukkede dybt. »Det var mig en eksklusiv religion ...«

Yesua svarede ham: »Sten er der på jorden så mange som nogen gider sanke, men af perler få. Tror du, det forholder sig anderledes med menneskenes meninger? Dog vil der altid være tåber, der køber sten, når blot man fortæller dem, at de er perler, og jo flere, der køber dem, jo mere overbevist bliver de om deres kostbarhed.«

På den syvogtyvende dag sagde Yoseph: »Det forekommer mig, at du endnu ikke har berørt kristendommens centrale dogme. Jeg mener korsfæstelsen og opstandelsen og det Guds lam, som tager verdens synder bort.«

»Mytologi!« svarede Yesua. »Det er kristendommens mytologi.

Hvis det ikke var for mytologien, ville Gud blot være et blændende lys. Jeg skal forklare den for dig.

Guds manifestation er verden, og mennesket er Gud i verden. Det er ligesom en mand, der indhegner et stykke mark og planter en have og sender sine børn ud at lege i den.

Men når de kommer til skade i den have og råber på ham, kommer han da ikke straks løbende? Eller han siger til sin ældste søn, den, han avlede først, endog førend han plantede haven, ja, som plantede haven for ham: 'Gå ud og se, om mine børn er kommet noget til!'

Ligeledes, når aftenen stunder til, sender han sønnen ud for at sige: 'Se, mørket falder på, lad nu jeres legetøj ligge og kom ind i jeres fars hus, for at I ikke skal fare vild i mørket!' Da er det som med børn, at der er nogle, der siger: 'Vi leger så godt, kom igen i en anden time! Og hvem er du, at vores far har sat dig til dommer over os?'

Og de ler ad ham og dænger ham med sten. Så går sønnen bedrøvet tilbage, med blødende hænder og fødder, hvor de har ramt ham.

Og hans far spørger ham: 'Hvem har gjort dette?' Sønnen svarer: 'Dine børn gjorde således mod mig.'

Så skal han svare: 'Sæt stængsel for døren, og lad dem blive i mørket, som hører mørket til! Men sig mig først: Hvor er min yngste søn? Ville han heller ikke komme?'

'Jo,' svarer sønnen, 'men de andre holdt fast på ham og ville ikke slippe ham fri.' Faderen siger: 'Vend tilbage til haven og frels min yngste søn fra hans brødre, om det så skal koste dig dit eget liv!'

Således er der i verden nogle, som ikke vil frelses, og andre, som ville blive frelst, hvis de ikke var bundet af synd. Men med dem er det ligesom med et menneske, som andre har bundet, og som ikke selv kan afkaste sine reb.

Der var en mand, som begærede en kvinde til ægte, men hun undslog sig, idet hun sagde: 'Gerne ville jeg blive din hustru, men se: Min far er død, og min mor ligger syg derhjemme, jeg har tre mindre søskende at mætte, og i morgen kommer fogeden og kaster os ud!' Så går han hen og plejer moderen, til hun bliver rask, og mætter hendes søskende og betaler fogeden, skønt det koster ham alt, hvad han ejer, og han siger til pigen: 'Nu kan du ægte mig!' Hvad skal man nu mene om den kvinde, hvis hun endnu undslår sig, andet end at hun ikke elsker ham?

På samme måde kommer Kristus til mennesket, og det klager: 'Jeg ville gerne følge dig, men jeg er i syndens bånd!' Så siger han: 'Jeg har taget din synd på mig!

Nu kan du ægte mig!' Hvad skal man nu mene om det menneske, hvis det endnu undslår sig, andet end at det ikke elsker ham?

Der var et ondt folk, som stræbte deres konge efter livet, men han kom under vejr med det og stævnede lederne for sin trone: De blev nu meget bange og søgte at formilde ham med gaver.

Nogle tog blot en ubetydelighed af deres ejendom, idet de tænkte: Hvad gavner det mig, at jeg redder mit liv, hvis jeg skal leve det som tigger? Andre solgte alt, hvad de ejede, for at købe sig afbigt.

Først blev nu undersåtterne med de fattige gaver stillet for tronen. Disse føjer fornærmelse til forbrydelse, tænkte kongen, og han lod dem alle henrette.

Så blev de ført frem, som havde givet alt. Men kongen sagde: 'Tror I at kunne redde jer ved gaver?

Gaverne skulle I have givet, men I skulle ikke have forbrudt jer. Før også disse ud og lad dem dø.

Da trådte kongens arving frem, han, som han elskede, og sagde: 'Hvis disse havde været rige, så at deres gaver havde glædet dit hjerte, ville du have tilgivet dem, nu er de derimod fattige: Nu vil jeg imidlertid overgive mig i deres hænder, og jeg skal være deres offer til dig!'

Da græd faderen og sagde: 'De skal ikke dø. Og for at der intet ondt skal være imellem os, skal de alle spise med mig i aften.'

Og de spiste med kongen, og kongens arving vartede dem op. Da blev de forfærdede og sagde: 'Du er kongens søn, men du opfører dig, som om du var vores tjener.'

Sønnen svarede: 'Forstod I mig ikke, da jeg sagde, at jeg overgav mig i jeres hænder? Derfor skal jeg være tjeneren, som frembærer måltidet, ja, måltidet selv! Derfor, når I spiser af brødet, skal I tænke på jeres kød, som blev sparet, og når I drikker af vinen, skal I tænke på jeres blod, som ikke blev udøst, men sønnens liv og blod blev udøst i jeres sted!«

Yesua vendte sig og begyndte at gå tilbage mod sin kirke, og Yoseph erindrede, at han stod på en kirkegård. Fuglene tav.

Af Faust
BORGEN 1989
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff