Nobelprisen i litteratur 2000

 

Ja, så er spændingen udløst. For selv om man måske ikke selv venter at komme i betragtning, er det nu alligevel spændende: Hvem blev det?

Jeg tænker naturligvis på Nobelprisen i litteratur. I år var det ekstra spændende, fordi det havde forlydt, at en af vore landsmænd var på tale.

Nåja, tænkte man, det skulle jo være underligt, hvis det lige blev ham. Og så skete det!

Det ville selvfølgelig have været rarere, hvis det var en selv, men man ranker sig alligevel lidt! Det er jo ikke bare de mange, rare penge.

Nobels pris er simpelt hen den største ære, der kan vederfares en digter. Og i år skulle det altså blive en af vore.

Så stor en overraskelse var det naturligvis heller ikke. Vi har jo nok alle sammen gået og vidst, at hvis det blev en af os, så blev det Ham.

Victor Grøndahl! Han er ikke blot en af Danmarks mest læste forfattere, han er også uden sammenligning den mest estimerede.

Faktisk mindes jeg ikke nogen sinde at have læst en dårlig anmeldelse af en af hans bøger! Der er en uangribelig kvalitet ved alt, hvad den mand skriver, lige fra den første digtsamling til de (endnu uafsluttede) erindringer. Da »Valdhorn« udkom i 1952, vidste vi, at Danmark havde fået en ny digter, som den enige kritik da også gav udtryk for.

Solen springer buk over tagene
som lyden af valdhorn.
I skyggen
er hjertet tungt
som en mandel.

Så enkelt, og så genialt! Forventningerne var forståeligt nok store, da den næste digtsamling udkom, blot fem år senere.

Denne gang var titlen »Byens lys«. Det var det samme lyse, stærke digtersind, men ligesom modnet.

I den stille aften
åbner byen sig for mig.
Jeg går
tilbagelænet
ad våde gader
med himlen i øjnene
over min by.

I 1960 kom novellesamlingen »Sten i min sko«, en række skildringer af storbyeksistenser, der afslørede forfatterens knivskarpe iagttagelsesevne.

Pølsemanden åbner klokken tolv. Han klager ikke over kulden, for hans usvigelige forretningssans fortæller ham, at den betyder øget omsætning. Snart mærker man den liflige duft af knækpølser og frankfurtere, ketchup og rå løg i luften. Pølsemanden har sine faste kunder, med hvem han gerne veksler et par ord. Det er mest om vejret eller noget, der har stået i avisen. Så hilser de og skynder sig videre med den varme fornemmelse i maven. Det sker også, at der er vrøvl med en kunde. Men det tager pølsemanden sig ikke af. »Folk brokker sig altid,« siger han.

1968 kom så romanen »Hjertets østers«, som indbragte ham Valo- prisen. Rosa Livskjær er en midaldrende kvinde, der lever en stille eksistens med sin mand Anton, som ikke forstår hendes behov for ømhed og opmærksomhed.

Han er aldrig kommet over en togulykke, som han som lokomotivfører måske, måske ikke var skyld i. Datteren Liva har giftet sig for ikke at blive enlig mor, og Rosa ser nu sin egen tragedie gentage sig.

Hun prøver at advare datteren, men Liva ser det som utidig indblanding. Til et foredrag møder Rosa en ung mand, som er diabetiker og overvejer selvmord, og der opstår en sær forståelse og ømhed imellem de to på trods af aldersforskellen.

Der er ikke nogen nemme løsninger i »Hjertets østers«, men læseren kan alligevel ikke undgå at smittes af hovedpersonens lune og ukuelige livsmod. »Med sine 82 sider en stor og sært bevægende bog,« som en anmelder skrev.

I de følgende år var Victor Grøndahl beskæftiget med at skrive manuskriptet til filmatiseringen, som kom i 1976, og blev meget rost. I firserne kom så det første bind af erindringerne, »Barnesko«, som dækker de første seks år af forfatterens liv.

De blev fulgt af »Tornysteret« og »Brylcreme«. Her følger man forfatterens opvækst i en lille provinsby, og der er nærgående portrætter af alle fra den sure cykelhandler med det stive ben til det slagfærdige postbud.

Bageren åbner klokken ni. Men inden den første kunde kommer, har han allerede stået i timevis i sit bageri. Snart breder der sig en liflig duft i forretningen af horn og valnøddebrød, vanillekranse og marengs. Bageren kender alle i byen og har noget at snakke med alle om. »Hvordan går det med halsen, fru Borgfryd?« »Jo tak, lille De, det går.« »Jamen det var jo godt!« Og med et stort smil får fru Borgfryd rakt rundstykkerne over disken, hvor de forsvinder ned i hendes rummelige taske. Selvfølgelig har han også mere vanskelige kunder, men det tager bageren sig ikke af. »Lad dem bare brokke sig!« siger han.

I halvfemserne fulgte det fjerde bind med studietiden i København, »Den røde gård«, og vi venter stadig spændt på fortsættelsen. I mellemtiden har det svenske akademi så valgt at hædre geniet. Vi takker på hans vegne.

Men vi undrer os ikke - ligesom vi heller ikke undrede os, da han fik Boghandlernes Gyldne Laurbær og Carlsberglegatet. Og vi glæder os til TV-serien!

Der er ikke mange af Victor Grøndahls karat herhjemme - desværre. Så meget desto mere grund er der nu til at glæde sig over, at han nu er blevet verdenskendt. Og lidt smitter det jo altid af på os andre ...