Hvorfor er anmeldere så snerpede?

 

Når en gartner - og ikke en klamhugger som undertegnede, der ikke ved andet end det, der står på frøposerne - sår, har han som regel en velbegrundet anelse om, hvad der kommer op i hans have. Det undrer ham ikke, og det får ham måske til at føle, at han har gennemskuet disse naturens mekanismer. I virkeligheden ved han måske yderst lidt om molekylærbiologi, ligesom Digteren vil være tilbøjelig til at beskylde ham for at være blind for de centrale mysterier.

På en måde er det lidt på samme måde at være forfatter. Han undrer sig ikke længere over reaktionen på hans værker - medmindre naturligvis han er debutant og »spændt på modtagelsen«.

Dette skyldes igen, at disse reaktioner er så fuldstændig forudsigelige. Mine anmeldelser falder uvægerligt i to kategorier, som jeg vil kalde den befæstede og ubefæstede anmelder.

Den befæstede anmelder ved naturligvis, at jeg er ude på at tage ham i skægget. Vi ved begge to, at jeg er en dårlig forfatter, og at det er en dårlig bog.

Jeg skrev nemlig engang noget lige lovlig humoristisk om noget, den pågældende anmelder holder helligt, eller eventuelt lige lovlig tolerant om noget, han anser for at være menneskehedens svøbe. Det, det nu drejer sig om for mig, er at prøve at gøre indtryk på anmelderen (som enhver ved, er det derfor, vi skriver) for eksempel ved at skrive blændende.

På samme måde er det anmelderens pligt at demonstrere, at han har gennemskuet dette billige trick. Den rutinerede anmelder læser ikke en bog - det er for amatører - han skimmer den for ting, han kan bruge.

Måske kan han ikke vise, at bogen er dårligt skrevet - selv om han selvfølgelig altid kan påstå det - men så kan han i det mindste demonstrere, at den er usympatisk. Er han nu så uheldig, at forfatteren ikke siger noget usympatisk, vil han dog altid kunne finde en person, der gør det. Denne person udnævnes så til forfatterens talerør, og presto! en usympatisk bog ...

Da endvidere bogen har en længde, kan den uden problemer kaldes for lang - det er jo et relativt begreb. Hvis anmelderen ikke kan identificere sig med personerne - hvis de for eksempel ikke er anmeldere - kan han endvidere kritisere persontegningen som overfladisk.

Hvis de diskuterer politik, og han ikke interesserer sig for politik, er bogen tillige kedelig. Disse anmeldere ved, at kulturredaktørerne regner med dem - ellers ville de jo ikke blive ved med at bruge dem.

Så er der, hvad jeg har valgt at kalde den ubefæstede anmelder. Den befæstede er måske blevet syg eller på ferie, og kulturredaktøren tager chancen.

Måske ved han ikke, at den naive anmelder ikke ved, at bogen er dårlig. Han lader sig med andre ord tage ved næsen af forfatterens skriveevne og skriver en entusiastisk anmeldelse. Nåja, sket er sket ...

Hvad angik UFO, var de to ubefæstede anmeldelser i POLITIKEN og STANDART, og det var jo heldigt. De kunne lige så gerne have været i Jyllandsposten og Roskilde Dagblad.

Endelig er der naturligvis de aviser, der benytter sig af deres grundlovssikrede ret til ikke at udtale sig - hvis man nu slet ikke kan finde noget negativt at sige om en dårlig bog. Som sagt er alt dette såre forudsigeligt, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at det er forklarligt.

Selvfølgelig er der altid en smart forklaring, anmelderen var for reaktionær til at kunne sluge bogen. Men den reaktion er jo næsten lige så dum som anmeldelsen selv.

Den er også farlig: Ligesom anmelderens forventninger om en dårlig bog forhindrer, at han bliver skuffet, bliver det, der kunne være et værdifuldt feed-back til forfatteren, ignoreret som den »forventede reaktion«. Så måske burde man læse sine anmeldelser igen og spørge sig selv, hvordan det egentlig kan være.

Hvordan kan det egentlig være, at vore grænser for, hvad det er acceptabelt at tænke og føle, er blevet så snævre, og hvorfor ligger de så helt anderledes end i den klassiske litteratur? De fleste af litteraturhistoriens centrale værker handler om store følelser og deres mere eller mindre katastrofale konsekvenser.

Som regel er det en sådan dominerende følelse, der gør personen interessant, hvis den vel at mærke får ham til at handle. Det kan være kærlighed, hævntørst eller en eller anden politisk eller filosofisk ide.

Åbenbart finder vi ikke længere sådanne personer, deres følelser og handlinger, hverken interessante, troværdige eller sympatiske. Det gør vi derimod, hvis personen er uden noget incitament til at gøre noget som helst og hverken har noget klart billede af sig selv eller den verden, han lever i.

Han kan sige og gøre de forfærdeligste ting mod sin samleverske og uheldige forbipasserende, så længe det kan godtgøres, at der ikke gik nogen form for tankevirksomhed forud. En sådan antihelt kan måske være en kuriositet i en roman eller to, men som erstatning for Homo Sapiens forekommer han mig noget utilstrækkelig.

Litteraturen skal naturligvis helst chokere, hvis den ikke skal blive kedelig. Men da den er afskåret fra at gøre det ved at afdække menneskesjælens dybder, må det nødvendigvis foregå, ligesom børn gør sig interessante, det vil sige ved at sige grimme ord og være generelt ubehagelige.

Næppe mange moderne teaterdirektører vil formentlig føle sig tiltrukket af »Macbeth« eller »En idealist«. De sædvanlige tre akter i den samme stuedekoration, hvor et ægtepar og deres bekendte uden nogen særlig grund trakasserer hinanden - hvis de ikke kan fordrage hinanden, kan de jo blive skilt og finde nogle andre venner, skulle man synes - vil sikkert også sælge flere billetter.

Derimod er de yderligheder, menneskets natur kan drive det til, i bedste fald gabende kedsommelige. Og det kedeligste af alting er åbenbart sex.

Sex i en bog er acceptabelt som et mislykket samleje, parterne så siden kan skændes om, men da er det tydeligt, at det er skænderiet, læseren skal se frem til. Men hvad med at skildre et seksuelt forhold i egentlig forstand, selvforglemmende forelskelse og den lidenskab, som ikke længere synes, lykken er at vide, hvad der er normalt?

Måske er man bange for, at sex smitter, ligesom visse følgesygdomme. I min barndom blev der råbt »Ismand!« når de elskende kyssedes.

I dag har jeg som forfatter en frygtelig mistanke om, at anmelderens og måske også visse læseres pegefinger er på fast-forward, når passionen mellem to mennesker skildres i detaljer, så kan beskrivelsen ellers være så fysisk og psykologisk dybdeborende, den være vil. Måske er jeg alarmist, men når vi når dertil, hvor vi går let hen over de saftige passager, skulle vi måske overveje begravelse eller ligbrænding.

Efter sigende kan det nemlig også blive for meget. Der er jo også andet i livet end sex, og hvis vi er i tvivl om hvad, skal vi bare spørge vores ugifte tante.

Så måske kan spørgsmålet i virkeligheden koges ned til: Hvornår blev vi så snerpede og livsforskrækkede, og hvorfor? Var det halvfjerdsernes venstreorientering med dens bønnemødeagtige undsigelse af driften?

Eller oplever vi den borgerlige seksualangsts renæssance? Hvorfor kan man nu igen ikke skrive om livet uden for salonen uden at få at vide, at man er diabolsk og pervers?

Selv mine velyndere blandt anmelderne plejer at reklamere på mine vegne med, at jeg beskriver »livets skyggeside«, og lignende vrøvl. Mine bøger er hede solskinseftermiddage!

Og er det udtryk for den samme det-skal-vi-ikke-komme-nærmere-ind-på-holdning, når enhver diskussion af menneskets natur, uanset hvor litterær den er, forekommer totalt irrelevant? Spørgsmålet er ærligt ment og ikke som oplæg til en diskussion om kvalitetskriterier. Når den største avis og det største litterære tidsskrift kan finde min sidste bog ubetinget anbefalelsesværdig, og andre anbefale den til brændsel, må det være rimeligt at konkludere, at en sådan diskussion ikke kan føres i dagens litterære Danmark med noget acceptabelt entydigt resultat.

Sagt på en anden måde: Hvorfor er en omhyggelig bog af en professionel forfatter (hvis det gør en professionel at have ernæret sig ved noget i tredive år) om centrale menneskelige drivkræfter og ideer så indlysende uinteressant for store dele af de professionelle læsere (hvis det gør en professionel at have anmeldt tyve bøger)? Eller mere direkte: Hvorfor er anmeldere så snerpede?